Kronik

Gymnasielærer: Giv eleverne færre lektier, og drop karakterer på afleveringer

Gymnasielærerne har et stort ansvar for at tilrettelægge undervisningen, så de unge ikke knækker halsen på den. Derfor bør vi nedsætte den samlede lektiebyrde og droppe flest muligt af de løbende karaktergivninger, skriver gymnasielærer Camilla Friis Aaquist i dette debatindlæg
Vi er nødt til at tage kollektivt ansvar for vores elevers ve og vel og give dem luft, skriver dagens kronikør, der er gymnasielærer.

Vi er nødt til at tage kollektivt ansvar for vores elevers ve og vel og give dem luft, skriver dagens kronikør, der er gymnasielærer.

Janus Engel

27. august 2019

Sommeren går på hæld, og et nyt skoleår er begyndt. Vi er nok mange, der med glæde mindes synet af studenter klædt i lysende hvidt, huer med funklende skygger og øjnenes euforiske smil. De smukke unge mennesker. De er stukket af nu. Som legesyge sommerfugle. Det er Kim Larsens bevingede ord fra sangen om ungdommens forjættede land. Tiden, hvor livet ligger åbent, hvor kun de – de unge – bestemmer, hvor vingerne skal bære dem hen. Det er en hyldest til friheden, til drømmene, til glæden ved livet.

Og de så sørme glade ud, de smukke unge mennesker, da de forcerede skolens triumfbue og fløj afsted i studentervognen. Men de store smil og hvide huer er ikke kun historien om tre år med lærdom, kammeratskab og fede fester. Det er for mange elever også fortællingen om forventningspres, stress og i værste tilfælde depression. Der er altså noget galt, når gymnasietiden suger den energi og det livsmod ud, som skulle sikre den fortsatte flyvefærd.

Det er ikke rimeligt at placere hele ansvaret for elevernes ve og vel hos gymnasielærerne, men vi er medforfattere til den fortælling. Eleverne tilbringer en stor del af deres ungdomsliv i vores varetægt.

De sidder fem dage om ugen op til otte timer om dagen på skolebænken med karakter- og forventningspresset som fast følgesvend. De slider dagligt med lektier i diverse fag. De skriver afleveringer i ét væk og forventes også at holde sig informeret om verden, læse litteratur, dyrke motion osv.

Vi kan ikke med et fingerknips ændre samfundsdiskursen om, at selvrealisering, vækst og konkurrenceevne er målet med livet, men vi kan modarbejde det livssyn, der ikke anerkender værdien af det stillestående og dvælende menneske. Vi gymnasielærere er autoriteter. Lad os bruge den autoritet. Lad os vise dem, at det, der betyder noget, er engagement, fordybelse og fællesskab – og ikke kun resultater.

Lektiefri dansktimer

Og hvordan gør vi så det? Vi kan i videst muligt omfang droppe karaktererne. Heldigvis ser den tankegang ud til at have vundet indpas mange steder, hvor den formative evaluering, der sker undervejs i arbejdsprocessen og er fremadrettet, har besejret den summative, vi kender fra traditionel karaktergivning. Vi skal tale med eleverne i stedet for at sætte tal på dem. Det er et skridt i den rigtige retning. Men det fjerner ikke det daglige pres på eleverne.

Det kan en lektierevolution måske ændre på. Et forsøg med lektiefri undervisning i to af mine danskklasser gennem to år har ændret dansktimerne markant. For det første fordi alle elever har samme udgangspunkt, når de møder op, og derfor har mulighed for at deltage. For det andet fordi de faktisk møder op. Det betyder ikke, at eleverne aldrig pjækker fra dansk. Men en anonym elevevaluering af forsøget beskriver meget fint en af grundene til, at eleverne bliver væk fra de lektietunge timer: De er bange for at møde op og blive afsløret i det, de ikke har nået at lave derhjemme. De er bange.

Man kunne nok tænke, at det er de dovne eller svage elever, der kæmper med presset fra opgaver og lektier. Det viser sig dog, at det ofte er de flittige og dygtige elever, der bliver ramt. Derfor overrasker det mig heller ikke, at evalueringerne af den lektiefrie undervisning i begge klasser falder positivt ud. Også de dygtige elever ser potentialet i, at alle kan deltage i undervisningen. At det skaber fællesskab og fælles faglighed. Ja, nogle skriver ligefrem, at de lærer allermest i dansk. Om det er sandt, kan ikke måles. Gudskelov, for jeg tror ikke på målesamfundet. Det væsentligste må være at eleverne kommer til timerne og deltager – så skal de også nok lære.

Lektiebyrde bør koordineres

Det lyder jo alt sammen meget godt, men jeg må være ærlig. Jeg oplever stadig mange trætte og fraværende elever. De får luft i dansktimerne, men det fag udgør en brøkdel af det samlede timetal. Med andre ord: Jeg symptombehandler. Ligesom studievejlederen og skolepsykologen. Det er uholdbart. Vi er nødt til at handle præventivt i fælles flok.

Så her kommer opfordringen: Lad os på skolerne sætte systemer i værk, som ikke blot har til hensigt at lette byrden fra elevernes skuldre, men faktisk gør det. Det kunne eksempelvis være kun at lade de afsluttende fag give lektier, eller det kunne være at indgå aftaler i teams om, hvilke fag der giver lektier hen over det treårige forløb.

Det kræver planlægning, ja. Men det ville frigive tid til lektier og afleveringer, tid til fordybelse, og det må vægte hørere end effektivitet, når det handler om læring.

Hvis vi letter presset på eleverne, kan vi forvente mere af dem. Og selvfølgelig skal vi have forventninger. De skal gide at engagere sig, og de skal gide at lære. Men som det er nu, forventer vi mere, end hvad de kan magte, end hvad vi selv ville kunne magte. Vi er nødt til at tage kollektivt ansvar for vores elevers ve og vel og give dem luft.

Tal fortæller ikke alt

En indvending kunne være, at vi også skal forberede studenterne på livet. Forventningspresset er ikke forbeholdt de unge. Der er krav om konstant dokumentation i det offentlige og resultatpisk i det private. Så ville vi ikke ruste dem bedre til livet, hvis vi opdrog dem i den ånd og udstyrede dem med rundsave på albuerne i stedet for vinger på ryggen? Måske. Eller også kan vi vise den nye generation, at lykken og livet ikke ligger i fremtidens resultater, men i nuets bedrifter. Lad os give eleverne mulighed for at bedrive noget. I timerne og i livet.

Jeg hører desværre ofte voksne sige, at de unge intet bedriver. At de er dovne og forkælede. At de bare kan tage sig sammen. Og ja, tallene taler mod eleverne. De pjækker, det viser fraværsprocenterne. De plagierer, det viser overvågningssystemerne. De har for lange ferier, for lang fraværssnor og alt for mange dårlige undskyldninger. De bruger deres tid på sociale medier, streamingtjenester og spilkonsoller. De tager køretimer, shopper online og spiller på computeren i skoletiden. Ja, de synder, de elever. Og syndens æbler gror ud af skærmene. Men vi skal huske, at tal ikke fortæller alt.

Skærmene er det nemme valg. Men skærmene er også en flugtvej. Et sted, eleverne kan søge hen, når forventningspresset banker på. Og det gør det også på vores vagt. Uanset hvor god relationen er lærer og elev imellem, så er den relation ulige. Der er nogle, der skal præstere, og nogle der skal give karakterer. Derfor er det nogle gange den letteste løsning at blive væk fra undervisningen. Nogle gange den eneste.

Det er vi nødt til at lave om på. Og vi er nødt til at indse, at vi ikke bare kan give dovne elever, curlingforældre eller den digitale udvikling skylden. Eleverne lever og går i skole under andre vilkår, end vi voksne gjorde. Det må vi prøve at forstå.

Vores opgave er at sende hele mennesker ud i livet. Dannede og livsduelige – men også med livsmodet i behold. Vi kan ikke ændre på reformer, standpunktskarakterer, timeantal eller fordybelsestid til opgaver, men vi kan lette det daglige pres på elevernes skuldre ved at droppe karakterer på afleveringer og dosere lektierne bedre.

Så kære gymnasielærer: Brug din autoritet. Forsvar eleverne, når de voksne siger, at de bare kan tage sig sammen. Modarbejd det livs- og menneskesyn, som kun honorerer effektivitet og konkurrencementalitet. Og gør det ved at handle.

Lad os sammen indlede en ny historie for vores smukke unge mennesker, så de fremover kan stikke af på studentervognen med lyst sind og livsmod. Gid de længe leve må. Leve, ja.

Camilla Friis Aaquist, gymnasielærer

Hvad får vi, når styringssystemet vægter cool cash langt højere end menneskelig trivsel og udvikling, spørger gymnasielærer Lise Holck Jørgensen.
Læs også
At lave regler, som hverken ministeriet, uddannelsesvejledere og gymnasierne rigtig forstår, er lov- og politisk sjusk. Det skal der ryddes op i hurtigst muligt, uanset hvad en kommende evaluering af de nye krav måtte vise, skriver Lise Richter.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Torben Skov
  • Gunilla Funder Brockdorff
Torben Skov og Gunilla Funder Brockdorff anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jens Holm Møller

Jeg havde mit sidste år som lærer i skoleåret 14-15 , her glalt jo den nye arbejdstidsaftale med 1½ time om ugen til forberedelse.
Det betød 0 rettearbejde, i stedet lod jeg eleverne rette deres egne afleveringsopgaver i matematik, på baggrund af mine løsningsforslag, de afleverede opgaverne lavet i regneark.
Det skulle vise sig at det pædagogisk var rigtig godt og da de gik til 9. klassesprøver juni 2015, endte det med højeske klassegennemsnit nogensinde på skolen og ingen under 4 og dem der fik 4 var meget tættere på 7 end 2.
Pludselig var tingene blevet til en proces for eleverne som de blev klogere af.

Johanna Haas, Steffen Gliese og Clara Fischer Stephansen anbefalede denne kommentar
Clara Fischer Stephansen

Virkelig kvalificerede forslag til forandring og budskabet er så vigtigt. Tak for et fantastisk nødvendigt, sagligt, optimistisk og proaktivt debatindlæg.

Jeg spekulerer på, om Fischer S og Gliese forestiller sig, at der kommer dannede mennesker ud af gymnasiet efter denne recept, personer der er i stand til at læse fx en roman.

Hvorfor ikke bare droppe karakterer og eksamener i det hele taget, afskaffe lektier og afleveringer, og skære undervisningen ned til 2 timer dagligt - som eleverne selv efter frit valg kan lægge mellem kl. 11.00 og 15.00. Og så kunne man også lade gymnasielærerne selv fastlægge deres arbejdstid til 2 timer/dag (frit placeret mellem 11.00 og 15.00 - måske mødes de med nogle elever, måske ikke - men det ville jo være ligegyldigt at notere fravær), naturligvis med 2-3 timer/dag til den nødvendige forberedelse (det kunne jo være, lærerne tilfældigvis mødte nogle elever).

Jeg er meget sikker på, at det effektivt ville fjerne stress og jag hos både elever og lærere - og hvis ingen kan dumpe, da der ikke er hverken prøver eller karakterer, vil 100% bestå - og alle ville være glade. Især alle socialdemokraterne.

Der er jo helt urimeligt, at en uddannelse skal kræve både arbejdsindsats og engagement. Det er mere rimeligt - og retfærdigt - om alle får mulighed for at komme til gymnasiefester i tre år og kan slutte af med at køre rundt i byen iført studenterhue og blæser (ja, blæser - ikke blazer).

Jens Winther: Jeg går ud fra at du er ironisk. For ikke at sige sarkastisk. Men hvorfor det indlæg, hvis jeg har ret?

Jørgen Wind-Willassen

Det helt store problem er - at en stor del af eleverne i gymnasiet slet ikke burde være der.
Alt for mange uengagerede unge ender i gymnasiet, som er en teoretisk uddannelse med videreuddannelse som mål.
Sagt på baggrund af mere end 30 års erfaring med gymnasieundervisningen.
Så tynd ud i elevtallet, så kun de interesserede er tilbage.
Der er jo rigtig mange andre steder at uddanne sig, og som ikke kræver læsning af Søren Kirkegård og kendskab til differentialregning.

@Jan Damskier, ja - skarpt set; mit indlæg er ironisk grænsende til sarkastisk.

Hvorfor? Fordi jeg er inderligt enig med Jørgen Wind-Willadsens senere indlæg, og fordi jeg er inderligt imod den platte kommercialisering og niveausænkning, politikerne helt bevidst har gennemført i både gymnasium og universitetsuddannelser gennem de seneste årtier - alene på grund af en uigennemtænkt målsætning om øget optaget. Socialdemokratiet har en klar målsætning om at flere og flere skal gennem gymnasium og videregående uddannelser baseret på en misforstået lighedstænkning og uden respekt for de krav, som uddannelser på højt niveau stiller - og som naturligvis ikke alle kan opfylde (vi kan heller ikke allesammen spille fodbold på superliga-niveau eller gennemføre et triatlon). Samtidig har flere borgerlige partier i misforstået leflen for visse kortsigtede erhvervsinteresser gået med på et større fokus på bachelor-uddannelser, hvoraf en del reelt består i at afbryde studiet efter 1. del af en kandidatuddannelse.