Lars Larsens død har fyldt godt i mediernes overskrifter. Han var den store lille mand, der kom fra simple kår og en svær barndom og endte på topto over landets rigeste – uden tilsyneladende at miste fodfæstet eller sit jyske lune humør.
Lars Larsen var tilbuddets mester, kongen af at få os alle sammen op af sofaen, ind i bilen og ud og købe billigt ind.
Lars Larsens død gav således anledning til, at medierne i et par dage overgik hinanden i smukke vendinger og næsegrus beundring. Også de medier – herunder nærværende dagblad – der ellers har et dagligt fokus på grøn omstilling, affaldsproblemer og overforbrug, gav sig hen i en noget overvældende hyldest til den ’jævne’ jyde med det særlige købmandsgen, der blev milliardær på at sælge »lidt billigere«.
I sin nekrolog her i avisenkalder Kristen Bjørnkær det »ret socialt«, at Lars Larsens virksomhed efter sigende handlede om at »sælge nødvendige varer til folks boliger så billigt, at enhver – middelklassen og fattige studerende – havde råd til at købe dem«.
Larsens tilbud har i hvert fald vist sig at tale til en overordentlig stor forbrugslyst og købekraft, for han har i gennemsnit åbnet en ny butik hver femte dag i 40 år, så vi nu sammen med forbrugere i 51 andre lande køber nyt for 30 milliarder kroner om året i Larsens butikker.
Lars Larsens død skete dog samtidig med en massivt voksende interesse for, hvordan vi sænker vores forbrug betragteligt og transformerer samfundet fra brug og smid væk til cirkulær økonomi.
De fleste af os er nok ikke faldet for et godt, jysk tilbud for sidste gang, men vi er klogere nu, end vi var for 40 år siden. Nu ved vi, at ting, der er billige, i virkeligheden er langt dyrere, og at regningen kommer, selv om vi lukker ørerne med nye in-ear plugs og retter blikket mod det næste tilbud.
Den voksende (selv)erkendelse af, at vi står på en skrøbelig top af nogle generationers selvdestruktive forbrugsmønstre, kommer rullende ind over os alle – selv de af os, der stædigt forsøger at fortrænge det.
Så tør man håbe, at Lars Larsen – må han hvile i fred – tog det 20. århundredes altødelæggende tilbuds- og forbrugsrus med sig i graven?
Så kan vi sammen løfte den fælles opgave med at rydde op efter festen og finde en ny og farbar vej, der fører os ansvarsfuldt ind i fremtiden.
Rasmus Bay Arnbjerg, selvstændig
Et godt og nødvendigt håb!
Købmandsskab er vel et urgammelt håndværk, i faretruende nærhed af fristelsen til at narre andre og sikre sig selv. Sådan som "markedet" indbyder til. Derfor er den gode historie, at man godt kan være en ORDENTLIG, dygtig købmand, som fx afdøde Lars Larsen, Social Foodies bagmand m. fl. var og er det.
Man kunne ønske og håbe at den slags købmandstalenter måtte blive de herskende, blive reklamers og mediers yndlingsemner, løsrevet fra evt. gode historier om en hård opvækst (altid lun at læse om, modsat at være i..) Prisen for medierne vil være ingen skandaler at skrive om...