Kommentar

Indfør en ret til et kønsneutralt cpr-nummer til pubertetsbørn

Jeg kan ikke forstå, hvordan et lille barn kan føle sig som ’et forkert køn’, hvis ikke voksne har blandet sig velmenende eller fordømmende i en ellers naturlig leg med identitet, men for pubertetsbørn bør vi kunne finde en løsning, skriver Anne Lysdahl i dette debatindlæg
15. august 2019

For tiden er der en del højtråben om retten til at skifte juridisk køn. LGBT-bevægelsen ønsker, at børn uanset alder skal kunne vælge at skifte juridisk køn og personnummer.

Da min yngste søn var omkring fem år gammel, havde han set filmen om Bambi, og i en periode legede han, at han var prinsesse Feline, en lyserød stoflampeskærm blev hans ’prinsessekjole’. De andre børn syntes, det var underligt, men de var alligevel så forbløffede, at de ikke mobbede ham.

Dengang var drengene ikke så kortklippede som i dag, så hans lyse, lokkede hår fuldendte næsten billedet af en yndig prinsesse, hvis man så bort fra hans øvrige beklædning.

Da han kom i skole, fik han en ven, og de to små drenge var i den syvende himmel af glæde over alt det sjov, de havde sammen. Hans nye vens forældre blev meget bekymrede over det, det var tydeligt at se på deres usikre og forvirrede ansigter, så de satte ind på at ophæve ’forlovelsen’, hvilket de havde held med, og hvilket knuste min søns syvårige hjerte.

Den femårige prinsesse Feline havde omkring 15 fantasidyr, som var usynlige for mig, og som skulle fodres hver dag. Jeg troede ikke, at min søn led af hallucinationer eller var skabsbøsse, i hans femårige liv havde der været mange faser, alle gik over, og nye opstod.

Anderledes var det med forældrene til hans første ’forelskelse’, de var så bekymrede over deres lille dreng, som udtrykte en side af sig selv, de ikke kendte, at de følte sig nødt til at sætte en stopper for duoens boblende livsglæde. Tænk nu, hvis deres søn var bøsse!

Voksnes indgriben

Jeg spekulerer på, om forældrenes angst for drenges leg med udklædning og fantasilege er større, end den er for pigers.

Børn er følsomme og vil til enhver tid prøve at leve op til forældrenes forventninger, så hvis forældrene stivner eller udviser forceret forståelse, når lille Emil siger, at han er en pige, så opfatter han selvfølgelig, at der er ugler i mosen.

Måske er det sådan, at forældre i overdreven omsorg eller forskrækkelse skrider til handlinger i forhold til barnet ved at tage et lille barns leg alt, alt for alvorligt?

Kan et barn ikke bare få lov at lege uden at blive fortolket af frygtsomme eller overdrevent forstående voksne?

Jeg kan ikke forstå, hvordan et barn kan føle sig som ’et forkert køn’, som værende i en ’forkert krop’, hvis ikke voksne har blandet sig velmenende eller fordømmende i en ellers naturlig leg med identitet.

Jeg kan ikke forstå, hvordan en dreng kan føle sig som en pige og være ulykkelig over, at han ikke er det, eller omvendt. Hvordan kan et barn have sådanne følelser? Og er det i det hele taget en følelse?

Kønsneutralt cpr-nummer

Der findes mange lande, hvor homoseksualitet og transkønnethed er forbudt, og nogle steder er det endda forbundet med dødsstraf. Det er rystende.

Men da jeg begyndte at skrive dette indlæg, var det, fordi jeg som mor og bedstemor stejler over forslaget om juridisk kønsskifte til små og større børn og et medfølgende nyt personnummer. Det gør jeg stadig, men jeg tror, der kan findes en mindelig løsning.

En krop med tissemand er en dreng/mand, og der er ingen mening i, at han skal klæde om i dameafdelingen i svømmehallen eller dyrke sport på pigeholdet, selv om han føler sig som en pige/ kvinde, og en krop med tissekone er en kvinde/pigekrop og hører ikke hjemme i herreomklædningen, uanset om der er tildelt et juridisk kønsskifte og et nyt personnummer.

Derfor synes jeg, at vi som foregangsland bør indføre et personnummer, der ender på x, og give plads til et tredje køn i alle variationer. Det kan vel ikke være så svært? X-personnummeret bør have en indbygget fleksibilitet, som gør det muligt at skifte tilbage til det biologiske køn, hvis man ønsker det.

Det er muligt at lave en x-afdeling på badeanstalten, toiletter for x’erne, sport for x’erne, men uden adgang for mindreårige. Med mindreårige mener jeg her børn inden puberteten. Med puberteten forsvinder barndommen ofte ret brat, og en ny verden åbner sig. Det er ikke længere nødvendigvis bare en leg, hvis en dreng gerne vil gå i pigetøj.

Så jeg synes, at et pubertetsbarn i samråd med sine forældre skal kunne få et kønsneutralt cpr-nummer.

Jeg tror ikke, at børn inden puberteten tænker på personnumre og juridisk kønsskifte. Jeg tror, de leger, og børn kan vel klæde sig ud i hvad som helst, gå med neglelak og være prinsesser?

Jeg håber, at vi som samfund kan komme til en accept af mennesker med x som sidste tegn i personnummeret, lad os dog som oplyst samfund acceptere, at folk nu engang er forskellige.

Anne Lysdahl er yogalærer.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Hvorfor overhovedet holde fast i, at CPR-nummeret bærer information om køn? Kønnet kunne blot være en information i CPR-registret, i princippet på lige fod med adressen (omend lidt vanskeligere at ændre).

Man kunne jo også bare accepterer CPR-nummeret som værende det det er. Et personligt registernummer tildelt ved fødsel hvor der også indgør ens køn ved fødsel. Siden hvornår er seksualitet og "hvad man føler" en del af noget register?

Staten skal kunne holde styr på sine borgere og CPR-nummeret fungerer fint. Nu er det heller ikke alle folk der arbejder med CPR-numre i kommuner og hos staten der sidder og fniser over om det sidste tal er lige eller ulige.

Hvis det er så vigtigt for nogen at skilte med deres seksualitet kunne vi jo indføre en lille valgfri rubrik på al korrespondance med staten og kommunerne hvor der står "føler sig som ..........". Så kan folk med behov for det specificere præcist hvad de føler sig som, ikke bare med køn og seksualitet men generelt.

Henning Kjær

Hvis man er født med en tissemand men føler sig som kvinde og opfører og klæder sig som kvinde, så har man nogle udfordringer i livet, som ikke ændres af nyt cpr nummer og nyt navn. Nyt pas?

At give nogle mennesker et særligt nummer, betyder bare at så kan endnu flere udpege dem.

Det er omgivelsernes reaktion der er afgørende for transkønnedes og andre udenfor heteronormen liv.
Personnummer eller ej, så bedømmer vi mennesker hurtigt om det mennneske vi møder er med tissemand eller tissekone.

Temmelig vanvittigt forslag. Der ER problemer med registrene - sikkerheden, f.eks. - men samtidig er nummeret fantastisk for den medicinske forskning....som i øvrigt ikke findes i de fleste andre lande. Jeg har svært ved at se, hvordan der f.eks. kan blive lavet statistikker for overlevelseschancer ved bryst- eller prostatakræft.....eller forskelle i overlevelseschancer i regionerne, hvis vi ikke registrerer, som vi gør.
Jeg ved, at tyske læger er pissemisundelige på det register. Hvordan vil man f.eks. kunne finde ud af, om der er flere spontane aborter hos kvinder, der har boet nær de gamle uranminer i Erzgebirge.

Thomas Frisendal

Det her er indenfor mit fag (databaser). CPR er fra 1968, og dengang syntes de fleste, at CPR-nummeret var en god opfindelse. På trods af åbenlyse problemer som: Manglende århundrede og maks. 999 fødsler per dag. Fordelene var bl.a. at det var nemt validere nummeret (modulus 11 check uden opslag i en central database).
I 1976 blev vi i faget lidt dygtigere, idet der kom en erkendelse af (i en bog om database design), at man bør undgå, at entydige nøgler (vores betegnelse for sådanne informationer) har semantisk betydningsfuldt indhold. Hvis CPR var blevet designet 20 år senere, var CPR-nummer blevet et anonymt nummer på måske 10 eller 20 cifre/bogstaver.
Principielt burde man derfor viske tavlen ren og starte forfra med helt anonyme personidentifikationer i de offentlige systemer. Men hvem tør foreslå politikerne det? Det er i samme boldgade som år 2000 udfordringerne for 20 år siden - virker helt uoverkommeligt og ekstremt dyrt. Men der kan nok laves nogle mere praktiske løsninger, såsom at bibeholde de 10 cifre, men at afskaffe det semantiske indhold (så ny CPR numre er tilfældigt genererede, entydige numre). Det betyder så, at validering af det indtastede fremover skal ske mod et centralt register. Men det er business as usual, i dag.

Thomas Frisendal

En lille rettelse: 999 skal være 9999, men eftersom sidste ciffer er køn (lige/ulige), så kan der højst være 4999 per dag, per køn.