Kommentar

Informations anmeldelse tegner et fordrejet billede af Marianne Stidsens #MeToo-bog

Informations anmeldelse af Marianne Stidsens #MeToo-bog kaster ikke bare mørke over debatten, men risikerer også at stigmatisere bogens forfatter. Begge dele er et svigt af kritisk ordentlighed, skriver anmelder Thomas Thurah i dette debatindlæg
Dansklektor Marianne Stidsens bog ’Den nordiske MeToo-revolution 2018 – og dens omkostninger’ er tydeligvis skrevet meget hurtigt og rummer flere svagheder, men også pointer og et mod og en skarphed, som debatten meget dårligt kan undvære, skriver Thomas Thurah i sin kritik af Informations anmeldelse.

Dansklektor Marianne Stidsens bog ’Den nordiske MeToo-revolution 2018 – og dens omkostninger’ er tydeligvis skrevet meget hurtigt og rummer flere svagheder, men også pointer og et mod og en skarphed, som debatten meget dårligt kan undvære, skriver Thomas Thurah i sin kritik af Informations anmeldelse.

Jacob Ehrbahn

6. august 2019

Man kan ikke være bekendt at forvirre vigtige debatter med uklarheder og rent vrøvl. Og man kan ikke være bekendt at fremstille en bog så fordrejet, at dens forfatter kommer til at fremstå som et offer for skøre fantasier.

Det gælder særligt i en tid, hvor både vrøvl og stigmatiseringer skyder som svampe i gødet jord på de sociale medier.

Jeg har sjældent læst en anmeldelse, der så konsekvent blæste på begge disse hensyn, der dybest set er ét – et hensyn til journalistisk og kritisk ordentlighed – som Lone Nikolajsens anmeldelse »Man kan stadig nå at udgive den første fornuftige kritik af #MeToo på dansk« af dansklektor Marianne Stidsens bog, der var i avisen 27. juli.

Jeg bør nævne, at jeg kender Marianne Stidsen nogenlunde lige så godt, som jeg kender anmelderen, det vil sige overfladisk. Og at jeg er en stor tilhænger af #MeToos indlysende positive sider og kritisk over for de negative, som for en del har været underbelyst i debatten og stadig er det.

Om det handler Stidsens bog, der tydeligvis er skrevet meget hurtigt og rummer flere svagheder, men også pointer – om blandt andet tilsidesættelsen af grundlæggende hensyn til presseetikken – og et mod og en skarphed, som debatten meget dårligt kan undvære.

Selvopfyldende påstande

Det er anmeldelsens gennemgående anke, at bogens fremstilling bygger på »antagelser« og ikke på »viden«, og at den er rig på »skråsikre påstande«, men »fattig på belæg«.

Det med antagelser giver anmeldelsen et par eksempler på. Hvad angår det påståede fravær af viden og belæg, vælger anmeldelsen at fortie næsten samtlige – og alle vigtige – kilder til fremstillingen og dermed dokumentationen, den hviler på. På den måde kommer påstande uvægerligt til at virke »skråsikre« – og bogens forfatter til at forekomme lettere forstyrret.

Anmeldelsen rummer flere af den slags selvopfyldende påstande. For eksempel følgende:

»Stidsen ser demokratiet, retssikkerheden og idealerne fra oplysningstiden som truet, fordi hendes Horace Engdahl kritiseres offentligt for sin opførsel i akademisagen.«

Sætningen refererer til Marianne Stidsens opbakning til kritikeren Engdahl i striden i Det Svenske Akademi, som er bogens ene case. Formuleringen er naturligvis groft forvrængende (der står noget andet i bogen), den er også i uhørt grad patroniserende. Det selvopfyldende i påstanden består selvfølgelig ikke i, at påstanden er sand. Men i at en anden påstand hermed er bevist: at forfatteren har en skrue løs.

Et sidste eksempel inden hovedeksemplet:

Anmeldelsen kalder Stidsens polemiske analyse af Sara Danius’ påklædning ved forskellige lejligheder for bogens »analytiske lavpunkt (og komiske) højdepunkt«. Sara Danius er Engdahls modpart i akademisagen.

Har man ikke læst bogen, må man igen tro, at Stidsen fejler noget i hovedet og på det her sted i bogen alene er i færd med at bitche sin svenske kollega. Til ’lettere forstyrret’ og ’skrupskør’ kan vi altså nu føje: ’dårligt menneske’.

Anmeldelsen nævner ikke med ét ord, at diskussionen af Danius’ tøj tager analytisk afsæt i den sløjfebluse, som tidligt i konflikten fik en stærk symbolsk betydning på Danius-fløjen. Sløjfeblusen blev båret af hendes støtter ved demonstrationer, og en version af sløjfeblusen bar Sara Danius selv ved et modeshow, ved den lejlighed var den påtrykt knyttede næver omsluttet af et kvindetegn.

Blusen blev altså ligesom andre dele af Danius’ garderobe en vigtig del af hendes performative repertoire. Et kampmiddel.

Tavs om redegørelse

Har man ikke læst bogen, er det svært at se fordrejningerne. De beror jo på, hvad anmeldelsen ikke fortæller.

Det gælder også hovedeksemplet:

Anmeldelsen omtaler sagen om den tidligere Forfatterskolerektors fyring fra skolen over ti spaltelinjer. I bogen fylder den en masse, i anmeldelsen altså næsten ingenting. Her lyder indvendingen, at bogens fremstilling bygger på en »teori om et karrierefremmende feministisk komplot, som Stidsen gætter sig til«, og ikke om det, »man faktisk ved«.

Nu må man tro, at Stidsen slet ikke har noget hoved.

Anmeldelsen er nemlig komplet tavs om, hvad det med teorien om »et karrierefremmende feministisk komplot« skulle gå ud på eller er en omskrivning af.

Ligesom den er komplet tavs om bogens fyldige og grundigt dokumenterede redegørelse for hele sagsforløbet: Fra det brev til skolens bestyrelse om »rygter« om seksuelle overgreb på skolen, som satte sagen i gang (som bogen citerer fra), over en meget omtalt lukket facebooktråd (som bogen citerer fra) og frem til bestyrelsesformandens skiftende forklaringer på afskedigelsen og den tilsyneladende ikke meget indholdsrige rapport om påståede overgreb på skolen, som sagen foreløbig er endt med (og som bogen citerer fra).

Fordrejningerne er som nævnt et svigt af både debat, forfatter og kritisk ordenlighed. De er slemme at møde på tryk. Men det er ingenting mod, hvordan det kan blive at møde dem i de sociale mediers skidtmølle.

Læs Lone Nikolajsens svar på Thomas Thurahs kritik her

Bogens analytiske lavpunkt (og komiske højdepunkt) er, når Marianne Stidsen begynder at associere frit ud fra den nu afgåede sekretær for Det Svenske Akademi Sara Danius’ påklædning.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Hans Aagaard
  • Hans Larsen
  • Ole Frank
  • Bjarne Toft Sørensen
Hans Aagaard, Hans Larsen, Ole Frank og Bjarne Toft Sørensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Troels Ken Pedersen

"...Og at jeg er en stor tilhænger af #MeToos indlysende positive sider og kritisk over for de negative, som for en del har været underbelyst i debatten og stadig er det."

Jeg undres. Har Thurah ikke set de dusinvis på dusinvis af højprofilerede betragtninger i alskens traditionelle medier (for ikke at tale om på sociale medier) om at nu er #MeToo gået for vidt, heksejagt, retssikkerhed osv.? Det med underbelysningen er en lidt mærkværdig påstand, med mindre der menes nogle ANDRE negative sider end de, der har været så stærkt fremtrædende i debatten.

Steffen Gliese, Katrine Damm, Anina Weber og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Bjarne Toft Sørensen

Da jeg læste Lone Nikolajsen anmeldelse, oplevede jeg den ikke som fair. Ganske vist har jeg ikke læst Marianne Stidsens værk, men jeg kender hendes synspunkter i de sager, hun tager op, fra andre medier, ligesom jeg har fulgt de debatter, der har været i medierne, om netop de pågældende sager.

Problemet med Marianne Stidsens tilgang er, at hun heller ikke holder sig tilbage og bliver for tendentiøs i sin kritik, specielt i de sager, hvor hun kender de involverede personer og ligefrem i sin tid har været med til at ansætte dem (som bestyrelsesmedlem på Forfatterskolen).

Det berettiger dog ikke Lone Nikolajsen til så at give Marianne Stidsens værk en anmeldelse, der også er tendentiøs på en måde, så anmelderen må siges at blive part i mudderkastningen.
At værket, som nævnt ” ---tydeligvis er skrevet meget hurtigt og rummer flere svagheder,----” gør det også nemmere for Lone Nikolajsen at vælge den tilgang til værket, som hun vælger.

For mig at se ligger problemet dog et helt andet sted. Hvorfor skal Lone Nikolajsen i det hele taget anmelde det værk?

Fejlen ligger i de valgte redaktionelle principper. For det første: At et værk drejer sig om noget, der foregår i et litterært miljø, gør ikke nødvendigvis værket velegnet til at blive anmeldt af en kultur – og litteraturanmelder (en kompleks fejltagelse, der ikke kun forekommer på Information).

Hvis de involverede problematikker drejer sig om samfundsforhold, statsret og institutioners og organisationers måde at fungere på, hører værket hjemme hos anmeldere på avisen, der har en vis ekspertise på de pågældende områder.

For det andet: Der er tale om et værk, som jeg, hvis jeg havde været en yngre kvindelig litteraturanmelder på et dagblad som Information, meget nødig ville anmelde. Hvis man giver en for positivt anmeldelse og giver Marianne Stidsen ret i for meget, vil man blive husket for det i bestemte kulturelle kredse, fordi de nævnte problemstillinger på forskellig måde er så ”betændte”, som de er.

Hvem skulle på den baggrund have foretaget anmeldelsen, hvis jeg havde været redaktør? Den første, jeg tænkte på, var Anton Geist, bl.a. på baggrund af hans meget kompetente leder vedrørende Rasmus Paludan sagen. Den næste, jeg tænkte på, var Rune Lykkeberg (men det var måske en for ”speget” sag for ham?), og som den tredje tænkte jeg på Mette – Line Thorup.

Erik Vestergaard

Da jeg læste anmeldelsen ærgrede det mig, hvis den kritik virkelig var rigtig, men det lyder som om Thura kan begrunde en del etiske "overtrædelser" i Nicolaisens anmeldelse.
Nu vil jeg læse Stidsens bog alligevel. Tak

Hvorfor føler jeg, at denne 'mod-anmeldelse' handler mere om Lone Nikolajsen, end om Marianne Stidsens bog? Og burde denne diskussion, hellere afholdes rundt om redaktionsbordet, fremfor i avisens spalter?

Hvad er det, der hastede så meget, at en estimeret dansklektor just måtte udgive denne bog i en allerhelvedes fart, endda så hastigt, at bogen "tydeligvis er skrevet meget hurtigt og rummer flere svagheder (...)"?

Jeg sætter hellere mit lid til, at en højt estimeret akademiker, en dansklektor, vælger at udgive (ifølge Thomas Thurah) en ufærdig bog, hvorved forfatteren træffer jo et valg om at leve med bogens 'svagheder'? Endda begåede af selveste modtager af "Den Faglitterære Pris 2018"? Eller har det været nødvendigt at udgive bogen indenfor en bestemt tidsfrist? Er bogen skrevet på bestilling?

Henning Kjær

I stedet for en lang anmeldelse af en anmeldelse, havde det været mere relevant med Thomas Thuras egen anmeldelse af bogen og det partsindlæg i debatten bogen ser ud til at være.

Steffen Gliese, David Zennaro, Anina Weber, Eva Schwanenflügel og Troels Ken Pedersen anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Marianne Stidsen synes at være godt i gang med at positionere sig selv som en borgerlig litterær stemme - ovenpå ph.d.-striden med den anden kandidat, Mette Høeg. Sidstnævnte har fået lavet en kortfilm om sig, så det er klart, at der skal handles hurtigt.

Bjarne Toft Sørensen

@Steffen Gliese
Jeg kan være enig i din vurdering af, at såvel Marianne Stidsen som Mette Høeg er personer, der gør sig overvejelser over det at positionere sig, men er det ikke for konspiratoriske motiver, du her tillægger Marianne Stidsen, at hun sådan fremadrettet skulle stræbe mod at opnå en bestemt position, som "en borgerlig litterær stemme"?

Lægger du ikke op til det, der i kommentaren benævnes som "vrøvl og stigmatiseringer skyder som svampe i gødet jord på de sociale medier"?

Et er at have en bestemt dagsorden. Noget andet er at være villig til at realisere denne dagsorden også på en måde, der mistænkeliggør og skandaliserer bestemte andre personer, uanset de personlige konsekvenser for de pågældende, og uanset om "sladderen" på medierne går langt videre, end der nøgternt set ville være belæg for i en eventuelt retssag.

Hvis de pågældende personer ydermere sidder i en ledende position i en virksomhed eller en institution, vil de ofte, mere eller mindre frivilligt, af hensyn til virksomhedens eller institutionens image, være nødt til at trække sig fra deres stilling - altså på baggrund af noget, der ofte i højere grad har sladderens og rygternes karakter, end at der er hold i påstandene ud fra et juridisk perspektiv.

Grundlæggende set opfatter jeg Marianne Stidsens personlige oplevelser af sådanne forhold som den afgørende provokation, der har fået hende op i "det røde felt". Til dels på baggrund af begivenheder, forhold og personer, som hun kender bedre end de fleste (insiderviden), og hvor hun måske af den grund gerne vil forsvare bestemte personer og måske også har lidt svært ved at acceptere beskrivelsen af nogle negative sider hos de pågældende personer.

Ydermere sidder der uden tvivl en vrede tilbage fra tiden, hvor Marianne Stidsen sad i bestyrelsen for forfatterskolen, og hvor Jeppe Brixvold blev ansat som rektor for skolen. Hele hændelsesforløbet i forbindelse med ansættelsen, hvor der hos en gruppe af kvindelige forfattere efterfølgende var stor utilfredshed med, at en mand og ikke en kvinde fik stillingen.

Hvis du har læst hendes doktorafhandling, debatten omkring den i medierne, i tilknytning til forsvaret af afhandlingen, og de debatter hun i øvrigt har taget del i, vedrørende litteraturen og det litterære miljø, vil du få svært ved at placere hende som "en borgerlig litterær stemme". Lars Bukdahl har betegnet hende som en "kulturradikal jeronimus".
https://politiken.dk/kultur/boger/art5603344/Litteraturdebat-Stidsen-er-...

Det er klart, at der er en gruppe af feministisk og identitetspolitisk orienterede forfattere, hun ikke er enig med, men det gør hende jo ikke til "borgerlig", medmindre man er tilhænger af fanatisk lejrtænkning. "Enten er du med os, eller også er du imod os".

Emil Davidsen, ulrik mortensen og Morten Andersen anbefalede denne kommentar
Henrik Brøndum

Hverken Marianne Stidsen eller Mette Høeg når mig til sokkeholderne når det drejer sig om at positionere sig. Så langt er #Metoo Gudskelov ikke kommet.

Likes tak!

Information har klar linje mht. MeToo og feminisme, hvor de er meget ensidige. Præcis som anmeldelsen af Stidsens bog. Det ville klæde avisen, at gøre artiklerne vedrørende disse emner mindre forudsigelige og lidt mere nuanceret.