Læserbrev

Der er ingen kvindefrigørelse i fortrydelsespillen, hvis manden forventer, vi skal tage den

Mænd forventer med den største selvfølgelighed, at kvinden tager en fortrydelsespille, hvis uheldet er ude. På den måde kan præventionsmidler blive endnu en måde at kontrollere kvinder på, skriver Louise Merian i dette debatindlæg
21. august 2019

Min ekskæreste har foreslået mig at genoptage det forhold, vi havde engang.

Han synes nemlig, at tiden før jeg blev gravid, var helt fantastisk dejlig og let. Faktisk har han slet ikke nogen dårlige minder fra før graviditeten. Det hele var egentligt bare den dumme graviditets skyld. Eller det vil vel egentligt sige, at det var min skyld. For det var mig, der blev gravid efter et uheld, hvor kondomet røg af under akten, og ingen tænkte på at tjekke, før han kom i mig.

Sådan som tre andre mænd har gjort før ham. Tre mænd, før ham, som bagefter har forventet, at jeg tog en pille, der gjorde mig syg. Men altså, hvad er fire dage alene i sengen i kvalmende smerte? Man må vel forvente, at kvinder ofrer sig lidt – igen, igen, igen. Så det forventede den kære mand, som jeg havde lukket ind i mit liv og mit legeme, selvfølgelig også. Han håndterede det hele helt utrolig dårligt. Det er fair nok. Det er ikke let, det forstår jeg.

Men den forklaring på vores forholds forlis, som jeg modtog sammen med forslaget om at prøve igen, kan jeg på ingen måde udvise forståelse for. Han mente, at jeg havde brudt hans tillid, fordi jeg for en sjælden gangs skyld havde valgt at prioritere mine egne behov før en mands. Selv om samfundet, kulturen og hundredvis af pornofilm har oplært mig til bare at behage og fornægte mig selv.

Men jeg kunne ikke tage den pille. Og ja, det var faktisk aborten værd ikke at tage den. For jeg fik bevist over for mig selv, at jeg havde et valg, at jeg havde en stemme, og at jeg virkelig havde ret til at bestemme over min egen krop. Det var stadig mig selv, der fik lov til at tage den fulde konsekvens af sexakten. Først med en mislykket medicinsk abort og siden en kirurgisk. Men det var alligevel det værd for at mærke min ret til selv at vælge og benytte mig af den. Jeg bestemmer. Det er min krop.

Der bliver stadig talt om p-pillen, fortrydelsespillen og aborten, som om disse muligheder stråler af frihed og selvbestemmelse for kvinden, men friheden ved disse muligheder eksisterer kun i kraft af, at vi har et valg. Hvis ikke dette valg står fuldstændigt klart, bliver disse midler desværre bare endnu en måde at kontrollere kvinder på.

Så mand: Stop med at forvente, at kvinden tager ansvaret for det fælles samleje på lige præcis den måde, du ønsker det. Det er hendes krop.

Louise Merian er teologistuderende

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

"Selv om samfundet, kulturen og hundredvis af pornofilm har oplært mig til bare at behage og fornægte mig selv."

Bestemmer du ikke selv hvad for en type porno du ser? Hvis du oprigtigt har set hundredevis af pornofilm der lære dig at fornægte dig selv burde du måske blive lidt bedre til at søge det du kan lide at se og også selv deltage i. Jeg tror enhver teenager der har opdaget google ved at der er et hav udgangspunkter i porno i dag og det var der såmænd også for ti år siden.

Må jeg lige tilføje min egen ydmyge holdning. Hvis du er oprigtigt mener at samfundet og "kulturen" har lært dig noget der ikke er i din interesse eller noget du finder forkert i dit liv er det stadig dit eget ansvar at ændre det for dig selv. Det fritager dig ikke for at tage ansvar for dit eget sexliv og heller ikke for at fortælle dine partnere hvad du kan lide og hvad du ikke kan lide.

Held og lykke.

Lige en tilføjelse. Hvis I begge er enige om at kondom er vejen frem er I vel enige om at det er den beskyttelse der er bedst for jer i den givne situation. Det er ikke mere hans end din skyld hvis kondomet svigter.

Han skal selvfølgelig ikke forvente en bestemt handling fra din side "når uheldet er ude" (som du kalder det). Det er jeres begges ansvar at tale om hvad i synes skal ske i den situation inden i hygger jer.

Vasalgel og p-pillen til mænd er vejen frem. Desværre går der flere år endnu før præparaterne er tilgængelige for enhver.

Mads Jakobsen

Observér kvinden. Hun har som det eneste køn reproduktive muligheder og rettigheder ud over befrugtningstidspunktet. Og det mener hun er et undertrykkende overgreb.

Men lad os være konstruktive: hvis en mand ved et uheld gør en kvinde gravid med et barn han ikke ønsker, og hun begynder at blive uklar m.h.t. hvad der nu skal ske, så kan han:

A) Totalt underminere hendes lyst til at have ham i hendes liv, og hendes tro på at han bliver en god far. Hurtigt, inden diverse frister løber ud. Det kaldes en "Hail Mary."

Eller

B) Hvad, helt nøjagtigt?

"Der er ingen kvindefrigørelse i fortrydelsespillen, hvis manden forventer, vi skal tage den"

Der er ingen frigørelse overhovedet hvis man gør hvad andre forventer af en. Hvis man altså føler at man har brug for frigørelse.

Jørgen Wind-Willassen

Måske kan historien vendes om - husker kvinderne at informere manden om at hun vil tage en fortrydelsespille INDEN hun tager den?
Det er vel rimeligt at manden er med i beslutningen.

"Kunne aldrig drømme om at udsætte min krop for den kemi."

Der er vejen frem!. Tag en beslutning og lev med den. Uanset hvad de andre siger.