Kronik

Jagten på lykke er blevet en trussel mod vores egen eksistens

I 30 år var jeg selv fanget i troen på det falske ideal om permanent lykke. Vores evige jagt på lykken bringer vores handlinger og levevis i konflikt med selve livet, skriver sociolog Martin Fluri i sin kronik i spiritualitetsserien
I 30 år var jeg selv fanget i troen på det falske ideal om permanent lykke. Vores evige jagt på lykken bringer vores handlinger og levevis i konflikt med selve livet, skriver sociolog Martin Fluri i sin kronik i spiritualitetsserien

Mia Mottelson

28. august 2019

De religiøse og spirituelle traditioner bedyrer, at de kan vise os vejen til en evig lyksalig tilstand. Denne tilstand eksisterer i virkeligheden ikke, men hele vores samfund er bygget på ideen om lykke, og vi bliver alle ved med at søge efter den, selv hvis vi ikke er troende.

Det er årsagen til vores umættelige begær efter mere, og det har skabt de menneskelige og miljømæssige katastrofer, vi i dag er konfronteret med.

Min indgang til den spirituelle verden var en psykedelisk oplevelse, jeg havde for små 30 år siden. Jeg havde indtaget euforiserende svampe og fået en kraftigere oplevelse af glæde og samhørighed med livet, end jeg nogensinde før havde været ude for.

Efterfølgende virkede mit normale liv dødt og uinteressant. Livet syntes ikke værd at leve, medmindre jeg igen fik kontakt til den livsenergi, jeg havde oplevet på mit svampetrip.

Jeg var overbevist om, at jeg var kommet i kontakt med noget, der var virkeligt, og at det derfor måtte være muligt at gøre denne oplevelse permanent.

Da flere psykedeliske stoffer ikke syntes at være løsningen, gik jeg i gang med at lede efter nogen, der kunne fortælle mig, hvad man ellers kunne gøre for at opnå dette.

Det eneste sted, jeg kunne finde tilfredsstillende svar, var hos de spirituelle og religiøse traditioner.

De bedyrede stort set alle, at de kendte vejen til en vedvarende tilstand af fred, glæde og samhørighed med en allestedsnærværende bevidsthed eller gud. Det var noget i den stil, jeg var ude efter, og derfor kastede jeg mig nu hovedkulds ind i den spirituelle verden.

I de efterfølgende årtier studerede jeg alskens spirituelle og religiøse belæringer, mediterede min røv i laser og tilbragte over ti år som hengiven discipel i en new age-kult. I den tid fik jeg utallige oplevelser i stil med den, jeg havde haft på mit svampetrip, men de fortog sig altid igen.

For et par år siden gik det så pludselig op for mig, at det, jeg havde jagtet i alle disse år, slet ikke eksisterer. Det stod klart på så umiskendelig og tydelig vis, at jeg efterfølgende på ingen måde kunne gå tilbage til den spirituelle verden. 

Forestillingen om lykke

Med tiden blev det tydeligt, at det, der i første omgang havde fået mig til at tro på, at min psykedeliske oplevelse kunne findes i virkeligheden, var, at jeg altid havde været overbevist om, at jeg kunne og skulle finde en anden og bedre tilstand.

Jeg begyndte at se, hvordan denne overbevisning kom fra de kulturelle værdier, jeg var opdraget med, og at de er et produkt af den kristne verdensforståelse og dens lovprisninger om, at vi kan opnå evig lykke og fred.

Verdens kulturer er alle udsprunget fra religioner og spirituelle retninger, der lover os, at de kan lede os til den ultimative lykke. Selv om Marx sagde, at religion er opium for folket, så var hans eget tanke- og værdisæt et produkt af den samme forestilling om fremtidig lykke.

Ideen om, at der virkelig eksisterer en lyksalig tilstand, og at vores liv handler om at opnå den, er i årtusinder blevet opretholdt og forkyndt af hellige mænd og kvinder.

I sekulære samfund videreføres denne overbevisning i dag af psykologer, mentaltrænere, politikere, filosoffer, businessguruer, videnskabsfolk og andre af den moderne verdens orakler.

Det er nu også blevet dem, som forsikrer os om, at en eller anden version af den permanente lykketilstand eksisterer, og at lige præcis deres viden og metoder kan hjælpe os til at finde den.

Forgæves jagt

Det gik op for mig, at det ikke kun var mig, der havde været fanget i troen på lykken. Vi er alle underlagt troen på, at en anden og lykkeligere tilstand virkelig findes, og at det er det, livet handler om at opnå – uanset om vi er religiøse, spirituelle eller ej. Jeg har i hvert fald aldrig mødt nogen, der ikke var det.

For de fleste af os danskere er det ikke længere Gud, vi søger, men i stedet stræber vi efter en eller anden form for vedvarende glæde, velvære og meningsfylde.

Lykken er i sig selv blevet den nye religion i sekulære samfund som det danske. 

Når der laves globale lykkesurveys, kan vi danskere bryste os af, at vi ofte er dem, der scorer højest og derfor kommer tættest på den ikkereligiøse lykkegud. 

Problemet er, at vi jager noget, der ikke eksisterer.

Livet – inklusive følelserne og tilstandene i vores egen krop – er i konstant forandring og bevægelse, og der findes reelt ikke nogen permanent tilstand af noget som helst.

Det ved de fleste af os godt inderst inde, men vores tro på lykken er så central en del af vores kultur og selvforståelse, at vi alligevel ikke kan lade være med at søge efter den.

For en stor del af verden er vores lykkestræben i dag centreret omkring at forbedre vores materielle omstændigheder. Vi er ikke tilfredse med at sikre vores overlevelse, som vi var det i tidernes morgen, fordi vi nu er overbeviste om, at det er lykken, der er meningen med livet.

Men lige meget hvor meget vi akkumulerer af de forhold, vi tror, vil bringe os lykken, så finder vi den aldrig. Det er denne umættelige stræben efter mere, der bevæger den menneskelige civilisation længere og længere ud på afgrundens rand.

Et stort egotrip

Menneskets ukuelige søgen efter lykken gør, at vores handlinger og levevis på fundamental vis er i konflikt med livet. Det gælder for os alle, selv de mest bæredygtige og klimabevidste af os.

Vores stræben efter dette ikkeeksisterende mål indebærer, at vi handler ud fra en falsk forståelse af livet, og det vil uundgåeligt skabe flere problemer for os selv og vores omverden.

Mange spirituelt søgende vil mene, at deres søgen er til gavn for verden, da den giver dem større kærlighed og omsorg for alt omkring dem. Det var også min overbevisning gennem de 30 år, jeg tilbragte på den spirituelle vej.

Jeg havde lært, at jeg kun kunne komme mit ego til livs, hvis jeg var ydmyg og ønskede at hjælpe andre, så det var det motiv, jeg prøvede at vise min omverden og mig selv.

Til sidst måtte jeg dog erkende, at jeg hele tiden primært havde været interesseret i at opnå det mål, jeg var blevet stillet i udsigt.

Min søgen efter absolut glæde og samhørighed, som jeg havde lært, at egoets død ville give mig, var i virkeligheden det ultimative egotrip.

Det er den samme form for forstillelse, de religiøse og spirituelle traditioner er blevet skabt ud fra. De søgte at skjule deres mere selviske motiver under påstanden om, at de havde altruistiske og næstekærlige hensigter.

Deres succes skyldes, at de lovede os, at de kunne vise os vejen til en tilstand af evig lyksalighed, for hvem vil ikke gerne have det?

Uanset om vi kommer fra sekulære eller religiøse samfund, søger vi stadig alle efter at komme så tæt som muligt på den permanente lykke.

Denne søgen er paradoksalt nok gået hen og fået så destruktivt et udtryk, at den nu er blevet en trussel mod vores egen fortsatte eksistens. Sikke et forfærdeligt rod, religion og spiritualitet har bragt os i.

Martin Fluri er sociolog og forfatter til bogen I tankens vold, der udkommer til december

Serie

Spiritualitet i dagens Danmark

Danskerne har ikke ry for at være et særligt spirituelt folkefærd, selv om langt størstedelen er medlem af et trossamfund – tre ud af fire af folkekirken. Men hvilken rolle spiller spiritualitet og tro i Danmark i 2019? Det spørger Information om i denne kronikserie.

Seneste artikler

  • Mødet med naturen kan næsten være religiøst

    31. august 2019
    Mange mennesker har naturoplevelser, som er ’næsten magiske’ eller ’nærmest religiøse’. Naturspiritualiteten kan både skabe indre ro og en følelse af forpligtelse over for verden. Men det betyder ikke, at naturglade mennesker automatisk passer på planeten, skriver lektor i antropologi Cecilie Rubow i sin kronik i spiritualitetsserien
  • Både Koranen og Biblen prædiker had og hårde straffe for ’usømmelighed’

    23. august 2019
    Der er megen debat om islam i Danmark, men det er tilsyneladende meget få, der har fået læst Koranen. Faktisk adskiller den sig meget lidt fra Biblen, skriver filminstruktør og forfatter Christian Braad Thomsen i sin kronik i spiritualitetsserien
  • Folkekirken sidder stadig tungt på dåb, konfirmation, bryllup og begravelse

    21. august 2019
    Når tre ud af fire danskere er medlem af folkekirken, handler det ikke så meget om religiøsitet eller kirkegang, men om at det for flertallet bare føles mest romantisk og ’rigtigt’ at blive gift i kirken, skriver religionssociolog Mette Birla Krøll i sin kronik i spiritualitetsserien
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Britta Hansen
  • Ejvind Larsen
  • Ervin Lazar
Britta Hansen, Ejvind Larsen og Ervin Lazar anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torsten Jacobsen

Det er et dårligt 'trip', Martin Fluri har været på. Så meget bekræfter hans beretning fra 'spiritualitetens frontlinjer' da utvetydigt. Og hvor passende er dog dog ikke, at han nu er landet som sociolog - det selvhævdede 'objektivt-kritiske' perspektiv, ikke sandt - og endelig kan gennemskue hele svinemøget.

Det ville næsten være latterligt, hvis ikke det dog ikke var så pinligt banalt, så forudsigeligt.

Og jeg taler ikke her primært om Fluris 'indsigter' og påstande, men mere specifikt om redaktionens udvælgelse af netop hans perspektiv, som velegnet til at afrunde denne åh så interesserede fourageren i 'det okkult anderledes':

"Så kender vi verden igen: Sprogspil og Status-quo-bekræftelser. Herligt!"

Som det turde fremgå af min konfrontatoriske tone, så er jeg ikke just en 'Namasté-kind of guy': Mine chakraer er håbløst viklet sammen i en så hård og pinefuld knude, at selv et indtag af milde opløsningsmidler på 'funktionel alkoholiker'-niveau ikke bringer synderlig lindring. Jeg ser mestendels mørke og konflikt, hvor andre ser lys og glæde. En forfærdelig bordherre, et ulideligt menneske. Et kældermenneske.

Men selv her fra kælderen har jeg dog været i stand til at bibringe mig selv en umådeligt bedre forståelse for, hvad begrebet 'spiritualitet' søger at beskrive, end den samlede 'brain trust' på redaktionen i Store Kongensgade synes at kunne byde ind med. Og nej, det er ikke krypto-sataniske 'Asa-troendes' tilbedelse af sig selv. Det er ikke den kristne kirkes dogmatisme - hvor udvandet den så ellers beskrives. Og det er helt bestemt ikke en selvgod filminstruktørs halvovervejelser om det ubetimelige i en ellers berettiget skepsis rettet mod monoteistiske religioner i al almindelighed - én monoteisme i særdeleshed.

Nej, alt dette har ikke en tøddel med 'spiritualitet' at gøre.

I det mindste retter en Martin fluri skytset mod den rette skive, omend han så eklatant misser pointen. Det er i og for sig tragisk - 30 år før den første ego-død indfinder sig, really? - men et spildt halv-liv er jo ikke i sig selv hævet over kritik. Tværtimod.

Martin Fluri hævder indledningsvist frejdigt og fromt, at "De religiøse og spirituelle traditioner bedyrer, at de kan vise os vejen til en evig lyksalig tilstand."

En så eklatant misforståelse er i sig selv afslørende. Ikke blot forudsiger den med sikkerhed mandens 'spirituelle forlis', ligesom den forklarer tilflugten i sociologien. Men tilmed - og vigtigere - åbner den en vej for det eneste reelt 'spirituelle' spørgsmål, som en Martin Fluri burde stille sig selv:

"Hvorfor har du behov for at finde vej til en 'evigt lyksagelig tilstand'?"

Dét spørgsmål er en pandoras æske. I det mindste for Martin Fluri. Men i stedet for at åbne den, skriver han efter en enkelt hårdt tilkæmpet og pinefuldt udstrakt 'ego-død' - hvis det beskrevne står til troende - kritiske, sociologiske kommentarer i Dagbladet Information, om sammenfaldet mellem åndelig stræben og forbrugermani. Sokrates og Dansk Supermarked, ikke sandt. Buddha og Bauhaus.

Det ville næsten være latterligt, hvis ikke det dog ikke var så pinligt banalt, så forudsigeligt.

Henrik Peter Bentzen, Jens Kofoed, Flemming Berger, Arne Albatros Olsen, Kaspar Bonnen, Martin Rønnow Klarlund, Annette Chronstedt, Rune Stilling, hannah bro, Viggo Okholm, Henrik Günther og Ervin Lazar anbefalede denne kommentar
Lise Lotte Rahbek

Njah.. er det mon ikke også det selvbedrag som ligger i at betragte 'de andre' og tro, at de har opnået noget, som vi ikke selv formår, som nager?
Jeg har adrig troet på lykke som tilstand.

Hannah Werk, Henrik Peter Bentzen, Jens Kofoed, Ejvind Larsen, Susanne Kaspersen, Carsten Munk, birgitte andersen, David Zennaro, Eva Schwanenflügel og Anker Heegaard anbefalede denne kommentar
Torsten Jacobsen

Lise-Lotte Rahbek,

Bliver vi i terminologien, har du netop så fint beskrevet Martin Fluris første - og efter alt at dømme eneste - 'Ego-død': En bristet illusion.

Du har så indtil for nylig været ét skridt foran ham. Godt for dig - sagt helt uden ironi :)

Jens Thaarup Nyberg

Tja; det lykkes ikke hver gang.
Undtaget, at udgangen af lidelsens tilstand må blive til en permanent tilstand af ... .

Kaspar Meitil

Tak for dette kritiske bidrag til kronikserien om spiritualitet. Men handler kronikken overhovedet om spiritualitet? Den jagt på lykke forfatteren beskriver er jo egentlig det modsatte. Spiritualitet er ikke et permanent svampetrip. Det er ikke en jagt på spirituelle oplevelser. Og denne opmærksomhed er som regel meget udtalt ihvertfald i ansvarlige spirituelle kredse. Det er interessant da forfatteren skriver: "livet - inklusiv følelserne og tilstandene i vores egen krop - er i konstant forandring og bevægelse, og der findes reelt ikke nogen permanent tilstand af noget som helst." Her er der tale om spiritualitet. Dette er en af de grundlæggende indsigter, de spirituelle traditioner peger på. Men det bliver fremstillet som en modsætning til spiritualitet i artiklen. Resten af beskrivelsen lyder rigtignok som egotrip og lykkejagt, men det er jo ikke spiritualitet. Artiklen fremstår som et udtryk for den vestlige verdens misforståelse af det spirituelle.

Spiritualitet handler om at se verden som den er. Det handler om at forstå, at vi er et stykke af verden fremfor adskilt fra den. Det handler om at blive mindre selvisk, mere kærlig, mere venlig og mere at ease med hvordan verden nu engang bare er. Ikke i en eller anden spaced out hippiefantasi om det evige lsd-trip, men i det helt normale liv vi alle sammen lever.

Jeg håber kronikken kan gøre os opmærksomme på denne forskel fremfor få flere til at købe ind på lykkejægerens misforståelse af spiritualitet.

Lone Ibsen, Hannah Werk, Ulla Søgaard, Kaspar Bonnen, Martin Rønnow Klarlund, Jacob Johansen, Ejvind Larsen, hannah bro, Viggo Okholm, Henriette Bøhne, Thomas Tanghus, Susanne Kaspersen, birgitte andersen, David Zennaro, Eva Schwanenflügel og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Birgitte Mølgård

Tak Martin Fluri for indlæg, som i sin enkelthed (skåret helt ind til benet) åbner en nysgerrighed og vågenhed og samtidigt, indeholder en beskrevet forsimpling af hvad der driver os mennesker, som derfor på en og samme tid, kan få mig til at miste interessen. I kedsomheden og vågenheden vækkes alligevel en nysgerrighed og dermed et par spørgsmål til dig. "Vores evige jagt på lykken bringer vores handlinger og levevis i konflikt med selve livet". Det kan ikke siges mere præcist og den sætning bære spørgsmålet i sig, hvad er så selve livet i din definition. Hvad er lykke i din definition, lykke som du bruger det her? Er det også en stræben efter lykke, når mennesket af bare nysgerrighed, undersøger og forsker, fordi det ikke kan lade være, er skabende i alle henseender, bare fordi det er nysgerrigt og ikke kan lade være? Drives af en kraft, uden at tænke på hvor det fører hen, uden at tænke på, om det kan betale sig eller ej, men egentlig bare er nysgerrig efter, hvad der viser sig. Som vækker en begejstring og endnu større lyst til yderligere udforskning, når man netop opdager, at det fører af en helt anden vej, et helt andet sted hen, end det man i første omgang overhovedet havde fantasi til at forestille sig. Der hvor indsigten "jo mere jeg ved, eller tror jeg ved, jo mere bliver jeg bevidst om, hvor lidt jeg i virkeligheden ved", har sin berettigelse. I sådanne øjeblikke, kan opstå en helt vidunderlig lykkefølelse, ikke fordi det er vigtig at den opstår, ikke fordi at nysgerrigheden ikke buldre videre, hvis den ikke opstår, men af den simple grund at det er liv, vanvittigt livsbekræftende at være en del af en skabende proces. Men hvad er det for en drivkraft i din optik? Der hvor mennesket MÅ gøre hvad det skal gøre, også på trods af at det går på tværs af egne interesser. Er det livet som vil igennem i dets sande natur på niveau med overlevelseskraften, den kraft som får fosteret til at vokse, træet til at finde vej, også på de mest umulige steder, som på en klippevæg for eksempel. Får planten, blomsten til at finde vej op, også der ind imellem, igennem det tilsyneladende mest umulige? Der hvor der bare er noget som bevæger sig frem, nærmest af sig selv uden anden hensigt end liv, at forme og manifestere sig, at blive skabt. Eller mener du, at vi hele tiden snydes af en ego drevet kraft, om søgen efter lykke og begær og om ønsket om at være et andet sted end lige nøjagtigt der hvor vi er, en drivkraft som altid ligger under en hver handling?
I min optik er det fuldstændig korrekt, at den måde vi organisere os på og bygger vores samfund op i dag, i store træk, er gennemsyret af jagten efter denne lykke, hele tiden jagten efter noget udenfor os selv og som fjerner os fra en essens, som måske er det du kalder selve livet?! - Lykke, anerkendelse, en jagt efter at blive elsket og et misk mask af alle tre dele. Mere optaget af, hvad vi kan få og erobre, end drivkraften at give, bare fordi......?! Som jeg ser det er det en mulig fælde som ligger i mennesket og altid har gjort det og som vi alle skal være vågne overfor, fuldstændigt ligegyldigt om det hedder spiritualitet, at være leder i en virksomhed, på en arbejdsplads, være formidler, hvad enten det er som forsker, lærer, terapeut, forældre, kunstner, skuespiller osv osv, fuldstændigt ligegyldigt hvad vi fortager os, hvilke relationer vi indgår i. Det er en fælde som ligger lige for og som jeg i mit liv, både i en iagttagelse af mig selv og andre, har oplevet vi alle dumper i, før eller siden, i ny og næ og som kræver en ekstra bevågenhed, ikke mindst, fordi vi netop er en del af en kultur, som i høj grad spiller på de strenge. Spiritualitet og religioner rummer ganske rigtigt også denne fælde, ikke mindst af den naturlige grund, at det er mennesker som står i spidsen for udførelsen af det.
Jeg kom til at tænke det samme som Kasper Meitil skriver, "at spiritualitet ikke er en jagt på spirituelle oplevelser". "Og denne opmærksomhed er som regel udtalt ihvertfald i ansvarlige spirituelle kredse", (men selv der, er min erfaring, dumper såkaldte ansvarlige spirituelle ledere og kredse også i den føromtalte fælde. Fristelsen for at pleje sit eget ego, er også tilstede her) og også i såkaldte ansvarlige terapeutiske kredse osv.....) Men jeg tænkte også, at det er interessant når du skriver: "livet - inklusiv følelserne og tilstandene i vores krop - er i konstant forandring og bevægelse, og der findes reelt ikke nogen permanent tilstand af noget som helst. "Her er der tale om spiritualitet", skriver Kasper Meitil. Det tænkte jeg som sagt også og for mig er det, når ånd, materie, fysik, kemi og biologi umærkeligt synes uadskillelige og det bliver tydeligt at alle elementer indgår i den samme bevægelse. Så kan man vælge at kalde det spiritualitet og man kan lade være, eller mene at ånd er menneskeskabt. Men den bevægelse er vi jo i hvert fald ikke adskilt fra som mennesker, vi er det og vi er sansende væsner og med en evne til refleksion, så vi tolker alt muligt ind i alt muligt. Med en hjerne som forsøger at finde mening, skaber genkendelige mønstre og strukturer, for både at overleve og navigere, på godt og ondt og ikke altid med de heldigste udfald, nu som før.
Men med en vågenhed overfor, hvor meget vores hjerner konstruere, på baggrund af levet erfaringer og skabte mønstre, som en del af kulturelle historier, levet liv og vilkår og kollektive mønstre, er der i min optik ikke noget som hedder spildt liv, heller ikke når vi dumper noget så eftertrykkeligt lige direkte ned i vores mange fælder. Det giver bare anledning til endnu en skærpelse, dybe indsigter og et udvidet perspektiv.

Bjarne Toft Sørensen

Indtil videre har vi i Information fået belyst spiritualitet af en filosof, der tænker som en sociolog (Thyssen), en præst, en Hare Krishna munk, en sociolog, en freudianer (Braad Thomsen), en religionssociolog, en religionshistoriker og en lektor i nordiske studier.

Hvis man er spirituelt orienteret er man det, ud fra de tidligere bidrag til serien, enten på en religiøst praktiserende måde, eller også er man det overhovedet ikke og forsøger at distancere sig fra spiritualitet.

Hvad med en tilgang, der forsøger at forstå og forklare spiritualitet ud fra spiritualitetens egne betingelser, og ikke som noget, der enten skal religions - administreres eller fornægtes. Jeg tænker f.eks. her på en idehistorisk eller filosofisk tilgang, der accepterer metafysik i bred forstand.
http://denstoredanske.dk/Sprog,_religion_og_filosofi/Filosofi/Filosofisk...

Hannah Werk, Martin Rønnow Klarlund, Annette Chronstedt og Viggo Okholm anbefalede denne kommentar
Niels-Simon Larsen

At der loves evig lykke har jeg aldrig opfattet. Der loves, at man får det lidt bedre, og det holder, synes jeg. Jeg fortryder ikke alle de år, jeg har beskæftiget mig med det, så jeg gør det stadig.
Religionerne lover først noget for pengene i det hinsides, men det kan man jo bare holde sig på afstand af. De spirituelle kan man undersøge på forskellig måde og se, om de er pengene værd. Her går det op for en, at den, der er guru for den ene, er svindler for den anden. Igen har man friheden til at vælge, og vælger man forkert, så op igen. Det samme gælder for håndværkere.

Hvad er Fluri så kommet frem til, må man have lov at spørge? At det er noget lort alt sammen, eller at noget er bedre end andet? Man skal jo have noget at stå op til i morgen tidlig. Fluri har vel noget, der er værd at føre en samtale om, går jeg ud fra, så op på cyklen igen.

Lone Ibsen, Henrik Peter Bentzen og Ejvind Larsen anbefalede denne kommentar
Hans Ditlev Nissen

Man tænker altså ikke særligt godt, når man tror, at hvis folk prøver at finde en bedre tilstand at leve deres liv i, må det nædvendigvis være fordi de tror på eksistensen af en "ultimativ" "evig lykke og fred".

Det er sjældent at opleve "glæde, velvære og meningsfylde" samtidig.
At være i meningens fylde er tit forbundet med sorg og vrede, ikke kun glæde. Og smerte, ikke kun velvære.
Men næsten altid former for sandhed og kærlighed.

Man kan udvikle sin spirituelle fornuft.

Meditation er for næsten alle et nødvendigt redskab.
Men hvis man tænker tilbage på det som, at man bare har mediteret sin "røv i laser", kan man ikke have gjort det på en rigtig måde. Det lyder som noget man gør bare for at komme et andet sted hen, ikke for at opleve det som er. Hvor man har gjort det psykologiske ego til en fjende, der skal nedkæmpes.
Man må altid prøve sig frem for at lære at meditere godt. Og det betyder at man efterhånden vil have tilbragt en del tid med at gøre det dårligt. Det hører med.

Jeg tror ikke på, at man kan ikke tilbringe ti år som hengiven discipel i en kult, uden at lære noget spirituelt værdifuldt, som vi, der ikke har prøvet det, ikke har lært, og som man kan tage med sig, når man forlader den. I stedet for bare at smide barnet ud med badevandet.
Næsten alt har en 'dæmonisk' side som man skal lære at kende. (Det gælder fx. også sociologien, som den første kommentar gør opmærksom på.)

Man skal ikke erklære, at noget, man har oplevet, ikke findes.
Man skal ikke jage spirituelle oplevelser, men man skal heller ikke fornægte dem.
Hvis man har været i en særlig tilstand, kan man have fortolket den forkert og taget nogen forkerte konsekvenser af den.
Jo mere usædvanlig den er, jo mere sansynligt er det, at man har gjort netop dét.
Men det er fornuftstridigt at benægte, at den findes.

I den moderne vestlige spiritualitet er der en puritansk tendens til at glemme betydningen af det ekstatiske. Det der er blevet kaldt ekstasens nødvendighed.
Det hænger sammen med at det i dag forbindes med at indtage psyko-aktive stoffer.
Men de er netop kun et hjælpemiddel for begyndere.
(Be clean. Turn on. Tune in. Drop out. Alle fire punkter hører med.)
Tag de spirituelle perspektiver med ind i dit helt (u)almindelige liv.

Ejvind Larsen, hannah bro og Niels-Simon Larsen anbefalede denne kommentar

Der findes lidelse og lidelsen har en årsag og hermed er der en vej ud af lidelsen til forståelsen af den og hermed kanman i det forløb glimtvis opleve lykken. Kunsten er så at acceptere den forsvinder igen i dukhaen-utilfredsheden,ny begær og tilknytning.
I min optik livs opfattelse er buddhismen den religion/filosofi/ tro der bedst lærer mig at min lykke kun kan udfolde sig,hvis mine tanker/ønsker kan indbefatte alle levende væsener-hvilket jo i selv kan virke håbløs. Kan anbefale mennesker at undersøge den otte foldige vej-gode udfordringer til livet.

Niels-Simon Larsen og Martin Rønnow Klarlund anbefalede denne kommentar
Martin Rønnow Klarlund

Jeg er helt enig i pointerne anført af Torsten Jacobsen og tilslutter mig fuldt ud Bjarne Toft Sørensens kritik. Jeg synes redaktionens tilgang til temaet har været åndsfattig og snævertsynet i intellektuel, analyserende selvfedme præcis fordi man, som Bjarne er inde, ikke har interesseret sig for spiritualitetens egen substans og begrebsfundament.

Dybt underligt at man i en dansk avis med tema om spiritualitet slet ikke runder fænomenet - vores egen åndsforsker - Martinus og hans værker om bevidsthedslivet.

Niels-Simon Larsen

Det gør det ikke nemmere at orientere sig, når vi har så mange ord for det samme eller næsten samme: Religiøsitet, åndelig søgen og åndelighed, spiritualitet, at være troende, at være ateist. Kristendom, buddhisme, suffisme m.fl.
Man kan være kristen uden at være religiøs, spirituel uden at være kristen.

Det er ligesom med politik. Stalin var national socialist, og Hitler var nationalsocialist. Det tog mig mange år at se forskellen.

Egoet er både det sorte får og drivkraften. Kunsten må være at finde balancen for dette ego.så det både kan passe på sit "selv" og så indbefatte medmenneskets ve og vel.
Ja Arne egoet er en del af bagagen i det liv vi har fået, men hvordan den afblomstrer og hvornår kan så diskuteres.Os der flirter og bruger buddhismen som livs træning,tror jeg bruger ret mange ord for at forstå mekanismen.

Egoet er både det sorte får og drivkraften. Kunsten må være at finde balancen for dette ego.så det både kan passe på sit "selv" og så indbefatte medmenneskets ve og vel.
Ja Arne egoet er en del af bagagen i det liv vi har fået, men hvordan den afblomstrer og hvornår kan så diskuteres.Os der flirter og bruger buddhismen som livs træning,tror jeg bruger ret mange ord for at forstå mekanismen.

Arne Albatros Olsen

@Viggo Okholm Ja, så er du vel bekendt med hele projektionsmekanismen og har vel nærstuderet den i din egen praksis, går jeg udfra.

Hvem er det som projekterer og hvorfor ?

Og så er der alle identifikationslagene !

Rikke Nielsen

Tænker det ligger i de menneskelige natur, at stræbe efter noget hele tiden - vi er vores gen ulykkes smed - er det ikke sådan det burde hedde... Egoet centralt i dette - og netop trangen til at skille os ud af mængden som noget der er mere unikt og bedre end resten.

I bund og grund er vi jo bare så angste for døden, at vi også bliver angste for livet.

Ordet "spiritualitet" de sidste mange år blevet brugt bredt og mange gange som en slags belæg for at det er ok kun at fokusere på sig selv (og det er det jo faktisk ikke) - så det er så at sige blevet "claimet" af de selvhøjtidelige new age-agtie typer.
@Torsten Jacobsen du formåer heller ikke at claime ordet tilbage - du plejer at have mange gode kommentarer til mange ting :), men her fatter jeg ikke hvad du mener andet end at du er vred.
Men det er måske en slags "contradiction in terms" at forsøge at forklare spiritualitet - det er vel netop alt det der unddrager sig begreber og ord og især ideologiske magtkampe som dem vi nyder at dyrke her i kommentatorsporet.

Salig er den, der hviler i sig selv, og ikke altid søger noget andet, noget udenfor, noget uopnåeligt, noget dominerende, noget man kan gemme sig i og lægge ansvaret ud i.

Henrik Peter Bentzen og Ole B. Lindqvist anbefalede denne kommentar
Martin Sørensen

Vi er alle blevet lykke ludere, i lotto landet.

målet med livet er blevet det rigtige job, med den rigtige titel de perfekte børn og den perfekte livs ledsage, med det perfekte liv. mens meget få stiller spørgsmålet om at bare gøre nytte. vores higen og stræben efter det perfekte, gør os til ufuldstændige mendesker som reelt set bare er tomme forbrugere uden indhold. Mark Twain sagte, "jeg har aldrig ladet Uddannelse forstyre min dannelse ", vi har et samfund der hylder at du skynder dig med at blive et produktivt enhed i konkurancestaten mens din dannese ja at blive formet som som menneske gennem koncentation og læsning. er blevet inderligt ligegyldigt. lotto gevinsten venter hvis du bare prostituerede dig lidt mere for lykken,

derfor er vi blevet tomme og rodløse. for hvad er drømme jobbet værd når man finder ud af at det faktisk er endnu et "bullshit job, psudoarbrejde" med tomt indhold ( læs bogen psudoarbjede og bullshit jobs) jo jo du kan ha meget travlt med at lave ingenting. mens du prostuduere din sjæl for lykken. i lotto landet. reelt er alt dette psudoarbejde faktisk luftkasteller, som vi har bygget op for at foregive at ha travlt da fritiden virker skræmmende, for os. ja det som faktisk gør nytte virker banalt. og er uden prestige. og i dette bygger nye vi etager op på psudoarbejdets luftkastel,

jagten efter tomt forbrug, mens vi udføre tomt arbejde. gør os til tomme u dannede mennesker. til lykke ludere i lotto landet..

Arne Albatros Olsen.
Jeg/vi har vist egentlig ikke diskuteret projektions mekanismen i den gruppe vi er i,men jeg vil da huske den- det kunne jo være et emne.
Men selve det at forsøge at balancere i feltet omkring det at passe på sit selv,som i buddhistisk sammenhæng i er tomt-altså et afhængigt selv i forandring konstant i dette liv,giver jo rigeligt med stof til nye erkendelser omkring det selv og dets samhørighed med andre levende væsener(mennesker)

Anette Jørgensen

Synes denne artikel skrevet af Martin Fluri er meget relevant og ligeså de mange spørgsmål der udspringer af artiklen. Har derfor inviteret ham til at komme i Det Åbne Rum, hvor alle kan få mulighed for stille spørgsmål.
Er du interesseret i dialog med Martin Fluri er du velkommen torsdag den 12. sep. kl 19.30.
Adresse: Det Åbne Rum, Østbanegade 13 kld th, 2100 København Ø.

https://www.facebook.com/events/559677321471583/