Læserbrev

Man kan ikke måle folks religiøsitet på, hvor ofte de går i kirke

Mette Birla Krølls kronik reducerer kristendommen til en kulturel norm. Det er en beskrivelse, jeg har hørt før, men ikke genkender fra virkeligheden, skriver præst Laila Bomose Henriksen i dette debatindlæg. 
29. august 2019

»Det er bedre at sidde på kroen og tænke på kirken end at sidde i kirken og tænke på kroen.«

Det velkendte ordsprog kom jeg til at tænke på, da jeg læste Mette Birla Krølls kronik »Folkekirken sidder stadig tungt på dåb, konfirmation, bryllup og begravelse« i Information den 21. august.

Jeg kan godt genkende hendes beskrivelse af, at kirken kun bruges til ritualer – den er nemlig hørt før. Men den virkelighed, som den beskriver, kan jeg ikke kende.

Min og mange andre præsters hverdag er præget af meget mere end blot et kulturelt ekko af, at kristendom er noget, »vi altid har gjort«.

Det er ikke noget nyt, at folk blander deres egen tro ind i kristendommen. Det har man til alle tider gjort. Det nye er, at vi er begyndt at undersøge det. Jo, vi lever i en tid, hvor individet især er i fokus, men det er ikke et problem for kristendommen – her er altid det enkelte menneske, individet, der tales til.

Og langt de fleste konfirmander har aldrig før følt samhørighed med kirken, den samhørighed kommer som så meget andet med årene. De er bare ikke blevet spurgt før nu. 

Til gengæld oplever jeg som præst, at mange søger samhørigheden i sorggrupper, pilgrimsvandringer, debatarrangementer og foredrag. Jeg oplever en stor søgning til de individuelle samtaler.

Jeg oplever mange vigtige samtaler og møder, som ikke kan kvalificeres i en undersøgelse eller måles på en kirkebænk, men bare som finder sted.

F.eks. når man på gaden lige får vendt situationen med den nye familie og de nye børn, som man ikke ved, om man kan elske på samme måde som sin egne. Eller når ens liv er blevet ændret på grund af sygdom, og man ikke kan finde sig til rette i det.

Som præst og som kirke skal man altid være vågen. Evangeliet bliver virkeligt, når der tales ind i den tid, vi lever i, ved at udfordre den og berige den. Ved at gøre det specifikke alment, for det er præcis dét, kristendommen kan.

Det kan godt være, at nogle kun kommer ind i kirken til højtiderne. Men at reducere det til et udtryk for den enkeltes religiøse tilhørsforhold er ikke dækkende for det samlede billede.

Laila Bomose Henriksen, sognepræst

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

  • birgitte andersen
  • Ejvind Larsen
birgitte andersen og Ejvind Larsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Marianne Ljungberg

Nej, og man kan heller ikke måle "folks religiøsitet" på hvor mange der kommer jævnligt i folkekirken.
Bibelen er en bog. Den er menneskeskabt....og som sådan fundet på.

Gud findes ikke i ritualets folkekirke. Gud findes i dig selv, han er der altid-allerede...

Henrik Ljungberg

Lise Lotte Rahbek

Nej, det er noget af det første man lærer i sociologi. Hvis man vil måle noget, skal man være aldeles sikker på, HVAD det er, man vil måle.

Religiøsitet kan ikke måles uden at man først har gjort sig klart, hvad religiøsitet er for en størrelse og hvordan den kommer til udtryk.
Allerede her begynder det at være så tilstrækkelig kedeligt og indforstået akademisk for de fleste, så de går et andet sted hen og praktiserer lige præcis det, de selv tror på. Det er jo ikke sikkert, at de fortæller nogen om dét.