Kronik

Karakterer er det mest retfærdige og effektive at fordele studiepladser efter

Regeringen løser ikke problemer med stressede unge ved at indføre et nyt optagelsessystem for de videregående uddannelser, der lægger mindre vægt på karakterer. I stedet risikerer den at skabe et dyrt, uigennemskueligt system, der favoriserer akademikerbørn, skriver Eric Alexander Bonde i dette debatindlæg
Når uddannelsesministeren siger, at unges fremtid ikke længere skal afhænge af et tal, sælger hun dem derfor en utroværdig illusion om, at det nu bliver nemmere at komme ind på drømmeuddannelsen, skriver dagens kronikør.

Når uddannelsesministeren siger, at unges fremtid ikke længere skal afhænge af et tal, sælger hun dem derfor en utroværdig illusion om, at det nu bliver nemmere at komme ind på drømmeuddannelsen, skriver dagens kronikør.

Janus Engel

17. august 2019

»Det vigtigste er ikke at få en god karakter, men at blive en god karakter«. Kampråbet blev introduceret af den ferme ordsnedker Knud Romer og er siden approprieret af partierne i rød blok. Den vedholdende kritik af karakterer har i løbet af de seneste år skabt en udbredt opfattelse af, at der foregår et usundt karakterræs i gymnasiet, der medfører stress og angst blandt eleverne.

Samtidig er der en stigende mistro til, at gymnasiekarakterer er gode til at afgøre, hvilke elever der er de bedst egnede til at blive optaget på en videregående uddannelse. For karakterer er jo »bare et tal«, som det lyder fra den nye uddannelses- og forskningsminister, Ane Halsboe-Jørgensen (S). Under denne parole ønsker regeringen at indføre et nyt optagelsessystem, hvor karakterer ikke længere skal være styrende for, hvilken uddannelse unge kommer ind på.

Men det politiske stormløb imod karakterer i gymnasiet og det nuværende optagelsessystem er både misforstået og potentielt dybt skadeligt.

Letter ikke presset

Afskaffer man karaktergennemsnittet som det primære adgangsgivende kriterium i det nuværende kvote 1-optagelsessystem, ændrer det ikke på, hvor mange pladser der er på de mest populære og prestigefyldte studier. Et nyt optagelsessystem vil arve det faktum, at der er langt flere, der ønsker at studere medicin, litteraturvidenskab og psykologi, end der er pladser. Derfor vil et forsøg på at mindske ’karakterræset’ ved at se bort fra de unges gymnasiekarakterer ikke ændre på, at der stadig vil være et stressende ræs, som ufortrødent fortsætter.

Ræset ændrer blot karakter ved, at konkurrencen skubbes over på nogle nye kriterier, som eleverne vil blive målt og bedømt på.

Og hvad kunne det så være? En populær idé blandt fortalerne for et nyt optagelsessystem er, at eleverne skal bedømmes som »hele mennesker« ud fra samtaler. Det kan betyde, at gymnasieeleverne fremover taktisk skal bruge deres fritid og sabbatår på at deltage i et nyt CV-ræs, så de kan caste sig selv som hele renæssancemennesker med en læge- eller forfatterspire i maven. I en enkelt ’knald eller fald’-samtale vel at mærke. Det bliver helt sikkert ikke mindre stressende.

Tværtimod, så kan man her for alvor tale om, at unges fritid bliver koloniseret af en perfekthedskultur, hvor ikke bare de faglige kompetencer skal være i orden, de skal kombineres med diffuse forventninger til ens person.

Når uddannelsesministeren siger, at unges fremtid ikke længere skal afhænge af et tal, sælger hun dem derfor en utroværdig illusion om, at det nu bliver nemmere at komme ind på drømmeuddannelsen. Det gør det selvfølgelig ikke, når antallet af pladser er det samme.

Og læg dertil, at hele ideen om at kunne vurdere ansøgerne som »hele mennesker« er et fatamorgana. En enkelt optagelsessamtale giver ikke mulighed for at lære en person fuldt og helt at kende.

Og hvorfor skal alle sider af en person egentlig lægges til grund for tildelingen af studiepladser? Hvorfor ikke nøjes med at vurdere ansøgerne på deres kvalifikationer og motivation?

Retfærdigt og effektivt

I 2015 blev Danmarks Evalueringsinstitut (EVA) bedt om at fremlægge en række undersøgelser af det nuværende optagelsessystem på en høring i Folketinget. I Landstingssalen redegjorde EVA for, hvorfor karaktergennemsnittet er den bedste enkeltstående indikator, vi har til at afgøre, hvilke studerende der er bedst egnede til at tage en videregående uddannelse.

Helt på linje med international forskning viste EVA’s undersøgelse, at der er en stærk sammenhæng mellem gymnasieelevers karaktergennemsnit og sandsynligheden for, at de gennemfører studiet, får en ph.d. og er i beskæftigelse efter endt uddannelse.

Dette er ikke spor overraskende. I løbet af tre år vil en elev blive bedømt af 20 lærere og censorer i en lang række fag. Derfor er det særdeles meningsfuldt at bruge karaktergennemsnittet som kriteriet for optagelse i kvote 1-systemet, når der skal sorteres blandt ansøgere til en populær uddannelse. Selv om det ikke er et perfekt mål, vil det sige rigtig meget om elevens studieparathed, faglighed og disciplin. Altså egenskaber, som i et meritokratisk optagelsessystem er retfærdigt at fordele populære studiepladser efter.

Karaktergennemsnittet har samtidig de helt centrale fordele, at det skaber et enkelt, gennemskueligt og ressourceeffektivt system. Gymnasielever ved præcis, hvad der forventes af dem, hvis de skal ind på en given uddannelse, og de belønnes for at gøre sig umage i alle deres gymnasiefag. Systemet kan samtidig administrativt håndtere de ca. 250.000 tusinde årlige ansøgninger ved minimale omkostninger.

Hvis kvote 1-systemet skal ændres, så karakterer fylder væsentligt mindre til fordel for samtaler og holistiske vurderinger af eleverne, bliver det omvendt væsentligt dyrere. Ressourcer, der kunne være brugt på undervisning, vil gå til optagelsesprocessen.

Kompleksiteten i uddannelsessystemet kan også stige markant, hvis samtalerne og de konkrete kriterier skal skræddersys til de ca. 800 videregående uddannelser, som vi har i Danmark. Det kan blive en jungle at navigere i for eleverne.

Ny social slagside

For den, der har et informationsabonnement og bor i kartoffelrækkerne, vil et optagelsessystem med samtaler og fokus på det hele menneske med stor sandsynlighed være til fordel for netop vedkommendes egne børn og børnebørn. Vi risikerer med andre ord, at den mindre kvalificerede elev fra et akademikerhjem vil få nemmere ved at komme ind på medicinuddannelsen end den mere velkvalificerede elev fra Vestegnen.

Eleven fra det uddannelsesfremmede hjem kan have bedre karakterer, men have sværere ved at få et praktikophold på en lægeklinik i løbet af gymnasietiden eller afkode, hvordan man i løbet af en kort samtale fremstår som en læge in spe.

Selvfølgelig er gymnasiekarakterer ikke immune over for den problematik, at man kan få hjælp fra sine forældre. Men samtaler og fokus på aktiviteter uden for gymnasiet vil formentlig være langt mere sårbart over for social skævhed. Sociologien Pierre Bourdieu ville rotere i sin grav, hvis han var vidne til, at det er den samlede venstrefløj, der ukritisk foreslår, at optagelseskriterierne bør ændres på en måde, der kan øge betydningen af de ressourcer, som unge fra velstillede hjem kan trække på.

Det nuværende optagelsessystem er alt for vigtigt til at lade det gennemgå et omfattende eksperiment, der bygger på misforståede paroler.

Paroler, som hævder, at man fjerner den såkaldt usunde konkurrence i gymnasiet ved at nedtone karakterernes betydning, mens man i praksis blot formår at flytte konkurrencen om populære studiepladser over på uigennemsigtige kriterier, der gavner de bedst stilledes børn.

Paroler, som hævder, at karakterer »bare er et tal«, men som ser bort fra, at netop karaktergennemsnittet er den stærkeste og mest transparente indikator for studieegnethed, vi har.

Paroler, som hævder, at man kan vurdere et helt menneske i løbet af en kort samtale, der ovenikøbet stjæler dyrebare ressourcer fra universiteternes samlede økonomi.

Set i det lys er der næppe behov for en total omkalfatring af kvote 1-systemet. I stedet bør udgangspunktet for regeringens arbejde med optagelsessystemet være, at det skal være så meritokratisk, gennemsigtigt og omkostningseffektivt som muligt uden uhensigtsmæssige sociale slagsider.

Eric Alexander Bonde er fuldmægtig og kandidat i statskundskab

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Erik Fuglsang
  • jens peter hansen
  • Ruba Altawil
Erik Fuglsang, jens peter hansen og Ruba Altawil anbefalede denne artikel

Kommentarer

Pernille Milthers

Ja tak - må dette blive pligtlæsning for alle på venstrefløjen med en misforstået opfattelse af nyt optagelseshurlumhej som en mirakelløsning.

Joao Galamba, Erik Fuglsang, Ulrik Bjørn Jeppesen, Minna Rasmussen, Ruba Altawil og Mogens Holme anbefalede denne kommentar

Helt enig. Udfordringen er snarere fagudbuddet og undervisningsformer i skole og gym. Begge kan godt tåle et eftersyn.

Erik Fuglsang, Minna Rasmussen, Mogens Holme og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Men så skal karakterskalaen være operativ, og det vil sige: en tilbagevenden til 13-skalaen.
Dertil bør man så IGEN lægge en stringent mulighed for at forbedre sin eksamen, SAMT optjene point til forbedring i forhold til gruppe 2-optag.
Når man taler om ’studieegnethed’ på denne måde, taler man også om en særlig form for socialisation, som man måske nok er mest forelsket i på statskundskab, i hvert fald er det denne spidsborgerlige kastration af universitetsfriheden, der bærer en væsentlig del af årsagen til de nuværende forkrampede forhold, grænsende til det utålelige.

Joao Galamba, Karsten Aaen og Kurt Nielsen anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Jeg synes, der åbnes for langt flere spørgsmål, end der besvares - bl.a. et helt utvetydigt ønske om at bevare status quo på et tidspunkt, hvor selv Maren i Kæret har indset, at status quo ikke lader sig bevare.
Vi skulle aldrig have ødelagt vore skoler, gymnasier og universiteter, sådan som det er sket i de seneste 30 år. Vi skulle aldrig have ladet specialisering på videregående uddannelser udmønte sig i en faglig specialisering så snæver, at vi taler om 800 uddannelser. Vi skulle aldrig have afskaffet grengymnasiet med den overordnede fokus på færdigheder, videregående uddannelser kræver.
Fremfor alt skulle vi aldrig have afskaffet universitetsdemokratiet, eller ladet den frie tilegnelse af viden underlægge den økonomiske understøttelse i studietiden.

jens peter hansen, Karsten Aaen, Herdis Weins, Kurt Nielsen, Minna Rasmussen, Kim Houmøller og Ejvind Larsen anbefalede denne kommentar
Søren Kristensen

Da jeg gik i 2. real fik jeg et brev med hjem (- eller kom det ligefrem med posten?), hvor der stod at jeg var uegnet til gymnasiet (ikke engang måske egnet!). Det var helt på sin plads, men det føltes dybt uretfærdigt - at jeg ikke længere skulle være sammen med halvdelen af mine venner (den pæneste halvdel, naturligvis). Jeg blev faktisk så skuffet over mig selv, at jeg valgte at tage studentereksamen på kursus. Men det er jo bare ikke det samme; man lærer fx ikke at danse lancier på studenterkursus. Til gengæld møder man flere originaler.

Viggo Okholm, Erik Fuglsang, Eva Schwanenflügel, Karsten Aaen og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar
Johnny Winther Ronnenberg

Der eksperimenteres for meget på uddannelserne, Selv om der nødvendigvis må være en hvis udvikling så må det være på indholdet og ikke selve uddannelse. Så at arbejdsgiverne ved hvad de køber når de ansætter.

DJØF-alarm. Allerede i rubrikken.
Måske, bare måske, siger et 12-tal i Old intet om, hvor god en kirurg du kan blive.

Erik Fuglsang, Torben Skov og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Birgitte Lamb

Enig i ovenstående 'DJØF-alarm'. For det første forstår jeg ikke skribentens indædte modstand mod et synspunkt som en ny minister har fremsat, hvor det slet ikke er sikkert at det i det hele taget bliver til noget (og er der flertal for det?). For det andet udtrykker skribenten et dybt bekymrende menneskesyn, som har været fremherskende i de sidste mange år. Argumentationen er bygget op over antagelsen om at samfundsøkonomien står over hensynet til mennesket, og det er måske mere dette der medvirker til at mange mennesker i vores samfund, ikke kun de unge i gymnasiet, føler sig angste og stressede. Hvorvidt den nuværende model er den mest retfærdige, skal jeg ikke kunne sige noget om, men som gymnasielærer har jeg erfaring med at en del elever er mindre interesserede i læring, men kun er fokuserede på at læren skal forklare dem hvordan de får 12. Der er selvfølgelig også alle mulig andre slags elever i gymnasiet, og det kan være svært at skabe et bedømmelsessystem der tilgodeser alle. Som man kan læse i en af de ovenstående kommentarer, er der ikke noget nyt i at systemet er uretfærdigt for nogle - det går endda helt tilbage til dengang man havde realklasser, og der var langt færre der var så heldige at få en gymnasial uddannelse. Det er muligt at ministerens idé ikke er den rette vej, men det er under alle omstændigheder vigtigt at politikerene forholder sig til, hvilket menneskesyn der skal gennemsyre processerne i vores velfærdssamfund.

Torben Skov, Eva Schwanenflügel og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar

Birgitte - livet har lært mig een ting: Hvis en DJØFer siger, at der ikke er noget alternativ til en bestemt praksis - så er der ALTID en bedre og mere menneskelig løsning.

Lise Lotte Rahbek, Torben Skov, Eva Schwanenflügel og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar
Pernille Milthers

Kære Birgitte Lamb. Inden du slynger om dig med påstande om folks menneskesyn, så ville det klæde dig at sætte dig ind i emnet for kroniken. For det første er det ikke en enkeltstående idé fra en ny minister, at optagelsessystemet skal reformeres, men et område, der har været gennem en længere politisk proces, udredningsarbejde, forsøg osv. Der er derfor meget gode chancer for, at der skal indgås politisk aftale om netop dette i dette efterår. Hvis ikke en deltagelse i den demokratiske debat er på sin plads der, hvornår så?
Dernæst. Hvad giver i det hele taget dig berettigelse til at dømme en andens menneskesyn ud fra en kronik baseret på saglige argumenter? Kronikørens formål er jo netop at undgå stressede unge. Problemet er, at der ikke er studiepladser nok til alle, så nogle vil blive kede af det. Skal man så vælge et system, det er dokumenteret vil favorisere dem, der kommer fra veluddannede familier? Kronikøren siger nej, hvad siger du? Skal man gøre den i sig selv relativt ubetydelige overgang fra ungdomsuddannelse til videregående uddannelse til den helt store eksamen, eller skulle man i stedet fokusere på indholdet af uddannelserne? Kronikøren mener det sidste, hvad gør du? Hvis du er imod indholdet af kroniken, så argumenter. Påstande om folks menneskesyn hører ikke til i den kategori.

Skribenten synes ikke at være bekendt med det faktum, at det, i gymnasiet, i dag også er elever, der har forældre med akademiske uddannelser, der får de højeste karakterer! Og at f.eks. Syddansk Universitet har haft stor succes med at tage alle ansøgere til medicin-studiet til samtale - på den måde sikrede man en bedre balance mellem mænd og kvinder....

Karsten:
" Skribenten synes ikke at være bekendt med det faktum, at det, i gymnasiet, i dag også er elever, der har forældre med akademiske uddannelser, der får de højeste karakterer! "

Eller, måske - bare måske - er det lige netop det, han ved.

Erik Fuglsang

Karsten Aaen
17. august, 2019 - 20:53

"Syddansk Universitet har haft stor succes med at tage alle ansøgere til medicin-studiet til samtale - på den måde sikrede man en bedre balance mellem mænd og kvinder...."

Jeg var ikke klar over, at studieoptagelsen skulle bruges til ligestillingspolitik. Jeg troede, at det centrale ALENE var, at vi fik optaget og uddannet de bedst egnede blandt dem, som søgte optagelse på medicin-studiet. Hvis det giver en skæv kønsrepræsentation, så er det vel sådan, det er. Det kan ikke give mig søvnløse nætter.

Ole Schwander

"Syddansk Universitet har haft stor succes med at tage alle ansøgere til medicin-studiet til samtale - på den måde sikrede man en bedre balance mellem mænd og kvinder...."

Her menes vel, at der efterhånden bliver mangel på mandlige læger.

jens peter hansen

DJØF-alarm. Allerede i rubrikken.
Måske, bare måske, siger et 12-tal i Old intet om, hvor god en kirurg du kan blive.
Skriver Niels Astrup
og det er da så rigtigt, men har du eller nogen anden en metode der kan afgøre om hun/han bliver en dygtig kirurg ? Det er spørgsmålet som vist ikke heller kan klares med en samtale når studenten er 19 år.