Kommentar

Klimademonstrationer og -strejker hviler på århundreders protester for retfærdighed

Nogle politikere hævder, at unge skal lære om klimaet i skolen i stedet for at strejke, men historien viser, at forandringer ikke kommer af sig selv, men gennem protester. Bare se på kampen for arbejdstagerrettigheder, sortes rettigheder og ligestilling mellem kønnene, skriver medlem af Den Grønne Studenterbevægelse, Ariel Storm Lokzinsky, i dette debatindlæg
'At sige til fremtidige generationer, at vi ikke har råd til grøn omstilling, svarer til at sige til slaven, at vi ikke har råd til frihed. Det holder ikke.' skriver Ariel Storm Lokzinsky, hun mener vi bør protestere.

'At sige til fremtidige generationer, at vi ikke har råd til grøn omstilling, svarer til at sige til slaven, at vi ikke har råd til frihed. Det holder ikke.' skriver Ariel Storm Lokzinsky, hun mener vi bør protestere.

Anders Rye Skjoldjensen

13. august 2019

Her i august er det præcis et år siden, at den svenske skoleelev og klimaaktivist Greta Thunberg startede sin ’skolestrejke for klimaet’. Siden da er der sket meget.

I mange lande har klimaaktivister i bevægelser som Fridays For Future og Sunrise Movement haft fremgang. Denne globale klimabevægelse organiserer nu endnu en verdensomspændende klimastrejke fra den 20. til den 27. september.

Thunbergs strejke inspirerede også danske skoleelever til at gøre det samme.

Som svar udtalte flere, fortrinsvist borgerlige, politikere i foråret, at skoleeleverne skulle blive i klasselokalerne og lære om klimaet dér: Hvis man vil gøre noget for klimaet, hvad skulle det dog hjælpe at strejke fra skolen?

Men grunden til, at unge forlader skolebænkene for at demonstrere og strejke, er netop fordi, at disse protestformer virker.

Protest skaber forandring

Thunbergs klimastrejke er en genopfriskning af en ældgammel læresætning: Hvis man vil se forandring mod det bedre, skal man kræve det. Demonstrationer og strejker er blot måder, hvormed befolkningen formidler sine krav.

Den politiske magt giver intet til befolkningen, uden at befolkningen først stiller et krav. Sådan beskrev Frederick Douglass dynamikken mellem folk og magt. Douglass levede i slavetidens USA, men han undslap slaveriet ved at flygte til nordstaterne.

Historien er fyldt med eksempler på, at forandringer mod det retfærdige kun sker på baggrund af folkekrav.

I Douglass’ USA var frihed og borgerrettigheder ikke gaver, som magthaverne pludselig fik lyst til at give. Det var noget, som befolkningen gjorde krav på.

Et eksempel var studenterorganisationen SNCC, som i 1960’erne gennem de berømte sit-in-protester og store marcher satte fokus på deres manglende borgerrettigheder. For Ella Baker, en af SNCC’s vigtigste mentorer, var målet at skabe græsrodsaktivisme. Hun ville gøre almindelige folk klar over deres magt og ret til at stille retfærdige krav.

Men også i Danmark har vi set, at skarpe krav fra befolkningen kan skabe skridt mod det retfærdige.

I første halvdel af 1900-tallet strejkede de danske arbejdere ’ulovligt’ ved at gå hjem midt i weekenden. De gjorde krav på bedre vilkår og nedsat arbejdstid. For selv om fagbevægelsen havde opnået flere af de rettigheder, vi kender i dag, var det ikke nok.

Gennem direkte aktion tog nogle af arbejderne sagen i egen hånd. De lykkedes, både fordi de var vedholdende, men også fordi deres krav jo var rimelige og retfærdige.

For mange af disse bevægelser handlede kampen om at gøre retfærdighed til en imminent størrelse – noget som er påtrængende her og nu. Den amerikanske borgerrettighedsaktivist Martin Luther King kaldte dette perspektiv for »nuets brændende nødvendighed«.

Formuleringen skulle gøre os opmærksomme på, at fremtidens problemer er nutidens problemer.

De ’navnløse’ skal kæmpe

Med sådan et perspektiv skal klimakrisen altså ikke ses som noget, der kommer i morgen, men noget, vi fejler at stoppe i dag.

Borgerrettigheder, arbejderrettigheder og kvinders stemmeret er blot eksempler på den liste af retfærdigheder, som befolkninger gennem historien har gjort krav på.

Kampen for klimaretfærdighed er en af de næste ting på listen.

Klimaretfærdighed sætter typisk fokus på to spørgsmål: Ét: hvorfor skal nye generationer bøde for tidligere generationers overforbrug? To: hvorfor skal det globale syd bøde for det globale nords overforbrug?

Som klimaaktivister er det i princippet nok blot at pege på disse uretfærdigheder og kræve forandringer. Klimaretfærdighed skal forsvares på samme måde, som frihed og almen stemmeret bliver forsvaret på.

Når vi demonstrerer for disse, gør vi det jo ikke med henvisning til økonomi eller effektivitet. Vi gør det på et klart moralsk grundlag.

At sige til fremtidige generationer, at vi ikke har råd til grøn omstilling, svarer til at sige til slaven, at vi ikke har råd til frihed. Det holder ikke.

Eksemplerne fra historien skulle gerne vise kynikeren, at det selvfølgelig nytter noget at demonstrere. Vi ser tydeligt, at det er muligt for almindelige borgere at organisere sig og få krav indfriet.

Det er dét selskab, som Greta Thunberg og de andre klimaaktivister melder sig ind i.

Trods vores vished om historien kan opgaven stadig godt virke svær. Samfundet er så stort, og mennesket er så lille.

Men som historikeren Howard Zinn viste i sin bog USA: Folkets Historie, så sker historiske fremskridt på baggrund af store grupper af navnløse mennesker, som uafhængigt af hinanden gør, hvad de nu engang kan.

Det er de navnløse, ikke frontfigurerne, som er den egentlige bevægelse. Det er dem, der gør det muligt for personer som Greta Thunberg at sprede budskabet.

I det perspektiv nytter det derfor altid noget at demonstrere – uanset hvem man er.

Ariel Storm Lokzinsky er aktivist i Den Grønne Studenterbevægelse

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

  • Morten Lind
  • Troels Holm
  • Thomas Tanghus
Morten Lind, Troels Holm og Thomas Tanghus anbefalede denne artikel

Kommentarer

Grethe Preisler

Halleluja

Med al respekt for klimaaktivisten Greta Thunberg kan jeg ikke at se, at hun foreløbig har opnået andet med sine skolestrejker, der startede for ti år siden som et oprør mod hendes egne knap nok midaldrende forældre, end at blive klappet på hovedet og rost for sit engagement i klimakampen af Hans Hellighed Paven i Rom, Hans eksilerede Hellighed Dalai Lama fra Tibet,. ex-præsident Barack Obama fra United Bluff og andre højtstående medlemmer af det religiøse, politiske og økonomiske præsteskab, der lever af at 'prædike for koret' i deres egne menigheder af godtroende fattiglemmer der ikke har andet tilbage at miste end håbet om et bedre liv i 'landet hvor fårene og løverne græsser fredeligt side om side under ledelse af et lille barn'. Der aldrig er blevet stort nok til at klare sig uden økonomisk, praktisk og moralsk assistance fra sine egne hårdt prøvede og efterhånden lidt halvgamle forældre.

Bjørn Pedersen

Først når dem der faktisk skaber majoriteten af verdens produktion - i de lande, der (mis)bruges mest som billig arbejdskraft de fleste timer af døgnet, vil sådanne strejker have en effekt.

De desperate ønsker i verden kæmper allerede for deres overlevelse. For velstående danske børn er ideen om overlevelse derimod noget abstrakt. Medmindre man vil bede dem om at dø, må man give dem et alternativ til døden via fattigdom, til at de ikke skal tjene deres løn på skabelsen af billige, forurenende varer.