Læserbrev

Kommuner har ikke kompetencer til at genanvende elektronisk affald

Vi får ikke genanvendt elektronik mere og bedre ved, at kommunerne overtager ansvaret fra producenterne. I stedet skal producenterne motiveres til at gøre deres produkter mere genanvendelige, skriver Henrik Egede og Karin Klitgaard i dette debatindlæg
30. august 2019

Direktør Jacob H. Simonsen fra Danmarks største affaldsdestruktionsselskab, Amager Ressourcecenter, revser uden selvironi i Information den 17. august de private virksomheder for ikke at genanvende nok af den udtjente elektronik.

Kritikken er delvist rigtig, mens hans løsning med at lade kommunerne genbruge de udtjente produkter er ikke.

Vi er enige med Simonsen i, at den udtjente elektronik er en værdifuld ressource. Derfor er det også positivt, at virksomheder, som genbruger elektronik, er i vækst.

Refurb opkøber for eksempel udtjente højværdiprodukter som smartphones. De istandsætter og gensælger produkterne, alt i mens de overtager producentens ansvar. Det er sund fornuft, god forretning og til glæde for både miljøet og forbrugeren.

Simonsen foreslår en variation af denne forretningsmodel, hvor kommunen istandsætter elektronik på borgernes regning og samtidig aktiverer mennesker på kanten af arbejdsmarkedet.

Forslaget er umiddelbart sympatisk, men at få udtjent elektronik gjort til en bæredygtig forretning kræver uddannede medarbejdere. De gensolgte produkter skal være fysisk og kemisk sikre, fungere optimalt og være uden følsomme data.

Kommuner har ikke kompetencer til at drive en sådan forretning, og det bør ikke ske i konkurrence med private erhvervsdrivende.

Siden 2006 har producenter af elektronik haft ansvaret for at organisere og finansiere genanvendelsen af deres apparater. Cirka halvdelen bliver i dag indsamlet til genanvendelse. Simonsen har ret i, at de eksisterende regler for producentansvaret ikke fungerer optimalt. Det er vi opmærksomme på i industrien.

Her er der hjælp at hente fra EU, som har vedtaget strengere krav til producenterne. Blandt andet vil man belønne dem, der designer produkter, der let kan repareres eller genanvendes – og gøre det dyrere at lade være.

Det er dog ikke kun lovgivere, virksomheder og kommuner, der har et ansvar. Når den næste generation af spillekonsoller kommer på gaden, så ty til internettet eller dit eget netværk.

Hvad der nu er blevet til elskrot for dig, kan blive et værdifuldt elslot for andre.

Henrik Egede er direktør i Applia og Karin Klitgaard er underdirektør i DI.

Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu