Klumme

Det er ikke kun journalisters skyld, at der skrives så mange dårlige artikler om sundhed og videnskab

Det er ikke kun journalister, der har en interesse i at lave bombastiske overskrifter på ny forskning. Også universiteternes kommunikationsmaskineri og forskerne selv drømmer om at rydde forsider med deres resultater. Og det går i sidste ende ud over videnskaben, skriver journalist Louise Schou Drivsholm i dette debatindlæg
Kritikken af videnskabsjournalistikken er bestemt ikke uberettiget, skriver journalist Louise Schou Drivsholm, og fremhæver mediedækningen af vacciner som et oplagt eksempel på forskningsformidling gone mad. Men det er ikke kun journalister, der har interesse i at lave bombastiske overskrifter på ny forskning, indvender hun.

Kritikken af videnskabsjournalistikken er bestemt ikke uberettiget, skriver journalist Louise Schou Drivsholm, og fremhæver mediedækningen af vacciner som et oplagt eksempel på forskningsformidling gone mad. Men det er ikke kun journalister, der har interesse i at lave bombastiske overskrifter på ny forskning, indvender hun.

Ulrik Hasemann

8. august 2019

Jeg var virkelig trængt op i en krog. På Informations lille røde scene til Folkemødet på Bornholm sad fem forskere i en halvcirkel omkring mig. Jeg modererede en debat om formidling af videnskab, og trods deres forskellige fagligheder var mine gæster enige om én ting:

I sidste ende er det udelukkende journalisternes skyld, at der florerer så mange unuancerede, i nogle tilfælde decideret ukorrekte, historier om videnskab og sundhed i de danske medier.

Det er ikke første gang, jeg har hørt den vurdering. Jeg er vokset op i en familie domineret af læger, og til forskellige komsammener er dårlig journalistik om deres fag et tilbagevendende emne.

Kritikken er bestemt ikke uberettiget.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Karen Grue
  • Niels Duus Nielsen
  • David Zennaro
  • Erik Karlsen
  • Anne-Marie Krogsbøll
Karen Grue, Niels Duus Nielsen, David Zennaro, Erik Karlsen og Anne-Marie Krogsbøll anbefalede denne artikel

Kommentarer

Carsten Enevoldsen

Louise Schou Drivsholms kommentar er et meget vigtigt bidrag til et betændt emne - ikke kun vedr. den sundhedsorienterede forskning. Med meget velvalgte eksempler får vi illustreret, at universiteterne jagter omtale, hvilket selvfølgelig er for at øge chancerne for succes i den intense jagt på eksterne bevillinger til politisk opportune dagsordner. Og de ansatte forskere er selvfølgelig ikke tonedøve. Kommentaren nævner ikke en anden synder - de videnskabelige tidsskrifter (ofte Big Business), der jo også jagter overskrifter i profittens tjeneste. Mindre gennemskueligt er måske fænomenet 'Reproducibility Crisis' i forskningen, der dækker over det efterhånden anerkendte forhold, at en meget stor andel af publicerede forskningsresultater simpelthen ikke kan genfindes - bl.a. fordi resultater oversælges. Som sektionsredaktør i et videnskabeligt tidsskrift kan jeg give mange eksempler på, at også de af Louise nævnte abstract ofte er problematiske, inden de når journalisterne i universiteternes svulmende kommunikationsafdelinger. Louise anerkender meget prisværdigt, at journalister også er syndere. Jeg har også fuld forståelse for, at det for en travl journalist kan være næsten umuligt at gennemskue design af forskningsstudier og meget komplicerede statistiske analyser. Jeg mener nu dog, at journalister burde være trænede i at studere motiverne blandt aktørerne, som Louise beskriver med de valgte eksempler. Som så mange steder er 'Follow the money' et godt princip. Og det kan også anvendes på redaktører af aviser og andre nyhedsformidlere. Et eksempel: Sidste forår foranledigede Inger Støjberg en voldsom polemik om evt. problemer med faste i forbindelse med Ramadanen. Politiken mobiliserede deres lægefaglige brevkasseguru, Bente Klarlund, der meget bombastisk afviste at der skulle være problemer faste og fx. buskørsel. Klarlund brugte som vel nok primært argument, at hun sammen med en større flok havde publiceret et studium af betydningen af faste for en længere række fysiologiske indiklatorer. På lederplads var Politiken hurtigt ude med at benytte Klarlund som sandhedsvidne til at sætte Støjberg på plads. Reflektorisk bliver jeg bekymret, når en forsker konkluderer bombastisk - og især når hendes lægekollegaer hvert år er omhyggelige med at anbefale folk at være opmærksomme på væskeindtag i varme perioder. Jeg hentede derfor originaludgaven af Klarlunds forskning (http://dx.doi.org/10.1016/j.nut.2016.12.015) for at kunne gå i dybden med forskningsmetoden. Særligt interesserede kan læse om min vurdering nedenfor. Ultrakort, kan man læse, at Klarlunds bombastiske konklusion var baseret på ned til syv (7) raske og slanke unge mænd. Tolkninger af flere statistiske analyser var helt ugyldige. Jeg beskrev disse mangler i en mail til Politiken debatredaktion, men min mail blev negligere, selvom Politiken jo søger at promovere sig som 'Organ for den højeste oplysning'. En vaks journalist kunne måske få mistanke om, at Klarlund og Politikens har et utidigt interessefælleskab? I disse tider, hvor nogle aviser utvetydigt erklærer sig som frontkæmpere i diverse samfundsforhold (p.t. især 'klimakampen') kræver det meget høj moral af forskere her og der.

Carsten Enevoldsen
Pensioneret professor, aektionsredaktør Animal

Sammendrag af gennemgang af Bente Klarlunds (BK) artikel:
Ultrakort om substansen i artiklen her: Deltagerne var 10 raske slanke unge mænd med interesse for studiet, hvorfor deltagerne ikke på nogen måde kan være repræsentative for den (fastende) befolkning i DK. For 3 af de 10 manglede nogle målinger uden forklaring. Der var tale om et før-efter studiedesign, der har velkendte store svagheder mht. belysning af kausalitet. BK anvendte en såkaldt nul-hypotesetest (NHT), der har til formål at identificere statistisk betydende forskelle mellem grupper. Målingerne fra forsøgspersonerne var meget svingende fra person til person på trods af det meget selektive udvalg (jf. ovenfor). Stærk selektion kan ofte reducerer tilfældig variation, hvilket kan gøre det nemmere at vise statistisk betydende forskelle, der måtte forekomme. Den store tilfældige variation fra person til person sammen med det meget lave antal forsøgspersoner bevirker, at BK havde meget lav chance for at ’få øje på’ statistisk og praktisk betydende forskelle, der måtte forekomme (ringe ’statistisk styrke’ i fagsprog). Denne alvorlige mangel ved BK’s studium, der reelt kan skjule evt. statistisk sikre og praktisk betydende forskelle mellem grupper, der måtte være til stede, blev ikke diskuteret i originalartiklen. At BK ikke kunne få øje på en forskel, betyder imidlertid IKKE, at fasteperiode IKKE adskilte sig fra ikke-faste (at de var ens), som BK hævder uden forbehold. BK skulle i stedet have anvendt ækvivalens- eller noninferioritetstest for at retfærdiggøre BK’s påstand om lighed (ingen forskel) mellem faste og ikke-faste. Belæg for en påstand om ækvivalens- eller noninferioritet kræver typisk et væsentligt større antal forsøgspersoner end en NHT. BK’s indlæg 21.05.18 var ikke en enlig svale, fordi den 25. juni 2017 beskriver BK dette forsøg som ”… et strengt kontrolleret studie …”, hvilket er en meget tvivlsom karakteristik af dette meget svage forsøgsdesign (stærk selektion af atypiske personer, før-efter) og fejlagtig analysemetode.

Lars Steffensen, Ole Schwander, Niels Duus Nielsen, ulrik mortensen, Birgit Kraft, David Zennaro, Frank Hansen, Anne-Marie Krogsbøll, Allan Madsen og Emil Davidsen anbefalede denne kommentar
Torben Bjerrehuus

Ganske kort kan siges: Ansvaret for dårlige og usande artikler, hvad enten det drejer sig om sundhed, politik eller videnskab ligger alene hos journalisten. Det kan ikke tørres af på andre.
Journalister skal ikke holde mikrofoner, men søge sandheden. Førstnævnte er hurtigt overstået, sandheden kræver hårdt arbejde og indsigt.

Mette Poulsen, Torben Skov, David Joelsen, Niels Duus Nielsen, Bjørn Pedersen og Allan Madsen anbefalede denne kommentar
Bjørn Pedersen

Det er journalistens opgave at "fact-chekke", at be- eller afkræfte information de er bleven fortalt, at stille kritiske spørgsmål. Det jeg dog oftest støder på, lader til at være artikler hvor journalisten selv har forsøgt at "omformulere" noget de er blevet forklaret af en fagperson, men fordi de ikke selv forstod den oprindelige forklaring bliver resultatet noget andet end hvad fagpersonen selv sagde.

Mette Poulsen, Ole Schwander og Frank Hansen anbefalede denne kommentar
Morten Balling

Måske skulle videnskaben droppe nogle af de svære ord. Det er støj på linjen. Hvis du vil kommunikere noget information fra din egen hjerne til modtagerens hjerne, så er hvert et ord modtageren ikke forstår ren støj.

Hvorfor gør man det så i det videnskabelige miljø? Et godt bud er at det er for at imponere ens kolleger og ens omverden. Andre gange ønsker man måske at dække over en spinkel ide.

I nogle tilfælde kan de svære ord også være mere nøjagtige i deres beskrivelse af det de beskriver, men så må man bruge et ord eller to mere.

Karsten Aaen, Carsten Enevoldsen og Torben Skov anbefalede denne kommentar

og så er der lige en vinkel mere til problemet: den etablerede sundhedsfaglige verden kæmper stedse mod den alternative, og forsøger hele tiden at nedgøre den alternative ved at påstå at alle alternative er viklet ind i sær tænkning og pengebegærlighed.
Det er tilfældet for enkelte. Men den solide del af det alternative bidrager i høj grad til den almindelige folkesundhed.
Hvorfor kan man dog ikke tage det alvorligt efter alle disse år?????
Journalister bør også være opmærksomme på, i hvor høj grad sundhedsvæsnet er underlagt medicinalindustrien på nogle lidt usynlige måder.

Vil lige tilføje, at det konventionelle og det alternative sundhedssystem arbejder fint sammen i f eks Tyskland. Til glæde og gavn for patienterne. Hvis de kan i Tyskland, hvorfor så ikke her i DK?

Carsten Enevoldsen

Morten Balling rejser et helt centralt spørgsmål. Jeg er ganske sikker på, at 'svære ord' ofte anvendes for at imponere omverdenen. Mere ondt formuleret, så kan der bygges der et elfenbenstårn, som kan holde den umælende hob ude. Begrebet 'lægelatin' bruges vel ofte for at karakterisere dette problem. Allerede Holberg pegede jo på den sag. Morten Balling peger dog også på den positive vinkel: At et helt universelt fagsprog (som netop lægelatin) på et højt abstraktionsniveau kan være meget effektivt. mellem fagfæller. Der er så faldgruben, at nogle forbliver inden for logen. De mest vidende fagfolk/forskere vil derimod være i stand til at formulere resultatet/budskabet i lægmandssprog - enten med flere ord (som Balling skriver) eller med andre ord/situationsbestemte eksempler. Mange videnskabelige tidsskrifter kræver, at forfattere medsender en slags 'lægmandssammendrag' (benævnt interpretative summary, implications eller lignende). Det er min erfaring, at det er svært for mange forskere at formulere resultater på den måde, men det er måske lakmusprøven for en dyb forståelse. Da formidling er en disciplin i sig selv, giver det god mening at involvere fagfolk som journalister, men jeg vil være bekymret, såfremt forskeren ikke selv er i stand til at oversætte fagsproget til noget konkret. Jeg er måske endnu mere bekymret, når (ikke hvis) forskeren kører direkte fra den konkrete resultatformidling til debatten/salgsprocessen, som demonstreret af Klarlund (oprindelig vejleder for Penkowa), Astrup, (halv)Wind m.fl. Men også her er der brug for en kritisk journalist - som jo ikke kan eksistere i kampagnejournalistik?

Mette Poulsen

@ Karen Grue, i Tyskland udbyder de ikke alternative behandlinger inden for det offentlige - de udbyder afprøvede metoder, hvilket fjerner alternativ mærkaten :-)

Til emnet: i andre lande f.eks. England gør man ofte brug af akademikere med en journalistisk overbygning dvs. en biolog med en etårig journalistisk uddannelse oveni. Det gør nok forskel i de spørgsmål, der bliver stillet og hvodan stoffet bliver formidlet.

@ Mette Poulsen

Passer aldeles ikke! I Tyskland er der en hel del heilpraktikere, som anvender bl.a. homøopatiske midler i deres virke som alternative behandlere - heilpraktik er anerkendt i Tyskland! Og skal vi sammenligne med DK, vil min påstand så være ift. den information, du kommer med nu, at så må kiropraktorer i DK også regnes med til alternative behandlere i DK!

On topic - more:

Som humanist og samfundsfagsuddannet er jeg efterhånden ved at være godt træt af at folk fra naturvidenskaben kalder naturvidenskab for for (den eneste) videnskab - det er en fordanskning at det engelske ord 'science' som dækker over fysik, kemi, biologi, matematik mm. Men i DK har vi altså også andre videnskabelige traditioner end den rent naturvidenskabeluge/fysiske/kemiske videnskab! bl.a. har vi humanvidenskaberne og samfundsvidenskaberne...

Ift. det som emnet/klummen/kommentaren handler om, så er det sådan, at journalister altid leder efter den rette vinkel, altid leder efter en krog at hænge emnet op på, og altid gerne vil formidle kort, klart og kontant om, hvad der sker i naturvidenskaben, i samfundsvidenskaberne mm. og mv. - derfor strammer de ofte konklusionen af et studie, f.eks. om behandling af kræft, eller om hvor mange unge der falder igennem ift. deres diagnoser/udsathed/trivsel i skolen mm. og mv.