Læserbrev

Hypnose er psykologisk behandling - ikke underholdning

Hypnose har uden tvivl en stor underholdningsværdi på tv, men det skygger desværre for, at hypnose er en seriøs og effektiv behandlingsform, der kun bør udføres af fagpersoner, skriver psykolog Caspar Christensen i dette debatindlæg
Debat
2. september 2019

Der er meget stor interesse for scenehypnose i underholdningsbranchen. Hver tv-kanal har tilsyneladende haft sit tv-program omkring hypnose, og for nylig, den 24. august, optrådte to personer med scenehypnose i talentshowet Danmark har talent på TV2.

I sidstnævnte program mister en af dommerne, Signe Lindkvist, kontrollen og får ’limet’ sine hænder sammen, senere får hun grineflip på en af hypnotisørernes kommando. Modsat virker en anden dommer, Simon Jul, rimelig upåvirket.

Seerne af programmerne sidder måske med et indtryk efterfølgende af, at hypnose er humbug eller ufarlig sjov.

Hypnose er ikke humbug. Hypnose er en aflæring- og indlæringstilstand kendetegnet ved en fokuseret opmærksomhed.

Vi har forskellig hypnotiserbarhed, men forskning peger på, at der er et stort ubenyttet behandlingspotentiale ved brug af hypnose i sundhedsvæsnet i Danmark. For eksempel viser et nyt dansk studie, at hypnose forbedrer kognitive funktioner som informationsbearbejdning og arbejdshukommelse hos patienter med kognitive senfølger af hjerneskade.

Andre studier viser, at der er en betydeligt større behandlingseffekt ved at kombinere allerede velafprøvede psykologiske behandlingsformer, såsom kognitiv terapi, med hypnose i behandlingen af flere psykiatriske lidelser.

Hypnose kan være farligt, hvis ikke hypnotisøren anvender hypnosen forsvarligt.

Der findes eksempler på, hvordan scenehypnose har udløst psykose hos hypnotiserede deltagere.

I nogle lande kan det være strafbart at udføre hypnose, medmindre det er med henblik på forskning eller behandling samt udført af en læge eller psykolog. Herhjemme er der frit slag for lægmænd til at starte som hypnoterapeut, og der findes eksempler på, at psykoterapeuter ikke har opfyldt de standarder, som autoriserede sundhedspersoner skal følge.

Scenehypnose har uden tvivl stor underholdningsværdi, men det holder desværre liv i myter omkring hypnose, og kan derved blive på bekostning af patienterne i sundhedsvæsnet.

Hvis vi skal udnytte hele behandlingspotentialet ved brug af hypnose i sundhedsvæsnet i Danmark, er der behov for en lov, som begrænser hypnose til sundhedspersoner med betydeligt kendskab til psykologi og psykosomatik, og som er tilstrækkeligt opdateret på forskningen for netop at undgå skade og sikre patientens bedste.

Caspar Christensen er psykolog.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her