»Barsel er noget, vi snakker om om et par år. Det er jo dyrt for en virksomhed.«
»Hvordan tænker du, at du vil klare arbejdslivet og få det til at hænge sammen derhjemme?«
»Jeg holdt sgu kun to ugers barsel – det var mere end rigeligt.«
Ovenstående er blot nogle få eksempler på de udtalelser og spørgsmål, jeg som nybagt mor er blevet mødt med i forbindelse med at vende tilbage til arbejdsmarkedet.
Frygt for børn
En beslutning om et jobskifte førte til et LinkedIn-opslag, og LinkedIn-opslaget blev til mange kaffemøder. De fleste til stillinger som projektleder i reklame- og designbranchen og størstedelen med mænd i højtstående stillinger på den anden side af bordet.
Og det er netop i de snakke, at min frustration og inspiration til indlægget skal findes. For selv om jeg ikke som udgangspunkt ser det som et problem, at det er mænd, jeg må drikke kaffe med, ser jeg den attitude, jeg oftest mødes af, som en udfordring.
Siden den dag, jeg begyndte at søge job, er jeg stødt på udfordringer i forbindelse med mit køn. Som kvinde bliver jeg nemlig ofte mødt med forudindtagede holdninger til, hvad det, at jeg er født med en livmor og en dag (måske) skal sætte børn i verden, vil betyde for mit arbejdsliv. Nogle gange lige så direkte som ovenfor, men som regel gennem et tykt lag af usagt bekymring, fordi personen på den anden side af bordet godt ved, at det egentlig ikke er okay at stille den slags spørgsmål.
Inden jeg blev mor, lå bekymringen fra mine potentielle arbejdsgivere som regel i frygten for, at jeg var i den fødedygtige alder og snart ville få børn. Måske naivt håbede jeg, at jeg på den anden side af min barsel ville møde færre udfordringer. Det viste sig dog ikke at være tilfældet.
Det virker, som om jeg som kvinde har et loophole af tid, hvor jeg er attraktiv, og det tidspunkt skal findes, efter mine børn er fyldt ti år, og før jeg bliver 60. Indtil da må jeg leve med at være arbejdsdygtig, men konstant få sat spørgsmålstegn ved mine prioriteringer som medarbejder. Kan det virkelig passe?
Min mor har ofte fortalt mig, hvordan hun engang til en jobsamtale blev spurgt om, hvordan hun ville klare at have en karriere og et lille barn. Til det svarede hun:
»Jeg har en mand«.
Det er 31 år siden, og jeg kæmper i dag samme kamp.
Der er efter sigende 37 måder at leve i en familie på i Danmark. Alligevel kan det føles, som om arbejdsmarkedet kun er gearet til én type familie – den, hvor moren er den primære omsorgsgiver.
Forandring er mulig
Jeg tror på, at det er muligt at skabe forandring, men at de gode intentioner oftest forhindres af samfundsstrukturelle barrierer som forskel i lønniveau og barselsordninger.
Så kære Mogens Jensen (S), minister for fødevarer, fiskeri, nordisk samarbejde og nå ja, ligestilling. Jeg håber, at du vil slå et større slag for ligestillingen end dine forgængere. For der skal gøres mere på et politisk plan for, at ligestilling rent faktisk er noget, vi kan bryste os af.
Dog tror jeg også, at vi som arbejdstagere er nødt til at stille nogle krav for at udfordre status quo. At vi som kvinder må stå op for os selv, være solidariske og sætte spørgsmålstegn ved de vilkår, vi tilbydes. At vi skal tro på, at vi som individer er gode nok, og at det ikke er nødvendigt at tilsidesætte vores femininitet for at have gennemslagskraft. Og så skal mændene bakke os op! Derhjemme, når det handler om ansvarlighed i familielivet. Men også på arbejdspladserne, hvor barsel bør være noget, alle stiller krav til.
Og sidst, men ikke mindst kræver det, at lederne, uanfægtet køn, lader ansættelsesprocessen bære præg af, hvilke kompetencer den enkelte medarbejder kan bidrage med og ikke hvilket køn, der sidder over for dem.
Jeg har lovet mig selv, at jeg fremadrettet vil forsøge at holde fast i mit moralske kompas og ikke give køb på mine værdier, bare fordi jeg gerne vil have et arbejde. Jeg vil derfor søge arbejdspladser og arbejdsgivere, der understøtter og bidrager til at fremme ligestilling.
Mit håb er, at vi inden for en overskuelig fremtid, når vi som kvinder søger job, ikke bliver degraderet fra start. At vi, når vi bliver ansat i et nyt job, ikke skal starte med at løbe fordommene af os eller bevise, at vi er det ansvar eller den løn værd, som mændene i de samme stillinger starter på.
Det er de faglige resultater, vi skaber, og den energi og værdi, vi tilfører vores arbejdspladser, der betyder noget.
Mand som kvinde.
Ida Maria Graff Righolt, projektleder
Det er jo hver gang man søger et nyt job, at den slags kommentarer eller spørgsmål ind i fremtidens privatsfære kommer på banen, såfremt man er kvinde.
Det burde være no-go.
Men vi er desværre ikke blevet bedre til ligestilling i Danmark igennem lang tid.
Eva du har vel aldrig været til jobsamtale som mand så hvad er det præcist du ved om mænds jobsamtaler?
Tom, jeg snakker jo overhovedet ikke om mænds jobsamtaler.
Så hvad vil du egentlig spørge om?
For at præcisere:
Hver gang jeg har været til jobsamtale, har det været på dagsorden om jeg havde planer om at få børn i fremtiden.
Hvor mange mænd bliver spurgt om det samme?
Iøvrigt er det ulovligt at spørge, men det forhindrer ikke at der bliver spurgt.
Tom, hvis der bliver spurgt til mænds planer om at få børn, kunne det være et virkelig godt indlæg i ligestillingen :-)
Men du ved altså at mænd aldrig bliver spurgt ind til familiære forhold eller sundhed?
Du må virkelig have været fluen på væggen til mange ansættelsessamtaler.
Tom, nej jeg ved ingenting om mænds familiære forhold eller sundhed, og jeg har aldrig været fluen på væggen.
De mandlige kolleger er bekymret, sagt eller usagt, fordi de frygter at kvinders børn vil føre til ekstra, ulønnede, arbejdsbyrder for dem. De frygter at de må arbejde hurtigere når de skal dække barsel, børns sygdom, forældremøder osv, og de frygter at kvinder vil nedprioritere deres karriere i det lange løb til fordel for deres familie.
Og det kan man jo godt forstå når man læser debatindlægget. For det handler kun om hvordan andre skal laves om og arbejde hårdere for at få kvindernes valg til fungere.
@ Mads Jakobsen
Vil mændene ikke have børn?
Det er vel ikke kun kvindernes valg?
Hvis nu alt var fair delt op mellem mænd og kvinder ved arbejdstid, hvad er så problemet?
Her mener jeg lønnen
Hvor mange mænd ville kæmpe imod fx fair barselsorlov?
Det er jo netop pointen med tilknytning til barnet :-)
Det plejer jo normalt at være manden der “gør kvinden gravid” når pligter skal fordeles. Ansvaret er hans. Kvindens ansvar opstår kun i situationer hvor beslutninger skal tages of noget skal bestemmes. Så er det hendes krop og graviditet og mandens holdning er irrelevant.
Kvinder og mænd træffer anderledes beslutninger, har forskellige hormoner osv. At tro at vi er ens er at fornægte selve naturen.
Men måske vi kunne nærme os hinanden bedre mere på arbejdsmarkedet hvis mænd fik lige rettigheder til deres børn i stedet for at blive behandlet som andenrangsforældre. Det kræver selvfølgelig at kvinder opgiver den ophøjede status de i dag nyder i statsforvaltningen og det er der ingen udsigt til.
@ Tom Finkel
"Kvinder og mænd træffer anderledes beslutninger, har forskellige hormoner osv. At tro at vi er ens er at fornægte selve naturen."
Hvordan mener du at kvinder og mænd træffer differentierede beslutninger, handler det om køn ?
Jeg forstår ikke helt at fædre er andenrangs forældre, for børnene vil jo gerne se deres far, hvis de kan lide ham?
Eva Schwanenflügel, det er ikke en arbejdsgivers, og kollegernes, valg om en kvindelig medarbejder får børn. Og typisk lægger mænd flere arbejdstimer i løbet af livet, så "fair opdelt" er et dejligt fleksibelt begreb.
Og alt dette ved arbejdsgivere og kolleger, og derfor spørger de ind til hvordan en mulig kvindelig ansat har tænkt sig at det alt sammen skal forløbe. For at forebygge at de kommer til at stå med håret i postkassen. Det er ikke just raketvidenskab.
@ Mads Jakobsen :
"Det er ikke en arbejdsgivers, og kollegernes, valg om en kvindelig medarbejder får børn".
Det er vel heller ikke en kvindelig medarbejders valg alene om hun får børn?
Børn er med til at fortsætte samfundet, hvis kvinder slet ikke får børn, er vi vist på herrens mark ;-)
Jo, det er den kvindelige medarbejders valg alene. Ingen kan på nogen måde tvinge hende eller forpligte hende til at få børn. Heller ikke samfundets ve og vel. Det er ikke lige som mænds værnepligt, hvor samfundets behov bare trumfer mænds frie valg.
Eva jeg siger at mænd bliver behandlet som andenrangsdorældre af et system der groft favoriserer kvinder.
Lad os da endelig få fordelt barselsorloven mere ligeligt(pr lov). Det vil med garanti skabe en holdningsændring, på samme måde som ryger-lovgivning og afskaffelsen af revselsesretten har gjort. Det er på vej fra EU, men der skal nok mere til. Dér kunne Danmark så gå foran med et godt eksempel.
Ligestilling er en svær ting,
specielt når man snakker om ligestilling mellem kønnene. For hvordan skaber man ligestilling mellem noget, der ikke har samme udgangspunkt eller samme mål det kører efter. For mænd og kvinder er ikke ens fysisk ELLER psykisk.Men at vi prøver at handler som om biologi ikke spille ind og hormoner ikke har en massiv påvirkeliges af vores adfærd.
Men det er Fy at snakke om biologi og tilbøjeligheder. Selv om der er nok i verden der ellers påpeger dette (dyreriget som vi jo ikke tilhører på nogle måde, vise det ellers dette meget tydeligt)
Jeg er ikke tilhænger af helt faste kønsrollemønstre,Men man kan ikke komme uden om, at kønsrollemønstrene er linket til vores biologi. For vores biologi medfører tilbøjeligheder, som så kommer til udtryk i vores adfærdsmønstre og kønsroller, og igen jeg snakker IKKE i absolutter her, men kun om biologiske tilbøjeligheder.
Dette gør kun at det er naturligt at arbejdsgiver er betænksom om hvor lang tid kvinde vil blive i jobbet når han skal ansætte hende, desværre
Men der skal være plads til at kvinde der vil arbejde(gør karriere) og manden der passe børn i vores samfund. Men det skal ikke ske med tvang eller social konstruktion.Dette komme fra ender var hjemmegående far.
Ret til selvbestemmelse over vores egne social kultur og normer TaK!!