Læserbrev

‘Nej, det er ikke sagligt at spørge mig, om en masse forfattere er ligesom racister’

Informations anmelder af #MeToo-bog gentager i nyt indlæg sin kritik af bogen. Men det spørgsmål, som en omtale af mulige overgreb på Forfatterskolen får hende til at stille, er usagligt, skriver anmelder Thomas Thurah i dette debatindlæg
9. august 2019

Det er en anmelders opgave at referere en bogs grundlag, tanker og pointer, helst hvor bogen er stærkest. For så eventuelt at klaske til den. Det er derimod ikke opgaven at fortie eller fordreje alt det samme for med størst mulig effekt at klaske til den.

Det var pointen i min kritik af journalist Lone Nikolajsens anmeldelse af Marianne Stidsens #MeToo-bog. Med den tilføjelse at det særligt gælder i en tid, hvor fordrejninger og fjendebilleder i de trykte medier smitter af på og blæses op i overstørrelse på de sociale medier.

Nikolajsens anmeldelse stod i Information den 27. juli, min kommentar med flere eksempler på det, min kritik gik på, først den 6. august.

Lone Nikolajsen benytter den 7. august min kritik til at gentage sin kritik af Marianne Stidsens bog. Hvorvidt fremstillingen af bogen denne gang er mere loyal, og om indlægget er et svar på spørgsmålene, som min kritik rejser, må andre vurdere.

Mod slutningen af sin tekst retter Lone Nikolajsen imidlertid et spørgsmål direkte til mig.

Hun hævder, at det er bogens indirekte påstand, at underskriverne af det brev, som i sin tid opfordrede til en undersøgelse af mulige overgreb på Forfatterskolen, rangerer på linje med »historiens store skurke, racisterne, antisemitterne og homofoberne«.

Bemærk: Underskriverne, som tilsluttede sig et ønske om en undersøgelse. Herefter spørger hun mig, om jeg synes, at den sammenligning er »saglig og fair«.

Ord kan ikke beskrive, og Lone Nikolajsen næppe forstå, hvor usagligt og unfair det greb og spørgsmål er.

Thomas Thurah er journalist og anmelder

Dansklektor Marianne Stidsens bog ’Den nordiske MeToo-revolution 2018 – og dens omkostninger’ er tydeligvis skrevet meget hurtigt og rummer flere svagheder, men også pointer og et mod og en skarphed, som debatten meget dårligt kan undvære, skriver Thomas Thurah i sin kritik af Informations anmeldelse.
Læs også
Bogens analytiske lavpunkt (og komiske højdepunkt) er, når Marianne Stidsen begynder at associere frit ud fra den nu afgåede sekretær for Det Svenske Akademi Sara Danius’ påklædning.
Læs også
Thomas Thurah mener, min anmeldelse af Stidsens #MeToo-bog er stigmatiserende og forvirrer en vigtig debat. Det samme mener jeg, at Stidsens bog er og gør
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Bjarne Toft Sørensen

Det vil være naivt at tro, at identitetspolitiske bevægelser, ligesom andre politiske bevægelser, ikke er forbundet med magt og et ønske om at udøve magt. Således vil det også være naivt at tale om bevægelser på baggrund at nationalitet, etnicitet, køn og seksualitet, uden samtidig at tale om magt og magtudøvelse.

Tilsvarende har kønskampen, med vægt på kvinders rettigheder, på de videregående uddannelser, siden slutningen af 1960erne, også drejet sig om at skabe så stor en akademisk platform som muligt og så mange stillinger som muligt. Det er som om, at det i den sammenhæng er forbudt at tale om magt og magtudøvelse, for det er jo sådan noget, der forbindes med magthavere, og de er jo mænd.

Problemet i en demokratisk sammenhæng er imidlertid, hvis det identitetspolitiske helt kommer til at overskygge det menneskelige, således at sammenhængskraften i samfundet forsvinder. Princippet om først og fremmest menneske, og dernæst noget mere end det, f.eks. defineret ved etnicitet og køn, er altafgørende for demokratiets overlevelse.

Jeg kan ikke lade være med at tænke på grisenes slogan efter dyrenes magtovertagelse på gården i George Orwells roman ”Animal Farm”: Alle er lige, men nogle er mere lige end andre!

Som parallel vil jeg henvise til et citat fra en leder skrevet af Ralf Christensen: ”A$AP Rocky er ikke hævet over retsstatens principper. Heller ikke med en ven som Trump”:

”Mere nedslående er den blinde opbakning fra nordamerikanske kendisser. I stedet for at vurdere sagen på egne præmisser og anerkende at Sverige er en retsstat, så vælger de en automatreaktion over for anholdelsen af endnu en ung, afroamerikansk mand. Denne befolkningsgruppe sidder trods alt i fængsel i helt horribelt store mængder og med en uforholdsmæssig racemæssig slagside i USA. Men det retfærdiggør ikke, at man på forhånd frikender A$AP Rocky. Som statsminister Löfven har sagt:»Alle er lige for loven, inklusive besøgende fra andre lande.«
A$AP Rocky er ikke hævet over retsstatens principper. Heller ikke med en ven som Trump

Lone Nikolajsen fremstiller en, på mange måder lignende situation, således: ”Stidsen skriver, at det ikke på noget tidspunkt havde handlet om »en rimelig fair eller fornuftig ligestillingskamp, men derimod om en misforstået feminisme, der skal give særrettigheder til kvinderne (...). Det skal altså få kvinder ovenpå, alene i kraft af deres køn, mens mænd så til gengæld skal dukkes, også alene pga. deres køn. Akkurat ligesom andre befolkningsgrupper: sorte, jøder og homoer tidligere har skullet det.«”

Jeg opfatter ikke den aktuelle historiske hændelse i tilknytning til Forfatterskolen som et bevidst iscenesat karrierefremmende feministisk komplot, men det er for mig at se også oplagt, at det var noget, der latent lå i situationen.

Hele måden, det blev grebet an på, var, set ud fra retsstatsprincipper, dybt problematisk.

Set i et Forfatterskole – historisk perspektiv var der, på et latent plan, lagt op til ”payback time”. Det vil været dybt skadeligt for skolen, hvis den udvikler sig til en form for feministisk forfatterskole, men det har jeg heller ikke forventninger om, at den gør under den nye rektor.

Skolens bestyrelse og rektor er nok, i løbet af processen, blevet langt mere bevidst om end tidligere, hvad det vil sige at drive en forfatterskole i 2019, der både holder fast i nogle traditioner, men også lever op til nogle krav om ledelse og uddannelse, der svarer til samtidens.

Marianne Stidsen

Blot en enkelt fodnote til den passage i Lone Nikolajsens seneste indlæg, som har fremkaldt Thomas Thurahs læserbrev. Når Lone Nikolajsen citerer mig for, at det ikke på noget tidspunkt havde handlet om »en rimelig fair eller fornuftig ligestillingskamp, men derimod om en misforstået feminisme, der skal give særrettigheder til kvinderne (...). Det skal altså få kvinder ovenpå, alene i kraft af deres køn, mens mænd så til gengæld skal dukkes, også alene pga. deres køn. Akkurat ligesom andre befolkningsgrupper: sorte, jøder og homoer tidligere har skullet det« og derpå konkluderer: "Her får Stidsen lige placeret underskriverne af det brev til Forfatterskolens bestyrelse, der angiveligt startede det hele, på niveau med historiens store skurke, racisterne, antisemitterne og homofoberne", så glemmer hun en vigtig ting. Citatet fra bogen har nemlig en linje mere, som hun ikke citerer ”Og gerne helt ned under gulvbrædderne, hvis det står til den hårde kerne.”

Ved at udelade denne linje får Lone Nikolajsen det til at fremstå, som om jeg skærer alle brevunderskrivere over én kam. Det gør jeg imidlertid ikke. I kapitlet om Forfatterskolesagen i 'Den nordiske MeToo-revolution 2018' skelner jeg meget tydeligt mellem det, jeg netop kalder 'den hårde kerne’ (hvortil initiativtagerne til brevet, der var en medvirkende årsag til fyringen af Brixvold, hører), og så de mere moderate deltagere i tråden.

Bjarne Toft Sørensen

Som et supplement til Marianne Stidsens kommentar:

Blandt de 55 forfattere, der skrev under på brevet til Forfatterskolens bestyrelse, hvor de ønskede en uvildig undersøgelse af skolens forhold vedrørende sexchikane og upassende opførsel, var der personer, der ønskede, at brevet skulle få som konsekvens, at rektor og én af skolens undervisere blev afskediget.

Der var også andre, der ikke ønskede dette, og ikke havde regnet med, at brevet ville få den konsekvens, at rektor blev fyret. Da det alligevel skete, fortrød de, at også de havde skrevet under på brevet.

Ud fra hændelsesforløbet og mine erfaringer vil jeg formode, at bestyrelsen har skønnet, at uroen og rygtedannelserne ikke ville ophøre fra den mere hårde kærne blandt underskrivernes side, med mindre de fyrede rektor.

Problemet med forløbet og undersøgelsen var især, at elementære principper som retten til genmæle og en kritisk indstilling til anonyme og ukonkrete personanklager blev tilsidesat.

Igen er det min formodning, at det var principper, som Forfatterskolens bestyrelse har skønnet, at man var nødt til at tilsidesætte, hvis der skulle skabes ro omkring skolen. Det blev nok betragtet som et spørgsmål om skolens overlevelse.

Marianne Stidsen

Jeg giver Bjarne Toft Sørensen ret i hans kommentar.

Problemet er blot, at vi i øjeblikket ser den slags ske med institution efter institution. Forfatterskolen er kun en af dem. En hård aktivistisk kerne lægger pres på en ledelse eller en bestyrelse. De får andre personer med - ofte under dække af, at det handler om noget andet, end det, det egentlig gør. Og ledelsen og bestyrelsen handler i en panisk fart og med tilsidesættelse af de retsprincipper, Sørensen taler om.

Men man glemmer, at den ro man får ud af en sådan eftergivenhed, nogenlunde svarer til den ro, den forretningsdrivende får ud af at betale en bande for ikke at få smadret sin forretning. Med andre ord: det er en aldeles kortsigtet løsning.

Ved at sætte flere sager op ved siden af hinanden i min bog, er hensigten netop at henlede opmærksomheden på den større ødelæggelse af vores samfund, som MeToo-bevægelse er ved at afstedkomme. I håb om, at det kan være med til at få institutionerne til IKKE at give efter for presset.

Og måske også i håb om, at nogle af dem, som er kørt med på en kampagne, uden rigtig at være klar over, hvad den gik ud på, vil tænke sig ekstra om næste gang, de bliver indbudt til at skrive under på noget, der ved første øjekast kan virke selvindlysende og uimodsigeligt, som noget intet fornuftigt menneske ville kunne være imod.

Som det hed i den gamle Twin Peaks-serie: 'The owls are not always what they seem'.