Kronik

Overdreven brug af isolationsfængsling skyldes populistisk leflen for retsfølelsen

Mens man internationalt bestræber sig på at reducere brugen af isolation i fængslerne, er isolation som disciplinærstraf næsten firedoblet i danske fængsler siden 2001. Det skyldes de seneste 18 års højrepopulistiske retspolitik, som vi nu bør gøre op med, skriver Rosa Lund (Ø) og Hans Jørgen Engbo i dette debatindlæg
Fængslerne er i dag pålagt at bruge disciplinærstraf, selv om det konkret vurderes, at andre og mere skånsomme midler ville være bedre egnet til opretholdelse af orden og sikkerhed, skriver dagens kronikører.

Fængslerne er i dag pålagt at bruge disciplinærstraf, selv om det konkret vurderes, at andre og mere skånsomme midler ville være bedre egnet til opretholdelse af orden og sikkerhed, skriver dagens kronikører.

Tor Birk Trads

5. august 2019

Brugen af isolationsstraf i de danske fængsler er steget voldsomt, og det er skadeligt for både indsatte og ansatte i fængslerne – og for samfundet.

Siden 1970’erne har isolation af varetægtsfængslede været et emne, der har været til debat. Isolation af mennesker er blevet betegnet som inhumant, og helbredsmæssige skadevirkninger af isolationen er gang på gang blevet påvist både herhjemme og i udlandet.

Brugen af varetægtsisolation er da også faldet, og i dag bruges dette indgreb kun sjældent. Siden 2001 har Rigsadvokaten årligt redegjort for brugen af varetægtsisolation. Disse opgørelser viser, at der i perioden fra 2001 til 2017 er sket et fald i antallet af årlige isolationsfængslinger fra 553 til 17 – et fald på hele 97 procent. Ganske imponerende.

Til gengæld har der været langt mindre fokus på den isolation, som fængslerne egenhændigt har praktiseret over for såvel varetægtsfængslede som fængsels- og forvaringsdømte. Det gælder ikke mindst brugen af isolation som disciplinærstraf – i loven kaldet strafcelle – for uønsket adfærd i fængslet.

Stigende brug af strafisolation

I 2001 blev strafcelle ifølge Kriminalforsorgens årlige statistikberetning anvendt i alt 1.289 gange, altså mere end dobbelt så hyppigt som varetægtsisolation.

Men mens varetægtsisolation siden da er reduceret til et minimum, er isolation som disciplinærstraf fra 2001 til 2018 næsten firedoblet, og i 2017 blev der anvendt strafcelle 240 gange, hver gang varetægtsisolation blev anvendt én gang. Hertil kommer yderligere den omstændighed, at varigheden af isolationen i mange tilfælde er markant længere end før.

Men hvad er årsagen til denne eksplosivt voksende brug af disciplinær isolation i de danske fængsler?

Det er i debatten blevet hævdet, at udviklingen er en naturlig følge af, at mange indsatte med korte straffe i de senere år er idømt samfundstjeneste eller afsoner fængselsstraf på bopælen med elektronisk fodlænke; tilbage i fængslerne er kun de hårdeste kriminelle, som skulle give anledning til flere disciplinære problemer. Denne forklaring holder imidlertid ikke.

For det første er det erfaringsmæssigt de korttidsstraffede indsatte, som hyppigst krænker fængselsdisciplinen, og som derfor undergives isolation som disciplinærstraf. Dette bekræfter Kriminalforsorgens statistik med al tydelighed.

Ifølge Kriminalforsorgens statistikker blev ubetinget strafcelle i 2001 brugt 189 gange i det åbne fængsel Kærshovedgård, som udelukkende husede indsatte med helt korte straffe, som i vore dage overvejende afsones på bopælen med fodlænke, mens de lukkede fængsler for langtidsdømte i Horsens, Nyborg og Vridsløselille tilsammen kun brugte strafcelle 162 gange. Dette svarer til 141 gange pr. 100 indsatte i Kærshovedgård og 33 gange pr. 100 indsatte i de tre lukkede fængsler.

For det andet er det ikke rigtigt, at flere er idømt samfundstjeneste eller har afsonet hjemme med fodlænke i de seneste år – tværtimod. Fra 2015 til 2017, hvor antallet af strafcellekendelser steg eksplosivt, registrerede Kriminalforsorgen klare fald i antallet af både samfundstjeneste- og fodlænkeafsoninger.

Et politisk projekt

Den virkelige forklaring på den voldsomme udvikling i brugen af isolationsstraf skal slet ikke findes i fængslerne. Den øgede brug af isolationsstraf er et rent politisk projekt.

Det retspolitiske systemskifte efter folketingsvalget i 2001 medførte en række stramninger i fængslerne. I 2004 lancerede regeringen sin nultolerancepolitik mod narkotika, som blandt andet indebar en skærpelse af disciplinærstraffene, og i den forbindelse blev der bevilget knap otte mio. kr. til indretning af 30 nye isolationsceller i de åbne fængsler.

Dette initiativ afspejler sig tydeligt i statistikken med en stigning i brugen af isolationsstraf på 62 procent fra 2003 til 2005.

De seneste års eksplosive udvikling skyldes en politisk beslutning i 2016 om at iværksætte en række initiativer til bekæmpelse af ulovlig indsmugling og besiddelse af mobiltelefoner og andre elektroniske kommunikationsmidler, herunder indførelse af automatisk disciplinærstraf for besiddelse af mobiltelefoner m.m. og en tredobling af disciplinærstraffen (i førstegangstilfælde en skærpelse fra fem til 15 dages strafcelle).

Ude af proportioner

Det er af flere grunde en meget problematisk udvikling.

For det første er den udbredte brug af isolationsstraf i strid med alle internationale bestræbelser på at reducere brugen af isolation i fængslerne.

For det andet har disciplinærstraf mistet sin funktion som redskab for fængselsledelsen til opretholdelse af orden og sikkerhed i fængslet. Folketinget har taget dette redskab ud af fængslernes hænder og har gjort det til et retspolitisk redskab, som skal tjene til skærpelse af de straffe, som domstolene fastsætter.

De skærpede disciplinærstraffe skal nemlig i vidt omfang benyttes over for adfærd, som ikke blot har karakter af rene ordensforseelser, men som er strafbare handlinger, som tillige skal medføre strafferetlig forfølgelse. De indsatte skal straffes dobbelt.

Og disciplinærstraffene skal bruges automatisk uden nogen vurdering af nødvendigheden og dermed i klar strid med det almindelige forvaltningsretlige proportionalitetsprincip.

Dette princip går blandt andet ud på, at offentlige myndigheder ikke må anvende mere indgribende foranstaltninger, hvis mindre indgribende er tilstrækkelige, og at et indgreb som middel skal stå i rimeligt forhold til målet.

Men fængslerne er i dag pålagt at bruge disciplinærstraf, selv om det konkret vurderes, at andre og mere skånsomme midler ville være bedre egnet til opretholdelse af orden og sikkerhed, og at udmåle disciplinærstraffene langt strengere, end det ud fra et fagligt grundlag findes nødvendigt.

Svækker sikkerheden

Samtidig svækker den voldsomme brug af isolationsstraf sikkerheden i fængslerne, idet god sikkerhed først og fremmest opnås gennem naturlige og konstruktive relationer mellem personale og indsatte. Brug af isolationsstraf skaber afstand mellem personale og indsatte og danner grobund for et mere konfliktfyldt klima i fængslerne.

For det fjerde griber isolationsstraffen ind i de daglige, konstruktive elementer i fængselsregimet, som blandt andet skal tjene til at styrke de indsattes muligheder for at forberede sig på en positiv, social tilpasning i samfundet efter løsladelsen (resocialisering).

Isolationen afbryder således igangværende undervisnings- og arbejdstræningsforløb og måske tillige behandlingsaktiviteter af forskellig art.

Desuden risikerer isolationen at skabe eller styrke en fjendtlig indstilling hos den enkelte indsatte mod fængselspersonalet og en følgende svækket tilbøjelighed til at tage imod personalets tilbud om deltagelse i sådanne aktiviteter, som kan virke resocialiserende.

Folketinget bør snarest muligt give disciplinærstraffesystemet tilbage til fængslerne, så det kan anvendes efter dets formål af fagfolk under iagttagelse af dansk forvaltningsrets principper om skånsomhed og proportionalitet.

Desuden bør det seriøst overvejes at afskaffe isolation som disciplinærstraf, således som det for længst er sket i Norge og Sverige.

Folketinget bør lade sig inspirere af fængselsforskningen og – ikke mindst – af den fagkundskab, som fængslernes personale besidder, frem for at lade sig lede af populistiske retsfølelsesspekulationer uden evidensbaseret og erfaringsmæssigt fagligt grundlag.

Rosa Lund er retsordfører for Enhedslisten. Hans Jørgen Engbo er kriminalist og tidligere fængselsinspektør.

Men. Efter et par uger kunne jeg ikke længere koncentrere mig om at læse bøger og se længere udsendelser i fjernsynet. Det fortog sig, da jeg kom ud af isolationen, men jeg døjer stadig med hukommelsessvigt, siger Andres Rasmussen.
Læs også
»Hvis vi i en periode må lukke de indsatte inde lidt længere, fordi personalet er presset, så er det træls for de indsatte. Men det er jo ikke en flok artige spejdere, så de overlever nok,« siger justitisminister Søren Pape.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Lise Lotte Rahbek
  • Morten Andersen
  • Anders Reinholdt
  • Christian Mondrup
  • Troels Ken Pedersen
  • Ken Sass
  • Mads Berg
  • Carsten Wienholtz
  • Hans Larsen
  • Rune Christensen
  • Johnny Christiansen
Lise Lotte Rahbek, Morten Andersen, Anders Reinholdt, Christian Mondrup, Troels Ken Pedersen, Ken Sass, Mads Berg, Carsten Wienholtz, Hans Larsen, Rune Christensen og Johnny Christiansen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der godt der er kritiske røster i forbindelse med retssamfundet, - men løsninger burde være en del af kritikken, og som politisk modvægt imod populisterne ville det klæde og oplyse borgerne til ikke at lade sig forfalde til de lette ordspil.