Kommentar

Plant flere træer i byerne – de kan beskytte os mod hedebølger

Træer bidrager med kølende skygge og modvirker overophedning af bygninger gennem vinduer og ydervægge. Der er både økonomiske, miljømæssige og sociale fordele ved at arbejde lokalpolitisk med at skabe grønnere byer, skriver formand for Danske Landskabsarkitekter i dette debatindlæg
Vi må indrette vores byer, så vi bedre kan beskytte os mod ekstrem varme. Flere træer, hvor vi færdes og opholder os, er en del af løsningen. Samtidig med at træerne beskytter os mod ekstrem varme, bidrager de også til at afhjælpe klimakrisen og den hastigt faldende biodiversitet, skriver formand for Danske Landskabsarkitekter og medlem af styregruppen for Green Cities for a Sustainable Europe, DK, i denne kommentar. 

Vi må indrette vores byer, så vi bedre kan beskytte os mod ekstrem varme. Flere træer, hvor vi færdes og opholder os, er en del af løsningen. Samtidig med at træerne beskytter os mod ekstrem varme, bidrager de også til at afhjælpe klimakrisen og den hastigt faldende biodiversitet, skriver formand for Danske Landskabsarkitekter og medlem af styregruppen for Green Cities for a Sustainable Europe, DK, i denne kommentar. 

Christian Lindgren

Debat
27. august 2019

Den hede sommer i 2018 husker alle, og igen i år fik vi hedebølge, omend den i mindre omfang ramte Danmark. Den massive varme kan være farlig for både mennesker og dyr. Derfor må vi indrette vores byer, så vi bedre kan beskytte os mod ekstrem varme. Flere træer, hvor vi færdes og opholder os, er en del af løsningen. Samtidig med at træerne beskytter os mod ekstrem varme, bidrager de også til at afhjælpe klimakrisen og den hastigt faldende biodiversitet.

Vi kan redde menneskeliv, hvis vi planlægger byerne med naturen som aktiv ressource – med flere træer og grønne områder som forsvar mod heden.

Der er også et samfundsøkonomisk potentiale i at tænke mere natur ind i byudviklingen. Vi har altid draget fordel af de mange ting, som naturlige økosystemer forsyner os med, såsom mad, rent vand og ren luft. Disse ressourcer er vitale og uerstattelige, men vi tager dem for givet, selv om vi er afhængige af dem.

Mange fordele

Men hvorfor er det egentlig, at det mærkes mere behageligt og svalende, når vi søger skyggen under et træ frem for under et halvtag eller en parasol?

Svaret er evapotranspiration. Det levende plantemateriale ånder og skaber derved et mikroklima omkring træerne med en svalende effekt. Begrebet betyder ‘samlet fordampning fra et plantedækket areal’.

Ud over den markante miljømæssige fordel ved træernes CO2-optag og evapotranspiration bidrager træerne også med en række andre vigtige indsatser. Træer kan blokere for op til 90 pct. af solens stråler afhængig af løvmassens tæthed og samtidig nedkøle belægningsoverflader under træerne. Det vil give et mere behageligt mikroklima i byerne.

Træer kan samtidig påvirke os psykologisk i forhold til, hvor varme vi oplever vores omgivelser. De fordele gør parkerne i London, boulevarderne i Paris samt de grønne pladser i Sydeuropa til populære byrum for borgere og turister.

Træer, især plantet øst eller vest for bygninger, modvirker også solens ophedning gennem vinduer og af ydervægge. Modellerede studier fra USA har vist, at skygge fra træer kan være en økonomisk bæredygtig fordel. De kan reducere udgifter til aircondition med 20-30 procent.

Mange steder i verden har de ressourcestærke borgere aircondition i deres hjem, mens de mere socialt belastede boligområder er sårbare over for følgevirkninger af klimaforandringer som overophedning af byerne. Derfor kan træer også være et socialt bæredygtigt aktiv for de boligområder, hvor mange dårligt stillede bor.

Plads til træer

Der er en tendens til, at træers kølende effekt kun opnås, når de er i god vækst. Undersøgelser, hvor man har sammenlignet tynde og langsomt voksende træer med træer, der havde gode vækstforhold, har vist, at markant dårligere vækstbetingelser er fatale for køleeffekten.

Et eksempel er visse arter af træer, hvis transpiration bliver reduceret med en faktor fem, hvis rødderne vokser i sammenpakket og dårligt ventileret jord. Som det er i dag, har træer i stressede gademiljøer med begrænset plads og svære vækstvilkår ofte ringere effekt end træer i parker.

På landsplan burde politikerne derfor især rette deres opmærksomhed mod byudviklingsområder. Potentialet for, at disse hastigt voksende områder kan planlægges til at øge CO2-optaget, bør ikke tabes på gulvet.

Kommunerne bør skærpe ambitionerne for det grønne i lokalplanerne. I Odense Kommune skal man allerede plante to træer og ikke bare et enkelt, når der er brug for at fælde et eksisterende træ. I Roskilde Kommune kan man se lokalplaner med endog meget detaljerede planteplaner, så kommunen er tydelig med deres fokus på det grønne. I Aalborg viser man vejen med en »Strategi for Bynatur«.

Det er et dårligt tegn, at levetiden for træer i stressede bymiljøer, som det er tilfældet mange steder i København, er faldende. Det dur jo ikke, at nyplantede træer ikke har udsigt til at leve mere end 40-50 år uden at blive fuldt udvoksede. Der bør være mere fokus på bytræers levetid og tiltag, der sikrer, at vi også fremover har karakterfulde gamle træer i byens rum – tænk bare på, hvor stor betydning det omkring 120-årige platantræ på Gråbrødretorv har.

Der er potentiale for at arbejde langt mere strategisk med træers og i det hele taget det grønnes effekt på klimaet i byerne med den viden om de mange positive effekter. vi har nu.

Der er både økonomiske, miljømæssige og sociale fordele ved at skabe grønnere byer. Gode levesteder for planter bidrager til et behageligt klima, der igen bidrager til at skabe gode levesteder for mennesker.

Susanne Renée Grunkin, formand for Danske Landskabsarkitekter og medlem af styregruppen for Green Cities for a Sustainable Europe, DK

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

jan henrik wegener

Hvad med at bruge mere lyse farver, gerne hen imod det hvide?
Det vil vel kunne modvirke heden lokalt

Lillian Larsen, Eva Schwanenflügel og Christian De Thurah anbefalede denne kommentar
Niels Bent Johansen

Man skal huske helheden. Træerne alene er ikke nok. Uden vand dør træerne. Man skal derfor have en strategi både for træerne og vandkredsløbet. Man kan sørge for at nedsive regnvandet eller opbevare det lokalt når der er overskud, istedet for at lede det til renseanlæg. Når der er tørke kan man så bruge det til at vande træer og andre grønne områder. Åbne vandflader som søer, vandhuller og moser virker også afkølende.

Lillian Larsen, Hanne Utoft, Torben Skov, erik pedersen, Viggo Okholm, Eva Schwanenflügel og Christian De Thurah anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

Grønne byer/kommuner bør være en selvfølge.
Desværre er der mange beplantninger, der rammes af hærværk, hvor folk bevidst ødelægger træer ved at save dem over, eller mere udspekuleret, skrælle barken af i en cirkel.
Udover det dør bytræer også når mænd tisser op ad dem. Det er er ret stort problem i fx indre København.
Man må derfor beskytte træerne noget bedre.

Ib Christoffersen

Giv et plantet træ til hver dansker. Det bliver så planet i skatteyderens have, I ejerforeningens have, i boligforeningens have. Evaluer om et år. Har det været en succes, så gentag successen hvert år. Administration er SÅ simpelt et IT system at selv en offentlig forvaltning kan skrive en kravspecifikation der e rfyldestgørende. Arbejdet kan udføres af mennesker på flexjob eller andre støttede jobs, så det eneste der kommer til at koste penge er indkøb af træer.

Jørgen Wind-Willassen

Jo tak, men det er vel også det der sker?
Ser ved selvsyn masser at træplantninger i byer i DK.
Så det er vist en åben dør der sparkes ind.
Der er dog lige den detalje - de som bor på de træbeplantede veje, kan når træerne er fuldvoksne se frem til en ret stor lysnedgang i lejlighederne, specielt i de nederste etager.
Det er ikke nødvendigvis særligt ønskværdigt og må tænkes ind i træplantningsplanerne.

Ib Christoffersen

Jørgen Wind-Willassen man kan jo vælge at se det fra mulighedernes side eller fra umulighedernes side. Hvis skygge er den eneste udfordring, så er det da ikke det store problem at få succes.

Helene Kristensen

Niels Bent Johansen, i mange mange byer har man foretaget vandseparering, så regnvandet fra gaderne ikke ryger i rensningsanlægget, men i store "søer", hvor vandet så siver ned. Der mangler så den mulighed at oplagre det sådan, at det kan udbringes til gadetræerne i tørkeperioder - men mon ikke det er næste træk.

Eva Schwanenflügel

Der har også været planer om at reetablere åen i Åboulevarden i København, og lade midterrabatter være 'sivebrønde' med biodivers beplantning .
Bliver det til noget?

Jens Christian Jensen

"Vi kan redde menneskeliv, hvis vi planlægger byerne med naturen som aktiv ressource – med flere træer og grønne områder som forsvar mod heden."

Fint nok med flere træer - meeen jeg har godt nok endnu ikke hørt at nogle er døde fordi der manglede træer i byen. Det er et godt emne at tage op, men pas på at argumenterne ikke bliver for tynde og useriøse.

Eva Schwanenflügel

Hvis livskvaliteten går op, må det nødvendigvis medføre flere overlevende ;-)

Jens Christian Jensen

Jo bevares, men så kan alt jo vendes og drejes efter behov ;-)

Eva Schwanenflügel

Ja, og det burde det måske blive? :-)

Ib Christoffersen

Forslagene skal være så komplicerede og dyre at vi kan nøjes med at ævle.

susanne renée grunkin

Kære alle,
TAK!! - Mange har bidraget i debatten om at vi skal plante flere træer i byerne! Dialogen med borgere, bygherrer og politikere om det grønne giver øget fokus på betydningen af grønnere byer. Der er en bredt forankret bekymring for natur og grønne udemiljøer, hvor vi bor og lever. Det handler både om virkninger af større strategier i byerne og det handler om den forskel vi selv kan gøre uden at vente på, at andre gør det for en. Læs Green Cities' opsummering og videre overvejelser om den brede debat via dette link:
http://bit.ly/2mk9bAp
Susanne Renée Grunkin, formand for Danske Landskabsarkitekter og medlem af styregruppen for Green Cities for a Sustainable Europe, DK