Kronik

Vil man provokere i dag, skal man bare bekende sig som kristen

Det er ikke nemt for et menneske at overgive sig til tro. Men man kan bevæge sig derhen, hvor troen er en mulighed. Måske vil man her – midt i alt det uforståelige – kunne mærke en lille lettelse over, at det ikke er én selv, der skal fortælle hele verden frem, skriver præst Jens Biegel-Fogh i kronikserien om spiritualitet
Det er ikke nemt for et menneske at overgive sig til tro. Men man kan bevæge sig derhen, hvor troen er en mulighed. Måske vil man her – midt i alt det uforståelige – kunne mærke en lille lettelse over, at det ikke er én selv, der skal fortælle hele verden frem, skriver præst Jens Biegel-Fogh i kronikserien om spiritualitet

Mia Mottelson

6. august 2019

De besøgende var imponerede over, hvor gammelt det hele var, da jeg i begyndelsen af sommeren stod for en fremvisning af kirken.

Helligaandshuset, der er en tilbygning til Helligaandskirken, blev grundlagt helt tilbage i 1296 som et hospital, fortalte jeg.

Tænk sig, at det var så gammelt. Det måtte sige noget om kvaliteten, at det kunne stå så længe. Nej, sådan bygger man ikke længere, var vi enige om. Vores verden af stål og glas er helt sikkert ikke lige så holdbar.

Da jeg fortalte, at kirken brændte i 1728, førte det til spørgsmål om, hvad der egentlig var tilbage af den oprindelige kirke. Hvad var der tilbage af murene? Jeg svarede, at taget var gået op i flammer og var faldet sammen.

En anden kunne fortælle, at også gulvet og alle ligene, der var begravet under det, var blevet til aske. Og det var endda før kremering kom på mode. Det trak vi lidt på smilebåndet over. Døden er sjov, fordi man ikke må grine ad den.

Men hvad med murene? Tilbygningerne til kirken brændte mirakuløst ikke. Mange så det dengang som Guds beskyttende hånd. Det var et smukt udtryk for folks taknemmelighed over det, der var blevet bevaret.

Men murene? Nu var der ikke andet at gøre end at indrømme, at jeg ikke vidste det. Måske var dele af dem bevaret. Måske var noget bygget op igen af de oprindelige sten. Det var ikke godt nok. Det bedste havde været at kunne pege på et helt specifikt sted. Det her er noget af kirkens oprindelige mur. Wow. Det er utroligt, den stadig står her. Vi ville måske endda have haft lyst til røre ved stenene med en vis ærefrygt.

Vi vil åbenbart gerne vide, hvad der er oprindeligt. Der er en kvalitet ved det, der har holdt i mange år. Det gamle drager os. I hvert fald når det kommer til bygninger.

Individuel trosbekendelse

Modsat er det, når man taler med den såkaldt almindelige dansker om tro. Her er gammelt ikke godt.

Her eksisterer der snarere den tanke, at vores fremskridt på det tekniske og medicinske område de seneste hundrede års tid på en eller anden magisk måde er blevet overført til fremskridt, også når det kommer til eksistens, ånd og tro. Vi ved altså bedre i dag. Vi ved bare ikke rigtigt, hvad det er, vi ved. Det har vi ikke så mange ord for.

Men når mørket falder på, og der er fest, og rødvinen er begyndt at sætte sit præg på personligheden, så henvender man sig til præsten. Nu skal der tales om Sandheden. Den med stort S, du ved nok.

Der er ikke meget postmodernisme tilbage på det her tidspunkt. Nu skal der tales om det, vi ved eksisterer, men som vi ikke rigtig kan tale om længere, ting som kønsforskelle og længsel efter en større mening. For den gode stemnings skyld skal jeg her opholde mig ved meningen.

»Du, præst! Jeg tror, der er noget mere mellem himmel og jord. Det gør jeg altså. Om det er Gud, eller hvad det er, det ved jeg ikke. Det ved du jo heller ikke selv. Det kan man jo for fanden ikke vide. Undskyld mit sprog. Men det er jo derfor, det hedder tro. Altså jeg tror ikke på en gammel mand med hvidt skæg, der sidder deroppe på skyerne eller noget. Men altså …« og det er så nu, præsten bliver kigget dybt i øjnene. Det er sandhedens time. »Jeg tror på min egen måde.«

Jeg kan faktisk godt lide den slags samtaler. Og der er ingen grund til her at komme med morsomheder over, hvordan denne dybt individuelle trosbekendelse deles med langt størstedelen af alle andre danskere.

Men jeg vil da lige benytte lejligheden til at komme med en lille anbefaling, hvis man i dagens Danmark vil være lidt punk. Hvis man vil bryde med samtidens selvfølgeligheder og provokere, så skal man bekende sig som kristen. Og når man bliver spurgt, om man er sådan rigtig kristen. Ja, så er det fuld kraft frem med traditionen, bekendelserne og den hellige skrift.

Og har man en større rebel i maven, kan man putte en bogstavelig seks dages skabelse oveni. Så skal man nok få borgerskabet op af stolene. Det er vor tids lort på dåse. Selv om det selvfølgelig er det præcist modsatte. Fordi det er opbyggeligt.

Men hvis det skal være punk i dag, skal det være smukt, sandt og opbyggeligt.

Ned af kirkestien

Engang var det naturligt at tro på Gud, i dag er det mest selvfølgelige ikke at gøre det. Men vi har på den anden side heller ikke fundet nogen erstatning for troen.

De færreste har en tro på, at videnskaben kan klare det. Den kan jo ikke svare på, hvorfor vi er her, hvad vi skal og hvorfor et menneske har uendelig værdi i sig selv. Det ligger alt sammen uden for dens horisont. Velfærdsstaten har heller ikke løst menneskelivets gåde. Ideologierne og nationalismen står altid på spring for at gøre det, men dem har vi ikke meget tillid til.

Der er med andre ord ikke fundet nogen erstatning for kristendom og kirke. Der er tilsyneladende ikke nogen, der gør det bedre.

Og hvem ved, måske vil vi i tiden, der kommer, igen begynde at kigge med længsel, alvor og ydmyghed på de gamle, holdbare bygninger. Ikke bare i en rødvinsbrandert eller for at ruske nogle gode værdier eller lidt ånd ud af dem, men for at gå ind i det gudsforhold, som det hele handler om.

For det er i forholdet mellem skaber og skabning, at meningen udkrystalliseres og længslen aner sit mål.

Og så kan man roligt tro på sin egen måde. Et gudsforhold er altid et personligt forhold. Selv om vi opbygges i fællesskabet, kan forholdet til ens skaber aldrig dikteres af andre.

Måske vil vi snart igen bevæge os nedad kirkestien. Man kan håbe det. For det er en rigdom. Vi har i dag som til alle tider en urolig længsel, og der er glæde i at leve i en virkelighed, der modsvarer den.

En ærlig bøn

Det kan jo lyde som store – og måske endda uforståelige – ord. Og det er de ret beset også. Troen åbner for en vældig betydningshorisont, som man aldrig bliver færdig med at gå på opdagelse i.

Men egentlig er der noget meget enkelt over det. Ikke forstået på den måde, at man kan tage et weekendkursus i tro, og så skulle den være på plads.

Og heller ikke forstået sådan, at det er nemt for et menneske at overgive sig til tro. Det har jeg også mine besværligheder med. Også jeg vil gerne være i kontrol.

Men det er enkelt på den måde, at man kan bevæge sig derhen, hvor troen er en mulighed. Det kan man gøre. Og det kan meget vel være ens lokale folkekirke. Måske vil man her – midt i alt det uforståelige – kunne mærke en lille lettelse over, at det ikke er én selv, der skal fortælle hele verden frem.

Og når man nu er der, så kan man også prøve at folde sine hænder og bede en bøn. Det må man også gerne prøve derhjemme. Måske er det lidt fremmed til at begynde med, men så er det heller ikke sværere. Og det gode er, at man i bønnen gerne må fortælle, at det føles fremmed at bede.

Man kan også fortælle om alt det andet, man er dårlig til, og det, der gør ondt, og alt det, der er at sige tak for. De ærligste bønner er de bedste.

Og man må for min skyld gerne forestille sig en gammel mand med hvidt skæg. For den kristne tro er en relation. Og en kærlig, myndig himmelsk far med hvidt skæg kan man have en relation til. Det giver ikke meget mening at bede til et filosofisk princip. Kære ubevægede bevæger eller kære store åndelige kærlighedskraft eller kære magten til at være til i alt, hvad der er til.

Nej, bønnen er til den konkrete himmelske far.

Relationer kan man ikke sådan regne ud, dem må man gå ind i, og så lærer man både den anden og sig selv bedre at kende hen ad vejen.

Det er nutidig opbyggelig punk.

Jens Biegel-Fogh, Præst i Helligaandskirken og leder af Natkirken på Strøget

Serie

Spiritualitet i dagens Danmark

Danskerne har ikke ry for at være et særligt spirituelt folkefærd, selv om langt størstedelen er medlem af et trossamfund – tre ud af fire af folkekirken. Men hvilken rolle spiller spiritualitet og tro i Danmark i 2019? Det spørger Information om i denne kronikserie.

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Viggo Okholm
Viggo Okholm anbefalede denne artikel

Kommentarer

Det kan der være noget om. Jeg var til et bryllup i weekenden, hvor præsten vævede lidt rundt om mennesket som jordens hersker i Guds sted. Pagten mellem Gud og menneske er vel basis for troen på gud både i kristendommen, Islam og jødedommen, men den ide at vi mennesker har guddommelig ret til at herske efter forgodtbefindendende, er stærkt provokerende på mig.

Thomas Tanghus, Karsten Lundsby, Carsten Munk og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar

Nu tilsiger Occhams ragekniv jo (i grove træk) at man ikke skal introducere det overnaturlige som forklaring, når der findes en forklaring uden, så det meste tro handler vel om, at det enkelte individ ikke kan forestille sig sin egen ikke-eksistens, og nogen er endda så arrogante, at de tror, at netop deres liv er så særegent og specielt at det da ikke kan slutte med døden: så der MÅ jo være noget.

Mogens Holme, Thomas Tanghus, Hanne Ribens og Morten Sørensen anbefalede denne kommentar

ikke skråsikker, Rene, jeg gør bare som Occham, nemlig holder det guddommelige ude af ligningen, når det ikke er nødvendigt. Se en af de videoer på youtube, hvor de prøver at give et indtryk af, hvor stort universet er, der er endda de, der mener, at der er uendeligt mange universer, og fortæl mig så, om ikke det er mere arrogant at tro, at en evt. skaber af dette, interesserer sig for menneskeheden.