Klumme

Det skader ikke at tvivle lidt på, om det man laver, er værd at vise frem

Byen er fuld af folk, der udtrykker sig, koncerter, shows og udstillinger. Med al den personlige udfoldelse, hvem har så brug for mere kunst, mere kultur? Som udøver skader det ikke at tvivle lidt på sig selv, skriver sceneinstruktør Katrine Wiedemann
Tvivlen er vigtig for udøveren af kunst. Det er sceneinstruktør Katrine Wiedemann blevet mindet om af forfatteren Michel Houellebecq. »Jeg elsker Houellebecq, fordi han stadig tvivler på sig selv. Hvordan skal man ellers holde sin egen tvivl ud? Måske den tvivl er vigtig. Det håber jeg,« skriver hun i denne kommentar.

Tvivlen er vigtig for udøveren af kunst. Det er sceneinstruktør Katrine Wiedemann blevet mindet om af forfatteren Michel Houellebecq. »Jeg elsker Houellebecq, fordi han stadig tvivler på sig selv. Hvordan skal man ellers holde sin egen tvivl ud? Måske den tvivl er vigtig. Det håber jeg,« skriver hun i denne kommentar.

Eduardo Munoz

Debat
29. august 2019

Jeg iscenesætter i øjeblikket Cyrano de Bergerac på Det Kongelige Teater, historien om manden med den skønne ånd og det grimme ansigt.

I weekenden var Michel Houellebecq gæst på litteraturfestivalen på Louisiana. Ingen sammenligning med Bergerac i øvrigt, men har man set Houellebecq, kan man godt forestille sig, at hans unge år ikke var nemme.

Michel Houellebecq er en sjælden begavelse, og jeg husker en passage i hans roman Kortet og landskabet, hvori han konkluderer, at kunstnerne ville gøre kulturen en tjeneste ved at ophøre med at lave kunst, da der simpelthen er for mange, der udtrykker sig i det offentlige rum.

Jeg sidder i de her dage inden prøverne på en café på kajen foran Skuespilhuset. Her iagttager jeg det såkaldte virkelige liv. Byen svømmer over med turister, og det er med deres øjne, at jeg ser på vores skruptossede by: I går stod en række privatpersoner iført gymnastiktøj på kajen og dansede fri dans til sfærisk musik. Ifølge tjeneren et gratis tilbud til alle interesserede. Ikke at forveksle med det open air-yogahold, som man også kan melde sig på. Der spilles rollespil på havnerundfartsbådene, og byens facader er fulde af reklamer for diverse koncerter, shows og udstillinger.

Langs havnen finder man kulturelitens højborge; Den Sorte Diamant, Operaen og min arbejdsplads, Skuespilhuset. Her springer man rundt på store scener med professionelle uddannelser i faget ’kunst’. På den anden side af havnen er en ny koloni af madboder bestyret af cool kokketyper med tatoveringer vokset frem, efter at Papirøen måtte lukke. Den champignon kan åbenbart ikke slås ned.

I foyeren på Skuespilhuset står et podie, hvor der dagligt er optræden. Enten spiller de musik eller holder ’talks’. Festivaler og events bruger podiet i en strid strøm af arrangementer. Overskuddet, velviljen og iveren er uudtømmelig. Og publikum kommer. Folket vil have mættet ånden eller i hvert fald more sig, og vi vil udtrykke os. Nogle gange virker sidstnævnte som det vigtigste; der spilles for tomme sæder, da udbuddet er for stort i forhold til efterspørgslen.

Det er dejligt at udtrykke sig, og som pædagogerne siger i børnehaven, er det et godt tegn, når børnene har overskud til sang, dans og rollespil. Men set udefra kan man godt blive lidt mat.

Værd at vise andre?

Det er jo for mange om buddet. Når jeg sidder på havnen, er det et show i sig selv, folk poserer som professionelle modeller, jeg frygter, de falder i. Havde det været en teaterscene, havde jeg strøget den, fordi den var irriterende. Men det er ikke en scene, det er det virkelige liv. Men hvor virkeligt er det? Det er, som om der er udøvere over alt. Alle er publikum eller artister på deres livs scene.

Med al den personlige udfoldelse, hvem har så brug for mere kunst, mere kultur? Hvorfor trække ind i en mørk sal og stille de dybe spørgsmål?

Måske har Houellebecq ret. Måske man bør lade være med at forsøge at lave kunst. Ikke desto mindre fortsætter han selv ufortrødent. Det er jeg og mange andre, der så ham på Louisiana forleden, glade for. Vi fik set giraffen, og hans forfatterskab blev udbredt. Så er det jo godt, der findes kulturfestivaler.

På Skuespilhusets facade er der store fotostater af skuespillere med ansigterne smurt ind i teaterblod og øjnene fulde af patos. Hvor er det hele åndssvagt, tænker jeg, om morgenen. Men så trækker jeg ind i teatermørket og ånder lettet op. Herinde er livet monokromt, der er et opfundet plot, en hovedrolle, her er koncentrerede og udvalgte tanker, her er en elitær skrift, sagt højt af dem som er bedst til det.

Derude er tusind stemmer. Mange, ville man ønske, holdt deres kæft. Vi må hver især gøre os den overvejelse, om dét, vi laver, er værd at vise til andre, eller om man skal nøjes med at gøre det derhjemme.

Man kan synge til en hårbørste, man behøver ikke plage andre med det. Man kan skrive digte til skuffen, der ligger de fint, eller filme sig selv med et kamera, der så forhåbentligt brænder sammen, inden andre skal lide under at se optagelserne. Det skader aldrig med et blik udefra og at skamme sig lidt. Eller tvivle lidt på sin eksistensberettigelse.

Jeg elsker Houellebecq, fordi han stadig tvivler på sig selv. Hvordan skal man ellers holde sin egen tvivl ud? Måske den tvivl er vigtig. Det håber jeg.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Marianne Ljungberg

Kære Katrine Wiedemann, bliv ved at tvivle på din tvivl...og hvis du selv synes at du forsøger at være virkelighedens teater, så tvivl på det. Houllebecqs tvivl kan jeg ikke se fører nogen steder hen. Hans skrift lukker sig om sig selv. Han er for selv - optaget.

Henrik Ljungberg