Kommentar

Det er suspekt at tage på ferie uden familien, men der er nu en særlig glæde ved at være alene

Jeg er selvfølgelig ikke alene på ferie. Jeg er taget alene på refugium for at arbejde. Alligevel giver tiden alene mulighed for at opleve en frihed, der kun opleves så vidunderlig, når man til daglig er fast fortøjet til familieskibet, skriver journalist Betty Frank Simonsen i dette debatindlæg
Efter to ugers ferie med familien kunne journalist Betty Frank Simonsen ikke lade være med at sende længselsfulde blikke i retning af maleren Oluf Høst atelier, der lå lidt væk fra huset – afsides. Et godt sted at være alene.

Efter to ugers ferie med familien kunne journalist Betty Frank Simonsen ikke lade være med at sende længselsfulde blikke i retning af maleren Oluf Høst atelier, der lå lidt væk fra huset – afsides. Et godt sted at være alene.

Peter Hove Olesen

Debat
19. august 2019

Man må ikke tage alene på ferie. Ikke hvis man har en familie. Det er der noget suspekt ved. Det er ikke i orden over for børnene og heller ikke over for ens mand eller kone. Så jeg er selvfølgelig ikke alene på ferie. Jeg er taget på refugium for at arbejde. That’s my story and I’m sticking to it. Men hvis jeg nu var alene på ferie, tror jeg, at det ville føles ret meget som dette, at være på eget værelse, efter nogle ugers intens familieferie på Bornholm og Mols.

Det var virkelig dejligt at have tid sammen. Alligevel kunne jeg efter to ugers ferie, da vi nåede til Oluf Høsts malerhjem, ikke lade være med at sende længselsfulde blikke i retning af hans atelier, der lå lidt væk fra huset. Dejligt hævet over haven, på en skråning. På museet kørte en film om Oluf Høsts liv. »Jeg talte sjældent med min far, da jeg var lille«, fortalte hans yngste søn.

»Vi så ham til morgenkaffen, og så gik han ind for at male resten af dagen.« Det kom også frem, at Oluf Høst mødte sin kone, Hedwig Wiedemann, på kunstakademiet i København. De var begge vordende kunstnere. Da de havde fået børn, holdt Hedwig op med at male. Hvorfor vides ikke, sagde de i filmen. Nej, det er meget underligt, tænkte jeg. Bagefter stod jeg og kiggede på et af billederne af Bognemark. Jo, jo, men du arbejdede uforstyrret hele dagen, sagde jeg til Oluf. Du havde tid til at male den samme lade igen og igen. Og starte forfra. Hvem var hos børnene?

Uden fortøjning

Ikke at jeg forestiller mig, at jeg har evner til at skabe noget, der er lige så smukt som Bognemark, men nu sidder jeg her. På eget værelse med en dør, der kan lukkes. Inde bag de andre døre sidder mennesker som mig og klaprer på deres tastaturer. Eller også, det er bare et gæt, sidder de en del af tiden på sengen og kigger ud ad vinduet. På udsigten. Og udsigten tager sig anderledes ud, når man sidder på eget værelse, hvis man i lang tid ikke har gjort netop det.

Erindringer dukker op, og de får lov til at blive hængende, nogle gange hele dage, for ingen afbryder dem. Jeg kigger ud på Hald Sø, og den ser ud, som da jeg var her på Hald Hovedgaard for femten år siden, og dog helt anderledes, for dengang var jeg ikke fortryllet af al denne vanvittige stilhed. Dengang anede jeg ikke, hvad frihed var. Den, der kun opleves lige så svimlende vidunderlig, når man til daglig er fast fortøjet i familieskibet med faste rutiner. Når man måske endda er den, der står ved roret i familieskibet og skal holde kursen.

Jeg cyklede hen til supermarkedet, og jeg gjorde det bare, da jeg havde lyst. Jeg sagde ikke til nogen, at nu skulle jeg i supermarkedet. Jeg tog bare en cykel og kørte. Vildt nok. Jeg kørte gennem skoven ved Hald Ege, og jeg tænkte: Ingen ville ane, hvor jeg var, hvis jeg ikke vendte tilbage. Hvis jeg bare steg af cyklen og lagde mig i et krat.

Jeg lagde mig ikke i krattet, men da jeg senere skulle præsentere mig for en af de andre ude i køkkenet, var jeg lige ved at give et falsk navn. Bare for sjov. Bare for lige at slippe for at være mig i nogle dage. Indtil jeg kom i tanke om, at mit navn allerede stod på tavlen over logerende, som hang på døren.

Der tales en del om den svære ensomhed, men ikke så meget om glæden ved at være alene. Det kan virke helt forkert, når man er en af dem, der har meget lyst til at være det. Indimellem har jeg længtes så meget efter isolation, at jeg så misundeligt på Mette fra »Alene i vildmarken« og overvejede, om jeg godt kunne leve af laks og bær.

Tid alene kan gøre, at man kigger på udsigten og pludselig kan glemme, hvem man selv er. Hvor gammel man er. Hvor man bor. Man får øje på noget andet. »Vi ved det egentlig ikke, men aner det: der er et søsterskib til vort liv, der følger en helt anden rute. Mens solen brænder bag øerne«, skrev Tomas Tranströmer. Måske er det søsterskibet, man akkurat lige skimter i horisonten, når man sidder på eget værelse og kigger ud. Søsterskibet uden fortøjning, frit stævnet ud.

Og måske skulle vi alle sammen give os selv lov til at besøge det værelse lidt oftere.

Betty Frank Simonsen er journalist og oversætter

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anker Heegaard

Gud hvor jeg kender det .... behovet eller trangen til, at være alene.
Ikke fordi jeg ikke bryder mig om, at være sammen med andre, det gør jeg skam, men de kan hurtigt blive for meget for mig.
Som særlig sensitiv er min "modtager" åben på alle frekvenser hele tiden, og derfor fyldes jeg hurtigt op med indtryk, med påvirkninger, som alle skal bearbejdes og helst med det samme.
Jeg trækker mig derfor ofte hurtigt fra større arrangementer, men selv de mindre kan være svære at komme igennem.
Indtil jeg blev klar over, hvordan det hang sammen, at jeg havde det sådan, kæmpede jeg med al kraft for at modvirke det .... kun for at gøre det værre.
Efterhånden er jeg blevet bedre til at navigere mellem de mange indtryk og signaler jeg modtager. Som tiden er gået, kan jeg forlige mig med, at have det sådan, og nogen gange endda opfatte det som et gode.
Trangen til alenetid, er ikke et tegn på at vi nødvendigvis er asociale eller underlige, men er et udtryk for et behov, som vi kan have i større eller mindre omfang. Det må vi lytte til og respektere uden at få dårlig samvittighed.

arne tørsleff, Estermarie Mandelquist, Tor Brandt og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Johnny Winther Ronnenberg

Jeg tror alene tid er et forkert ord, Stilletid er bedre, det man man har brug for, er at koble af fra dagen og det kan passende være dagens sidst timer hvor man ikke taler sammen men sorterer sig selv og dagen ud. Jeg er altid gået iseng en time eller to efter min eks og har brugt stilheden til at sortere mig selv ud og det fungerede glimrende.

Else Marie Arevad

Alenetid er dejligt - når man ikke er ensom. De ensomme taler ikke om alenetid.

David Zennaro og Estermarie Mandelquist anbefalede denne kommentar