Kommentar

Teknologi skaber ikke ulighed, men giver uligheden gode vækstbetingelser

En lille håndfuld privilegerede arbejdere nyder godt af techgiganternes fremgang, men millioner andre lider under deres regime. Det vil i sidste ende betyde, at den stigende økonomiske ulighed kun vokser sig større, skriver John Naughton i dette debatindlæg
13. august 2019

Dette er et af vor tids store paradokser: Verden er domineret af en lille gruppe virksomheder, som er blandt de mest profitskabende i kapitalismens historie. I USA (hjemsted for disse giganter) og i Storbritannien (en begejstret vasalstat) stortrives økonomien og beskæftigelsen. Og alligevel, midt i denne forbavsende velstand, har uligheden ikke været større siden perioden inden Første Verdenskrig.

I USA er den andel af den samlede indkomst, som går til den øverste ene procent af befolkningen, nu tilbage til 1920-niveau. Og i Storbritannien er flere end fire millioner mennesker fanget i dyb fattigdom.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Espen Bøgh
  • Eva Schwanenflügel
  • Peter Knap
  • Thomas Tanghus
  • Troels Ken Pedersen
Espen Bøgh, Eva Schwanenflügel, Peter Knap, Thomas Tanghus og Troels Ken Pedersen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Poul Erik Riis

”Den kraft, der mest eftertrykkeligt former vores verden, er globalisering.”

Nej, den kraft, der mest eftertrykkeligt former vores verden, er, at det skal kunne betale sig at være kapitalist. Det er kernen i neoliberalismen. IT faciliterer måske – måske - det neoliberalistiske projekt. Hvis det ikke havde været IT, havde det været noget andet.

Marx mente i 1844 (”Privatejendom og kommunisme”), at det næste vendepunkt i menneskets frigørelse var kommunismen. Han tog fejl. I stedet fik den brede befolkning i Vesteuropa og andre steder del i de politiske rettigheder, og der udvikledes en socialstat, der gav velfærd i form af skolegang og videreuddannelse, sundhedspleje, pensioner til alle, hjælp til arbejdsløse o.s.v. Dette ledsagedes af økonomisk vækst, og økonomiens raison d’être blev, at væksten kunne sikre velstand, velfærd, miljøbeskyttelse og alt muligt andet godt til den brede befolkning, samtidig med at der blev afkast til kapitalisterne.

I 1970’erne gjorde kapitalisterne oprør. De var utilfredse med det afkast, de fik. De neoliberalistiske reformer sikrede, at det kunne betale sig at være kapitalist, på bekostning af alle mulige andre hensyn. Det er den suppedas, vi sidder i. Techoligarkiet og uligheden er produkter af, at man har ændret de økonomiske spilleregler, så det i allerhøjeste grad kan betale sig at være kapitalist.

Men kapitalen er truet af en voldsom indtjeningskrise. Formuerne er blevet så opblæste, at det er svært at holde dem oppe. Indtjeningen trues af klimapolitik og af utilfredshed med uligheden. Hensynet til klimaet gør det umuligt at satse på generel økonomisk vækst. Dermed er der forhåbentligt og tilsyneladende udsigt til, at det i fremtiden bliver mindre og mindre givtigt at være kapitalist. Hvis man skal have et levedygtigt, humant kompromis mellem kapitalinteresser og den brede befolkning, synes kapitalismen stort set på vej til at visne bort, kvalt af hensyn til klima, miljø og velfærd. Det betyder ikke, at det vil blive forbudt at drive privat virksomhed. Det betyder bare, at store investeringer i langt højere grad vil blive et samfundsanliggende.

Susanne Kaspersen og Søren Kristensen anbefalede denne kommentar