Kommentar

Teknologi skaber ikke ulighed, men giver uligheden gode vækstbetingelser

En lille håndfuld privilegerede arbejdere nyder godt af techgiganternes fremgang, men millioner andre lider under deres regime. Det vil i sidste ende betyde, at den stigende økonomiske ulighed kun vokser sig større, skriver John Naughton i dette debatindlæg
Debat
13. august 2019

Dette er et af vor tids store paradokser: Verden er domineret af en lille gruppe virksomheder, som er blandt de mest profitskabende i kapitalismens historie. I USA (hjemsted for disse giganter) og i Storbritannien (en begejstret vasalstat) stortrives økonomien og beskæftigelsen. Og alligevel, midt i denne forbavsende velstand, har uligheden ikke været større siden perioden inden Første Verdenskrig.

I USA er den andel af den samlede indkomst, som går til den øverste ene procent af befolkningen, nu tilbage til 1920-niveau. Og i Storbritannien er flere end fire millioner mennesker fanget i dyb fattigdom.

Eftersom denne katastrofale stigning i ulighed lader til at hænge sammen med techindustriens opstigning, er det fristende at forstå det som årsag og effekt. Fristende, men også for forsimplet. For selv om digital teknologi har været en central drivkraft i denne udvikling, er den kun en del af historien. Snarere end en primær drivkraft fungerer teknologien oftere som en igangsætter for andre kræfter.

Den kraft, der mest eftertrykkeligt former vores verden, er globalisering. »En rigtig god erstatning for den manuelle arbejder i USA er en manuel arbejder i Kina eller Costa Rica,« siger økonom ved Stanford Universitet Paul Oyer.

Globalisering eksporterer arbejde fra vestlige økonomier til arbejdere i fattigere lande, hvilket er årsagen til, at ulighed globalt set er blevet formindsket, selv om den er steget i Vesten. Men i vores pludseligt afindustrialiserede regioner har neoliberale regeringer gjort meget lidt for at hjælpe de arbejdere og lokalsamfund, der er blevet sejlet agterud. Historien om jobudslettende automatisering gentager sig overalt.

Teknologi faciliterer ulighed

En af årsagerne til, at arbejdsløshed har blomstret i meget ulige samfund, er, at selve fænomenet arbejde er under forandring. Folk uden uddannelse kan kun finde dårligt betalt, usikkert og udbyttende arbejde.

Eller de bliver en del af det, der er blevet kendt som opgaveøkonomien, hvilket er et arbejdsmarked karakteriseret ved korttidskontraktarbejde eller freelancearbejde modsat faste job.

Tænk bare på Uber, Lyft, Deliveroo – virksomheder, der har skabt techplatforme, som sætter servicearbejdere i forbindelse med kunder mod et formidlingsgebyr og foregiver, at freelancerne er uafhængige underleverandører snarere end ansatte med ret til betalt ferie og andre rettigheder. Folk ender med at arbejde for en algoritme i stedet for et menneske.

Hertil kommer techgiganterne selv, enorme virksomheder, som har meget få ansatte i sammenligning med det overskud, de skaber. Facebook f.eks. havde pr. december 2018 kun 35.587 ansatte. Til sammenligning havde Volkswagen 656.000 ansatte verden over.

Techvirksomhedernes direkte ansatte kommer fra en meget specifik del af befolkning – først og fremmest mænd, overvejende hvide eller asiatiske, højtuddannede og rundhåndet betalt og baseret i et ganske lille antal teknologicentre.

Det er disse mennesker, som udfører industriens interessante arbejde. Men især Google og Facebook har et stort antal ’indirekte’ ansatte, dem, som arbejder for underleverandører og ofte, men ikke altid, bor i fattige lande, som udfører den moderation af onlineindhold, som er nødvendig for at holde vores sociale mediefeed frit for de rædselsfulde ting, som trolls, fanatikere og sadister lægger op. Det arbejde er dårligt betalt, traumatiserende, ødelæggende for sjælen og psykologisk skadeligt, og det er en naturlig følge af techplatformenes succes.

Pointen er ikke, at den digitale teknologi har skabt det nuværende uacceptable niveau af ulighed, som skævvrider mange liberale demokratier, men at den spiller en afgørende rolle i at igangsætte de kræfter – globalisering, neoliberal økonomistyring, sociopatiske virksomheder, global skatteunddragelse, automatisering, politisk disruption, platformsmagt – som har formet den verden, vi nu lever i. Teknologien er en facilitator, ikke en firstmover.

Og i det store historiske perspektiv har vi endnu kun set begyndelsen.

© The Guardian og Information

Oversat af Nina Trige Andersen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Poul Erik Riis

”Den kraft, der mest eftertrykkeligt former vores verden, er globalisering.”

Nej, den kraft, der mest eftertrykkeligt former vores verden, er, at det skal kunne betale sig at være kapitalist. Det er kernen i neoliberalismen. IT faciliterer måske – måske - det neoliberalistiske projekt. Hvis det ikke havde været IT, havde det været noget andet.

Marx mente i 1844 (”Privatejendom og kommunisme”), at det næste vendepunkt i menneskets frigørelse var kommunismen. Han tog fejl. I stedet fik den brede befolkning i Vesteuropa og andre steder del i de politiske rettigheder, og der udvikledes en socialstat, der gav velfærd i form af skolegang og videreuddannelse, sundhedspleje, pensioner til alle, hjælp til arbejdsløse o.s.v. Dette ledsagedes af økonomisk vækst, og økonomiens raison d’être blev, at væksten kunne sikre velstand, velfærd, miljøbeskyttelse og alt muligt andet godt til den brede befolkning, samtidig med at der blev afkast til kapitalisterne.

I 1970’erne gjorde kapitalisterne oprør. De var utilfredse med det afkast, de fik. De neoliberalistiske reformer sikrede, at det kunne betale sig at være kapitalist, på bekostning af alle mulige andre hensyn. Det er den suppedas, vi sidder i. Techoligarkiet og uligheden er produkter af, at man har ændret de økonomiske spilleregler, så det i allerhøjeste grad kan betale sig at være kapitalist.

Men kapitalen er truet af en voldsom indtjeningskrise. Formuerne er blevet så opblæste, at det er svært at holde dem oppe. Indtjeningen trues af klimapolitik og af utilfredshed med uligheden. Hensynet til klimaet gør det umuligt at satse på generel økonomisk vækst. Dermed er der forhåbentligt og tilsyneladende udsigt til, at det i fremtiden bliver mindre og mindre givtigt at være kapitalist. Hvis man skal have et levedygtigt, humant kompromis mellem kapitalinteresser og den brede befolkning, synes kapitalismen stort set på vej til at visne bort, kvalt af hensyn til klima, miljø og velfærd. Det betyder ikke, at det vil blive forbudt at drive privat virksomhed. Det betyder bare, at store investeringer i langt højere grad vil blive et samfundsanliggende.

Susanne Kaspersen og Søren Kristensen anbefalede denne kommentar