Tidligere afdelingsleder i Farum: Det er beskæmmende for vores demokrati, at Jan E. Jørgensen har Brixtofte som sit idol

Information bragte den 30. juli i sin serie ’Højrefløjens helte’ en kronik af Jan E. Jørgensen (JEJ) om Farums tidligere, nu afdøde borgmester Peter Brixtofte (PB), med overskriften ’Peter Brixtofte har fortjent et bedre eftermæle’.

Han mener, at PB fortjener et mere nuanceret eftermæle end det, der tegnes af Farum-kommissionen og B.T. som en alkoholiseret pamper med storhedsvanvid.

Peter Brixtofte var ifølge venstreordføreren en ægte liberal, og JEJ nævner mange korrekte eksempler på PB’s politiske resultater i Farum Kommune.

Skattenedsættelse, nedbringelse af arbejdsløsheden, integrationspolitik, pladsgaranti på daginstitutionsområdet, pensionistrejserne og fokus på Farums idrætsliv. Nogle af resultaterne var mere prisværdige end andre. Som tidligere ansat i kommunen og som mangeårig borger i kommunen kan jeg kun være uenig.

For ét er resultaterne, noget andet er måden, han nåede dem på – eller midlerne han brugte for at nå dem.

Og det er her, jeg gerne vil være med til at nuancere PB’s eftermæle set fra en medarbejders vinkel. Jeg vil forsøge at besvare spørgsmålet om, hvordan Peter Brixtofte var som ’ægte liberal’ i forhold til sin medarbejderstab – fra høj til lav.

Farums enevælde

Sagt kort var PB individualist og utrolig egenrådig. Han havde ideer, han havde viljen, han ville meget godt, men som den egenrådige evnede han ikke at lytte, derfor fik han ikke et modspil – og derfor lå vejen til magtmisbrug lige for. PB stod i vejen for sig selv – og han blev svigtet af dem, der havde magten til at sige ham imod.

Jeg var under PB’s borgmesterperiode bl.a. afdelingsleder for daginstitutionsområdet, hvorunder et af Peter Brixtoftes flagskibe sorterede, nemlig pladsgarantien.

Derfor blev jeg så godt som dagligt konfronteret med for hans ledelsesstil. Den var måske ægte liberal, den var i hvert fald ikke social. JEJ forsømmer at nævne den side af Brixtofte, og det, synes jeg, er en mangel – medmindre JEJ tilslutter sig stilen.

Jeg skriver ikke disse linjer ud fra et hævnmotiv. Jeg er også af den opfattelse, at PB har betalt dyrt og nok for sine gerninger.

Jeg gør det, dels fordi jeg ikke har set disse nuancer fra en forhenværende medarbejders side beskrevet tidligere, men primært gør jeg det af respekt for alle de af mine tidligere kolleger, som med fyringer eller helbredsmæssige store omkostninger i årevis oplevede et arbejdsklima præget af PB’s specielle og komplekse ledelsesstil.

Det var en stil præget af træk som egenrådighed, stædighed, forfængelighed, utålmodighed og magtdemonstration. Samtidig var denne stil kombineret med en til tider overvældende generøsitet.

Dermed skabte han et arbejdsklima præget af uforudsigelighed, frygt og undertiden afmægtighed. Det blev ofte en arbejdsdag, der kunne have kafkaske dimensioner.

Som sol og måne

Kunsten bestod i at kunne forudskikke borgmesterens ønsker og mål, at undgå at sige ham imod, og ramte man plet, var man genial og kunne som belønning opnå et løfte om en middag på den lokale restaurant Tante Maren. Var det et fejlskud, var man et hul i jorden.

Dagen efter kunne det se helt modsat ud. Man ville ikke have undret sig, hvis man en morgen stod op til en kommune, hvor kørslen var ændret til venstrekørsel – alt afhang af PB’s ideer. Og det skete, at vi kunne læse om ideerne i lokalavisen, før de blev åbenbaret for forvaltningen.

Stod man i det hele taget i vejen for hans planer, kunne han true med fyring eller forflytning til et andet job. Og for adskillige, både lav og høj, blev denne frygt med timers varsel en barsk realitet.

For andre resulterede det i dyre, helbredsmæssige omkostninger. PB’s generøsitet og glæde ved at hjælpe andre var sikkert også reel – men jeg tror, hans forfængelighed og hans behov for at være afholdt spillede en stor rolle.

Og ja, han var afholdt af mange, men for os i forvaltningen havde dette også sine omkostninger. Fik borgere ikke medhold i en sagsbehandling, kunne de dukke op på borgmesterkontoret. Og i sin iver efter at være godgørende kunne han omstøde en sagsbehandlers lovmedholdelige afgørelse.

Dette førte til, at man efterhånden kom til at tvivle på egen faglighed. Man følte sig fagligt desavoueret.

Det er beskæmmende, at det i et velfungerende demokratisk samfund er muligt at blive et forbillede på baggrund af resultater skabt ved ulovligheder og magtmisbrug.

Man kunne derfor have ønsket sig, at denne højtbegavede, hyperentreprenante politiker havde mødt flere personer, der havde haft mod til at yde ham vedholdende og seriøst modspil. Måske var hans endeligt i så fald blevet mindre tragisk, og så kunne han være blevet et liberalt forbillede for flere end JEJ.

Ellen Schultz Jørgensen er tidl. afdelingsleder i Farum Kommune.