Kronik

Der er vigtigere ting i livet end rejsning, selv om mange tjener på at bilde os noget andet ind

Jeg er dødtræt af at vandre rundt i et offentligt rum, der er tilsmurt med seksuelle referencer. Tænk, hvis underlivet kunne få lov at være lidt i fred – og vi kunne bruge vores fælles opmærksomhed på langt vigtigere udfordringer såsom klimakrisen, skriver operasanger Ingeborg Fangel Mo i dette debatindlæg
Scor.dk’s seneste datingreklamekampagne »At få rejsning er at leve« er blot ét eksempel på, hvordan sex og porno fylder for meget i det offentlige rum, skriver Ingeborg Fangel Mo.

Scor.dk’s seneste datingreklamekampagne »At få rejsning er at leve« er blot ét eksempel på, hvordan sex og porno fylder for meget i det offentlige rum, skriver Ingeborg Fangel Mo.

Tejs Ellesøe

30. august 2019

Sigrun på seks år har lige lært at læse. Vi står på en station, og hun forsøger at afkode en plakat.

»Mor, hvad betyder rejs-ning?«

»Hmm, jo, nu skal du høre min skat, det betyder, at tissemanden bliver stiv … den rejser sig, siger man.«

»Hvorfor gør den det, mor?«

»Jo, ser du, det kan for eksempel ske, når voksne mænd tænker på eller ser en kvinde, de synes er dejlig og lækker …«

Sigrun tænker.

»Gør fars det så, når han ser dig?«

»Hmm. Tja, nogle gange …«

»Men skal han så ud og se på andre kvinder, hvis han skal få den til at rejse sig hele tiden … og leve?«

Indrømmet: samtalen er opdigtet.

Men Sigrun på seks er ikke opdigtet, og hvis vi ikke var så heldige, at vi boede i provinsen, hvor datingsiden scor.dk gudskelov ikke for nylig havde plastret bybilledet til med deres frastødende og usympatiske reklamer, men i København, som i august har været fuldstændig indsmurt i »At få rejsning er at leve«, ja, så havde den sagtens kunnet finde sted.

Man kunne også forestille sig en anden samtale, en reaktion på den pågældende kampagne fra et menneske fra en anden, mindre sexfikseret kultur:

»Stakkels jer, tror I virkelig, at det er penissens liv, og jeres sexliv, der definerer jeres livskvalitet? Hvor må I være rastløse, utilfredse, upålidelige og ulykkelige.«

Opera med og uden ånd

Tidligere på måneden blev Teater S/H’s udgave af Don Juan et tilløbsstykke. En dødsmesse med et to timer langt efterspil i et slags bordel/natklub, hvor publikum blev inviteret med til festen. Det pirrede vist mange.

Denne avis’ teateranmelder Nanna Goul fortalte, at hun gik opstemt hjem og følte sig inspireret til at overgive sig til det frække: sex på dametoilettet.

Hun beundrede den lækre sydlandske brunette, der flirtede med hende (altså som en indstuderet del af stykket) og holder i anmeldelsen hendes lækkerhed og sexappeal op mod egne kartoffelfingre og firskårne nordiske look.

Jeg har også brede ’kartoffelfingre’ og er et kraftigt bygget nordisk stykke kvindfolk, der ikke oser af sex. Men jeg er (med årene blevet) rimelig tilfreds med det. Både mine kraftige, arbejdsstærke hænder og mit forhold til sex som en dejlig, men ikke afgørende del af det gode liv.

Jeg er selv operasanger og burde vist, hvis man skal tro anmeldelserne, være blevet inspireret af vanvidsfesten på S/H. Men jeg var bare træt, da jeg tog hjem fra forestillingen i kødbyen, træt og lidt livsled. Og den livslede, den usigelige udmattelse over at få tværet referencer til sex op i hovedet overalt, den hentede næring fra hver eneste af de mange ’At få rejsning er at leve’-plakater, jeg måtte forbi på vej hjem til min lille by i provinsen.

Opera er svær at ’opdatere’ og gøre moderne – men ikke umulig. Formatet udtrykker, når det er bedst, en sublim sammensmeltning af krop og ånd. Opera er et slags metasprog. Tekst, som skal synges opera-wise, skal have et løft med en poesi, hvor kroppen motiveres til i dyb smerte, sorg, glæde eller fryd at fokusere en energi i en ekstrem slags lyd, der løfter sig, ud af hverdagen, ned i kroppens dybeste følelser – og ud igen på åndens vinger.

Når mine fremragende kolleger gav den gas i S/H’s natklubsetting, synes jeg, de blev små. Uanset hvor meget, de arbejdede, hvor godt de sang, så affødte det ingen følelser i mig. Intet løft. De føltes distante, overfladiske, poserende i deres (flotte) pornooutfits, og jeg blev aldrig rørt.

Skuespillerens monolog som han hæst brølede ud fra balkonen til natklubsgæsterne (os), om at tage og overgive sig hæmningsløst til liderligheden og driften, lysten, er det eneste, der bevægede mig, på tragisk vis.

Jeg følte, jeg sad midt i en undergang, dér på barstolen i kødbyen, som modløs beskuer af den vanvidsfest, som instruktøren havde bestemt, at Don Juans dødsmesse skulle udvikle sig til. Midt i en verden, der er ved at gå under i sin egen groteske hedonisme, sin nydelsessyge og primitivitet.

Måske var det dér, instruktør Christian Lollike gerne ville have mig hen?

Er det vores kulturs svanesang, jeg overværer? Den hedonistiske fortabelse?

I et natklubssetup, med overspændte operasangere, sabelslugere, skrigende skuespillere, der fester for et delvist forført, afventende og betuttet publikum – mens verden i bogstavelig forstand brænder sammen om ørerne på os?

Kunst i klimakrisens tid

Jeg iagttog noget, jeg bilder mig ind var en slags skamfuldhed, hos nogle af de mænd med hvem, jeg forleden ventede på et S-tog med scor.dk i nakken. Et ubehag over plakatens pegen, pegen på deres kønsorgan, som om den og alle vi andre holder øje med, hvad der sker nede i deres bukser.

At vi ser det som en 1:1-aflæsning af deres livskvalitet. Jeg ville miste enhver lyst, hvis det var mig. Mon viagraproducenten sponsorerer den kampagne?

Tænk, om der var nogen, der tjente tilsvarende penge på at ’rejse’ Amazonas. Eller et sammenbrudstruet velfærdssamfund.

På Kulturmødet Mors diskuteredes der for nylig folkelighed. Sex og porno bruges uden tvivl spekulativt af kulturen og kunsten til at fylde sale, som noget ’folkeligt’, som noget, man mener, interesserer alle. Hvad nu, hvis ’folket’, flertallet længes efter en anden pegen?

Signe Wenneberg siger i et interview med Statens Kunstfond, at hun savner kunstnere, der involverer sig i de aktuelle kriser, klimakrisen og hele den økologiske katastrofe vi står midt i, som er forbilledligt dækket af denne avis. Og jeg kunne ikke være mere enig med hende.

For mig og mit lille, turnerende musikteater er dette en afgørende reference i alt, hvad vi laver. Vi lavede derfor en klimaopera for børn sidste år. Det er ikke det mest helstøbte stykke dramatik, vi har produceret, og kritikken fra miljøet har været udtalt: det er for moralsk, for meget pegefinger, for belærende.

Men ’folkeligt’ var det (selv helt uden sex!) for målgruppen, de tusindvis af børn i hele Norden mellem 8-16 år, som vi har spillet for. De lytter og siger tak, når vi kommer ud. Tak, fordi I tager os alvorligt. Tak, fordi I laver en opera om klimaet. Tak, fordi I efterlader os med håb og poser med frø.

Det meningsfulde liv

Jeg tror, børnene oplever, at vi møder dem med tillid. Tillid til det enkelte menneskes iboende vilje til og mulighed for at handle ansvarsfuldt, socialt – barn som voksen. Og den vilje skal vi hjælpe hinanden med at holde fast i, midt i den enorme afmagt, som alle de presserende kriser overvælder mange af os med.

Ønsket om at være en del af en sammenhæng, gøre en forskel, være et medmenneske, som nogen ved, de kan regne med, det ved vi vel dybest set alle sammen godt, er vigtigere end antallet af rejsninger?

Men vi skal huske hinanden på det, for der er mange, der tjener penge på at prøve at bilde os noget andet ind. Vi skal sige det til vores store børn, som for en stor del knap nok orker at have et sexliv, slet ikke faste kærester og måske ikke børn.

Vi skal huske hinanden på, at det gode liv er uendeligt meget mere og andet end sex og liderlighed. Og at der findes masser af mennesker der – frivilligt eller ufrivilligt – lever værdifulde, meningsfyldte liv – helt uden rejsning.

Ingeborg Fangel Mo er operasanger og leder af Musikteatret SAUM.

Alle mændene er konsekvent iklædt dametøj og bordelkostumer som kvinderne, og driften, den udadvendte erotiske kraft, er den samme.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Ejvind Larsen
  • David Zennaro
  • Eva Schwanenflügel
  • Niels-Simon Larsen
  • Nina Højland
  • Maj-Britt Kent Hansen
  • Carsten Svendsen
Ejvind Larsen, David Zennaro, Eva Schwanenflügel, Niels-Simon Larsen, Nina Højland, Maj-Britt Kent Hansen og Carsten Svendsen anbefalede denne artikel

Kommentarer