Kronik

I 15 år styrede opioiderne min tilværelse og gjorde livet meningsløst

En diskusprolaps i 2001 blev begyndelsen på et smerte- og medicinhelvede, der endte med at frarøve mig mange år af mit liv. Der er brug for klare retningslinjer for brugen af opioider og mere oplysning om bivirkningerne, skriver førtidspensionist Mona Vincent Rørstad i dette debatindlæg
Mona Vincent Rørstad blev kun meget inddirekte fortalt af lægerne, at opioderne skabte afhængighed. En afhængighed, som endte med at overtage styringen med hendes tilværelse og fratage hende al livskvalitet.

Mona Vincent Rørstad blev kun meget inddirekte fortalt af lægerne, at opioderne skabte afhængighed. En afhængighed, som endte med at overtage styringen med hendes tilværelse og fratage hende al livskvalitet.

Anders Rye Skjoldjensen

26. september 2019

De fleste er efterhånden bevidste om opioidkrisen i USA, men opioidafhængighed er ikke kun et problem på den anden side af Atlanten. Det er også et problem i Danmark.

Faktisk har vi i Danmark et ganske højt forbrug af opioider, særligt når vi sammenligner os med vores nabolande.

I Danmark bliver der udskrevet mere end 40 procent flere doser, end der for eksempel bliver i Norge. Det viser Sundhedsstyrelsens kortlægning af opioidforbruget fra 2016.

Min egen historie med opioider begyndte, da jeg i 2001 fik en slem diskusprolaps i ryggen. Jeg fravalgte i udgangspunktet en operation, da chancen for bedring kun var 50 procent.

Det første år forsøgte jeg mig i stedet med såkaldt konservativ behandling, hvilket vil sige, at jeg skulle lave øvelser hver anden time.

Under min første hospitalsindlæggelse fik jeg ordineret Tramadol, som er en let variant af morfin. Hverken før eller siden har jeg oplevet en lignende lykkerus – den var af paradisiske dimensioner.

Men efter tre dage var den forbi, og jeg har aldrig siden mærket en rus af medicinen. Det var måske mit held, da rusen var vidunderlig.

Efter et år kunne jeg stadig ikke gå uden Tramadol og slæbte mit højre ben efter mig. Jeg var bekymret for at miste mit arbejde, hvilket jeg også gjorde senere hen.

Men det var frygten for at miste mit job, der gjorde, at jeg i sommeren 2002 valgte at blive opereret.

15 års smertebehandling

Den første operation forværrede min tilstand. Efter endnu et år blev jeg opereret for anden gang. Der fik jeg indsat en protese nederst i lænden, men heller ikke den operation fik mig i bedring. Jeg slæbte stadig benet efter mig, og smerterne, der gik ned i mit højre ben og fod, var stadig uudholdelige.

Jeg var på det tidspunkt på store doser smertestillende opioider og blev til sidst henvist til en smerteklinik ved et af Københavns hospitaler – med et års ventetid.

I tre år var jeg i behandling på smerteklinikken. Deres opgave var at forsøge at gøre mig smertefri.

Listen over medikamenter blev lang: Fentanyl-smerteplaster, morfin, metadon, Lyrica, som ellers typisk bruges mod epilepsi, men også kan virke på kroniske smerter.

Dertil kom en masse andre medikamenter mod alle bivirkningerne. Faktisk var opioidernes bivirkninger til sidst flere og stærkere end de smerter, de skulle afhjælpe.

Smerteklinikken var ikke i stand til at gøre mig smertefri. De turde ikke at dosere opioiderne højere. Jeg antager, at det ville være for risikabelt.

Meget indirekte blev det sagt til mig, at opioiderne skabte afhængighed, men hvad det egentlig indebar, blev der aldrig lagt vægt på.

Langsomt overtog opioiderne styringen med min tilværelse: Al livskvalitet forsvandt. Jeg isolerede mig mere og mere. Hukommelsen var væk, det samme var min personlighed og mine kognitive evner.

Livet blev tomt og meningsløst. Og alting gjorde forbasket ondt. Der var ingen glæde tilbage.

Jeg husker, at jeg ønskede, at livet skulle være ovre, men uden at jeg tænkte konkret på selvmord.

Medikamenterne gjorde mig meget labil, og mine venner trak sig til sidst lidt tilbage på grund af mine følelsesmæssige udsving. Jeg var hverken kognitivt eller socialt til stede – selv ikke med min nærmeste familie.

Jeg vågnede med panikangst hver dag. Morfinen gjorde mig også svært aggressiv, sveden løb af mig, og pupillerne var små.

En veninde fortalte mig, at jeg lignede en narkoman. Jeg endte med at miste mange år til smerte- og medicinhelvedet.

Var jeg i virkeligheden narkoman?

Narkomani defineres som stofmisbrug og afhængighed af visse kemiske forbindelser. Jeg var ikke misbruger, men forbruger; storforbruger.

Jeg oplevede dog aldrig afhængigheden, fordi jeg hele tiden var dækket ind. Smerteplasteret blev skiftet hver 72. time, og jeg tog morfin og senere metadon efter et fastlagt skema.

Sagde selv stop

Vendepunktet for mig indtraf i 2016, da jeg til en konsultation med smertelægen bad om at blive nedtrappet i medicin – efter 15 år på opioider.

Dette forslag burde ikke være kommet fra mig, det burde for længst være kommet fra lægerne selv. Nedtrapningen tog 14 måneder, og i al den tid var jeg syg med kraftige abstinenser.

Først i februar 2017 tog jeg den sidste dråbe flydende metadon på tungen. Så var jeg endelig ude af medicinforbruget, men endnu et år med abstinenser fulgte, før de efterhånden aftog og til sidst forsvandt helt.

Jeg har ikke mærket nogen trang til at tage en morfintablet siden.

Langsomt vendte livet tilbage – eller snarere vendte jeg tilbage til livet. Jeg blev igen den person, jeg var, inden jeg fik min ryglidelse i 2001. Smertehelvedet og opioiderne stjal mange år af mit liv.

I dag forsøger jeg at spille på samme hold som min ryg. Jeg er ikke smertefri, men jeg formår at leve med smerterne og samtidig have et aktivt liv.

Klare retningslinjer

Denne kronik er ikke ment som en kritik af smertelægerne. De var i flere år min bedste støtte, de var det, jeg havde at holde fast i. De gjorde deres arbejde så godt, som de kunne ud fra de forudsætninger og den viden, man havde på det tidspunkt.

Smerteforskningen er i dag kommet længere, og man er kommet frem til, at opioider er dårligt egnet til kroniske, ikkeondartede smerter, og at de på længere sigt faktisk giver større smerter.

Der foregik også forandringer ved smerteklinikken i løbet af de år, hvor jeg var patient der. Der blev eksempelvis inkorporeret en otte ugers ’smerteskole’, hvor vi blev undervist i mindfulness og meditation.

Jeg var blandt de heldige, som fandt viljestyrken til at kæmpe sig ud af morfinens kløer.

Jeg fik også at vide, at jeg var heldig, fordi jeg kun var fysisk afhængig og ikke psykisk afhængig. Men alligevel var mit liv i mange år ødelagt og blottet for indhold.

Jeg savner mere debat om brugen af opioider i Danmark samt mere oplysning om afhængighed og andre senfølger og skader ved langvarig medicinering.

Sundhedsstyrelsen er blevet klar over problematikken, og antallet af patienter, som får morfinpræparater i mere end seks måneder, er faldet væsentligt siden 2016.

Måske lægerne også er blevet mere bevidste om problemerne med opioider. I årene 2011-2016 fik 183.000 danskere ordineret opioider om året, hvilket faldt til 170.000 i 2017.

Det virker dog, som om der i Danmark stadig er brug for bedre patientrådgivning om medicinering med opioider. Derudover er der også brug for nogle klare retningslinjer med hensyn til, hvordan man bruger opioider til kroniske smertepatienter.

Mona Vincent Rørstad, førtidspensionist

Talsmanden for Repræsentanternes Hus, Paul Ryan, holder et billede af sig selv sammen med en tidligere misbruger. 
Læs også
Enkelte steder er man nu begyndt at tage ansvar og nedtrappe de mange patienter. Men der er lang vej igen
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Marianne Nielsen
  • Mikael Velschow-Rasmussen
  • Britta Hansen
  • Peter Wulff
  • Eva Schwanenflügel
  • Søren Kramer
  • David Zennaro
Marianne Nielsen, Mikael Velschow-Rasmussen, Britta Hansen, Peter Wulff, Eva Schwanenflügel, Søren Kramer og David Zennaro anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu