Æblerne var uspiselige i både rå, tørret og mostet tilstand, men så fik vi et tip

Så kom efterårets første rigtige regnvejrsdag med rusk og isnende kuling. Set hernedefra en jordboers synspunkt virkede det hele ganske vist noget ubeslutsomt.

Her en fin, blød regn, som man godt kunne vove sig ud i, dér et pludseligt plask, som om vejrguderne havde besluttet sig for at hælde en fyldt spand vand ud på én gang. Og nu de var i gang, kunne de da også lige skyde en byge hagl af, så det hamrede på vinduerne. Kort efter var det hele næsten tørt igen.

Indtil næste angreb satte ind.

Haglene kan jeg ikke lide. Er der noget, æbler ikke synes om, er det hagl. Godt nok er det værre, hvis haglene rammer de små æbler i juli, men også nu kan der komme grimme fordybninger, der hurtigt bliver brune. Hagl bærer ikke sit navn for ingenting.

Og netop nu bugner havens træer af frugt. Hos os kan man ikke se, at æblehøsten i år skulle være meget ringe. Men mange plantager fik frost i maj, og en nyudsprungen æbleblomst, der får frost, mister på stedet sine fremtidsudsigter.

Vi fik ikke frost, og vi venter os en stor coxorange-høst. Også ingridmarie er godt med, ligesom guldborg, ananas, gravensten og pigeon.

Rød høstkalvil derimod har ikke et æble i år. Det er et sjældent træ, som stammer fra Auvergne i Frankrig og er beskrevet af munken Claude Saint-Etienne i 1671. Mit eksemplar har jeg fået som gave fra Pometet i Taastrup, der hører under Institut for Plante- og Miljøvidenskab, da min kulturhistorie, Æblets fortælling, udkom.

Det bar sin første rigtige høst forrige år. Det er dog næppe et problem, at det ikke bærer i år, det er sikkert hvert andet års bærer som mange gamle æblesorter. Frost har det jo ikke fået. Der var heller ingen blomster at fryse.

Også inde på gårdspladsen bugner det imidlertid. Her gror vores mere eksotiske vækster. Foruden en hørpalme (kan tåle ned til 16 graders frost) og op ad sydmuren en vin med blå Schuyler-druer, et figentræ, der har vokset sig så kæmpestort, at det skal skæres drastisk ned, når høsten er forbi.

Men hvor figentræet plejer at bære i september, begyndte det i år at sætte modne figner allerede i slutningen af juli, og vi kan stadig hver morgen gå ud og plukke flere, end vi kan spise på morgenmadens skyr og havregryn.

Vi har foræret væk til alle, der ville have, så mange, de ville have. Blot har flere af vores venner selv et figentræ, så de små fugle, der hopper rundt og pikker i frugterne, har kronede dage. Ligesom solsortene og admiralsommerfuglene. Med fuld velsignelse fra vores side.

Fra mors køkken

Også havens mest frugtbare æbletræ er et fugleparadis. Vi har nemlig i årevis anset æblerne for totalt uspiselige, så de (navnløse) frugter har fået lov at ligge som spisekammer for vinterens sjaggere og silkehaler – og naturligvis solsorte.

I rå tilstand rimper de hele hovedet sammen, de er sindssygt sure, og kødet er uinteressant. Jeg har prøvet at lave æbleflæsk af dem. Det var ingen succes. Vi har prøvet at moste dem – udrikkelig most. Jeg har prøvet at tørre dem. Man gad ikke æde resultatet. Alt sammen indtil en lokal besøgende foreslog, at det var et grødæbletræ.

Det var første gang, vi stødte på begrebet, et æbletræ, som er plantet udelukkende med det formål at levere æbler til æblegrød. Men i gamle landbohaver som vores er det på den anden side ikke usandsynligt, at man har syntes, et grødæbletræ hørte sig til.

Vi prøvede: æblerne blev kogt med lidt vanille og sukker – og blev den perfekte æblegrød.

Men hvor meget æblegrød kan man fortære? I min barndom fik vi æblegrød på bygvandgrød med sukker og kanel og smørklat i midten, men det er oprigtigt talt ikke en ret, jeg har følt trang til at bringe med mig fra min mors køkken. Hendes æblekage, derimod, med knuste makroner og rasp, ristet i sukker og smør, lagt lagvis med æblegrød og klatter af ribsgele, kan jeg spise lige så meget af, som da jeg var barn. Med flødeskum og ribsgele på toppen naturligvis!

Så det går grødæblerne nu om dage til.

Og der er stadig rigeligt til sjaggere, silkehaler og solsorte.