Kronik

Det armenske folkedrab anerkendes af metalhoveder, men ikke af det officielle Danmark

Metalbandet System of a Down synger om det armenske folkedrab, der for det officielle Danmark slet ikke eksisterer. Danmark bør officielt erkende og fordømme folkedrabet i stedet for at ligge under for den tyrkiske regering, skriver jurastuderende Roar Støvring Sørensen i dette debatindlæg.
Det ville være betimeligt, hvis Jeppe Kofod som nyudklækket udenrigsminister tager det sidste og afgørende skridt, som så mange af vores allierede har gjort det, og officielt erkender og fordømmer det armenske folkedrab i stedet for at underlægge sig den tyrkiske regering, skriver dagens kronikør.

Det ville være betimeligt, hvis Jeppe Kofod som nyudklækket udenrigsminister tager det sidste og afgørende skridt, som så mange af vores allierede har gjort det, og officielt erkender og fordømmer det armenske folkedrab i stedet for at underlægge sig den tyrkiske regering, skriver dagens kronikør.

Ritzau Scanpix

28. september 2019

Jeg er metalhoved. Jeg kan godt lide at gå i helt sort tøj, tage til koncerter med høj musik og headbange for fuld skrue.

Det er egentlig bemærkelsesværdigt, at jeg er blevet det. Nærmest ingen i min omgangskreds lytter til den slags musik, og den hårdeste musik, jeg voksede op med, var Queen. Lige så snart det bliver et nøk vildere end det, ville mine forældre sandsynligvis betegne det som larm. Og fred være med det – vi har hver vores smag. 

Min interesse for metal opstod for snart 18 år siden, da jeg først så musikvideoen til »In the End« af Linkin Park på den hedengangne Boogieliste. Senere debuterede også »Toxicity« af System of a Down i samme program.

Sidenhen har den nærmest udelukkende stået på metal, gerne så vildt og hurtigt som muligt, omend jeg dog har holdt fast i især System of a Down. Derfor var det også lidt af en drengedrøm, der gik i opfyldelse, da jeg fik lov at opleve dem i 2017, hvor de spillede på Danmarks selverklærede mest hyggelige festival Copenhell – især fordi det var første gang, de var i Danmark siden 2005.

Politisk musik

System of a Down er et særligt interessant band. De er faktisk et af verdens bedst sælgende metalbands med cirka 20 millioner solgte album og fire grammynomineringer i bagagen. Bandet var egentlig en del af en alternativ metalbevægelse, der startede i slutningen af 1990’erne og ud over System of a Down og førnævnte Linkin Park også inkluderer blandt andre Korn og Limp Bizkit.

Men System of a Down skiller sig imidlertid ud ved at inkorporere mange andre stilarter i deres musik. Således benytter forsangeren, Serj Tankian, sig til tider af vokalteknikker som pigsqueals og såkaldte growls, der som regel forbindes med dødsmetal.

De udmærker sig også ved ofte at blande den metalstil, der var populær omkring årtusindskiftet, såkaldt ’nu metal’, med traditionel armensk folkemusik. Meget af deres musik vil således lyde, hvis ikke decideret atonal, så i hvert fald en kende eksotisk for det vestlige øre.

Som mange andre alternative bands, der fik succes i samme periode, for eksempel amerikanske Rage Against the Machine, er mange af System of a Downs tekster politisk orienterede.

Alle fire bandmedlemmer er amerikanere af armensk afstamning, hvilket blandt andet kan ses af deres efternavne, der alle slutter på – (i)an; et armensk patronym, der kan sammenlignes med det danske -sen. Mange af deres tekster handler derfor om det armenske folkedrab. Det gælder for eksempel nummeret »Holy Mountains« fra deres grammynominerede album fra 2005, Hypnotize. Det kan jeg stærkt anbefale at høre og læse teksten til.

System of a Down var grunden til, at jeg selv fik øjnene op for det armenske folkedrab. Et folkedrab hvor Det Osmanniske Rige systematisk slog armenske mænd ihjel og tvang kvinderne ud på dødsmarcher for derefter at voldtage og slå dem ihjel også. Et sted mellem 800.000 og 1,8 millioner – der er nogenlunde bred enighed om 1,5 millioner – armeniere blev slået ihjel mellem 1915 til 1923.

Det er sjældent noget, man hører om herhjemme. Det var i hvert fald ikke noget, jeg lærte om i skolen – sandsynligvis blev det lidt overskygget af Holocaust.

Fortrængt folkedrab

Folketinget har officielt vedtaget, at man erkender, at der skete »tvangsdeportationer, massakrer og andre overgreb« på armeniere for ca. 100 år siden, men officielt bruger man dog ikke betegnelsen folkedrab. Danmark har heller ikke, i modsætning til f.eks. Sverige, Tyskland og USA, internationalt erkendt, at folkedrabet fandt sted. I skarp kontrast hertil er det i Frankrig strafbart at benægte, at folkedrabet fandt sted.

»Hvem, når det kommer til stykket, taler længere om udryddelsen af armenierne?«

Sådan sagde Adolf Hitler i 1939 i en tale til sine ledende officerer kort før Tysklands invasion af Polen og brugte dermed det armenske folkedrab som et argument for, at nazisterne kunne behandle jøder og polakker, som det passede dem. Og selv om det var under 25 år siden, at folkedrabet skete, havde han en pointe – selv i dag er der få ikkearmeniere, der taler om det. Danmark gør i hvert fald ikke. Tyrkiet nægter stadig helt, at det fandt sted. 

Det på trods af, at en opsigtsvækkende analyse af tyrkiske Taner Akçam blev offentliggjort i Journal of Genocide Research i midten af sidste måned. Her kunne Taner Akçam bekræfte autenticiteten af en række breve, der opfordrer til at »udslette« alle armeniere, skrevet af den højtstående osmanniske politiker Bahaettin Shakir. En mand, der ofte nævnes som en af hovedmændene bag det armenske folkedrab.

Da Per Stig Møller var udenrigsminister, sagde han, at spørgsmålet om, hvorvidt det armenske folkedrab fandt sted, var et historisk spørgsmål og ikke et politisk. Det var hans argument for ikke at gå sammen med 22 andre lande om at anerkende folkedrabet i 2008. Og ud over ovennævnte vedtagelse fra Folketinget, som må antages at have haft ringe udenrigspolitisk betydning, er det sådan, Danmark har behandlet det.

Det er sandsynligvis for at beskytte forholdet til Tyrkiet, at man har valgt i Danmark ikke officielt at anerkende folkedrabet, da Armenien er af ringe udenrigspolitisk betydning, mens Tyrkiet, der som bekendt danner bro mellem Europa og Asien, er en meget større brik i spillet. Selvfølgelig er der altid flere nuancer i en sag. Men hvorfor man stadig, knap 100 år efter folkedrabet sluttede, i et ellers oplyst land som Danmark har valgt ikke at erkende det, er mig en gåde.

Forestil Dem, hvis Mette Frederiksen eller udenrigsminister Jeppe Kofod afviste at svare på, om Holocaust skete – med henvisning til at det var et historisk spørgsmål og ikke et politisk. Det danske ramaskrig ville – sandsynligvis og forhåbentlig – være til at tage og føle på.

Sverige sagde, da de officielt erkendte folkedrabet i 2000:

»Det er vigtigt og nødvendigt med en officiel udmelding og erkendelse af folkedrabet på armenierne«.

Selv om Armenien er et lille land med kun omkring to millioner indbyggere, førte folkedrabet blandt andet til den armenske diaspora, og der bor derfor mange med etnisk armensk baggrund i verden, herunder især USA, hvoraf en anselig andel har familie, der omkom under folkedrabet.

Derfor ville det være betimeligt, hvis Jeppe Kofod som nyudklækket udenrigsminister tager det sidste og afgørende skridt, som så mange af vores allierede har gjort det, og officielt erkender og fordømmer det armenske folkedrab i stedet for at underlægge sig den tyrkiske regering, som gang på gang har vist – senest i sagen om mordet på saudiske Jamal Khashoggi på den saudiske ambassade i Istanbul – at den ikke går ind for grundlæggende menneskerettigheder.

Roar Støvring Sørensen er jurastuderende

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Olaf Tehrani
  • Hans Larsen
  • Carsten Nørgaard
  • Torben Skov
  • Flemming Berger
  • Steffen Gliese
  • Jens Flø
  • Benno Hansen
  • Kim Houmøller
  • Erik Karlsen
  • Ervin Lazar
Olaf Tehrani, Hans Larsen, Carsten Nørgaard, Torben Skov, Flemming Berger, Steffen Gliese, Jens Flø, Benno Hansen, Kim Houmøller, Erik Karlsen og Ervin Lazar anbefalede denne artikel

Kommentarer

Selvfølgelig er det en definitsation af begrebet "Folkedrab", hvor Tyrkiet mener noget andet end vi metalhoveder.

Personligt mener jeg, at selv 400.000 dræbte, som Tyrkiet påstår, er et helt vildt antal. Vi taler jo om mennesker af kød og blod - børn, kvinder, oldinge, gamle og unge, der har følelser ligesom vi andre. Disse mennesker blev sultet og tørstet ihjel, eller dræbt hvis de af træhed eller anden grund ikke var i stand til at følge de tvangsforviste konvojer.

Og hvis antaller ligner det officielle antal dræbte på 1.400.000 - 1.000.000 personer, er det ikke mindre end en skandale, at nationerne ignorerer denne uhyrlighed. Og det er det, bl.a. fordi det moderne Tyrkiet nu forsøger at decimere det kurdiske folk på næsten enhver måde.

Arne Albatros Olsen, Trond Meiring, Carl Chr Søndergård, Flemming Berger, Torben Skov, Søren Ferling, Jesper Sano Højdal, Steffen Gliese, Susanne Kaspersen, Roar Støvring Sørensen og Gitte Loeyche anbefalede denne kommentar

"Personligt mener jeg, at selv 400.000 dræbte, som Tyrkiet påstår, er et helt vildt antal. Vi taler jo om mennesker af kød og blod - børn, kvinder, oldinge, gamle og unge, der har følelser ligesom vi andre. Disse mennesker blev sultet og tørstet ihjel, eller dræbt hvis de af træhed eller anden grund ikke var i stand til at følge de tvangsforviste konvojer."

Det handler om politisk konduite; Danmark og en lang række andre vestlige lande har ingen problemer med at udpege omdiskuterede hændelser i og omkring Srbrenica, hvor godt 8.000 døde kan gøre det ud for et folkedrab. De dobbelte standarders eksempler er utallige, efterhånden er det mest krepérlige at nogen overhovedet undrer sig over dem, som de tilbagevendende dukker op ... i stedet for at rejse massiv kritik af de parter og magtstrukturer, som kreerer og opretholder dem.

Flemming Berger, Søren Ferling, Rolf Andersen og Susanne Kaspersen anbefalede denne kommentar

Det værste er, at det armenske folkemord faktisk er ganske godt dokumenteret af vidner i samtiden, hvoraf en del af de væsentlige var danske nødhjælpsarbejdere. Dertil kommer rapporter fra amerikanske og tyske diplomater, samtidens pressedækning.
Selvom folkemordet ikke anerkendes officielt, har DIIS en fremragende dokumentationsside, https://folkedrab.dk/eksempler-p%C3%A5%C3%A5-folkedrab, ligesom flere danske forfattere og journalister har lavet et fyldigt arbejde for at undgå, at det fuldkommen glemmes.
Helle Schøler Kjær og Mathias Bjørnlund har begge indenfor de seneste 10 år skrevet bøger om det, baseret på den nyeste forskning, og førstnævnte lavede også for 10 år siden en radiodokumentar i 3 afsnit, hovedsageligt om de danske vidner og deres hjælpearbejde.
Benægtelsen er ikke noget, der på nogen måde taler til Tyrkiets ære - eller gør det lettere at blive taget alvorligt i internationale forsamlinger.

Olaf Tehrani, Trond Meiring, Anders Reinholdt, Torben Skov, Søren Ferling og Boe Larsen anbefalede denne kommentar

Det skal rimeligvis siges at tyrkerne sådan set ikke benægter at der døde en masse armeniere som følge af den tyrkiske (på det tidspunkt osmanniske) stats handlinger og politikker (og de nævner 300.000-500.000 som dødstallet). De benægter imidlertid at der var tale om et bevidst forsøg på at udrydde armenierne som sådan og at det derfor ikke var folkemord. Problemet er at folkemordsdefinitionen ikke kræver at man udsletter en befolkningsgruppe til sidste mand/ kvinde men "blot" at man forsøger at ødelægge dem som "folk" hvilket inkluderer ødelæggelse af kulturelle symboler, drab på på lederpersoner, forbyde sprog etc. Og al den stund at forfølgelsen af armenierne begyndte med arrestation og henrettelse af armenske ledere i Konstantinopel/ Istanbul er der ingen tvivl om hensigten om at knække armenierne som en politisk faktor og enhed. Om bagmændene havde til hensigt til helt at udslette armenierne, deres kultur, sprog og religion er nok lidt mere tvivlsomt. Og hensigten er i hvert fald ikke helt så clear-cut som det var tilfældet med Holocaust.

Carsten Nørgaard

@Finn Egelund: Ja, armenierne husker hende.
Men det er der desværre ikke mange danskere, der gør.

I øvrigt var Elisabeth Lyneborgs bog »Karen Jeppe – at tænde lys i mørket« fra sidst i august 2018 en ganske fornøjelig omgang biografisk fiktion.

Det var måske lige det heftigste totalt at døve den tyrkiske indsigelse. Den er jo meget godt som et eksempel på, hvad der skal kæmpes imod for at skaffe armenierne satisfaktion.