Læserbrev

»Børnene er de sande ofre for den stigende vold i folkeskolen«

Vold mod lærere i folkeskolen er et stigende problem. Vi taler ofte om voldens åbenlyst negative indvirkning på lærernes arbejdsmiljø, men vi glemmer, at de elever, der begår volden, faktisk er de virkelige ofre, skriver folkeskolelærer Nickolaj Jensen i dette debatindlæg
20. september 2019

Jeg havde kun været lærer i et par dage, da jeg første gang oplevede, at en af mine elever så sig nødsaget til at udøve vold mod mig.

Jeg underviste sammen med en kollega 2. årgang i idræt. 56 elever og herunder en bred repræsentation af børn med diverse diagnoser. Vi spillede hockey i ti minutter, før de mange lyde, bevægelser og berøringer blev for meget for Amalie.

Hvad der set udefra lignede en ubetydelig konflikt, fik bægeret til at flyde over.

Med galoperende ADHD og hockeystaven hævet truende over hovedet jagtede hun Mads rundt i hallen. Da hun var ved at indhente ham, lagde jeg mine arme omkring hende. Styret af impulser så hun ingen anden udvej end at sætte tænderne i min hånd og bide til, indtil jeg slap mit greb.

Et par dage senere stod hun igen i en situation, hun ikke kunne rumme, og kastede en iPad i ansigtet på min kollega. Sådan gik dagene for Amalie.

Et udtryk for dyb frustration og afmagt

20 procent af landets lærere har været udsat for vold inden for det seneste år, viser tal fra Undervisningsministeriet. Debatten om vold i skolen cirkulerer ofte om tendensens åbenlyst problematiske indvirkning på lærernes arbejdsmiljø. 

Jeg vil dog på det kraftigste opfordre til, at der stikkes et spadestik dybere og arbejdes på politiske løsninger, der tilgodeser de sande ofre for volden i skolen: De børn, der udøver den.

Det er yderst belastende at blive slået af sine elever, men jeg er overbevist om, at det er endnu værre at slå sin lærer. Ingen børn ønsker at gøre skade på de personer, der drager omsorg for dem. Når det alligevel sker, er det udtryk for dyb frustration og afmagt.

Volden mod lærerne er steget med 12 procentpoint siden 2012, hvor man i inklusionens navn svingede sparekniven og sendte børn med særlige behov ud i almenklasserne uden den fornødne hjælp og støtte.

I samme periode er skoledagen blevet længere og kombinationen har resulteret i, at alt for mange børn konstant er på overarbejde for at tilpasse sig nogle rammer, de konsekvent oplever, at de ikke kan lykkes i. Det betyder for nogle, at det er blevet så godt som umuligt at styre uden om tilspidsede situationer, der eskalerer til vold.

Undervisningsministeren har tidligere varslet et opgør med inklusionsreformen. Jeg håber af hele mit hjerte, at ordene bakkes op af handling.

Nickolaj Jensen er folkeskolelærer.

Det er selvsagt uhyre vanskeligt at italesætte oplevelser med vold, alkoholmisbrug eller seksuelle krænkelser. I særdeleshed for børn og unge. Det kræver en særdeles stærk relation, tryghed og tillid at betro sig til sin lærer.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Viggo Okholm
  • Troels Ken Pedersen
Viggo Okholm og Troels Ken Pedersen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Det er ikke inklusionen, der er skyld i volden, men derimod den sparerunde, der gør, at Amalie står helt alene i et inferno af børn og larm, når ét af hendes problemer er, at hun ikke kan filtrere indtryk. Det er vold mod Amalie, men i en verden, der virkelig VIL inklusion, vil Amalie og ligesindede have idræt under tilpassede forhold, hvor der er ro, overskuelighed og tryghed. Og Mads og Nicolai, de udmærkede idrætslærere har tid til at tage sig af de udfordrede elever i ro, med humor, anerkendelse og varme og uden nedsmeltninger og blå mærker. Inklusion er en positiv udvikling, men det koster nu og her at høste om fem til ti år.