Læserbrev

Boligministeren gemmer sig bag udemokratisk aftale, når han støtter nedrivning af almene boliger

Boligministeren iscenesætter sig selv som demokratiets mand, når han ikke vil modsætte sig en nedrivningsaftale vedtaget af både Aarhus Byråd og Brabrand Boligforening. Men vi blev truet til at indgå aftalen, skriver bestyrelsesmedlem i Brabrand Boligforening i dette debatindlæg
24. september 2019

For nylig var boligminister Kaare Dybvad (S) på besøg i Skovgårdsparken, naboafdelingen til Gellerupparken. I den forbindelse blev han spurgt ind til, hvordan han ville håndtere de nedrivningsplaner, der lå på skrivebordet.

Ministeren ville ikke modsætte sig en aftale, som var vedtaget af to flertal i Brabrand Boligforening og Aarhus Byråd, svarede han. På den måde iscenesætter han sig selv som demokratiets mand: En principfast samfundstjener, der følger flertallets vilje uanset sin personlige holdning.

Men boligministeren taler mod bedre vidende, når han afviser at blande sig i nedrivningsplanerne, fordi de er demokratisk vedtaget. Han må have overset, at et af de flertal hverken er frit eller villigt.

Tværtimod vedtog Brabrand Boligforening samtidig med aftalen en udtalelse, der i helt klare vendinger fortalte, at vedtagelsen foregik mod vores vilje. Faktisk oplever vi at være blevet truet og presset til at indgå aftalen.

Som det fremgår af udtalelsen, er planerne godkendt, »alene fordi alternativet er en trussel om en statslig overtagelse af området, formentlig endnu flere nedrivninger, og at yderligere flere tusinde mennesker skulle miste deres hjem«.

I realiteten er beboerne blevet afpresset til at sige ja, tak.

For den lovgivning, der startede hele fadæsen, er skruet sådan sammen, at flere mennesker ville miste deres hjem, hvis vi takkede nej til aftalen. Beboerne ville blive tvunget til at flytte i dyrere lejligheder eller flytte væk.

Aftaler indgået under frygt for trusler er ikke demokratiske. Det må ministeren være enig i. Derfor er det som at overvære et absurd teaterstykke, når ministeren gemmer sig bag flotte, demokratiske principper i en situation, hvor de ikke er til stede.

Hvis regeringen fortsat vil have os til at tro på, at den er garanten for en socialt retfærdig politik, der stiller borgere før private bygherrer, må boligministeren seriøst genoverveje sit standpunkt.

Mathias Ottesen, bestyrelsesmedlem i Brabrand Boligforening

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Eva Schwanenflügel
  • Jørn Vilvig
  • Frede Jørgensen
  • Thomas Tanghus
  • Carsten Mortensen
  • Viggo Okholm
  • Lise Lotte Rahbek
Eva Schwanenflügel, Jørn Vilvig, Frede Jørgensen, Thomas Tanghus, Carsten Mortensen, Viggo Okholm og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne artikel

Kommentarer

Ghettoloven er så absurd forkert, uretfærdig, racistisk og uværdig for det danske demokrati, at jeg ikke fatter, at den blev vedtaget, og slet ikke fatter, at den får lov til at fortsætte under den nuværende regering. Men SD har jo ofte vist sig villige til at deltage i svinehundskoret, så desværre undrer det mig alligevel ikke så meget...

Eva Schwanenflügel, Ebbe Overbye, P.G. Olsen og Frede Jørgensen anbefalede denne kommentar
Poul Erik Pedersen

Man skal have sig for øje: den almennyttige boligsektor er underlagt en lovgivning, hvor byrådene har en afgørende indflydelse på beslutningerne. Det har de haft, lige siden den første lov om statslån til byggeri blev vedtaget under 1. verdenskrig. Så selve beslutningskompetencen ligger altså hos byrådet.
Dette betyder samtidigt at det interne demokrati, der findes i de enkelte boligforeninger og i de enkelte afdelinger reelt set ikke har politisk magt. I loven om almennyttigt byggeri er det præciseret at den enkelte boligorganisation KAN vælge at etablere en afdelingsbestyrelse - men den er ikke forpligtet. Af dette følger: bestyrelserne er KUN rådgivende, de har eksempelvis ikke et økonomisk ansvar i det tilfælde den enkelte afdeling måtte give underskud (ikke har alle boliger udlejet!). I forlængelse heraf: den enkelte beboer har derfor heller ikke afgørende indflydelse på afdelingens drift - og de beslutninger der måtte følge af at afdelingen skal holdes i forsvarlig stand. Det er direktør, driftsafdeling og økonomiafdeling der sidder med dette ansvar.
Jeg vil derfor mene at man gør sig skyldig i en vildfarelse, når man betegner aftalen i Aarhus som udemokratisk. Det er den ikke, fordi det ganske rigtigt er kommunerne der administrerer det almennyttige boligbyggeri. Det er også derfor korrekt, når boligministeren afviser at forholde sig direkte til de planer Byrådet i Aarhus har udarbejdet (mere eller mindre i samarbejde med Brabrand Boligforening - ifølge læserbrevet).
I det videre perspektiv: det er korrekt at ghetto-lovgivningen er problematisk - den er det fordi den foregiver at løse, mere eller mindre forestillede, problemer, som er af social, økonomisk og planmæssig karakter. Midlet ses her at være at rive boliger ned, uanset deres kvalitet. Det er det reelle problem. Skal der findes løsning på dette problem, må vi i gang med en noget større øvelse som angår hele planlægningen og udformningen af vore byer. I sidste ende: diskutere om boligen skal være et investeringsopbjekt eller en menneskeret! Diskutere om vore byer skal være til for alle borgere, eller kun være til for de velbeslåede! Her burde den siddende regering have nogle oplagte muligheder for at sætte en ny dagsorden - en ny dagsorden der OGSÅ er nødvendig, set i lyset af de klimaudfordringer vi står over for.
mvh. poul.

Thomas Tanghus, Werner Gass, Eva Schwanenflügel og Aase Kusk anbefalede denne kommentar