Læserbrev

Braad Thomsens bloddryppende fortolkning af Biblen og Koranen er dybt forfejlet

Det kan anbefales at sætte sig grundigt ind i andres tro og helligskrift, inden man gør disse til genstand for kritik. Hvis ikke man gør det, ender man med at angribe sine egne fordomme, skriver tidligere folkekirkepræst Johannes H. Jensen i dette debatindlæg
13. september 2019

Filminstruktør Christian Braad Thomsens religionskritiske kronik den 23. august vækker til indsigelse. Forfatterens kritiske ståsted bliver tydeligt med henvisningen til hans seneste bog, som efter hans eget udsagn blandt andet handler om Jesus som hadprædikant.

Som illustrationen til indlægget også viser, er kronikken en bloddryppende udlægning af Koranen, det jødiske Gamle Testamente og det kristne Nye Testamente. Alt sammen fortolket ud fra kronikørens forudfattede aggression over for de tre verdensreligioners grundtekster.

Uden at lade sig anfægte af grundteksternes vidt forskellige kulturelle og religiøse baggrund og tidssammenhæng – der strækker sig over et par årtusinder – udlægges det, som det passer til kronikørens forudindtagede opfattelse.

Braad Thomsen fremfører en fundamentalistisk og bogstavelig udlægning af teksterne, som om det er en gængs tolkning, der er gangbar i alle religionerne og generelt bliver brugt af dens tilhængere.

Resultatet er da også, at kronikøren i de fleste tilfælde kommer til konklusionen, at de alle sammen ser ens på det meste.

Den forstemmende pointe bliver, at religionernes stiftere åbenbart alle er hadprædikanter – især Jesus og Muhammed.

Det er resultatet af en bogstavelig og ukritisk læsning af gamle tekster og regler, der måske aldrig er blevet praktiseret.

Hvis man igennem sin kritik vil beskrive andres tro og helligskrift, er det en godkendt fremgangsmåde, at man som udgangspunkt sikrer sig, at man har forstået de opfattelser, som man vil kritisere. Det kan man gøre ved at sikre sig, at ens modstandere kan genkende sig loyalt refereret.

Hvis ikke de kan det, er det måske mere ens egen fordom, man er ved at angribe. Jeg kunne godt tænke mig at se, hvordan Braad Thomsens beskrivelse af verdensreligionerne kom til at se ud, hvis han gjorde sig den ulejlighed at sætte sig ind i dem. Pudsigt nok undrer Braad Thomsen sig over, at kristne tolker »Jesus som fredsfyrste«.

Hvad kunne der ikke komme ud af at tolke kristendommen med Jesu ord og handlinger som det centrale i troen?

Johannes H. Jensen, supervisor og tidligere folkekirkepræst

Der er megen debat om islam i Danmark, men det er tilsyneladende meget få, der har fået læst Koranen. Faktisk adskiller den sig meget lidt fra Biblen, skriver filminstruktør og forfatter Christian Braad Thomsen i sin kronik i spiritualitetsserien
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Stig Bøg
Stig Bøg anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu