Kronik

Der er brug for et opgør med ’drømmeuddannelsen’

Unge søger ind på de uddannelser, hvis optagekrav ligger lige omkring deres karaktersnit. Og så krydser de fingre for, at de lige nøjagtig klarer cuttet til ’drømmeuddannelsen’. Men det giver ikke reflekterede og oplyste studievalg, skriver dekan og studiechef ved Københavns Professionshøjskole i dette debatindlæg
Hvis vi virkelig ønsker, at flere unge skal læse til pædagog, lærer og sygeplejerske som f.eks. her på Københavns Professionshøjskole, er der brug for at udfordre både forestillingen om drømmeuddannelsen og ideen om, at karaktergennemsnittet bedst bruges ved at søge ind på en uddannelse, der modsvarer karaktergennemsnittet.

Hvis vi virkelig ønsker, at flere unge skal læse til pædagog, lærer og sygeplejerske som f.eks. her på Københavns Professionshøjskole, er der brug for at udfordre både forestillingen om drømmeuddannelsen og ideen om, at karaktergennemsnittet bedst bruges ved at søge ind på en uddannelse, der modsvarer karaktergennemsnittet.

Linda Kastrup

4. september 2019

Den er sikker hvert eneste år. Når vi rammer slutningen af juli og datoen for optagelse på de videregående uddannelser, så kører medierne i ring med de samme overskrifter.

»I nat får 88.757 unge svar på, om de er optaget på drømmeuddannelsen«.

»Ole er kommet ind på drømmeuddannelsen«.

»Fik du afslag på drømmeuddannelsen? Se her, hvad du skal gøre nu«.

Det er ubetinget positivt, at medierne og samfundet generelt er interesserede i uddannelsesområdet. Men det er en ærgerlig tendens, at der altid skal fokuseres så meget på ’drømmeuddannelsen’. I stedet skal der blandt de kommende studerende skabes en erkendelse af, at der er flere uddannelser, som de kan lykkes på, og hvor deres drømme kan udfoldes.

Historisk underfinansieret

I denne uge byder vi velkommen til alle de nye studerende på Københavns Professionshøjskole – lige fra pædagog og socialrådgiver til laborant og jordemor. Vores samlede ansøgertal på Københavns Professionshøjskole er stort set uændret i år, men der er en del forskellige tendenser at spore på de enkelte uddannelser.

På positivsiden har 15 procent flere sammenlignet med sidste år søgt om optagelse på socialrådgiveruddannelserne i hovedstadsområdet. Der er brug for dem derude. Derfor er det glædeligt, at så mange unge vil arbejde i den sociale sektor.

På den anden side oplevede vi igen i år, at vi har flere pladser end ansøgere på pædagoguddannelsen. Som det har været diskuteret heftigt hen over sommeren, så hænger et vigende ansøgertal ikke godt sammen med de aktuelle politiske ambitioner for dagtilbudsområdet.

Pædagoguddannelsen er historisk underfinansieret. Det er et faktum. Kravene til de nyuddannede pædagoger er langt større i dag end for 20 år siden, men finansieringen af uddannelsen har ikke rykket sig.

Det skal der rettes op på med en langsigtet investeringsplan fra Christiansborg. Og så er vi nødt til at se på alternative og supplerende uddannelsesveje for at sikre tilstrækkelig arbejdskraft inden for en af vores vigtigste velfærdsprofessioner.

Vores nye uddannelses- og forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen har allerede erkendt, at der er brug for handling – og hun tog for nylig et godt første skridt med en engangsinvestering på 127 millioner kroner til at løfte pædagoguddannelsen.

Snit bruges maksimalt

Vi skal dog et spadestik dybere for at løse udfordringerne på uddannelsesområdet. Lige nu er tendensen, at ansøgerne til en videregående uddannelse bruger deres snit maksimalt. Man søger altså ikke en uddannelse med et lavere snit, end det man har med sig fra sin ungdomsuddannelse.

Vi ved fra vores egne studerende med et højt gymnasialt karaktergennemsnit, at deres omgangskreds, familie og endda lærere ofte undrer sig over, at de vælger en uddannelse hos os, som ikke kræver nær så højt et snit.

Det er en udbredt forestilling, at ens gymnasiale karaktergennemsnit bruges bedst ved at søge optagelse på en uddannelse, der modsvarer karaktergennemsnittet. Men hvorfor er det et problem?

Set fra vores stol uddanner vi socialrådgivere, pædagoger og sygeplejersker, som i deres arbejde møder den brede befolkning. Vi ønsker, at de studerende, vi optager på f.eks. pædagoguddannelsen, afspejler den mangfoldighed, som de færdiguddannede pædagoger vil møde i institutionerne.

Derfor er det en skævvridning, når kun 0,6 procent af ansøgerne til pædagoguddannelsen på Københavns Professionshøjskole har over 10 i snit sammenholdt med, at uddannelsen modtog hele 7,5 procent af alle førsteprioritetsansøgninger til videregående uddannelser i Danmark. Tilsvarende havde 1,3 procent af ansøgerne til sygeplejerskeuddannelsen over 10 i snit, mens uddannelsen modtager 5,9 procent af alle førsteprioritetsansøgningerne i landet.

Hvis man udelukkende fokuserer på ansøgerne med 10 eller derover i snit fra gymnasiet, så er det i runde tal kun hver syvende ansøger, der vælger at søge ind på en professionsuddannelse.

Det væsentlige her er ikke, at man kun kan blive en fremragende pædagog, hvis man har et højt gennemsnit. Relationskompetencen sidder ikke i 12-tallet, og som pædagog skal du kunne andet og mere end at være teoretisk stærk.

Det væsentlige er, at det er ærgerligt for uddannelsens bredde og sammensætning, at så få studerende med høje karakterer mener, at pædagoguddannelsen er noget for dem.

Valget er en proces

Vi bør også diskutere, hvordan vi støtter og vejleder de unge i deres proces med at træffe et informeret og afklaret uddannelsesvalg. De skal gennemgå en optagelsesproces, som opleves både fair og objektiv, og som ikke alene værdisætter dem ud fra deres karaktergennemsnit.

Det kræver – som tidligere nævnt – et opgør med den ene drømmeuddannelse. Din succes i livet afgøres ikke af, om du kommer ind på medicin i København.

At blive optaget på et studie skal ikke blot forstås som en ansøgning i Den Koordinerede Tilmelding. Der er brug for at tænke optag som hele den proces, den unge gennemgår med refleksion over egne præferencer, styrker og muligheder.

Hvis vi virkelig ønsker, at flere unge skal læse til pædagog, lærer og sygeplejerske, så er der brug for at udfordre både den udbredte forestilling om, at drømmeuddannelsen findes – samt ideen om at ens gymnasiale karaktergennemsnit bedst bruges ved at søge optagelse på en uddannelse, der modsvarer karaktergennemsnittet.

Det er ikke, fordi karaktergennemsnittet ikke er en god indikator for ens boglige evner. Det er det.

Det handler om, at uddannelsesvalg i højere grad bør baseres på kendskab og refleksion over egne styrker og præferencer og på et endnu mere oplyst grundlag.

Dræb myterne

Det er ikke længe siden, at en optagelseskommission under tidligere uddannelses- og forskningsminister Tommy Ahlers (V) så det nuværende optagelsessystem efter i sømmene. Men her var fokus snævert på selve optagelsesprocessen – om Den Koordinerede Tilmelding fungerede – mens man skøjtede lettere hen over studievalgsprocessen.

Birgitte Vedersø, formand for Danske Gymnasier, fortalte på en høring i forbindelse med optagelseskommissionen, at der cirkulerer en hel del myter og relativt lidt fakta blandt de unge om uddannelser, deres optagekvotient, muligheder for job osv.

Overgangen fra ungdomsuddannelse til videregående uddannelse er svær, og de unge har brug for langt mere støtte og vejledning, når de skal vælge uddannelse – og langt tidligere, end når de skal til at sende ansøgningen, hvor myterne har gjort arbejdet.

Studievalg Danmark gør i dag et stort arbejde med individuel vejledning og workshops på ungdomsuddannelserne, men der er brug for flere tiltag. De professionsrettede HF-forløb er et rigtig godt bud på, hvordan man kan give de unge et større kendskab til velfærdsprofessionerne. Forløbene giver de unge hands on-viden og erfaring med professionsuddannelserne, men efterlader også de mange unge på den klassiske gymnasieuddannelse uden samme viden og erfaring.

Et andet bud er mere studiepraktik, hvor elever på ungdomsuddannelser får lov til at følge undervisningen på professionsuddannelserne og tale med lærerstuderende, pædagogstuderende og sygeplejerskestuderende i hverdagen. Opleve studiemiljøet på nært hold, fornemme stemningen og få dræbt myterne.

Lad os begrave forestillingen om den ene drømmeuddannelse og hjælpe og støtte de unge i at træffe et oplyst studievalg, som ikke kun fokuserer snævert på et karaktergennemsnit. Det vil vi gerne hjælpe med!

Annegrete Juul og Rasmus Weinreich Holm er hhv. dekan og studiechef ved Københavns Professionshøjskole.

Der bliver kokkereret i hjemmekundskab i 5. klasse på Holbæk By Skole, og læreruddannelsen lokker stadig mange, men oplever ligesom pædagoguddannelsen et fald i antallet af ansøgere. Og en af grundene kan ifølge uddannelsesforsker Jan Thorhauge Frederiksenopsummeres i ét ord: Folkeskolereformen
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Det lyder jo vældig godt, men problemet er jo, at de potentielle ansøgere godt ved, at pædagoger generelt får dårlige løn- og arbejdsforhold, og så er det jo lidt vanskeligt at sælge uddannelsen som en drømmeuddannelse.

Mads Kjærgård, Bianca Johannson, Rikke Nielsen, Lillian Larsen, Ulla Søgaard og Maia Aarskov anbefalede denne kommentar

Ja, det ville jo nok rykke en del, hvis de kunne få en ordentlig løn. Det ER vanvittigt, at mennesker, der skal tage vare på de næste generationer og give dem en god start på livet, er så dårligt betalt.

Mads Kjærgård, Bianca Johannson, Carsten Wienholtz, Lillian Larsen og Ulla Søgaard anbefalede denne kommentar

Jeg synes ikke det er underligt at man som studerende søger ind på uddannelser som matcher ens karaktergennemsnit. Når man går i gymnasiet og har en rimelig god ide om hvilket studie man gerne vil ind på, så undersøger man jo hvad optagelseskravene er. Hvis kravet er 10, så anstrenger man sig for at få lidt over 10, så man kan komme ind på sit drømmestudie, men man går ikke efter 12 i gennemsnit. Bruger du for meget tid på bøgerne, så har du jo mindre tid til at leve. Man tilpasser indsatsen til målet. Gymnasielever har jo mange andre interesser end kun gymnasiet, der er mange andre ting de gerne vil og skal lære fx hvem de selv er, hvad de vil med deres liv, hvem de vil være kærester med.. intet af det står jo i bøgerne.

Mads Kjærgård, Rikke Nielsen, Henrik Brøndum, Ulla Søgaard og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar

Jamen, er det særlig dårlig betalt? Da jeg gik i gymnasiet, svarede mange i klassen på - og det var en næsten ren pigeklasse - at de 'ville arbejde med mennesker', og mange gik videre til netop at blive sygeplejersker, lærere eller lektorer, socialrådgivere. Lønnen var bestemt heller ikke særlig god dengang, men der var ikke den samme dyrkelse af ambitionen, det handlede om at få et tilfredsstillende liv.

Karsten Aaen, Kim Houmøller og Carsten Munk anbefalede denne kommentar
Anders Sørensen

Man bør naturligvis have en drømmeuddannelse. Og man bør være realistisk nok til at forstå, at ikke alle drømme bliver virkelighed.

Samtidig bør man dog også erkende, at hvis drømmen er at læse medicin i København, og man ikke opnår dette, er det et hårdt knæk. Det skal det være. Det er en drøm, der bliver smadret, og det nytter ikke noget at omgivelserne mener, at man så bare kan læse noget andet eller blive noget andet.

Det er den smertelige erkendelse af, at man ikke var god nok, man skal komme overens med.

Lønnen har med tiden fået større og større betydning for, hvordan man kommer til at bo. Og for ens livsudfoldelse. Hvis "status" udgør en del af lønnen, tiltrækker uddannelsen ikke unge, som har behov for at etablere sig.

Ja, men det er da også en lidt bagvendt måde at tænke på det, Anders Sørensen: hvis man gerne vil læse medicin, sætter man sig vel ind i det, hvorved man også forbedrer sin chancer ved eksamensbordet.
Vigtigere end at drømme om en uddannelse er det vist at interessere sig for noget - for i sidste ende er det som regel dette, undertiden upåfaldende, der ender med at skaffe en et levebrød.

Maj-Britt Kent Hansen

Drømme mig her og drømme mig der. Ordet bruges i mange forbindelser, og det har som regel lidet med virkeligheden at gøre.

At være interesseret og gå nøgternt til mulighederne - uanset om det er studier eller andet - er mere på sin plads.

Jens Christian Jensen

Endemålet, når vi en dag ligger på det yderste, er at forlade denne jord med hjertet fuldt af minder i stedet for drømme.

Hader selve ordet drømmeuddannelse. En lille observation om sproglig inflation: - - mellem 1990 og 01.09.2010 blev ordet drømmeuddannelse brugt 1283 gange i 747 artikler i danske aviser og blade.

I dette årti er det så blevet brugt 3683 gange i 2172 artikler.

Jørgen Wind-Willassen

MEGET kloge ord.
Hvor kommer dog den vrangforestilling om, at en uddannelse med høje karakteradgangskrav er bedre- mere interessant end en med lavere karakteradgangskrav ?
Det må der sættes ind overfor.
Nærmest identiske uddannelser kan have vidt forskellige karakteradgangskrav.
F.eks. Biokemi og Molekylær biokemi.
Det samme kan ses på CBS.
Noget er hot - andet ikke.
Nærmest ALLE ingeniøruddannelser har også meget lave adgangskrav -mens et for samfundet lidt marginært fag som antropologi har tårnhøje adgangskrav.
Og det kan sandelig ikke have noget at gøre med løn.
Ingeniør startlønnen ligger omkring slutlønnen for antropologer.
Så der alt for meget modehype i uddannelsesvalget.
På tide de unge kigger lidt ind i realismen og forlader drømmeverden.

For mig laver artiklens forfattere et selvmål, ved implicit at udnævne pædagoguddannelsen til det modsatte af en drømmeuddannelse. Der er vel faktisk nogle, der drømmer om at blive pædagog. Man får mere engagerede pædagoger ud i den anden ende, ved at bygge på de drømme.

Mads Kjærgård

Man søger vel ind der, hvor man har sine stærke sider. Er man god til samfund og historie, så er det jo det. Pædagog hvem gider det? Dårlige arbejdsforhold, dårlig løn, nedslidning og arbejde uden mulighed for kaffepauser og lignende. Er man pædagog, så er man PÅ! Og man skal ikke forvente overbemandning eller overhovedet bemandning I forhold til hvad arbejdsopgaverne kræver!

Eller også, Mads Kjærgård, har man lært, hvad vi lærte i min gymnasietid, at selve det fag, man blev optaget på - i hvert fald på humaniora - var mindre væsentligt, at der mao var et overgribende paradigme, der gjorde det muligt at dreje faget i den enkeltes retning, når det kom til specialisering. Derfor var fag som nordisk eller sprogfagene ganske attraktive som en bred basis, man kunne operere på for at opnå de specifikke kompetencer, der passede til ens erhvervsønsker.
Det legendariske eksempel er jo professor Erik Aschengreen, der formåede at få en afdeling for danseforskning etableret under Nordisk, fordi man her var mere lydhør end på det mere nærliggende Teatervidenskab. Først efter mange år skete der en relokering af afdelingen, som ved sammenlægningen af nogle af de æstetiske fag opnåede at blive selvstændig på samme niveau som de øvrige fag på Institut for Kunst og Kulturvidenskab. Ikke, at jeg dermed giver udtryk for, at denne sammenlægning var en god idé, tværtimod har det jo vist sig, at de små, individuelt uafhængige institutter med tæthed mellem studerende og undervisere er langt at foretrække, og jeg er også sikker på, at vi snart vil se en opløsning af de heterogene mastodontinstitutter, der intet godt gør for forskningen udover at nødvendiggøre en masse overflødigt bureaukrati.

Søren Kristensen

De unge har ret (og sikkert også lyst) til at drømme alt det de vil og hvad skulle stoppe dem, andet end høje adgangskrav?

Jeg mener altså, der er tale om en misforståelse af store dele af universitetet, hvis man mener, at det er valget af fag, der afgør, hvad man har af jobmuligheder. Her taler jeg ikke om de idiotiske 'generelle kompetencer', men om den opnåede faglige specialisering, som den enkelte erhverver sig.

Udtrykket 'drømmeuddannelse' hviler på en urealistisk henførthed, en sentimentalitet, som er en uundværlig bestandel af det kapitalistiske klassesamfunds illusionstricks.