Læserbrev

Danske muslimer oplever ikke, at politiet tager deres frygt for terror alvorligt

Den yderste højrefløj har i årevis haft vind i sejlene, og det gør danske muslimer nervøse. De er kede af, at politiet velvilligt stiller op, hver gang Paludan chikanerer dem i deres boligområder, mens de ikke prioriterer beskyttelse af muslimske højtider, skriver politiassistent Elvir Abaz i dette debatindlæg
1. oktober 2019

Visse politikeres og mediers årelange dehumanisering og stigmatisering af danske muslimer har givet vind i sejlene til den yderste højrefløj. Især på de sociale medier bliver propaganda og voldsfantasier forstærket i de muslimfjendtlige grupper.

I København så vi for nylig, hvordan en dansk buschauffør var tæt på at køre flere vagter ned i forbindelse med et lovligt anmeldt optog i anledning af den shiamuslimske helligdag ashura.

Situationen blev farlig. Vagterne blev tvunget til at løbe baglæns for undgå blive kørt ned, og det skabte panik og utryghed hos de tilstedeværende kvinder og børn.

»Skrub hjem med jer,« lød det fra buschaufføren under episoden.

I stedet for at fordømme buschaufførens handling og bakke op om muslimernes grundlovssikrede forsamlingsfrihed var politikerne og medierne stille.

Jeg har tidligere overværet flere fredelige ashuraoptog i Odense. De deltagende shiamuslimer var stille og i øvrigt velorganiserede. Frivillige ’vagter’ iført gule veste var placeret både foran og bagerst i optoget, idet de deltagende var oprigtigt nervøse for at blive kørt ned af en sindsforvirret højreekstremist eller tilhænger af den uislamiske stat, ISIS.

Terrorangrebene mod moskeer i Norge og New Zealand, radikaliseringen af den yderste højrefløj og Paludans hadkampagne gør danske muslimer nervøse. De frygter, at højreekstremister i Danmark kan inspirereres til at begå lignende terrorangreb under muslimske højtider og mærkedage som eid, ashura eller fredagsbøn.

I ugerne efter terrorangrebene på moskeerne i New Zealand var muslimer i Odense især bange for at tage til fredagsbøn i de lokale moskeer.

Danske muslimer oplever ikke, at politiet tager deres bekymring og frygt for terror alvorligt. De er kede af, at politiet velvilligt stiller op, hver gang Paludan vil chikanere dem i deres boligområder, mens de ikke tilnærmelsesvis er lige så villige til at beskytte muslimer under deres højtider eller fredagsbøn.

Det er mit indtryk, at ledelsen i de enkelte politikredse i Danmark efter terrorangrebet i New Zealand var tilbageholdende med at yde danske moskeer beskyttelse under fredagsbønnen – primært af frygt for politisk pres og kritik.

Danske muslimer og deres religions- og forsamlingsfrihed skal beskyttes på lige fod med andre borgere i landet.

Elvir Abaz, politiassistent

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Lillian Larsen
  • Peter Beck-Lauritzen
  • Flemming Berger
  • Ib Gram-Jensen
  • Christian Mondrup
  • Werner Gass
  • Hans Larsen
  • Anker Heegaard
  • Thomas Tanghus
  • Eva Schwanenflügel
Lillian Larsen, Peter Beck-Lauritzen, Flemming Berger, Ib Gram-Jensen, Christian Mondrup, Werner Gass, Hans Larsen, Anker Heegaard, Thomas Tanghus og Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Institutionel racisme når det er bedst. Politiet i Kongeriget ryster i bukserne og mulige nyhedskomkentarer fra diverse "politikere" bl.a. Støjen, Martin Henriksen og den kriminelle og dømte stalker Paludan.

Peter Beck-Lauritzen

Den "nemme" løsning; -skift tro, bliv jøde, så skal i bare se op-pasning! Tjah, såmænd.
Skribenten har ret; berøringsangst af værste skuffe. Håber ikke religionsforskellen udarter sig, a la Nordirland.

Politiet opgave er ikke kun at handle og skabe tryghed for sine borgere ifm konkrete trusler, der kræver uopsættelig handling. Politiets formål og virke er beskrevet i Politiloven.
I henhold til § 1 i Politiloven "skal politiet virke for TRYGHED, sikkerhed, fred og orden i samfundet. Politiet skal fremme dette formål gennem FOREBYGGENDE, hjælpende og håndhævende virksomhed.

Ift. Offentlige forsamlinger og opløb fremgår det i Politiloven:

§ 7. Politiet har til opgave at beskytte borgernes ret til at forsamle sig.
Stk. 2. Politiet har ret til at overvære offentlige forsamlinger. 

Terrorister og voldspsykopater tænker også på tværs af nationale grænser og kontinenter. De inspirerer og til tider kopierer hinanden.

Så når terrorangreb rammer selv på den anden ende af kloden, så påvirker det også stemningen i de ekstremistiske miljøer herhjemme, men også (u)trygheden hos almindelige borgere.

Det er især lige efter disse terrorangreb, at politiet bliver i nød til yde de danske muslimer bedre beskyttelse ( f.eks. i form af patruljetilsyn) ifm Eid, Ashura og fredagsbøn. Tilsyn ifm Eid og fredagsbøn i kølvandet på terrorangreb vil skabe tryghed hos de danske muslimer og i højere grad medvirke til at dansk politi også bliver opfattet som ALLES POLITI.

Det vil også forhindre, at de kriminelle og andre suspekte personer med forskellig dagsorden tilbyder at stå for sikkerheden ved moskeerne for at promovere sig selv som muslimernes beskyttere.

Peter Beck-Lauritzen, Flemming Berger og Hans Larsen anbefalede denne kommentar