Klumme

Danskere forveksler desværre udendørskoncerter med kunst

I Danmark har både magthavere og mediefolk svært ved at skelne mellem kultur og kunst, hvorfor kulturpolitikken stort set kun beskæftiger sig med den velkendte og fællesskabsdannende kultur. Men vi har brug for den fremsynede kunst, skriver sceneinstruktør Katrine Wiedemann i dette debatindlæg
Debat
19. september 2019

Kunst og kultur. Ordene optræder ofte sammen. Men hvad er forskellen, og hvorfor har vi svært ved at adskille de to begreber?

Kultur er civilisationsskabte produkter, symboler eller handlinger, der samler os. Eller det er i hvert fald den brede danske definition. Det varierer lidt fra land til land, hvordan man opfatter ordet ’kultur’. I Tyskland og England betyder ordet i højere grad dannelse og ses som oplysning af folket via klassiske kunstgenrer som opera, litteratur, teater og film. Hjemme hos os ser vi kultur som noget, der skaber fælles identitet og fremmer mental folkesundhed og fællesskabsfølelse. Vi er ikke uden grund berømte for ordet ’hygge’.

Ordet ’kunst’ er mere kringlet. Kunst er måske nærmest det modsatte af den danske definition af kultur. Kunsten udfordrer det bestående, magten og vanetænkningen. Kunsten er i sin natur revolutionær. Kunsten vil fremtiden, og det vil ikke nødvendigvis sige ’det gode’. Sandheden er mere interessant for kunsten end godheden. Kunst er søgen efter nye sprog og skaber ikke tryghed, nærmere tværtimod.

Den danske kulturpolitik, som er drevet af en forståelse af god kultur som det ’brugbare’, støtter begivenheds- og oplevelseskulturen, som samler det brede publikum. Kulturudfoldelse bliver anset som noget sundhedsfremmende, tryghedsskabende og opbyggende. Amatørismen er velkommen og bliver støttet sammen med den professionelle kunst, som er forbundet med traditionen og bekræfter det velkendte.

Sådan har kulturpolitikken set ud i hele min levetid, uanset skiftende regeringer.

Oprindeligt opstod kulturpolitikken med ønsket om at fremme kunstens vilkår. I 1960’erne var radikal kunst på den politiske dagsorden og blev set på med respekt. Men med tiden er kunstpolitikken blevet mere og mere optaget af kulturtænkning. I dagens kulturpolitik er der ingen skelnen mellem de to ting.

Mere hyggelig end samfundsomstyrtende

I Danmark har vi ikke væsentlige historiske nationale traumer, og vores kunst og kultur er blevet derefter. Vi har frembragt Sommerrevyen. Vores store dramatiker hedder Ludvig Holberg, en småmoraliserende humorist, vi elsker vores Storm P., den danske satire og standupscene er stor, men mere hyggelig end samfundsomstyrtende, og hvorfor skulle den også være andet? Vi har ikke så meget graverende negativt at sige om os selv.

Tager man en tur til Tyskland, hvor jeg selv arbejder indimellem, ser det anderledes ud. Her er der en permanent uforløst uro, som kræver at komme til udtryk. Selv efter flere generationer synes nazismens skygge stadig at hvile over kunsten. Det tyske teater er altid i gang med at ransage, revse og erkende sig selv. Det samme gælder litteraturen, musikken og de visuelle kunstarter. Kunsten er i Tyskland en terapeutisk nødvendighed, den er kollektiv traumebearbejdelse, et evigt og afmægtigt forsøg på at påtage sig en skyld, ingen kan bære at bære.

I Tyskland betyder kultur ikke madfestivaler, halvmaratoner og udendørskoncerter, som det gør i Danmark. I Tyskland er kulturen primært optaget af én ting: at bearbejde fortiden og at gøre sig fri af den.

Hvordan kan optagethed af fortiden danne rammen om en progressiv kunstscene? I Tyskland er det nødvendigt at skabe en fremtid, som er anderledes end det forgangne. Her spiller kunsten en vigtig rolle. Kunst er optaget af fremtiden, kultur er optaget af fortiden. Måske kan det siges så enkelt?

Hvad skal vi så gøre i Danmark, når vi ikke har en storslået mørk fortid? Har vi intet at byde på, når det kommer til kunst? Kunsten skal jo have nogle døre at bryde ind. Den skal have modstand.

Der er mange dilemmaer i dagens Danmark, som kunstnerne kan være kritiske over for: fordelingspolitik, flygtningepolitik og klimakrise for ikke at tale om de nye, usynlige kampe, som kun den fremsynede kunst ved, vi bør kæmpe. De nye kampe kan være svære at få øje på, når begreberne flyder sammen, og politikere og andre magthavere forveksler kulturudfoldelse med kunst. Derfor bør magthavere og mediefolk lære at kende forskel på de to ord.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Christian De Thurah

At kunst pr. definition skulle være "samfundsomstyrtende", er en sært ahistorisk betragtning, der afskriver hovedparten af verdenskunsten.

Bjarne Toft Sørensen

Der er noget 1970er agtigt over klummens opfattelse af kunst.

Kunsten er undersøgende, sætter spørgsmålstegn ved ting og forhold og er i den forstand kritisk, men samfundskritisk i politisk forstand behøver den ikke at være.

Desuden gør klummen politikere og andre magthavere dummere, end de er. Det er rigtigt, at de generelt set ikke er de store kunstkendere, men alligevel kender de godt i store træk forskellen mellem kunst og kultur.

Problemet er snarere, at de er ligeglade med kunsten (ligesom deres vælgere er der), at de ikke har en fornemmelse af, at den kan bruges til noget i vores samfund. At den hører hjemme i et reservat, hvor den dyrkes af visse dele af den kreative klasse.

Det skal de have lov til, ligesom andre skal have lov til at dyrke deres interesser, f.eks. at spille fodbold, men det skal ikke være for dyrt for samfundet, når nu der f.eks. skal investeres mere grønt og sundhedsvæsenet skal tage sig at flere ældre. Kunst ses på ingen måde som noget nødvendigt eller som en investering.

Der siges i klummen mange rigtige ting om kunst og kultur i Tyskland, men mere afgørende er nok, at dansk forståelse af kunst og kultur er usædvanligt egalitær (du skal ikke tro, at du kan lære os noget), og at politik meget får karakter af noget administrativt og pragmatisk (f.eks. fører Venstre og Socialdemokratiet stort set samme politik, når de er i regering).

Man kan tale om nødvendigheden af f.eks. grøn omstilling, men utopisk tænkning er noget, der ligger såvel politikerne, andre magthavere som befolkningen meget fjernt.