Læserbrev

Demokrati i børnehaverne kan ikke lade sig gøre, før regeringen ændrer normeringerne

Forslag om mere selvbestemmelse til vores børn er meget sympatisk, men der er på ingen måde ressourcer nok i daginstitutionerne. Derfor må vi starte med at få flere pædagoger i institutionerne, skriver far til to Jarl Feyling i dette debatindlæg
Debat
23. september 2019

Jytte Hare foreslog i Information den 11.september, at der indføres mere demokrati i Danmarks børnehaver. Dette ved at børnene får større indflydelse på blandt andet frokost- og udendørstider. Forslaget bakkes op af Hares egne erfaringer fra en børnehave, hvor hun var ansat i 1990.

Indlægget minder, for mig, om den gamle revysang »Så’n var det ikke i halvfemserne«, hvori der bl.a. plæderes for »at det burde vær’ moderne nu at være gammelda’s«.

Jeg har ikke den faglige viden, som Jytte Hare besidder, og kan kun sætte mig ind i forslaget som far til to piger, der har gået i børnehave for ganske nyligt. Demokrati til børn ville antageligt være lige så positivt for børnene nu, som det var for 30 år siden.

Og selv om Jytte Hares forslag er sympatisk, er der nogle problemer. For sandheden er nok, at store dele af vores kernevelfærd er blevet bureaukratiseret ihjel til skade for børn og alle andre brugere af velfærden i løbet af de 30 år, der er gået siden demokratiforsøget.

Groft sagt er vi gået fra, at børnehaver og skoler skulle være parate til at modtage vores børn, til at institutionerne i dag bruger ressourcerne på at gøre vores børn ’skoleparate’ og senere til ’jobparate’.

Pædagoger gør et fortræffeligt arbejde med de ressourcer, de har til rådighed. Problemet er blot, at de ikke har ressourcer nok til at passe deres arbejde.

Ifølge FOA var der i 1990 otte børn pr. voksen i børnehaverne. I 2016 var der 11,2 børn pr. voksen. Pædagogerne har i dag langt flere administrative opgaver, end de havde i 1990, der holder dem væk fra de 11,2 børn, de har ansvaret for, og ifølge Danmarks Statistik er det kun 58 pct. af det pædagogiske personale, der er uddannet pædagoger. Med disse tal er det svært at se, hvordan et børnedemokrati skulle lykkes. 

Vi har altså siden Hares demokratiprojekt i 1990 oplevet markant færre voksne pr. barn. Flere administrative opgaver til personalet. Og færre uddannede pædagoger. Resultatet er selvsagt dårligere forhold for vores børn. Den situation virker ikke særligt holdbar, og derfor kan vi håbe på, at den nye regering vil gøre alvor af deres løfter om en ny velfærdslov, der vil sikre flere pædagoger til vores børn.

Jarl Feyling, bachelor i historie og far til to.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Kære Jarl, jeg er enig med dig langt hen ad vejen, og tillader mig her at reposte mit svar til Jytte Hare angående normeringernes afgørende betydning for børns demokratiske erfaringer:

“Kære Jytte Hare, som pædagog, der har demokrati for børn som centralt omdrejningspunkt igennem tyve år, oplever jeg i den grad at normeringerne spænder ben!
For mig er demokrati bl.a. at børn får erfaring med at færdes i mindre interesse- og vennfællesskaber. Dette er meget svært for mig at virkeliggøre som følge af de tunge hverdagsrutiner og de få voksne, som normeringssituationen gennemtvinger.
De steder, jeg arbejder, er der simpelthen ikke nok voksne til at det bliver til meget andet end bunkepasning, mange af dagens timer.
Og når børn giver udtryk for at ville dyrke noget, en tur ud i verden til et sted, som fascinerer dem, eller sætter noget helt specielt igang mellem dem, så må de enten vente så længe til det igen bliver deres tur, at mindet om den sjove tur er forduftet- eller de får lov at gentage besøgene, mens de øvrige børn så må vente urimeligt længe på, at det bliver deres tur, til noget spændende.

Dette ene og alene fordi 22 børn og tre ansatte, (hvoraf een ofte er fraværende som følge af andet arbejde, uvikardække sygdom mm), gør det rigtig svært at forfølge børnenes ønsker i mindre grupper.
Jeg kan blive fortvivlet over hvor ofte jeg igen og igen må sige “nej” til noget, børnene efterspørger med tændte øjne!

Jeg er enig i at børn ikke efterspørger, eller profiterer af at spise i det store gruppefællesskab, som de allerfleste daginstitutionsbørn spiser i hver dag, landet over klokken 11:00. Og at der således er langt mere demokratisk dannelse og bedre fællesskabsoplevelser i at lave spisecafeer,msom dem, du agiterer for!

Med hensyn til “gårdturen” mellem 12-14 for hele institutionens børn, som børn udsættes for hver dag, er jeg enig med dig, det er absolut ikke at lytte til børnene (!). Men som følge af personalepauser er det ifølge min erfaring meget svært at gøre andet end “smide børnene på legepladsen”. Således at de få voksne, der er til rådighed, har et vist overblik, over de mange børn, de er alene om at passe.

Alternativet er at personalet dropper deres pause. Men det synes jeg ikke er uden problemer at institutionalisere på landsplan.
Pauserne er trods alt en hårdt tilkæmpet ret, og det var vel mere rimeligt, man politisk muliggjorde den ret på en måde, hvor det ikke, som nu, er børnene som betaler prisen ved at blive bunkepasset hver dag mellem 12-14.

Jeg er enig i, at der resterer en kæmpe uløst opgave for daginstitutionerne omkring at forholde sig til, hvad medbestemmelse og demokratisk dannelse helt konkret skal munde ud i i hverdagen: hvilket samspil, hvilke relationsformer børn og voksne imellem er demokratisk dannende?
Demokratisk dannelse sker i hvert fald ikke i de samspils- og relationsformer, hvor børn gøres til objekter for læringsprojekter, de voksne har planlagt med næsen nede i læreplansparagrafferne, helt uden at skele til, hvad der rører sig i børnegrupperne.

Og for mig handler det dertil om at pædagoger overhovedet begynder at tænke over, hvordan de basisk forstår og deltager i de fællesskaber, som daginstitutionerne tilbyder, eksempelvis:
“Hvad er et måltidsfællesskab? Jeg oplever en dominans i pædagogikken til at forstå dette fællesskab som noget stabilt, som det er børnenes opgave at tilpasse sig. Det betyder, at de små spark og uenigheder, der igen og igen kommer fra børnenes side, ofte opleves som i behov for korrektion, og ikke som indspark i en demokratisk dialog om, hvordan vi spiser. De børn, som ikke bare tilpasser sig rutinerne, de stemples altså fortvivlende ofte som problembørn, når det er den forståelse af fællesskab, som dominerer.
Det ser de andre børn også, og alle lærer, at de voksnes fællesskaber er uforanderlige, og der er noget galt med det barn, som bokser med eksempelvis de rammer og rutiner, som måltidsfællesskabet udgør.

For mig magter den dygtige pædagog både at fastholde et måltidsfællesskab med en overordnet ramme af værdier, men indenfor denne, der må der altså være mere plads til at forstå børnenes eksperimenter med måder, at “gøre måltid på” som indspark i en spændende dialog om måltidets form og retning. En dialog alle kan deltage i, og som former en ønskelig demokratisk dannelse hos børnene ( en ønskelig selv- og fællesskabsoplevelse).

En spændende forsker med øje for præcis dette, bemærker hvordan mange pædagoger frygter små forandringer, og slår dem ned med henvisning til at det fører til at “alle kommer til at løbe rundt som vilde, hvis jeg giver slip!”

Hvilket betyder, at utrolig mane situationer og rutiner holdes i stram snor, i hverdagen!
Jeg ved det, jeg har prøvet at støde ind en million gange med kolleger, når jeg løsner lidt, lader børn twiste procedurer og rutiner på måder, som - i min optik - bare giver børn oplevelse af lydhøre voksne og lydhøre fællesskaber.

Summa sumarum, de dårlige normeringer tiltrækker sikkert ikke demokratiorienterede pædagoger, og gør det rigtig svært i nødvendig grad at følge i børnenes spor, nære deres fællesskaber og skaffe dem erfaring med at blive hørt os set som betydningsfulde med- og modspiller.
Daginstitutionernes tænkning om, hvad demokrati for børn i daginstitutionen betyder og skal munde ud i, lader bekymrende meget tilbage at ønske, set fra de daginstitutionsgulve, jeg bevæger mig rundt på...

Jeg kan virkelig anbefale artikler af Berit Grindland, den demokratiforsker, jeg nævnte ovenfor, og som i flere artikler beskriver hendes forskning i pædagogers demokratiopfattelser og den konkrete praksis, disse giver sig udtryk i.

Hilsen Danielle”