Læserbrev

Demokratisk børnehave er ikke afhængig af normeringen

En børnehave kan godt drives demokratisk, uden at der kommer flere penge og bedre normeringer. Det handler mere om, hvor pædagogerne har deres fokus – og lige nu er det ’skoleparathed’, skriver pædagog Jytte Hare i dette debatindlæg
27. september 2019

Jarl Feyling skriver i Information den 23. september i et svar på min kommentar den 11. september, at muligheden for demokrati i Danmarks børnehaver er afhængig af ressourcer og normering i institutionerne.

Han mener, at demokrati i børnehaver kunne lade sig gøre i 1990’erne på grund af den normering, som var gældende dengang.

Jeg er enig i, at normeringerne i dag er katastrofalt ringe sammenlignet med normeringen i 1990’erne. Men jeg er ikke enig i, at muligheden for demokrati er afhængig af normeringen. Den er snarere afhængig af, hvordan man tænker om børn og deres liv og hverdag.

Det er dybt problematisk, at de seneste små 20 års fokus på læringsmål, didaktiske overvejelser, dokumentation og test har fået drejet pædagogers fokus væk fra demokratiske bestræbelser om at lave børnehave sammen med børnene.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • David Zennaro
David Zennaro anbefalede denne artikel

Kommentarer

Kære Jytte Hare, som pædagog, der har demokrati for børn som centralt omdrejningspunkt igennem tyve år, oplever jeg i den grad at normeringerne spænder ben!
For mig er demokrati bl.a. at børn får erfaring med at færdes i mindre interesse- og vennfællesskaber. Dette er meget svært for mig at virkeliggøre som følge af de tunge hverdagsrutiner og de få voksne, som normeringssituationen gennemtvinger.
De steder, jeg arbejder, er der simpelthen ikke nok voksne til at det bliver til meget andet end bunkepasning, mange af dagens timer.
Og når børn giver udtryk for at ville dyrke noget, en tur ud i verden til et sted, som fascinerer dem, sætter noget helt specielt igang mellem dem, så må de enten vente så længe til det igen bliver deres tur, at mindet om den sjove tur er forduftet, før det bliver deres tur igen - eller de får lov at gentage besøgene, mens de øvrige børn så må vente urimeligt længe på, at det bliver deres tur, til det spændende.

Dette ene og alene fordi 22 børn og tre ansatte, (hvoraf een ofte er fraværende som følge af andet arbejde, uvikardække sygdom mm), gør det rigtig svært at forfølge børnenes
Nsker i mindre grupper.

Jeg er enig i at børn ikke efterspørger at spise i det store gruppefællesskab, på et bestemt klokkeslet, og at der er demokratisk dannelse og bedre fællesskabsoplevelser i at lave cafeer!

Med hensyn til legepladstid mellem 12-14 for alle børn, som absolut ikke er at lytte til børnene (!), så er det måske muligt, men meget meget svært, som følge af personalepauser inpraksis at gøre andet end at kræve alle børn ude. Så de få voksne, der er til rådighed, har et vist overblik, over de mange børn, de er alene om at passe.

Alternativet er at personalet dropper deres pause. Men det synes jeg ikke er uden problemer at institutionalisere på landsplan.
Pauserne er trods alt en hårdt tilkæmpet ret, og det var vel mere rimeligt, man politisk muliggjorde den ret på en måde, hvor det ikke er børnene som betaler prisen.

Jeg er enig i, at der resterer en kæmpe uløst opgave for daginstitutionerne omkring at forholde sig til, hvad medbestemmelse og demokratisk dannelse helt konkret skal munde ud i i hverdagen: hvilket samspil, hvilke relationsformer børn og voksne imellem er demokratisk dannende?
Det gælder i hvert fald ikke de samspils- og relationsformer, hvor børn gøres til objekter for læringsprojekter, de voksne har planlagt med næsen nede i læreplansparagrafferne, helt uden at skele til, hvad der rører sig i børnegrupperne.

Og for mig handler det dettil om at pædagoger overhovedet begynder at tænke over, hvordan de basisk forstår de fællesskaber, som daginstitutionerne tilbyder, eksempelvis:
“Hvad er et måltidsfællesskab? Jeg oplever en dominans i pædagogikken til at forstå dette fællesskab som noget stabilt, som det er børnenes opgave at tilpasse sig. Det betyder, at de små spark og uenigheder, der igen og igen kommer fra børnenes side, ofte opleves som i behov for korrektion, og ikke som indspark i en demokratisk dialog om, hvordan vi spiser. De børn, som ikke bare tilpasser sig rutinerne, de stemples altså fortvivlende ofte som problematiske.
Det ser de andre børn også, og alle lærer, at de voksnes fællesskaber er uforanderlige, og der er noget galt med det barn, som bokser med eksempelvis de rammer og rutiner, som måltidsfællesskabet udgør.

For mig magter den dygtige pædagog både at fastholde et måltidsfællesskab med en overordnet ramme af værdier, men indenfor denne, der må der altså være mere plads til at forstå børnenes eksperimenter med måder, at “gøre måltid på” som indspark i en spændende dialog om måltidets form og retning. En dialog alle kan deltage i, og som former en ønskelig demokratisk dannelse hos børnene.

En spændende forsker med øje for præcis dette, bemærker hvordan mange pædagoger frygter små forandringer, og slår dem ned med henvisning til at det fører til at “alle kommer til at løbe rundt som vilde, hvis jeg som giver slip!”

Hvilket betyder, at utrolig mane situationer og rutiner holdes i stram snor, i hverdagen!
Jeg ved det, jeg har prøvet at støde ind en million gange med kolleger, når jeg løsner lidt, lader børn twiste procedurer og rutiner på måder, som - i min optik - bare giver børn oplevelse af lydhøre voksne og lydjøre fællesskaber.

Summa sumarum, de dårlige normeringer tiltrækker sikkert ikke demokratiorienterede pædagoger, og gør det rigtig svært i den grad det er nødvendigt for børns demokratiske dannelse, at følge i deres spor og nære deres fællesskaber.
Daginstitutionernes tænkning om, hvad demokrati for børn i daginstitutionen betyder og skal munde ud i, lader bekymrende meget tilbage at ønske, set fra de daginstitutionsgulve, jeg bevæger mig rundt på...

Jeg kan virkelig anbefale artikler af Berit Grindland, den demokratiforsker, jeg nævnte ovenfor, og som i flere artikler beskriver hendes forskning i pædagogers demokratiopfattelser og den konkrete praksis, disse giver sig udtryk i.

Hilsen Danielle Mercier