Kronik

Drop Højskolesangbogen

Mere end 40 procent af sangene i Højskolesangbogen er religiøse og cirka en tredjedel har fædrelandet og modersmålet som tema. Det er på høje tid at droppe sangbogen, der vil have folk til at dreje nakken af led for hele tiden at kigge tilbage, skriver højskoleforstander Kurt Finsten i dette debatindlæg
’Højskolerne har ikke brug for en kanon. Det er hverken i den gamle eller den nye udgave af sangbogen, højskolen skal hente inspiration til et tiltrængt opgør med 175 års selvtilstrækkelighed,’ skriver dagens kronikør.

’Højskolerne har ikke brug for en kanon. Det er hverken i den gamle eller den nye udgave af sangbogen, højskolen skal hente inspiration til et tiltrængt opgør med 175 års selvtilstrækkelighed,’ skriver dagens kronikør.

Søren E. Alwan

24. september 2019

Gud bevare Danmark! Det er budskabet i Højskolesangbogens nr. 362 »Jeg elsker de grønne lunde«, der slutter i pagt med dronningens nytårstale:

»(...) end er der en Gud foroven,/ der råder for Danmarks sag.«

150 år efter sin affattelse formodes sangens insisteren på en sammenhæng mellem kristendom og nationalisme tilsyneladende stadig at have en oplivende og oplysende effekt på Højskolesangbogens brugere.

Både sang og sangbog er et meget godt billede på højskolens og danskernes selvforståelse. Den kanoniserede sangbog formidler en autoritær tilværelsestolkning, hvori højskolen er i fare for at stivne i selvtilfreds tilbageskuen mod det store religiøse nationale fællesskab, der var engang, og som vi bare skal insistere på – så er det der stadigvæk.

Det virker, som om højskolen ikke længere vil fremstå som det, den oprindeligt var: en protestbevægelse, der ser fremad og gør op med konservative magtstrukturer.

Feministisk inspiration

Til inspiration kunne vi vende os mod feminismen. I titelessayet til Rebecca Solnits Mænd forklarer mig ting beskriver hun en fest, hun var til sammen med en veninde. Den var ret kedelig. Alle de andre gæster var ældre og distingverede. Da de skal til at gå, overtaler deres vært dem til at blive lidt længere og siger så til Rebecca Solnit:

»Jeg hører, at du har skrevet et par bøger.«

»Adskillige faktisk,« svarer hun og fortæller om sin nyeste bog, der handler om fotografen Muybridge.

Så snart værten hører navnet Muybridge, afbryder han hende og spørger, om hun har hørt om den meget betydningsfulde Muybridge-bog, der er udkommet i år.

Hun tror i sin pæne, påduttede gæste-/kvinderolle, at der skulle være udkommet en anden Muybridge-bog end hendes, og værten fortæller og fortæller om den her fremragende bog. Docerende. Indtil hendes veninde afbryder ham og siger:

»Det er altså hendes bog.«

»Mænd forklarer mig ting,« konkluderer hun.

På højskolerne kommer vi hinanden ved, og hvis du ikke har lyst til det, så gør vi det alligevel. Det er et fællesskab, der for det meste bliver opfattet som ret uforpligtende. Men der er ét sted, hvor der tværs igennem alle højskolers forskelligheder rejser sig en skarpt tegnet profil for den samlede højskolebevægelse: i Højskolesangbogen og den fællessang, der lyder af unge struber anbragt på rad og række rundt om på landets højskoler for i kor at afsynge et fast pensum af danske sange, som i overvejende grad priser Gud, konge og fædreland.

Her har vi højskolernes kanon. Udformet af et sangbogsudvalg, der for bogens 18. udgave bestod af seks mænd og en kvinde. Af de i alt 572 sange var 531 af dem forfattet af mænd og 28 kvinder. Mænd forklarer os ting.

Man påduttes danskhed

240 af de 572 sange udtrykker et kristent grundsyn. 291 af sangene er fra 1800-tallet eller tidligere. Ca. en tredjedel af sangene har fædrelandet og modersmålet som tema. Og landbruget.

Højskolesangbogen er en respektindgydende, kongeblå bog. Den fremstår i et forældet udstyr med stift bind, symmetrisk guldskrift i præg og en skjaldevignet af Niels Skovgaard kombineret med et motto fra »Den danske sang er en ung, blond pige«:

»Så syng da, Danmark, lad hjertet tale.«

Sangen er skrevet af den middelmådige digter Kai Hoffmann i et arkaiserende, klichéfyldt billedsprog. Den er fra 1924 og trækker på en indeklemt nationalromantisk tradition, som har til formål at give et idylliseret billede af alt, hvad der er dansk. Det hele ender i en lovprisning af sangen. Så syng da, Danmark! Syng, for helvede! I kor! Så vi rigtigt kan være sammen om at være sammen.

Det danske har tydeligvis ligget sangbogsudvalget for 18. udgave på sinde. I Grundtvigs »Folkeligt skal alt nu være« lyder den velkendte spidsformulering i fjerde strofe:

»Til et folk de alle høre,
som sig regne selv dertil.«

Men hvorfor har udvalget udeladt den oprindelige udgaves sjette strofe »Byrd og Blod er Folkegrunde«?

Det lyder racistisk, og det er ikke altid rart at møde Grundtvig som digter, men han skrev det faktisk. Teksten er ikke så uskyldsren, som den fremstår efter sangbogsudvalgets redigering. Hvor meget har udvalget egentlig redigeret i den sangbog? Og med hvilket formål?

Grundtvig var imod at blande religion ind i højskolen. Ikke desto mindre er mere end 40 procent af sangene i Højskolesangbogen religiøse. Man forestiller sig, hvad det betyder for en 20-årig højskoleelev at sidde dér og synge »Lover den Herre, den mægtige konge med ære!/ Lov ham, min sjæl, og lad det din forlystelse være!«. En lovprisning og en forlystelse, som det kan være svært at holde ud i strakt arm, når lærerne og de andre elever er med i koret.

Mænd forklarer os ting, og i Højskolesangbogen forklarer de os, hvordan verden hænger sammen. At vi alle sammen er kristne i en eller anden forstand, fordi kristendommen er grundlaget for vores kultur. Og at vi skal stå sammen om de her ting og være glade for den fælles kulturarv og vores fælles danskhed. Og Guds søn og Helligånden, som Lars Busk Sørensen i nr. 79 lidt sprogligt ubehjælpsomt anbefaler os at søge trøst hos i en fortravlet hverdag, hvor »støjniveauet stiger om os« og »alle jager efter vind«.

Lav en åben database

Det nye sangbogsudvalg har en ligelig kønsfordeling. Man må så håbe, at det fører til en mere ligelig kønsfordeling af sangbogens forfattere. Og til et mindre tilbageskuende udvalg af sange. Udvalget vil efter eget udsagn lade sit valg af tekster og sange »afspejle den mangfoldighed, som Danmark består i«. Men udvalget kan foregive nok så passivt at afspejle mangfoldigheden. Det er udvalget, der vælger og redigerer, og det er udvalget, der ender med at forklare os ting.

Hvis udvalget går ind for mangfoldighed, kunne det overveje helt at droppe den Højskolesangbog. Der er ifølge Højskolerne blevet indsendt mere end 3.000 forslag med sange til den nye udgave. Hvad om man oprettede en database med dem og opfordrede folk til fortsat at sende sange ind?

Højskoleudvalget kunne sende deres 572 sange, og andre sangbogsudvalg, salmebogsudvalg og privatpersoner kunne sende deres bidrag. Hvis man så lige står og mangler en sang – på højskolerne, til sangaftener i forsamlingshusene, på CBS, til sølvbrylluppet eller rundt om i de danske parcelhuse – så kan man altid finde en i databasen.

Højskolerne har ikke brug for en kanon.

Det er hverken i den gamle eller den nye udgave af sangbogen, højskolen skal hente inspiration til et tiltrængt opgør med 175 års selvtilstrækkelighed. Vil vi væk fra kanoniseringen af religion og national historiefetichisme, kan vi i stedet vende os mod højskolens grundidé.

Grundtvig ville gøre op med det etablerede uddannelsessystem og dets regulativer, eksaminer, karakterer og pensumkrav som udtryk for magthavernes overordnede kanontænkning. Her var han – modsat hans ikke altid principfaste digtning – konsekvent fornyende og i opposition til det etablerede. Han troede på, at helt almindelige mennesker selv ved, hvad de vil med deres liv. At uddannelse og dannelse ikke er en kanon, man får presset ned over hovedet, men at undervisningen skal handle om eleverne og deres virkelighed.

Det gælder stadigvæk. Højskolen må gøre op med det, Rebecca Solnit i sin bog kalder manden som symbol på upersonlige magtforhold i alle mulige samfundssammenhænge.

Gøre oprør imod en tankegang, som vil have folk til at dreje nakken af led for hele tiden at kigge tilbage.

Fordi man ikke tør tro på forandring.

Fordi man ikke tør tro på, at der er mange måder at være menneske på, og at hvert menneske faktisk er noget i sig selv.

Kurt Finsten, forstander, Krabbesholm Højskole

I 2020 udkommer den 19. udgave af Danmarks mest solgte bog, Højskolesangbogen. Vi har talt med Tarek Hussein, Katinka, Susanna Sommer og Søren Hviid Pedersen om, hvad den danske Højskolesangbog egentlig er.
Læs også
En gang var der et uudtalt kriterium, som hed, at en fællessang skulle kunne synges uden akkompagnement. Nu synes der at være konsensus om, at en fællessang bare skal kunne synges med akkompagnement.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Hans Larsen
  • Malan Helge
  • Jørn Vilvig
  • Ervin Lazar
  • Anker Heegaard
  • Peter Knap
  • Viggo Okholm
  • Palle Yndal-Olsen
  • Niels-Simon Larsen
Hans Larsen, Malan Helge, Jørn Vilvig, Ervin Lazar, Anker Heegaard, Peter Knap, Viggo Okholm, Palle Yndal-Olsen og Niels-Simon Larsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er få lande, der som Danmark elsker at skælde ud på sin egen kultur. Måske derfor, den udgør så forsvindende ringe en del af debatten og de offentlige udgiftsbudgetter?

Anita Pedersen, Kenneth Jacobsen, Lone Ibsen, Steen Piper, Anders Reinholdt, Nanna Kinch, Peter Beck-Lauritzen, Søren Ferling, Bjarne Bisgaard Jensen, Karsten Lundsby, Else Marie Arevad, Birte Pedersen, Herdis Weins, Ete Forchhammer og Hans Ditlev Nissen anbefalede denne kommentar
Jens Holm Møller

Selv om beskrivelsen af indholdet i sangbogen er rigtig, så giver det ikke mening at droppe den. Den står om noget for hvad hele højskoletænkningen og for den sags skyld også hele andelstanken er for en størrelse.
Det er noget helt unikt, som vi kan glæde sig over.
Hvis vi så ser på den fornyelse af sangbogen der er sket henover tid kan man kun glæde sig. Men måske har Højskoleforstanderen ikke selv forstået hvad Højskole er.
Hilsen tidligere højskolelærer og forstander.

christen thomsen, Anita Pedersen, Carl Chr Søndergård, Lone Ibsen, ulrik mortensen, Finn Egelund, Anders Reinholdt, Hans Houmøller, Søren Ferling, Karsten Lundsby, Kim Houmøller, Birte Pedersen, Herdis Weins, Steffen Gliese, Peter Beck-Lauritzen og Ete Forchhammer anbefalede denne kommentar

Højskolesangbogen er droppet. Den overlever kun i nogle lukkede kredse, og kun nogle få, i øvrigt fantastisk velkomponerede melodier, dukker op fra kulturdynnets sump.
Det er sjældent tekstens samlede fortolkning, der vækker genklang, men nogle få verselinjer, der berører noget dybt i os.
Jeg synger gerne de gamle sange, hvad enten de rummer vold eller kvindeundertrykkelse eller andre gode sager, hvis jeg kan lide melodien. Jeg værdsætter en melodi, der giver den stemning, der er i sangen, teksten ordrette indhold er mindre væsentlig og kan sagtens ændres fra noget uspiseligt til noget mere acceptabelt.
Når "Den Danske Sang" kommer op synger jeg uden besvær: "Den danske sang er en farvet kvinde, hun går og nynner i Danmarks hus."
Det er helt problemfrit, og blot versefødder og rim er passende, kan vi sammen synge hver vores ideologi og få et velklingnende sammenhængende hele.

Christel Gruner-Olesen, Flemming Berger, Ellen Jeppesen, Tinne Stubbe Østergaard og Birger Bartholomæussen anbefalede denne kommentar

Steffen Gliese.
Det er ikke at skælde ud på sin egen kultur, men mere på den måde hvorpå, den bliver brugt og navnlig misbrugt på.

Der er foreninger og politiske partier, der på selvforherligende vis, læner sig op af gamle tekster om "der var en gang", for at tydeliggøre hvad de mener, vi er ved at miste.
Men vi mister ikke "de gode gamle dage" …. de er bare forbi, og noget andet er kommet i stedet.

Jeg tror, at angsten for nuet og for fremtiden, forstærker dette behov for selvforherligelse i fortidens skær …. i danskheden. Dette diffuse begreb, som ikke giver mening, og kun bruges til at tage afstand for nye impulser.

Bevares ...vores kulturelle fortid er basen for vores nuværende og fremtidige kultur, men må ikke være noget, som vi hænger fast i.

Ete Forchhammer

Jens Holm Møller, som du ser, bifalder jeg din kommentar. Dog ville jeg ikke gå så vidt som at tvivle på om skribenten har forstået hvad højskole er, dertil er der i min optik for stor spredning i hele højskoleverdenen, men jeg vil gå udenom Krabbesholm næste gang jeg sidder med højskolekataloget.

Hans Houmøller, Søren Ferling, Karsten Lundsby, Steffen Gliese og Peter Beck-Lauritzen anbefalede denne kommentar
Peter Beck-Lauritzen

Søger KF politisk korrekthed overfor den idag brogede skare af danskere eller ønsker han at omgøre sangskatten i højskolesangbogen. Det første er uinteressant, med de politiske foregangsmænd vi har i DK: ex. den lille svindler, DF's menneskesyn osv. er ikke gode rollemodeller for dansk kultur. Det næste er, at sangene omhandler, hvad der har lagt (den bedrestillede) befolkning på sinde igennem tiderne, tider, hvor få kvinder fik lov til at deltage i kulturlivet.
KF lad nu højskolesangbogen leve sit "afspejlende" liv over dansk kultur, idag, også med ramadan-sang.

Hans Houmøller, Carsten Munk, Herdis Weins og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Ole Kresten Finnemann Juhl

Poes og sange er tankegods og oplevelser beskrevet i tiden og efterfølgende blevet til historisk gods, der, som livet skal leves forlæns og forstås baglæns. Historieløshed bidrager ikke til fællesskab og globalt samvær.
Nutidens sange skrives NU, fremtidens sange skrives .... i fremtiden.

Finn Egelund, Anders Reinholdt, Hans Houmøller, Peter Beck-Lauritzen, Søren Ferling, Karsten Lundsby og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Tinne Stubbe Østergaard

Højskoler kan frit lave deres egne sanghæfter - det troede jeg, de fleste gjorde??? Desuden: Børn og unge kan godt tænke selv. Vi sang hver eneste dag i folkeskolen udover morgensang med hele skolen en gang om ugen og lærte salmevers udenad i de tre første klasser (og kunne lide det). Da vi fik ny dansklærer i 5. klasse aftalte vi hurtigt, at vi indledte hver dansktime med at synge, på betingelse af, at vi uden spildtid valgte en sang, sang, og gik i gang. Det samlede os som klasse, bragte alle med i fællesskabet og skabte et fælles fokus som godt udgangspunkt for undervisningen. Vi morede os over, at en af klassens yndlingssange var 'Vi pløjed' og vi såed' med omkvædet 'alle gode gaver, de kommer ovenned'. Som en anden skriver, var der melodier og tekststykker, der var betydningsfulde for en og resten lod man blot være lyd, nærvær, samvær - og anledning til kritik! Jeg digtede også om på passager, jeg ikke brød mig om, fx 'natten HUN er nu omme' blev til 'natten DEN er nu omme'. 'Op al den ting' satte gang i årelang eksistentiel undren 'kun dog så lidt kan kige ind/og ser så mange munde'. Jeg sang altid, når jeg gik eller cyklede, altid, og ofte 'Lysets Engel Går med Glans'. Vi havde endda Holger Laumann som musiklærer på skolen og jeg havde ham til kor og sang også mange af de sange - dagen var fuld af sang, og jeg var ikke ukritisk, men afprøvede mange ting og tænkte over det.

I det hele taget er det en fordom, at børn og unge ikke kan tænke og argumentere, men jeg er også en generation, hvor forældre og lærere tog demokratisk dannelse alvorligt! Havde vi fornuftige argumenter, blev vi også hørt, og havde vi gode ideer, kunne vi argumentere os frem til gode løsninger. Fx fik vi læst højt af en Flemmingbog, men afviste den, da han er flov over at skulle hente mælk for sin mor. Et er, at han skal have en mælkekande med, det er et historisk kuriosum, men hvorfor skulle det være flovt for en dreng at gøre sin mor en tjeneste, især når han sandsynligvis selv får gavn af den osv. Vi var ikke forargede eller råbte op. Vi øvede os i at argumentere sagligt og velbegrundet, komme med konstruktiv kritik og bedre forslag, fx at lave en frugtbod, få drengene med i husgerning, få blandede hold i boldspil eller lave vore egne hytteture. Så nej, vi tog ikke skade af at synge gamle salmer og nationalromantiske sange.

Jeg og flere klassekammerater afviste at blive konfirmeret (med solide argumenter), det samme gjorde mine søskende. Vi havde to timer kristendom om ugen. Det var ikke nødvendigvis indoktrinering i min skoletid i 1960'erne. Vi diskuterede alle mulige historiske og livsfilosofiske emner, der var relevante, såsom 'er mennesket født ondt, eller er det noget det bliver?' - den debat varede i nogle måneder.

Jeg blev klassisk-sproglig student for at læse teologi, med det formål at kunne analysere og kritisere kristendommen. Jeg mente, det var farligt, hvis folk blot troede, vi 'var kommet videre' og lod som om kristendommen ikke havde stor indflydelse på vor bevidsthed. Når der så blev krise eller fare engang, kunne nogen nemt misbruge visse af teksterne til alvorlige tilbageslag, fordi folk ikke bliver trænet i kritisk tænkning og ubevidst nemt lader sig lokke til at tænke i gamle mønstre - et senere eksempel er Bush, der misbruger 'den, der ikk er med mig, er mod mig' til 'dem, der ikke er med os, er for terroristerne'! Jeg læste teologi et par år, men blev cand.mag. i religionsvidenskab, hvor der heler ikke var ordentlige muligheder for religionskritik.

Et historisk syn ser på kontekst og tager ikke en tekst ud af sin kontekst og ser den med nutidsøjne, medmindre det er et bevidst, begrundet valg, og man står til ansvar for både udvalg og fortolkning af teksten. De nationalromantiske sange viser noget væsentligt om en del af historien, der har skabt betingelser for vor tilværelse. Historisk bevidsthed og selvstændigt ansvar for fortolkning af tekster er en væsentlig betingelse for at kunne fungere som demokratisk, oplyst borger - eller i det mindste stræbe efter det. Det kan selvfølgelig også være andre tekster og kontekster, men en højskoletradition bygger på en historie. Og som sagt, har de fleste højskoler vel et sanghæfte med deres eget udvalg? Fællessang og poesi er en væsentlig del af traditionen.

Jeg skrev speciale om Ingemanns Morgensange for Børn. De er fremragende poesi! Ingemann mener, det er vigtigt at udvikle forestillingsevnen og at den poetiske forestillingsevne er bedst egnet. Hvis man ikke har en veludviklet forestillingsevne, kan man heller ikke forstå videnskab, mener han. Min lillesøster fik en nyuddannet lærer, der sagde, at børnene IKKE skulle synge de gamle støvede sange, så hun kan ikke synge. Er det en fordel?
Mit speciale: https://www.kommunikationsforum.dk/artikler/englekys-og-fuglesang

christen thomsen, Helene Kristensen, Jørn Stjerneklar, Finn Egelund, Lise Oxenbøll Huggler, Anders Reinholdt, Flemming Berger, Hans Houmøller, Peter Beck-Lauritzen, Herdis Weins, Hans Ditlev Nissen, Mads Bech Madsen, Søren Ferling, Steffen Gliese, Bjarne Bisgaard Jensen, Christian Mondrup og Poul Erik Pedersen anbefalede denne kommentar
jens peter hansen

KRABBESHOLM HØJSKOLE
Hvis du drømmer om en uddannelse inden for kunst, arkitektur, design, grafisk design og litteratur, kan Krabbesholm blive springbrættet til din fremtid.

Står der på nettet.
Jeg tror det er rigtig spændende, men er det så ikke en forskole til en uddannelse og ikke et dannelsesprojet af hin enkelte.
Man skulle tro at man på Krabbesholm kunne lave alle tiders illustrerede sangbog som år efter år kunne fornyes. Lad da os dinosaurer have lov til at at synge Jens Vejmand og I sne står urt og busk i skjul.

Helene Kristensen, Steen Piper, Finn Egelund, Anders Reinholdt, Hans Houmøller, Peter Beck-Lauritzen, Herdis Weins, Søren Ferling, Steffen Gliese og Karsten Lundsby anbefalede denne kommentar

Kan ikke huske hvornår jeg sidst har haft den sangbog i hånden.
Men der er ingen grund til at droppe den. Den skal blot nedgraderes fra noget der engang havde betydning for rigtigt mange til nu at have betydning for ikke så mange som førhen.

Danskerne går ikke mere så meget op i kristendom, fædreland og jordbrug.
Udover juleaften, fodboldlandskampe og debatter om grundvandsforurening.

Folk er længe ikke kommet så meget i foreninger, hvor man som en selvfølgelig altid har sunget til arrangementerne.
Noget tyder dog på, at vinden er ved at vende, og at der igen kommer mere liv i den form for folkelighed. Der synes i hvert fald at være øget fremmøde, ny medlemstilgang og også nye foreninger udover landet.

Der er masser af foreninger i Danmark: Ingen tvivl om det.
Og rigtigt mange danskere er medlem af mindst en forening.

Men synger de i højskolesangbogen ?

Nok ikke så så meget i bordtennisklubben, fodboldklubben i storbyen eller rollespildsforeningen.
Højskolesangbogen findes nok mere i andre sammenhænge. Hvis jeg skal komme med et gæt.

Michael Gudnæs

Folkehøjskolesangbogen bliver brugt flittigt i foreninger og andre steder, men mest af de ældre - som mig. Og jeg ville nødig undvære den, selvom jeg absolut ikke abonnerer på den dogmatiske kristendom, og heller ikke på patriotisk og næsegrus beundring for det danske folk og vores kulturarv. For slet ikke at tale om Nationalstaten, som på Grundtvig's tid lige var blevet opfundet som substitut for enevælden. Den rummer nogle smukke sange - absolut ikke alle, men alligevel - og resonansen af den udvikling, vores kultur har gennemgået for at nå dertil, hvor vi er i dag.

Og hvad skulle man sætte i stedet? Moderne sangforfattere ser typisk verden ud fra deres egen navle, er barnligt optaget af lumre emner, og tilsyneladende for sprogligt indskrænket til at give teksten den mindste smule luft under vingerne, for dovne til at strukturere rim og rytme, og for umusikalske til at lave en melodi, man kan huske 5 sekunder efter den sidste tone er klinget ud.

Så værs'go, Kurt Finsten, her var hele 5 argumenter for IKKE at droppe højskolesangbogen. Vi ER altså stadig en flok af sure gamle brokkerøve, som har mere glæde af gode tekster og melodier end af politisk korrekte holdninger. Men hvis du kan komme med en stribe gode sange, skrevet af kvinder og med gode melodier, og som handler om ting af betydning, så ville det være en anden sag. De findes bare ikke, desværre (bortset fra Shit og Chanel). Det er vel også derfor, at yngre højskoleelever har fået totalt hak i rillen og ikke kan synge andet end en katatonisk gentagelse af Sensommervisen, Kringsat af fiender og Svantes lykkelige dag.

Boe Larsen, Anders Reinholdt, Egon Stich og Herdis Weins anbefalede denne kommentar

Jeg kan ikke se den skal droppes,men tid-kultur-betingelser m.v. forandrer sig og hermed bør og skal sange om livet og dets betingelser både i fortid og nutid med i en vekselvirkning, hvilket betyder at også muslimske og andre religiøse gruppers sange børmed helt som de mest kendte socialistiske sange bør være med- og ja selvfølgelig bør Kim Larsen og Sebastian og andre med noget på hjerte være med. Det bliver et valg, Men er man til den gamle sangbog kan man jo undlade at kassere den.

Christian Mondrup

Højskolesangbogen har sin egen hjemmeside. Her kan man bl.a. se hvilke sange der er nye og hvilke der er fravalgte i den nuværende, 18. udgave. Fravalgt er f.eks. Valdemar Rørdams/Carl Nielsens monstrøse "Danmark I tusind år"

Morten Gjeddebæk

Af hele Danmarks jordareal ejes 65 % af under 10.000 mennesker ud af de 5.806.000 danskere.
De 5.796.000 ejer ikke landbrugsjord og arbejder heller ikke længere med den ude i det fri.
Ganske mange af de smukke tekster og melodier kredser om menneskets forhold til jord og natur, som det var for 50-100 år siden.
Finsten kan godt have ret.

christen thomsen

Det er et debatindlæg, der stritter i mange, også modsigelsfulde, retninger. Er det f.eks. et godt argument, at sangen ikke må være skrevet af 'middelmådige digtere'? Masser af gode sange har middelmådige ord. Faktisk kunne man påstå at gode digte ikke blir til gode sange. Generelt kunne man spørge højskoleforstanderen , hvordan han har det med ældre litteratur, inkl. ældre dansk litteratur; skal vi virkelig bruge tid på det, når vi nu allesammen er de her forskellige mennesker hver for sig og i sagens natur lever i nutiden?