Kronik

DSU-formand: Her er tre pejlemærker for en ny socialdemokratisk kulturpolitik

Kulturpolitik skal skabe sociale fremskridt, vi skal interessere os for at skabe et godt fritidsliv, og så skal vi sørge for, at en større andel af markedsindtægterne går til kunstnerne, skriver formand for DSU Frederik Vad Nielsen i dette debatindlæg
Forudsætningen for den folkelige opbakning til statsligt finansieret kunst og kultur er, at den gør en forskel for menneskers tilværelse, mener kronikøren.

Forudsætningen for den folkelige opbakning til statsligt finansieret kunst og kultur er, at den gør en forskel for menneskers tilværelse, mener kronikøren.

12. september 2019

Den nye kulturminister, Joy Mogensen, har i løbet af sommeren kunnet læse op til flere kulturredaktørers anbefalinger til hende. Og både hos Politikens Mette Davidsen-Nielsen og Informations Katrine Hornstrup Yde har budskabet været: Hæld flere penge i de eksisterende strukturer, og hold dig i øvrigt fra kulturterroristerne Kaare Dybvad, Henrik Sass Larsen og Frederik Vad Nielsen i dit bagland.

Selv om vi tre har sagt vidt forskellige ting om kulturpolitik og i øvrigt aldrig har koordineret vores engagement i debatten, er vi blevet slået sammen under én stor, rød advarselslampe i Kulturdanmark.

Davidsen-Nielsen har kopieret det samme halve citat fra min mund, som mange andre kulturskribenter har brugt, om at kulturpolitik er en »de facto-omfordeling fra almindelige til rige mennesker«. Yde ser ud til at have dannet sin holdning til mig på baggrund af samme halve sætning.

Den siger ellers meget lidt om mit kultursyn, men hives igen og igen for at skræmme kulturministeren væk fra egne kulturengagerede partifæller.

Med mit kendskab til Joy Mogensen ved jeg heldigvis, at hun hverken lader sig skræmme af overfladisk brok eller viger tilbage fra at tage politisk lederskab. Og netop dét vil blive to afgørende komponenter i jagten på at blive en socialdemokratisk kulturminister, der faktisk får noget gennemført.

For kravet om flere penge til status quo og en advarsel mod dem i egne rækker, der udfordrer status quo, efterspørges ikke kun i kulturredaktørernes ledere. Det er billedet på den generelle efterspørgsel i dansk kulturliv.

Joy Mogensens opgave bliver at vise, at hun kan og vil gøre det anderledes. At det faktisk er muligt at stoppe afpolitiseringen af kulturområdet, som skiftende kulturministre og politikere berettiget har beklaget sig over, og anvise en politisk retning med et klart ideologisk afsæt.

Det bliver svært. Ikke mindst i et politisk landskab, hvor den grønne omstilling, minimumsnormeringer og flere sygeplejersker fører i kampen om penge og opmærksomhed. Men hvis den nye kulturminister er lige så modig og skarp, som da hun ledede kulturmastodonten Roskilde Kommune, så har hun en chance.

Og set fra min stol kan en ny socialdemokratisk kulturpolitik skabes i samspillet mellem følgende tre pejlemærker:

1. Kulturpolitik skal skabe sociale fremskridt

En socialdemokratisk kulturpolitik skal skabe sociale fremskridt. Ellers er det meget svært at argumentere for fællesskabsfinansieret kunst og kultur på alle hylder. Mæcener har der altid været, og derfor skal statens økonomiske engagement i kulturpolitikken søge at åbne verdens- og livsperspektiverne for alle dem, der ikke har fået det med hjemmefra.

Det begynder i folkeskolen. Kulturinstitutionerne skal i endnu højere grad indgå i ’åben skole’, hvor aktører udefra hives ind i undervisningen for at gøre den mere varieret og praktisk.

Samtidig bør der indføres nye incitamentprogrammer for den historisk betingede liste over statsanerkendte museer, så de tvinges til at påtage sig et socialt ansvar og nå nye målgrupper. Udviklingen går i den rigtige retning, men der skal sættes turbo på den. Alle der har været på bare en håndfuld af de statsanerkendte museer ved, at ambitionsniveauet for formidlingsopgaven er uhyggeligt forskelligt.

Tilsynet med institutionerne skal øges, og man kunne passende bede hædersmændene Rane Willerslev og Kasper Holten om at hjælpe med at lave en model. De to har nemlig bidraget til, at respekten for publikum generelt er vokset i kulturlivet, og de ved, at en kioskbasker eller to er med til at åbne dørene til hele kunstrepertoiret for nogle af de grupper, der normalt ikke viser sig i de statsbetalte institutioner.

2. Fritidslivet skal opdyrkes

Vores uddannelsessystem er blevet disneyficeret, og ’drømmeuddannelsen’ er blevet en vrangforestilling, som skaber et stort psykisk pres, når unge nyuddannede finder ud af, at arbejdslivet ikke altid føles som en tivolitur i maven. Politikerne er holdt op med at interessere sig for indholdet af lønmodtagernes hverdag i arbejdslivet, fordi de fortæller de nye generationer, at muligheden for livslang velsignelse ligger i valget af ’drømmeuddannelsen’.

Det betyder også, at fritidslivet stort set er udryddet som samtaleemne på Christiansborg. Men den socialdemokratiske nøgle til at komme den historiske ensomhed og stress i vores samfund til livs må være, at flere (unge) mennesker får styrket deres selvopretholdelsesdrift og karakter i forpligtende fællesskaber med andre.

Aftenskolerne, højskolerne og folkeoplysning skal revitaliseres, og vi skal genopfinde idealet om at arbejde for at holde fri, så man frivilligt kan dyrke det, der får en til at vokse som menneske.

Her ligger også nøglen til det næste store folkelige kulturprojekt, efter vores verdensrekord i sportshaller pr. indbygger, vores kulturpolitiske sejr, da Svend Auken fredede 50.000 kolonihaver, og vi skabte fem nationalparker. Det næste matrikeleventyr bør være Folkehuse.

I en tid hvor centralisering er ved at ødelægge sammenhængskraften i mange lokalsamfund, bør kommuner og stat sammen give lokale Folkehuse tilbage til borgerne. En sportshal, et bibliotek, en skole eller et foreningshus, som ikke kan afvikles, uden lokalsamfundet har stemt om det, og som sikres optimale rammer for forenings-, fritids-, kunst- og kulturliv gennem skattefordele og mindre bureaukrati.

Befolkningen skal garanteres mod nye centraliseringsprojekter, som de ikke har efterspurgt eller ønsket, og som afvikler velfærdsstatens tilstedeværelse i store dele af vores samfund.

3. Kunstnere skal have en større bid af kagen

Mange kunstnere og indholdsproducenter i kulturlivet efterspørger flere indtægter fra deres kunst. De er trætte af dyre mellemled, få arbejdslegater og digitale platforme, der groft udnytter deres kunst og produkter. Noget af klagesangen hænger sammen med, at Danmark er et meget lille sprog- og kulturområde, og derfor er der grænser for, hvor mange indtægter der egentlig kan være forbundet med at producere kunst.

Her er der brug for, at kunstnerstanden også kigger realistisk på deres egen situation og erkender, at det her aldrig kan blive et nyt Frankrig, hvor kombinationen af oversubsidiering og landets kulturelle gennemslagskraft i verden skaber nogle helt andre muligheder.

Måske bør vi også overveje at skrue ned for antallet af uddannede inden for funktioner, som lige nu kraftigt konkurrerer med kunstnerne om indtægterne – for eksempel antallet af journalister, som er et af de højeste i Europa.

For eksempel har vi nu tre taleradioer i dette lille land, hvor journalister kan ansætte hinanden til samme type programmer. Det er sket på bekostning af en kulturkanal.

Men der er også brug for, at politikerne regulerer de globaliserede markedskræfter, som lige nu sender ufatteligt få skattekroner i kulturens retning. Facebook, Netflix, Amazon og andre techgiganter skal beskattes langt hårdere, og regeringen bør gå forrest i Europa og vise det gode eksempel. På den måde kan vi forhåbentlig være med til at sikre en stærkere finansiering af billedkunst, musik, teater og kunst i det hele taget.

Med disse tre pejlemærker tror jeg, at Socialdemokratiet kan skabe fundamentet for en ny kulturpolitik, der giver nye livsperspektiver til flest mulige mennesker. Forudsætningen for den folkelige opbakning til statsligt finansieret kunst og kultur er, at den gør en forskel for menneskers tilværelse. Nu kan vi bevise, at det rent faktisk kan lade sig gøre.

Frederik Vad Nielsen, formand for Danmarks Socialdemokratiske Ungdom (DSU)

Under weekendens kulturmøde på Mors henviste kulturministeren Joy Mogensen til finansministerens kamp med tallene op til finanslovsforslaget i 2010. »Hestene bør ikke bides, når truget er tomt,« lød det, og hun opfordrede kulturlivet til at snakke prioritering
Læs også
Operaen på Holmen blev i 2015 skænket af A.P. Møller Fonden som en vældigt generøs »gave til den danske befolkning«. Der var bare lige det, at det ikke er gratis at drive sådan et sted, og på den måde endte det offentlige med at skulle bruge op mod 140 mio. kr. om året på vedligeholdelse og drift. I denne leder efterlyser Rasmus Elmelund en langsigtet kulturstrategi.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Steffen Gliese
  • Ervin Lazar
Steffen Gliese og Ervin Lazar anbefalede denne artikel

Kommentarer

Det lyder på mange felter glimrende. Imidlertid kan man stille spørgsmålstegn ved hele ideen om institutionernes forpligtelse overfor skolerne - Frederik Vad er inde på, at man ikke kan forvente altid, at arbejdsmarkedet er en fest, men når det kommer til skoleeleverne, skal de måske snarere forkæles i stedet for at lære, hvad det er for væsentlige og samfundsbærende aktiviteter, museer og andre kulturinstitutioner står for. Til gengæld er der masser af mangel på reel oplysning om, hvordan man kommer i nærheden af at bestride diverse job, der kunne være tillokkende, det er en af de største årsager til social forskel: at det ligesom forbliver en hemmelighed, hvordan man målbevidst kan arbejde på at opnå kompetencer til arbejde, man har interesse for at komme til at bestride.

Måske skal man først definere kultur.
- Menes der kunst og anden finkultur?
- Eller menes der menneskelighedens historisk opbyggede kultur i bred forstand?