Flagdag for udsendte bør også hædre nødhjælpsarbejdere

Torsdag den 5. september er det den officielle flagdag for Danmarks udsendte soldater. Og selvfølgelig skal tidligere udsendte soldater hædres og æres. De har sat liv og lemmer på spil. Men hvorfor er flagdagen kun for soldater?

Jeg er så heldig, at jeg i 2015 modtog Florence Nightingale-medaljen for mit arbejde i krig og konflikter. Det er den fornemmeste udmærkelse, en sygeplejerske kan få.

Men jeg har mange andre kolleger fra det internationale humanitære arbejde, som også burde hædres. Mennesker, der uden fast kontrakt er parate til at gøre en humanitær indsats under de mest urimelige vilkår. De gør det, vel vidende at udsendelse til humanitære aktioner indebærer en meget stor personlig risiko.

Jeg undrer mig over, at andre udsendte ikke får den samme hæder.

Antallet af dræbte og sårede nødhjælpsarbejdere på verdensplan er stigende. Og mange kommer hjem til Danmark med psykiske ar på sjælen og har svært ved at finde en plads i samfundet igen.

De humanitære nødhjælpsarbejdere skal vælge mellem, hvem der skal leve og dø på hospitalerne. Hvem de begrænsede fødevarerationer skal gives til. De kører nødhjælpskonvojer gennem kugleregn og håndterer alle de fysiske og psykiske mén, ofrene har, når krigen raser eller er overstået.

Flagdagen skal hædre personer, der er eller har været udsendt på en mission for Danmark på grund af en beslutning, regeringen, Folketinget eller en minister har truffet.

Det ville klæde den danske regering at hædre nødhjælpsarbejdere, der arbejder i krig og konflikter for Læger Uden Grænser, Red Barnet, Røde Kors eller andre danske organisationer.

Flagdagen er nemlig en anledning til at udtrykke anerkendelse for den professionelle indsats, Danmarks udsendte yder og har ydet – og de udsendte er ikke kun soldater.

Rikke Gormsen er sundhedskonsulent og formand for Delegatforeningen i Røde Kors.