Jakob Ellemann-Jensen I
Først gav de os ’Aftalen i kælderen’, og lørdag kom så ’Dobbeltmordet i Brejning’. V-folk har altså sans for dramatik:
»Det har rystet os alle sammen.«
»Vi skal videre, og vi skal videre sammen, men i dag skal vi tænke os lidt om og ære dem, der har trukket sig.«
Jakob Ellemann-Jensen II
Selv efter Løkke & Jensen er gået af (ikke afgået), finder Ellemann det upassende at tale om sit formandskandidatur:
»Jeg vil gerne bede om en eller anden respekt for, at vi faktisk synes, at det her er svært.«
FOLK anbefaler fem dages sørgebind i hele Trekantsområdet.
Meng Meng
Næsten samtidig i Berlin kom to små pandaer til verden med en fødselsvægt på hhv. 136 g og 186 g. Moren Meng Meng og faren Jiao Qing kom til Berlin i 2017, så nu er der pres på deres slægtninge i København. Pandaungerne skal retur til Kina inden for fire år.
Baby-Trump
I København fortsatte demonstrationerne mod USA’s præsident ufortrødent mandag med en seks meter høj baby-Trump-ballon.
»Dronningen var garanteret allerede i gang med at pudse sølvtøjet,« sagde arrangør Bwalya Sørensen på forhånd om Trumps aflyste besøg.
Nja …