Kronik

Forskere skal klædes på til at bevare uafhængigheden i samspillet med omverdenen

Oksekødssagen er enestående i sin alvor, men viser, at det generelt er svært at finde balancen mellem samarbejde og armslængde, når man som forsker rådgiver eksterne aktører. Det kræver særlige kompetencer, som universiteter og regering må gå sammen om at sikre, skriver de tre forskere David Budtz Pedersen, Rolf Hvidtfeldt og Andreas Brøgger Jensen i dette debatindlæg
En uvildig rapport udarbejdet af Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd viste sidste år en række udfordringer i mødet mellem universitetsforskere og opdragsgivere, der rekvirerer videnskabelige rapporter og rådgivning. Hele syv pct. havde inden for de seneste fem år oplevet pres for at ændre i forskningsresultater.

En uvildig rapport udarbejdet af Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd viste sidste år en række udfordringer i mødet mellem universitetsforskere og opdragsgivere, der rekvirerer videnskabelige rapporter og rådgivning. Hele syv pct. havde inden for de seneste fem år oplevet pres for at ændre i forskningsresultater.

Peter Klint

11. september 2019

Der er heftig debat om universiteternes rolle som leverandør af viden til interesseorganisationer og erhvervsliv. Den såkaldte oksekødrapport fra Aarhus Universitet har gennem Informations afsløringer vist sig at forsømme god videnskabelig skik og være under indflydelse af erhvervslivet. Sagen er enestående i sin alvor, men rejser principielle spørgsmål om forskernes rolle i rådgivningssager.

Forskningsinstitutioner, der arbejder tæt sammen med sine samarbejdspartnere i virksomheder og myndigheder, har en dobbeltudfordring. På den ene side skal de være tilstrækkeligt ’tæt på’ interessenterne til at besvare de spørgsmål, deres samarbejdspartnere stiller. For det meste er finansiering af rådgivningsopgaver, myndighedsbetjening og rekvireret forskning knyttet til et kommissorium eller en kontrakt, hvori det aftales, hvilke parametre forskningen skal adressere. På den anden side skal forskningsinstitutionerne til enhver tid sikre armslængde, integritet og gennemsigtighed.

Det er på mange måder vanskeligt at styre imellem disse to hensyn. Forskere, der befinder sig i stor afstand – eller armslængde – til bevillingsgivere og rekvirenter, vil ofte have svært ved at tilrettelægge deres forskning, så den opnår størst mulig samfundsrelevans og gennemslagskraft. Forskere, der befinder sig for tæt på interessenterne, vil kunne mistænkes for at lade deres forskning påvirke af virksomheder og politiske interesser og dermed kompromittere deres uvildighed.

Som det er blevet dokumenteret i sagen om oksekødrapporten, hvor forord, omslag og endda enkelte afsnit var dikteret af samarbejdspartnerne, forsvandt den afgørende magtdistance mellem forskere og rekvirenter – med fatale konsekvenser for troværdigheden. Men problemet er ikke unikt for den aktuelle sag. Balancen mellem samarbejde og armslængde lykkes i mange tilfælde og er for det meste drevet af sunde relationer og netværk. Men balancen er langtfra nem at finde.

Forskere under pres

Hvor mange sager magen til oksekødrapporten, der eksisterer, vides ikke. Der findes angiveligt mange, hvoraf de fleste er mindre alvorlige. En uvildig rapport udarbejdet af Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd viste sidste år en række udfordringer i mødet mellem universitetsforskere og opdragsgivere, der rekvirerer videnskabelige rapporter og rådgivning.

Undersøgelsen, der tog udgangspunkt i en analyse af forskningen på Aarhus Universitet, viste, at nogle forskergrupper er særligt udsatte for at opleve pres. Blandt de 1.100 adspurgte forskere havde hele syv pct. inden for de seneste fem år oplevet pres for at ændre i forskningsresultater. I samme periode havde ti pct. oplevet pres for at udskyde offentliggørelsen af forskningsresultater. Og fem pct. havde oplevet pres for helt at undlade offentliggørelse. Det sidste gjorde sig navnligt gældende for forskere, der som i oksekødsagen deltager i myndighedsbetjening og indtægtsdækket virksomhed for ministerier, kommuner, virksomheder og interesseorganisationer.

Rapporten konkluderede, at »når forskere opnår resultater, der er ubekvemme for eksterne aktører, opstår der i nogle tilfælde konflikter, hvor disse aktører prøver at presse forskeren til ikke at offentliggøre, ændre eller udskyde offentliggørelsen af sine resultater«. En konklusion, der sidste år vakte opsigt og selvransagelse i den danske universitetsverden.

Forskere som rådgivere

Krav fra rekvirenter, styregruppemedlemmer og samarbejdspartnere kan nemt skabe dilemmaer hos forskerne. Det er en succeshistorie, når universiteterne leverer aktuel og brugbar viden til erhvervslivet, men en skandale, når private aktører blander sig i rammesætningen af forskning. Det kalder på en helt ny type af forskere og forskningskarriereveje at håndtere denne balance.

I løbet af de seneste år har vi kortlagt en række kompetencer og modeller, som i den internationale forskning anvendes til at mobilisere og integrere viden blandt eksterne samarbejdspartnere. Tre modeller skiller sig ud:

En model er vidensmobilisering, hvor universiteter opretter særlige enheder af forskere, der under supervision og i formelle rammer arbejder sammen med eksterne aktører for at bringe deres viden i praktisk anvendelse. Et eksempel kunne være en gruppe forskere inden for kulturstudier, der arbejder med radikalisering af unge. I stedet for kun at publicere deres arbejder i videnskabelige tidsskrifter indebærer videnmobilisering, at de aktivt bringer deres viden i spil over for myndigheder og interesseorganisationer.

En anden model er vidensmægling, hvor forskere i kortere eller længere perioder påtager sig opgaven som brobyggere mellem for eksempel myndigheder og vidensinstitutioner. For det meste handler denne type rådgivning om at levere ekspertviden til politiske beslutningstagere ofte under tidspres og i aktuelle problemstillinger. Et eksempel kunne være en klimaforsker, der tilkaldes i tilfælde af en storm eller oversvømmelse, og som samarbejder med myndighederne om at få overblik over situationen og indkalde øvrige relevante eksperter.

En tredje model er vidensudnyttelse, hvor forskningsinstitutioner og forskere i deres projekter og undervisning forsøger at maksimere deres samfundsmæssige gennemslagskraft ved at dele deres viden med eksterne aktører og indgå relevante samarbejder. Et eksempel kan, som i oksekødsagen, være, at en forskergruppe syntetiserer eksisterende viden og formidler det i rapporter eller hvidbøger henvendt til et bredere publikum. Målsætningen med vidensudnyttelse er at skabe dokumenterbare forandringer, for eksempel af lovgivning, adfærd eller produkter.

Uafhængighed og troværdighed

Fælles for disse modeller er en konstatering af, at forskningsrådgivning er en kompleks og dynamisk proces, der kræver, at forskerne forbliver uafhængige på trods af deres relationer til omverdenen. De nævnte modeller har det til fælles, at der ofte er værdier og interesser involveret i rådgivningsprocessen, men at forskerne har frihed til at levere uvildig forskning selv i kontroversielle spørgsmål.

Kort sagt drejer den gode forskningsrådgivning sig om at skabe rum for samarbejde, hvor forskere ikke føler sig presset til at levere opportune resultater eller ændre i deres konklusioner. Derimod kræver den gode forskningsrådgivning, at forskerne har tilpas råderum – støttet af universiteternes administrative enheder – til at arbejde praksisnært uden at kompromittere videnskabens uafhængighed.

Hvis der kan skabes tvivl om universiteternes troværdighed, mister anvendelsen af viden sin værdi. Af samme grund anbefaler OECD eksempelvis, at myndighedsbetjening, hvor universiteter leverer forskning til staten, gøres uafhængig af budgetforhandlinger og udbudsordninger, der kan lægge pres på forskerne til at levere bestemte resultater. Sådan en ordning kan udformes på mange måder, men det centrale er, at der ikke kommer økonomiske interesser på spil imellem parterne.

Realiteten er imidlertid, at budgetter, retningslinjer og incitamenter ikke er nok til at sikre troværdigheden. Det kræver særlige forskningskompetencer og oversættelsesmekanismer – som vi mener bør udvikles i et nationalt forskningsprogram eller videncenter, der skal facilitere dialog, understøtte videnudveksling og stille læring og uddannelse til rådighed for forskere, rekvirenter og brugere.

Oksekødsagen er en gylden mulighed for de danske universiteter og regeringen for at give forskningsrådgivningen i Danmark et tiltrængt eftersyn og kompetenceløft.

David Budtz Pedersen er professor mso, Rolf Hvidtfeldt er postdoc og Andreas Brøgger Jensen er forskningsrådgiver ved Aalborg Universitet.

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Bjarne Toft Sørensen

En kommentar til:
"Realiteten er imidlertid, at budgetter, retningslinjer og incitamenter ikke er nok til at sikre troværdigheden. Det kræver særlige forskningskompetencer og oversættelsesmekanismer – som vi mener bør udvikles i et nationalt forskningsprogram eller videncenter, der skal facilitere dialog, understøtte videnudveksling og stille læring og uddannelse til rådighed for forskere, rekvirenter og brugere".

Hvordan tager en sådan løsning højde for, at såvel eksterne interesser, interesser på ledelsesniveau i forskninginstitutionen som personlige ambitioner om succes ikke altid harmonerer med den gode vilje til at forske på forskningens videnskabelige betingelser og at sikre kvalitet? Det mangler der svar på i det citerede forslag.

I den virkelige verden er det sådan, at den, der betaler for forskningen, også har nogle interesser, der skal varetages, som i hvert fald til dels er forudsætningen for og det grundlag, som forskningen finder sted på.

At det er sådan, ved såvel ledelsen på forskningsinstitutionen samt den ambitiøse forsker, der satser på succes og karriere, udmærket.

Vi havde med styrelsesloven verdens bedste system til sikring af fri forskning og uafhængighed af andre interesser, herunder kampen for at tilfredsstille personlige ambitioner i et byzantinsk administrativt virvar.
Jeg har svært ved at forestille mig noget andet - og så ved siden af sektorforskningen, den anvendte forskning, der imidlertid kontrolleres af den universitære ekspertise, så man ikke slipper afsted med at give politikere og embedsmænd, hvad de kortsigtet beder om.
Det absurde i den situation, der nu afdækkes på ét område, men med garanti også gælder andre, er, at såvel forskere som opdragsgivere synes at mene, at der hverken er ansvar eller konsekvenser i forbindelse med at fifle med resultaterne. Det er desværre kendetegnende for dansk småstatsmentalitet, at dem, som vi tiltror ansvarlig beslutningsdygtighed, alligevel mener, at det kan være lige meget, fordi det nok ikke betyder noget 'i det store billede'.
Men man har nu engang kun sig selv at tage udgangspunkt i, når man træffer beslutninger på alles vegne, og så må man være absolut fokuseret på det moralsk uangribelige.

Steen K Petersen og Bjarne Toft Sørensen anbefalede denne kommentar