Klumme

Georg Metz: Den bitres gemene mæle

Erindringens troværdighed i forhold til den erindrendes troværdighed
»Den tidligere statsminister og partileder sad som bekendt forleden i den bedste sendetid uden nævneværdigt journalistisk modspil og skrev sine mundtlige erindringer for åbent tæppe,« skriver Georg Metz i ugens Intermetzo. Georg Metz refererer til søndagens interview med Lars Løkke Rasmussen hos TV 2 (billedet) og DR.

»Den tidligere statsminister og partileder sad som bekendt forleden i den bedste sendetid uden nævneværdigt journalistisk modspil og skrev sine mundtlige erindringer for åbent tæppe,« skriver Georg Metz i ugens Intermetzo. Georg Metz refererer til søndagens interview med Lars Løkke Rasmussen hos TV 2 (billedet) og DR.

Tariq Mikkel Khan

Debat
20. september 2019

I populærfiktionen vinder helten med fuld musik, og skurken står frændeløs tilbage. Rulleteksterne farer over skærmen, speakeren tiljubler hverdagens næste punkt på programmet om køb og sælg, nak og æd og livet set fra røjserhøjde.

Fiktionen frister så meget desto mere, når trivialdramaets regler for klarhed, stringens og heltens noble karakter overholdes. Mennesket drages mod kaotiske tilstande, men trives, når kaos veksles til harmoni, og de levede lykkeligt til deres dages ende efter TV-Avisen.

Virkeligheden i en forsvarlig historisk fremstilling har sine mellemformer. Når hovedpersonen præsenterer sig som sin egen skæbnes kloge og myndige forvalter, helten, der modent og retfærdigt har haft magt til at definere andres, sker det, at mere gråmelerede omstændigheder – virkeligheden – ommøblerer protagonistens selvforherligelse, og virkelighed og fiktion glider i ét.

Billedet krakelerer i konfrontation med korrektionerne. Kun den skinbarlige hæderligheds overskuelige skare opregner egne gerninger sandfærdigt.

Den tidligere statsminister og partileder sad som bekendt forleden i den bedste sendetid uden nævneværdigt journalistisk modspil og skrev sine mundtlige erindringer for åbent tæppe. Han havde haft god tid siden dramaets kulmination til at overveje beretningen, en proces for hvilken han i og for sig ikke skal bebrejdes. Sådan gør vi alle, når vi vasker vort tøj en tidlig søndag aften.

Men den tidligere magtfulde formand var her som sin egen storyteller nøgternt set kun at regne for kilde til en såre tvivlsom selvopfattelse.

Alle mennesker, også dem der ikke pines af ambitioner om de højeste embeder, vægter som antydet egen adfærd positivt efter fællesmenneskelige vedtagne værdisystemer i bonus og tab.

Egenskaber som grådighed, magtsyge, løgnagtighed, brutalitet og smålighed regnes på minussiden og betonedes heller ikke af den faldne storhed, hvis rygte ikke er for kønt, ikke som andet end brist i andre.

Ærlig oprigtighed, sund handlekraft, pålidelighed, storsind og resignation uden bitterhed opførtes på plussiden. I dét lys ser mange – og Lars Løkke Rasmussen – egne motiver og handlinger. Selvbiografien afpassedes fermt efter disse værdimål.

Indøvede småindrømmelser

Ansigt til ansigt med nationen kastede den fældede formand nu og da lunser til koblet af kritikere omhyggeligt afmålt i indøvede småindrømmelser, der gav det ud for oprigtig selvkritik: Jeg burde ikke have været så naiv; jeg er ikke sådan indrettet og går rundt og husker væmmeligheder mod mig; jeg burde ikke have været så opslugt af mine bestræbelser mod målet, der i magtens ensomhed var sat højere end omgivelsernes middelmådighed. Den slags.

Nogen slipper afsted med håndkolorerede selvfremstillinger. Edvard Brandes kritiserede Johanne Luise Heibergs erindringer: Et liv genoplevet i erindringen og kaldte dem med en ikke rimelig morsomhed: et liv genopløjet i erindringen. Men fru Heiberg understregede, at det var hendes liv set i kunstens prisme, et digt, et værk. Det var hendes kunstneriske sandhed, ikke Brandes’.

Andre som Løkke rubricerer i tilbageblikket de folk, der var med til at forme den virkelighed, de ønsker skal fremstå på egocentrisk udvalgte præmisser som sandheden. I den erindring skydes medmenneskene ind som sætstykker i de sammenhænge, hvor de passer i stykkets tendens.

Eksformand Løkke påduttede den kollektive danske erindring sandheden i lyset af andres svigt og utilstrækkelighed, sandheden om hans person, hans storhed og hans fald.

De brudstykker af sandheden, han i naiv ophøjethed og uegennytte ikke før har røbet, men tværtimod hensynsfuldt redigeret, lige siden han var nødt til det i en kælder i Odense.

Hans værste fjende – manden, der var skyld i ulykken – rummede, trist at måtte nævne det, ikke de egenskaber, der skulle til som en venstreformands efterfølger. Denne erindrende kendsgerning henrivende formuleret af den tidligere statsminister, der kun udnævnte ministre efter kvalifikationer og kompetencer. Og så var der jo så næstformanden, han måtte tage hensyn til.

Og så blev næstformanden udenrigsminister og siden finansminister.

Kvalificeret? Nej, næstformand.

Den erindrende spinder sit net i store masker, hvor ærlighed og ansvar slipper igennem:

Et formandskab i Venstre, det kender han ikke noget til, men kunne have spist sin egen tunge, da han opfandt begrebet i et letsindigt øjeblik just præcis efter at have reddet røven i vandskorpen. Hvilket heller ikke passer, da formandskabet først formuleredes dagen efter kældermødet.

Dette ærgerlige, ikke-eksisterende formandskab var virksomt ved ministerudnævnelserne af den næstformand, der jo var ukvalificeret og ikke var blevet topminister, hvis der ikke havde været et formandskab, som Løkke med tungen i laser aldrig har anerkendt, skønt han handlede derefter. Forvirret? Forståeligt.

Evnesvag næstformand

Det luftige arrangement kunne være afmonteret ved, at Løkke havde udnævnt den skide næstformand til noget, han vel kunne have klaret: minister for drivisen eller vedligeholdelse af hoppegynger i Nordjylland.

I årevis blev landets vigtigste poster på formandens ansvar varetaget af en evnesvag næstformand.

Formand skulle den evige næstformand i hvert fald aldrig være.

Planen var så følgende: Efter to år som statsminister, hvis Løkke havde genvundet regeringsmagten, ville han være gået af til fordel for – selvfølgelig ikke hr. umulius næstformand – men sjovt nok lige netop den stigende stjerne: J. Ellemann-Jensen.

Løkke er 55 år, 57, når han efter planen ville være trådt af. Alle og enhver kan indse, at manden, der ikke ville være statsminister for enhver pris, men var og blev det, selvfølgelig med tilbagevirkende kraft fremadrettet havde afleveret nøglerne til Ellemann, når nu kniven allerede var stukket i mørbraden på næstformandskab Jensen dengang i kælderen i Odense.

Gemenhedens tvemål fik mæle forleden.

Serie

Intermetzo

Den ugentlige klumme af Georg Metz

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Peter Beck-Lauritzen

"Forunderligt" at vi ikke kunne komme af med "den lille svindler" til anden side ude i Europa, hvor der er så mange af hans "format". Håber nogen eller noget kan sætte ham skakmat/bag lås og slå!

Ole Kresten Finnemann Juhl

En dårlig statsminister Danmark aldrig burde have haft, men der var også gode vi aldrig fik.

Peter Beck-Lauritzen, Malan Helge og Kirsten Lindemark anbefalede denne kommentar