Kommentar

Gør Danmark til et bedre land at dø i: Oprust den palliative behandling

Det er ingen simpel opgave at sikre livskvaliteten for uhelbredeligt syge. Danmark ligger langt under den vestlige standard, og det kræver både flere midler og mere specialiseret personale, hvis vi skal rette op, skriver overlægerne Bodil Abild Jespersen og Per Sjøgren i dette debatindlæg
Overlægerne Bodil Abild Jespersen og Per Sjøgren mener, at vi i Danmark skal blive bedre til at sikre livskvaliteten for uhelbredeligt syge. Her er et billede fra palliativ afdeling på Nordsjællands hospital.

Overlægerne Bodil Abild Jespersen og Per Sjøgren mener, at vi i Danmark skal blive bedre til at sikre livskvaliteten for uhelbredeligt syge. Her er et billede fra palliativ afdeling på Nordsjællands hospital.

Tor Birk Trads

4. september 2019

Efter regeringsskiftet har den manglende behandlingskapacitet på en række sundhedsområder været til debat hen over sommeren. 

Det er dog gået ubemærket hen, at en ny rapport fra Dansk Palliativ Database har vist, at hver fjerde kræftpatient, der henvises til en specialiseret lindrende indsats, må vente længere end ti dage på at få hjælp.

Alt for mange uhelbredeligt syge kræftpatienter henvises desuden så sent i deres sygdomsforløb, at de kun lever godt en måned med den specialiserede hjælp.

Siden 2011 har Sundhedsstyrelsen lanceret en storstilet palliativ indsats over for alle uhelbredeligt syge patienter uanset diagnose. Den palliative indsats har ikke fokus på helbredelse, men på lindring. På trods af denne stort opslåede indsats er der dog ikke blevet allokeret flere midler til området.

Smertelindring under standard

Der eksisterer i dag i sundhedsfaglige kredse den fejlagtige opfattelse, at alle ansatte i sundhedsvæsenet er i stand til at tage sig af de allermest syges behov. Det kræver imidlertid i mange tilfælde en længerevarende specialistuddannelse at kunne behandle for eksempel noget så hyppigt og lidelsesfuldt som smerter hos kræftpatienter.

Smerter kan være uhyre komplicerede at behandle, og det kræver både analyse og diagnostik at kunne planlægge en individuel og effektiv behandling med færrest mulige bivirkninger. Hvert eneste symptom kræver dyb indsigt i årsager og mekanismer for at kunne vælge og prioritere den rette behandling.

Det er ikke tilstrækkeligt, at vi i sundhedsvæsenet kun registrerer patienternes lidelse. Tidens mange buzzwords som værdibaseret ledelse, patientinddragelse og -centrering giver ikke mening, hvis ikke der er faglige kompetencer tilstede til at lindre patientens lidelse.

Sundhedsvæsenet er opdelt efter diagnoser, og fokus ligger på diagnostik og behandling af bestemte sygdomme. For de mange patienter, som lider af mere end én sygdom, er dette ikke hensigtsmæssigt. De vandrer som i en odyssé fra afdeling til afdeling, mens listen over de medicinske præparater, som de forventes at indtage, bliver uoverskuelig for både patient og læge.

Politikerne er hurtige til at udstede behandlingsgarantier for alverdens sygdomme, men kunne man forestille sig en behandlingsgaranti, som også omfattede lindring? I denne sammenhæng vil det være nærliggende fra politisk side at se nærmere på, hvorfor mange uhelbredeligt syge kræftpatienter bliver henvist alt for sent til lindrende behandling.

Den specialiserede lindrende indsats er nu etableret i Danmark, men den er langt fra den anbefalede vestlige standard, og der er dokumenteret social ulighed med hensyn til at opnå adgang.

Det er værd at bemærke, at udviklingen af lindrende indsats i de angelsaksiske og øvrige skandinaviske lande har bevæget sig i retning af at oprette flere hospitalsbaserede enheder med senge og udrykningsteam, der kan tilse de patienter, der ønsker at tilbringe den sidste tid i deres eget hjem.

I Danmark bygger vi nu supersygehuse, og det første er taget i brug i Aarhus. Det har næppe undgået nogens opmærksomhed, at det har medført store problemer af økonomisk – men også af personalemæssig karakter. Her har lindringen trange kår, og i sidste ende er det desværre patienten og de pårørende, som bliver taberne.

Lær af hospicer

Der har i Danmark været stort politisk fokus på at etablere hospicepladser. Den lindrende indsats blomstrer på de i alt 19 hospicer, vi har i Danmark, og det kan vi kun være stolte af.

Løsningen er dog ikke, at alle med uhelbredelig eller livstruende sygdom skal indlægges på et hospice. I stedet må vi forsøge at brede den indsats, som vi kan yde på vores hospicer, ud til alle patienter, der har behov for den. Uanset om de er indlagt på hospital, opholder sig i eget hjem eller på plejehjem.

De hospitalsbaserede lindrende enheder bør i lighed med hospicerne være selvstændige enheder med egen ledelse og budget, således at uddannelse af læger, forskning og klinik bliver udviklet. Hvilket er vigtigt, da de fleste danskere ønsker at dø i eget hjem – såfremt der er kvalificeret hjælp til rådighed. 

Regionerne har i dag et rekrutteringsproblem med læger til de lindrende enheder, og det er på høje tid, at vi i Danmark følger andre vestlige lande og får etableret et lægefagligt speciale i palliativ medicin.

I kraft af den demografiske udvikling, hvor længere levetid fører til flere behandlingskrævende leveår, må vi stræbe efter at tilbyde bedst mulig livskvalitet i den sidste del af livet.

Vi håber således at kunne inspirere den nye regering til at sikre, at den danske befolkning kan få tilstrækkelig kvalificeret hjælp, når livstruende sygdom og død rammer.

Bodil Abild Jespersen og Per Sjøgren er hhv. overlæge ved Aarhus Universitetshospital og Rigshospitalet.

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • David Zennaro
  • Carsten Munk
  • Johnny Christiansen
  • Arne Thomsen
David Zennaro, Carsten Munk, Johnny Christiansen og Arne Thomsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

"De hospitalsbaserede lindrende enheder bør i lighed med hospicerne være selvstændige enheder med egen ledelse og budget, således at uddannelse af læger, forskning og klinik bliver udviklet. Hvilket er vigtigt, da de fleste danskere ønsker at dø i eget hjem – såfremt der er kvalificeret hjælp til rådighed. "
og
"Regionerne har i dag et rekrutteringsproblem med læger til de lindrende enheder, og det er på høje tid, at vi i Danmark følger andre vestlige lande og får etableret et lægefagligt speciale i palliativ medicin."

Ja - ja - ja!!!

Anne-Marie Paul

Palliativ medicin handler også om plejehjemmene. Der er reelt ikke tid eller ekspertise til de døende ældre og gamle på plejehjemmene. Det palliative team i kommunerne bliver ikke nødvendigvis inddraget, når den døende bor på et plejehjem og vekommende "bare" er ved at dø..
Fordi der ikke er nok personale, kan den døende ikke altid få den pleje og omsorg, som er nødvendig.. Der trænger til fokus på døden og den døendes behov og på de pårørendes behov - især på begrebet værdighed - hvad er en værdig død.
.