Kronik

Handicappede borgere svigtes af kommunerne, når budgetterne strammes

Vi hører af og til historier om kommuner, der fratager de mest udsatte borgere den hjælp, de har brug for og krav på. Men mediesagerne er kun toppen af isbjerget. Der sker alt for mange fejl i sagsbehandlingen, og man kan frygte, det skyldes økonomiske hensyn, skriver forsker i socialt arbejde Claus Brygger Jacobi i dette debatindlæg
I mange år har kommunerne oplevet, at budgetterne har været presset massivt grundet en kombination af stramme kommunale budgetter og en stigning i antallet af blandt andet voksne med handicap, som bliver stadigt ældre.

I mange år har kommunerne oplevet, at budgetterne har været presset massivt grundet en kombination af stramme kommunale budgetter og en stigning i antallet af blandt andet voksne med handicap, som bliver stadigt ældre.

Finn Byrum

17. september 2019

25 borgere med handicap i Aarhus Kommune fik et brev ind ad døren om, at kassen var lukket for levering af personlig ledsagelse til selvvalgte aktiviteter. Det til trods for, at alle eksperter er enige om, at en sådan fratagelse af støtten er åbenlyst ulovligt, og borgerne allerede er bevilget støtten ifølge § 97 i Serviceloven. Alligevel kunne P1 Morgen altså berette om brevet fra Borgercenter Syd den 2. september.

Jacob Thiesen, som er centerchef for voksenhandicap i Borgercenter Syd, beklagede da også i radioen, og han forsikrede, at det ikke var hans intention af bryde loven, selv om der stod i brevet, at der ville ske en »hård opbremsning« fra dags dato, og at der som udgangspunkt ikke ville blive leveret yderligere personlig ledsagelse i år til borgerne.

Der er tydeligvis tale om en eklatant og nærmest lidt amatøragtig forvaltningsfejl fra kommunens side. Derfor når denne historie medierne. Men sager som den er kun toppen af isbjerget og et tegn på et mere grundlæggende problem i den kommunale socialforvaltning.

Jacob Thiesen siger da også til slut i interviewet med P1:

»Vi er i en ekstremt presset situation i Aarhus Kommune og særligt på Borgercenter Syd, der simpelthen kalder på, at jeg bliver nødt til at kigge i selv de fjerneste hjørner.«

For sandheden er, at personlig ledsagelse kun udgør en meget lille del af udgifterne på socialområdet. En langt større del går til mere omfattende støtte såsom botilbud og samværs- og aktivitetstilbud.

Så hvad gør kommunerne, når budgetterne på socialområdet er brugt op?

Fejl i 68 procent af botilbudssager

I de seneste mange år har kommunerne oplevet, at budgetterne har været presset massivt grundet en kombination af stramme kommunale budgetter og en stigning i antallet af blandt andet voksne med handicap, som bliver stadigt ældre. Kommunerne har derfor også haft betydelige problemer med at styre deres økonomi på det specialiserede voksenområde.

Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd, VIVE, har for nylig lavet en analyse af, hvordan man forbedrer økonomistyringen med større fokus på brug af »mindst indgribende indsats« og tæt opfølgning på borgerens udvikling, etablering af visitationsudvalg og tættere monitorering.

Hverken Ankestyrelsen eller nogen socialforskere har dog foretaget en analyse af, hvad der sker med den socialfaglige praksis, når budgetterne er under pres. En måde at aflæse kommunernes adfærd i forhold til kvaliteten i sagsbehandlingen, er ved at granske de klager, der sendes til Ankestyrelsen over afgørelser truffet om afvisning af bevilling af botilbud.

De seneste fem og et halvt år har Ankestyrelsen behandlet 1.601 klage over kommunale afgørelser om botilbud. Ankestyrelsen var kun enige med kommunerne i deres afgørelse i 32 procent af sagerne (505 sager). I de resterende sager blev der enten truffet en anden afgørelse, eller kommunen blev bedt om at træffe en ny afgørelse på baggrund af en bedre sagsbehandling.

Andelen af omgjorte sager på hele 68 procent ligger derfor langt over omgørelsesprocenten på alle andre paragraffer i Serviceloven, hvor niveauet er på 40 procent i gennemsnit gennem de seneste seks år.

Det er dybt bekymrende, at der gennem de seneste mange år har været lavet fejl i sagsbehandlingen i hovedparten af de afgørelser, der vedrører afvisningen af den mest vidtgående hjælp til de mest udsatte personer i det danske samfund. Dette skal endda ses i lyset af, at Ankestyrelsen kun bliver bedt om at træffe en afgørelse, når kommunen selv har genvurderet sin oprindelige afgørelse, dvs. har vurderet sagen to gange. Dertil kommer, at der nok også er fejl i mange af de afgørelser, som borgerne ikke klager over.

Nedsat serviceniveau

Så hvorfor sker der så mange fejl?

I en del tilfælde handler det sandsynligvis om dårlig sagsbehandling grundet faktorer som undernormering, mangel på erfarne sagsbehandlere og kompetenceudvikling samt et mangelfuldt ledelsestilsyn. En anden del af forklaringen kunne meget vel handle om økonomi.

Jeg kan være bekymret for, at der bag ved disse mange fejl ligger en styringspraksis, hvor nogle kommuner sætter det generelle serviceniveau ned, så det stemmer overens med deres budgetter. Man kræver simpelthen, at borgerne skal have en dårligere funktionsvurdering ud fra voksenudredningsmetoden, hvis de skal have bevilget et botilbud. Derved risikerer man efter min mening at afvise hjælp og støtte til personer, som ud fra en individuel vurdering har behovet for og retten hertil.

Aarhus Kommune begik en fodfejl og lukkede kassen for borgere, som allerede var bevilget en ydelse. Den historie kom i medierne, men hvad gør de mon nu for at overholde deres stramme budget?

De 25 borgere skal nok få leveret deres personlige ledsagelse resten af året, og man kan naturligvis ikke fratage nogen et permanent botilbud. Der er derfor ingen anden vej end at skære ned på fremtidige bevillinger og derved gøre det sværere at blive berettiget til et botilbud eller anden hjælp og støtte.

Nogle borgere vil klage og få ændret afgørelsen, men mens man venter de i gennemsnit fem måneder på, at klagen bliver behandlet i Ankestyrelsen, sparer kommunen et botilbud til måske 100.000 kr. om måneden.

Andre vil få afvist deres sag, fordi der eksempelvis mangler lægelige oplysninger, og så vil en endelig afgørelse ligge endnu længere ude i fremtiden. Og en stor gruppe klager ikke og stiller sig tilfredse med en måske utilstrækkelig indsats – eksempelvis botræning fra en hjemmevejleder nogle få timer om ugen, selv om de havde ret til et botilbud.

Økonomien må ikke bestemme

Det er ikke enkelt at komme med en korrekt socialfaglig individuel vurdering på en borgers støttebehov, når sagsbehandleren er presset både på tiden og økonomien. Vi bør derfor være ekstremt opmærksomme på, at den økonomiske styring ikke må ende med at skabe den socialfaglige praksis i sit eget billede. Der er behov for, at vi graver dybere og forstår, hvordan kommunerne bedst kan balancere økonomiske hensyn med den individuelle vurdering, når det handler om deres mest udsatte borgeres støttebehov.

Det handler både om at uddanne socialrådgivere som er dygtige og modige nok til at træffe de korrekte socialfaglige vurderinger, men i lige så høj grad om at socialforvaltningen ikke presser socialrådgiverne ind i et økonomisk styret system, hvor de mister al bevægelsesfrihed. En sagsbehandler skal altid vælge den bedste og billigste støtte, men økonomien må ikke bestemme, hvem der får støtten.

Uanset hvor meget umage både socialrådgiverne og socialforvaltningen gør sig, er der dog brug for et passende budget, hvis man skal overholde Serviceloven. Så i sidste ende er det politikerne og deres prioriteringer, som bestemmer, om det er muligt.

Næste gang en sag om manglende hjælp til udsatte borgere kommer i medierne, vil jeg derfor anbefale politikerne, at de både ser indad og ud over den enkelte sag. For bagved findes der nok et område, som har brug for at blive prioriteret.

Claus Brygger Jacobi er forsker i socialt arbejde og forvaltning.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Jane Jensen
  • Marie Jensen
  • Steen K Petersen
  • Eva Schwanenflügel
  • David Zennaro
  • Mogens Fosgerau
Jane Jensen, Marie Jensen, Steen K Petersen, Eva Schwanenflügel, David Zennaro og Mogens Fosgerau anbefalede denne artikel

Kommentarer

For ikke så længe siden kunne man læse en overskrift i Politiken: "Besked fra jobcenteret til hjerneskadet og handikappet: Jeg fik da heller ikke særlige vilkår, bare fordi jeg brugte briller".

Jeg spørger mig selv; hvad driver mennesker til at tænke sådan? Og hvad driver systemer til ikke øjeblikkeligt til at fyre medarbejdere med dette menneskesyn? Svaret er formentlig det samme som det der får en centerchef for voksenhandicap i Borgercenter Syd til at se stort på loven.

Ib Christensen, Birte Pedersen, Marie Jensen, Steen K Petersen, Dennis Tomsen, Eva Schwanenflügel, Karsten Lundsby og Heidi Larsen anbefalede denne kommentar
Krister Meyersahm

Man kan afregne de kommunale udgifter som staten skal betale/bidrage til, ved at give kommunerne trækningsret til statens konto - krone for krone. Det er jo nemlig staten der bestemmer hvilke ydelser der skal bevilges og med hvilke beløb de skal honoreres.

Staten må så selv hente pengene hos borgerne via den statslige indkomstskat, hvilket har den fordel at alle danskere deltager solidarisk og ikke kun dem der bor i visse kommuner. Altså - fjern nogle af de tunge sociale udgifter fra de enkelte kommuner og gør dem til solidarisk fælles ansvar for alle landets borgere via statsskatten.