Henrik Sass Larsen glæder sig »helt usigeligt meget« til at starte i sit nye job som direktør for DVCA, brancheforening for venture- og kapitalfonde samt business angels. Det skrev han, da han breakede nyheden på Facebook i onsdags.
Foruden at have været gruppeformand for Socialdemokratiet og kun et mulehår fra at blive finansminister i Mette Frederiksens regering, har Sass været erhvervs- og vækstminister fra 2013-2015.
Det er således oplagt at kritisere hans jobskift med henvisning til, at det øger mistilliden til vores demokratiske system, når en top-socialdemokrat tager arbejde hos nogen, der repræsenterer det, socialdemokrater ofte refererer til som »den syge kapitalisme«. Socialdemokratiet har blæst til kamp mod kapitalfondenes indtog på det danske boligmarked, og Mette Frederiksen tog afstand fra kapitalfonden Blackstone i sin tale på S-kongressen i sidste weekend.
I det lys er det forståeligt, at Sass’ jobskift får flere til at tvivle på, om de folkevalgte oprigtigt går op i den politik, de forfægter, eller om deres holdninger er til salg for højestbydende. Disse mistanker får nyt brændstof, hver gang en politiker tager svingdøren. Og Sass er langt fra alene.
Tidligere erhvervsminister Brian Mikkelsen (K) gik direkte fra at være en del af fortrolige drøftelser i VLAK-regeringens inderkreds til at være direktør i Dansk Erhverv, tidligere fødevareminister Karen Hækkerup (S) blev administrerende direktør i Landbrug & Fødevarer, og listen fortsætter.
Hver gang giver det anledning til debat om, hvorvidt vi bør indføre en karensperiode, så toppolitikernes magt, netværk og insiderviden ikke kan blive misbrugt til at opnå unfair fordele for disses nye arbejdspladser.
Lande som Canada, Storbritannien, Norge, Cypern, Tyskland og Spanien har indført karensperioder for tidligere ministre og topembedsmænd på mellem seks måneder og fem år. Karensperioderne er defineret forskelligt, men indeholder bl.a. forbud mod at lave lobbyarbejde og tage professionel kontakt til tidligere kolleger.
Men en karensperiode løser kun en del af problemet. Reglerne omfatter typisk ikke menige parlamentarikere som Sass, der ikke har haft forvaltningsansvar i fire år. Ekspolitikere skal jo også kunne tjene til føden på en eller anden måde, og det er ikke så overraskende, at deres kernekompetencer passer godt til lobbyarbejde.
Så i stedet for at fæste lid til, at en karensperiode, der forhindrer ekspolitikere i at få nyt job, kan knække kurven for den stigende mistillid til politikerne, skulle vi måske beskæftige os med, hvorfor de vil have nyt job.
En ond spiral
Hvorfor søger så mange toppolitikere væk fra Christiansborg?
Måske giver en ny undersøgelse fra Institut for Menneskerettigheder en del af svaret. Hele 72 procent af folketingskandidaterne oplevede chikane og trusler under valgkampen i år. Med chikane forstås alt fra hærværk af valgplakater til truende henvendelser ansigt-til-ansigt, på telefonen eller på sociale medier. Mere end hver tiende har overvejet helt at trække sig fra politik efter at have oplevet chikane eller trusler.
Jo mere kendt og omstridt en politiker er, jo større er risikoen også for chikane. De traditionelle mediers behandling af politikerne spiller derfor også en rolle.
Nogle mener, at Sass har været offer for en uretmæssig, konstant hetz fra især tabloidpressen. Andre mener, at Sass selv har gjort sig fortjent til det mediepres, der har været på hans person. Uanset hvad har det unægteligt været massivt.
I foråret fortalte Sass, at han havde haft en depression, og han blev sygemeldt efter valget og vendte først tilbage til Borgen tidligere på måneden. Følte Sass mon, at der var så meget negativ opmærksomhed omkring hans person, at han måtte forlade politik?
Har andre politikere forladt politik af den årsag?
I så fald har vi at gøre med en ond spiral, hvor politisk mistillid blandt borgere og medier får dem til at behandle politikere så hårdhændet, at disse giver op og søger nyt job – hvilket bestyrker folk i deres mistillid og giver os færre og mindre dygtige kandidater at vælge imellem.
Vigtigt at få belyst disse mekanismer omkring laveste fællesnævner fra os vælgere.
Men om politikere ikke selv med deres meget gode pensionsordninger m.v. ikke selv kunne bidrage til at grovheder stoppede en smule.
Vi har vel også brug for en udskiftning af politikerne? Og selv om trusler og vold selvfølgelig ikke er gangbar opførsel i et demokrati, skal vi jo være kritiske overfor de politikere vi har, især da når de i den grad omfavnes af kræfter der ikke nødvendigvis står på samfundets side. Magt korrumperer, siger man, og det gælder jo tydeligvis stadig.
For det første: Selvfølgelig bør der være en karensperiode.
For det andet: hvor man tidligere blev valgt til Folketinget - og måske blev minister - efter en periode med et virke i samfundet i øvrigt, og derfor ofte ikke havde behov for en stilling "efter politik", kommer mange folkevalgte i dag direkte fra en politisk ungdomsorganisation, måske med et par år i en organisation, der er "tæt på". Ligesom Sass. Det er ikke en god udvikling, at vi således har fået en "professionel politisk klasse" i stedet for repræsentanter for mennesker i forskellige dele af samfundet. Og det er nok forklaringen på, at eks-politikere kan finde på at springe over ideologiske gærder, vi andre finder meget høje. Om det også er forklaringen på, at folk kan finde på at svine politikere til i den grad, ved jeg ikke - men det sidste er jo forfærdeligt. I det hele taget er det blevet et brutalt samfund, vi har fået, når vi kradser lidt i overfladen. Her tænker jeg på vilkår for syge, handicappede og arbejdsløse. På tide at vende skuden, og det kan måske også gavne i forhold til den udbredte mistillid til politikere.
Levebrødspolitikere skal jo have noget at leve af!
Ligesom med Corydon et al så giver det selvfølgelig spekulationer om, om Sass arbejdede for Folketinget dvs. borgerne eller det private erhvervsliv de seneste år. Ærgerlig undergravning af folkestyret.
Man skal ikke nødvendigvis bebrejde vælgerne for noget, der er indbyggede svagheder i det at have en stat og et repræsentativt (ikke-deltagende) demokrati.
Staten er grundlæggende bygget på tvang. Den er et ikke-frivilligt politisk fællesskab. Glem alt om de liberales fantasifoster »den sociale kontrakt«. Man kan heller ikke bare »skrubbe af, hvis man er utilfreds«. Der findes ikke fri bevægelighed i en verden af nationalstater. Kun tilladt bevægelighed -- det foregår alt sammen på statens præmisser og er dermed designet til at tilgodese business-eliten og løndumping, ikke almindelige mennesker. (At »skrubbe af« er heller ikke en garanti for, at man er frigjort fra staten. Statsborgerskabet forpligter, og erstattes et med et andet er det jo bare en ny form for tvang.) Hvis man ikke gør, som staten vil, så kommer politiet eller også skal der lovgives mod ens alternative fællesskab under kontrafaktiske tanker som »ingen anden stat inden i staten«.
Og det er så indenfor denne brede kontekst, at vi ser det repræsentative demokrati, hvor selv ens repræsentanter forråder en. De er jo ikke bundet op på andet end deres egen samvittighed. Valgflæsk kender vi alle til. Man er i bund og grund helt alene, alt er et skud i vinden. Frustration og utilfredshed er forventelige, indbyggede resultater. Man udsættes for fremmede menneskers vilje, om man så er enig eller uenig i det brede ideologiske program, repræsentanterne taler ud fra. Og om man stemmer eller ej, så ender det i at legitimere staten (om end på forskellige måder).
. . . og det er så her at man skal victim blames, fordi man ikke lider af Stockholm-syndrom og ikke byder sine undertrykkere velkommen med kyshånd. At man vover at udtrykke sin frustration og ikke bare lydigt og artigt kysser den støvle, der træder på ens ansigt.
Det er jo faktisk en ret absurd tanke, at det alt sammen er de onde vælgeres skyld.
Måske har mere end hver tiende vælger også overvejet helt at holde op med at stemme...
Sass svar da han i DR TV-A bliver spurgt om han ovenpå sin sygdom er klar til direktørjobbet:
"Ja, for nu kommer jeg jo til at være i lykkelig lang afstand af mange af de folk der render rundt inde på Christiansborg. Så det kan jo kun gøre en raskere og friskere..."
https://is.gd/KYrpVw
Jeg er ikke nødvendigvis sikker på hans nye arbejdsgiver fandt det morsomt.
Mon ikke problematikken vedr." politiker bliver lobbyist" er endnu mere udbredt i EU-regi, hvor lobbyisterne endda sidder med ved forhandlingsbordet, når vigtige (og hemmelige for alm. mennesker) handelsaftaler bliver til?
Dybest set er det vel en sund ting at dygtige mennesker går ind og ud af politik - men det er meget trist at politikerne allesammen vælger at arbejde som lobbyister efter deres politiske karriere - for mig er det udtryk for mangel på integritet at man er villig til at tjene en skilling på sit netværk og sin kendisfaktor uagtet at den sag man lobbyerer for strider lodret mod ens egen overbevisning - I Sass tilfælde er det jo helt absurd at han gå fra at kæmpe for den lille mand i socialdemokratiet den ene dag til at varetage finanskapitalens interesser den næste.
Hvis der er nogen, der har gjort det ulideligt at være politiker, er det brutale magtmennesker som Henrik Sass Larsen, der så ikke selv kan tåle mosten.
Begrebet "toppolitiker" bør efter min mening, slet ikke findes! Max 2-3 valgperioder og så tilbage til hvor man kom fra.
Det var den korte version... :o)
@ Irene Odgaard
man kan tilføje, at adgangsvejen til den politiske klasse også betyder at de næsten alle har den samme uddannelse. Dvs. statskundskab, eller noget der ligger meget tæt på.
Der er mindst tre problemer med denne form for politisk rekruttering. For det første har de næsten ingen erfaring fra arbejdslivet, uafhængig af politik. For det andet har de alle det samme ensidige perspektiv på samfundsspørgsmål. For det tredje, og formentlig værst, så for de et fællesskab, hvor de har langt mere tilfælles med hinanden, på tværs af partiskel, end med resten af befolkningen. Har man f.eks. ikke af og til indtryk af, at debatter og valgkamp mellem Socialdemokratiet og venstre, mere handler om erobringen af magtposter, end et egentligt ønske om at gennemføre hver sine politiske mål?
Uanset at trusler og decideret chikane naturligvis ikke er ok, mener jeg at HSL i vid udstrækning selv har beredt vejen for den kritiske interesse, medierne har vist over for ham. Han accepterer tilsyneladende ikke præmissen om at det er mediernes forbandede opgave at sætte kritisk fokus på magtens gøren og laden - og slet ikke når det handler om ham selv. I den forstand har hans mimoseagtige klynk været ren selvudstilling.
Er det vælgernes skyld at politikerne føler sig pressede og chikanerede? Eller er det politikernes egen skyld? En sådan dikotomi kalder ikke på refleksioner af nævneværdig art, men det er sådanne spørgsmål som hyppigt rejses i vores tiltagende primitiviserede og sort/hvide debatter.
Hvis nu aviserne i stedet spurgte; hvad forårsager dette? så ville der kaldes på mangfoldige bud, bred og dyb analyse, perspektivering og kun få sikre konklusioner, hvilket ville udvikle vore debatter (de få, sikre - og til alligevel diskutable svar forebygger netop at vi sander hinanden til med sort/hvide overbevisninger). Men det er der ikke rigtigt meget avissalg i, ikke megen social selvhævdelse eller umiddelbar vinding til nogen i. Blot den kollektive, som jo ikke viser ret mange hurtige resultater.
Jeg begyndte at læse en ellers interessant artikel på Berlingske forleden, men da den efter omkring 20 linjer pludselig konstaterede (nogenlunde dette): 'Nu er du så klædt på til en kort debat om XXX, men hvis du skal kunne stå distancen når netværket udfordrer dig', gik det op for mig hvilket underliggende forsæt, artiklen var skrevet med ... eller ihvertfald hvad den havde til hensigt at tilbyde læseren.
Mon der er en sammenhæng mellem vores efterhånden særdeles langvarige krise med vort politiske system, som hævder sig demokratisk, men i så mange henseender volder mange mennesker (og livsformer) problemer? Er der en forbindelse eller 3 mellem individualiseringsdiskursen, netværk som sameksistensideal og de spørgsmål, som direkte og indirekte rejses af ovenstående artikel? Med fare for at dikotomisere debatten i endnu en gang.
mellem=med
Carsten Nørgaards pointer om staten som en tvangsforanstaltning er i øvrigt meget frugtbare for vores forståelse af hvilke mere subtile magtmekanismer som optræder i vores samfundsudvikling, omend der (ihvertfald filosofisk, men også praktisk) kan rejses diskussion af hvilken betydning en stats indbyggeres perspektiv, opgaver og indflydelse på samfundsudviklingen har for dens grad og karakter af tvang. Hvis vi går tilbage til f.eks. antikkens ret konstruktive perspektiv på fællesskabskultur ... og derpå ser på Hobbes' antagelser om at staten etableres af nød, kan der iagttages decideret paradigmeforskelle, hvilket også udspilles i bl.a. de forskellige politiske ideologiers syn på stat og fællesskab, herunder hvilke behov der (bør) dækkes (hvordan) i så henseende. Men uanset hvorfra og hvordan, kan det slet ikke undgås at der (til tider) opstår tvang når mennesker skal leve sammen, hvilket er en væsentlig iagttagelse når det f.eks. kommer til vore perspektiver på begreber som personlig frihed, det frie marked, det frie menneske etc. Tvangsmekanismer spiller ofte en meget stor rolle for vort helbred, og der er vel næppe tvivl om at Henrik Sass' Larsens depressionsudvikling spiller sammen med sådanne mekanismer ... og at hans ansvar kun rækker til dét, han rent faktisk er kapabel for at få øje på og kan handle på.
Jeg skal nok stoppe med at skrible løs nu, men vil lige introducere begrebet tilskuerdemokrati til debatten, fordi det kan sætte fokus på at Larsen & Co på tinge jo anbringes i en narcissistisk sammenhæng, det kan ikke undgås. Og narcissisme giver i sig selv stress.
Det bør jo være velmeriterede og igennem mange år i partiet kendte og aktive, der kroner karrieren med en plads i Folketinget.
Steffen Gliese, hvorfor skal det højest betroede, mest magtfulde og etisk væsentligste arbejde i Danmark overhovedet være genstand for karriereudvikling?
Der er en hel del politikere, der har gjort det ulideligt at være dansker i de laveste indkomst grupper.
Der er en del politikere, der har gjort det ulideligt, at være ansat i dele af det offentlige.
Har vore politiker gjort det ulideligt at være dansker?