Hvorfor dog bestige Mount Everest?

Da Edmund Hillary og Tenzing Norgay i 1953 som de første besteg Mount Everest, var jeg syv år. Jeg var dybt betaget af deres bedrift, der forekom mig at være en triumf for hele menneskeheden.

Et foto af sydsidehøjderyggen under Mount Everests tinde fik mindet frem. Men alting er forandret. Verdens tag henligger ikke længere i splendid isolation. I stedet ser man en lang kø af bjergbestigere, der venter på, at det bliver deres tur til at indtage toppen.

Den store trængsel har sin forklaring. Et selskab ved navn Seven Summit Treks reklamerer med følgende formulering:

»Ønsker De at opleve, hvordan det føles at stå på klodens højeste punkt, og har De en tilstrækkelig solid økonomisk baggrund til at kompensere for eventuel høj alder eller frygt for risici, så meld Dem hos VVIP Mount Everest Expedition Service.«

Prisen beløber sig til 130.000 dollar.

Det er muligt at bestige Everest til en lavere pris, men ingen slipper for at betale de 11.000 dollar, som en licens fra den nepalesiske regering koster.

Det er svært at klandre et lavindkomstland for at gå efter sådanne indtægter.

Velkendte vartegn

Selv med den bedste assistance, der kan fås for penge, vil det altid være en farefuld færd, og der sker jævnligt dødsfald i den tynde luft, otte kilometer over havets overflade.

Alene i år har 12 måttet lade livet, og det vurderes, at der på bjerget findes mindst 200 lig, nogle i gletsjerspalter, andre begravede af laviner, mens andre igen omtales som »velkendte vartegn på ruten mod Everests øverste tinde«.

Det blev før taget for givet, at var en bjergbestiger i fare, ville andre ile til hjælp, uanset om det betød, at de selv måtte indstille deres klatring. Sådan er det ikke længere.

I 2006 blev det rapporteret, at David Sharp, som havde forsøgt at bestige Everest uden hjælp, var frosset ihjel, mens 40 bjergbestigere passerede ham på deres vej mod toppen. Ingen af dem bemærkede, at han havde brug for hjælp. Nogle bjergbestigere siger endda åbent, at de alene er på bjerget for at nå toppen og ikke vil lade sig afbryde af nogen eller noget, før dette mål er nået.

Når jeg spørger filosofistuderende, om de vil vade ud i en mose for at redde et druknende barn, selv hvis det indebærer, at de kommer til at ødelægge deres dyreste par yndlingssko, svarer de gerne, at man på ingen måde kan sammenligne et barns liv med et par sko, så selvfølgelig vil de det.

Men hvad så hvis den eneste måde de kunne redde et barn fra at blive knust og dræbt af et løbsk tog var ved at lede toget ned ad et sidespor, hvor det i stedet ville knuse deres mest dyrbare eje, en Bugatti-veteranbil, som de havde placeret hele deres opsparing i? Det spiller ingen rolle, siger langt de fleste – de ville stadig redde barnet.

Statusstyrkende

Hvis det er holdningen, hvorfor afstår da så mange fra at gribe ind for at redde en anden bjergbestigers liv? Er det, som bjergbestigeren Brad Horn siger til sit forsvar – fordi »alle på forhånd kendte risikoen«?

Det er muligt, men som Kant fremfører, er vores forpligtelse til at hjælpe andre funderet i vores ønske om selv at blive hjulpet i nødens stund. Følgelig kan vi ikke gå ind for, at det kan være i orden at lade folk i nød i stikken.

Skulle Horn være konsistent, måtte han med andre ord være indforstået med, at andre på vej mod toppen ikke kom ham til hjælp, hvis han var i livsfare.

Jeg er selv glad for vandreture i vildmarken. Også når de fører mig op på tinder med smukke udsigter. Og jeg kan udmærket leve mig ind i, hvorfor Hillary ville bestige Everest.

Hvad jeg derimod ikke fatter, er hvorfor nogen i dag tillægger det så stor værdi. Det kræver ikke længere særligt talent, og der er ikke meget vild ødemark over det længere.

Arnold Coster, der arrangerer Everest-ekspeditioner, siger da også, at hans kunder snarere er ’trofæjægere’ end bjergbestigere. Tim Mcartney-Snape, der besteg Everest i 1984, siger, at fascinationen ved at være i bjergene ikke er det væsentlige for mange i dag – »de er mere interesserede i at tale om det bagefter ved et cocktailparty. Det er en statusstyrkende ting«.

Har han ret, kan man kun regne det for moralsk usselhed, at nogen sætter sig mål, der er uden pointe eller ligefrem skadelige, snarere end mål, der har værdi uafhængigt af den status, målet bibringer dem – såsom at hjælpe mennesker i nød og at bidrage til at gøre verden til et bedre sted.

© Project Syndicate. Peter Singer er professor i bioetik.