Kommentar

Indfør demokrati i børnehaverne

Da vi gav børnene indflydelse på, hvornår de ville spise, om de ville på legepladsen og om de ville med på tur, skabte det et naturligt flow i hverdagen. I dag har børnenes medbestemmelse desværre trange kår, skriver tidligere daginstitutionsleder Jytte Hare i dette debatindlæg
Demokrati handler om at have mulighed for at få indflydelse på de ting, som er vigtige eller betydningsfulde for en. Man kan sige, at vi indførte demokrati i vores børnehave, i og med at børnene fik mulighed for at bestemme over det, som er vigtigt, når man er tre-fem år gammel: Hvor man vil være, hvem man vil være sammen med, hvad man vil lave, og hvor længe man vil blive ved, skriver Jytte Hare.

Demokrati handler om at have mulighed for at få indflydelse på de ting, som er vigtige eller betydningsfulde for en. Man kan sige, at vi indførte demokrati i vores børnehave, i og med at børnene fik mulighed for at bestemme over det, som er vigtigt, når man er tre-fem år gammel: Hvor man vil være, hvem man vil være sammen med, hvad man vil lave, og hvor længe man vil blive ved, skriver Jytte Hare.

Mads Jensen/Ritzau Scanpix

11. september 2019

I 1990 var vores lille børnehave med i det tværministerielle projekt »Børn Som Medborgere« om børns mulighed for deltagelse i samfundslivet. Formålet var at give børn en stemme og etablere en demokratidiskussion på områder af børns liv, der ikke tidligere havde været i fokus.

Vi var før projektet en ret almindelig børnehave med en hverdag som de fleste andre. Vi havde aktiviteter om formiddagen, vi spiste madpakker omkring kl. 11, og efter frokost var alle børn på legepladsen. De voksne var engagerede i arbejdet med børnene, vi vidste, hvad der var godt for børn, og børn og voksne trivedes med hinanden.

I forbindelse med projektet havde vi i børnehaven besøg af to 13-årige børn i to dage. 13-årige er stadig tæt på barndommen og ved meget om de voksnes almagt og børns afmagt, samtidig med at de begynder at få en forståelse for, at verden kunne indrettes anderledes.

Ved et efterfølgende møde med børnehavens forældre og personale satte de store børn ord på, hvor børnehavebørnene blev overhørt af de voksne. Vi pædagoger var inden mødet indstillet på at prøve at ændre nogle ting i børnehaven, og derfor havde vi sikret os at samle et møde, som kunne træffe beslutninger; vi var parat til at tage børnenes tilbagemeldinger alvorligt.

De store børn startede med at understrege, at vi var en god børnehave, og at de voksne var søde mod børnene. Men de syntes blandt andet, det var mærkeligt, at alle børn skulle spise frokost kl. 11, selv om nogle børn var kommet i børnehave kl. 6 og andre først kl. 9. Efter frokost skulle alle børn så på legepladsen, og de skulle være ude længe. Selv om det var efterår, og det var koldt.

Diskussionerne på mødet blev livlige, det var ikke let at nå til enighed. De store børn sagde, at legen går i stykker, når den bliver afbrudt af f.eks. frokost, og så er den svær at samle op. Mødet besluttede at vise tillid til børnene, så man indtil kl. 13 selv måtte bestemme, hvornår man ville spise sin frokost; derefter skulle madkasserne tjekkes, og de sidste børn sættes til at spise.

Hvad angik legepladsen, ved enhver, at børn har godt af at komme ud i den friske luft hver dag. Men de store sagde, at børn har ikke godt af at skulle være ude, hvis de ikke har lyst og bare går og småfryser. Vi besluttede at gøre det frivilligt, om man ville på legepladsen.

Vi brugte lang tid på at forberede os, for de hermed vedtagne ændringer ville gribe totalt ind i vores hverdag. Hvordan skulle vi sikre, at der var en voksen på legepladsen fra kl. 8 om morgenen? Måtte børnene spise, hvor de havde lyst? Hvad med opvasken? Ville det få indflydelse på alle vores ture? Hvad med sovebørnene? Og eftermiddagsfrugten? Der var en million spørgsmål, som skulle besvares, og helt nye måder at strukturere dagen på, som skulle opfindes.

At eje tiden

Vi gik i gang, og fællesskaberne omkring frokosten blev en fornøjelse at følge; både børn og voksne fandt hurtigt ind i rytmer, hvor frokosten kom til at passe ind i pauser i lege og aktiviteter. Det var sværere med legepladsen. Det tog tid, inden børnene for alvor fik fordelt sig inde og ude, men også det fandt sit leje; de voksne satte gang i nogle sjove aktiviteter udendørs, og børnene gik ud.

Vi kom til at elske vores nye hverdage med børnene. Det største udbytte af projektet var en oplevelse af at eje tiden. Man kunne sætte en aktivitet i gang om morgenen, og man kunne blive ved, indtil den var færdig. Børnene kunne lege uden afbrydelser. Der kom et naturligt flow over dagene, hvor aktiviteter, måltider og praktiske gøremål vekslede ind og ud imellem hinanden, og der var masser af plads både inde og ude. Efter et stykke tid droppede vi også de faste turgrupper. Vi fastholdt vores tre turdage, hvor to voksne tog ud i verden med omkring ti børn, men det var børnene, som bestemte, at de ville med på tur.

Demokrati handler om at have mulighed for at få indflydelse på de ting, som er vigtige eller betydningsfulde for en. Man kan sige, at vi indførte demokrati i vores børnehave, i og med at børnene fik mulighed for at bestemme over det, som er vigtigt, når man er tre-fem år gammel: Hvor man vil være, hvem man vil være sammen med, hvad man vil lave, og hvor længe man vil blive ved. Vi kom til at tage børnene og deres udsagn alvorligt på en helt anden måde end før.

De sidste mange år er pladsen i langt de fleste børnehaver til børns deltagelse og medbestemmelse trist nok blevet stadigt mindre, i takt med at læringsmål og didaktik er blevet en stadigt mere omsiggribende del af forståelsen af pædagogers arbejde. Men i »Lov om styrkede læreplaner« står der, at legen skal være grundlæggende, og at der skal tages udgangspunkt i et børneperspektiv. Så nu må tidspunktet da være kommet til at indføre demokrati i børnehaverne.

Jytte Hare er pædagog og tidligere daginstitutionsleder

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Viggo Okholm
  • Christian Mondrup
  • Steen K Petersen
Viggo Okholm, Christian Mondrup og Steen K Petersen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Som gammel pædagog og leder i en periode i årene 73-2010 kan jeg genkende problematikken og ideerne her. Diskussionen igennem mange år havde sin baggrund i selv-og medbestemmelse og struktureret pædagogik. "guruerne" var Stig brostrøm og Erik Sigsgaard- Senere kom Jesper Juul og andre inspiratorer. Forældre blandede sig og selve strukturen var sørme også et "slagskib" personaler imellem, for der kan da ikke herske tvivl om at Jytte Hares pædagogik stiler langt større krav til personalet end de faste rammer.. Jo børn bør ud men ikke for at det tilpasses ind i personalets pauser. Jeg husker stadig en af mine børn-nu filosof- som flere gange udtrykte: Jeg hader luft! Håber der kommer flere indlæg her,for det er faktisk godt at få opfrisket ideerne omkring børns evner og velbefindende i selv at kunne være medbestemmende i livet.Ingen her er nok i tvivl om at jeg var til det ikke- strukturerede i store træk.