Kommentar

Indfør demokrati i børnehaverne

Da vi gav børnene indflydelse på, hvornår de ville spise, om de ville på legepladsen og om de ville med på tur, skabte det et naturligt flow i hverdagen. I dag har børnenes medbestemmelse desværre trange kår, skriver tidligere daginstitutionsleder Jytte Hare i dette debatindlæg
Demokrati handler om at have mulighed for at få indflydelse på de ting, som er vigtige eller betydningsfulde for en. Man kan sige, at vi indførte demokrati i vores børnehave, i og med at børnene fik mulighed for at bestemme over det, som er vigtigt, når man er tre-fem år gammel: Hvor man vil være, hvem man vil være sammen med, hvad man vil lave, og hvor længe man vil blive ved, skriver Jytte Hare.

Demokrati handler om at have mulighed for at få indflydelse på de ting, som er vigtige eller betydningsfulde for en. Man kan sige, at vi indførte demokrati i vores børnehave, i og med at børnene fik mulighed for at bestemme over det, som er vigtigt, når man er tre-fem år gammel: Hvor man vil være, hvem man vil være sammen med, hvad man vil lave, og hvor længe man vil blive ved, skriver Jytte Hare.

Mads Jensen/Ritzau Scanpix

11. september 2019

I 1990 var vores lille børnehave med i det tværministerielle projekt »Børn Som Medborgere« om børns mulighed for deltagelse i samfundslivet. Formålet var at give børn en stemme og etablere en demokratidiskussion på områder af børns liv, der ikke tidligere havde været i fokus.

Vi var før projektet en ret almindelig børnehave med en hverdag som de fleste andre. Vi havde aktiviteter om formiddagen, vi spiste madpakker omkring kl. 11, og efter frokost var alle børn på legepladsen. De voksne var engagerede i arbejdet med børnene, vi vidste, hvad der var godt for børn, og børn og voksne trivedes med hinanden.

I forbindelse med projektet havde vi i børnehaven besøg af to 13-årige børn i to dage. 13-årige er stadig tæt på barndommen og ved meget om de voksnes almagt og børns afmagt, samtidig med at de begynder at få en forståelse for, at verden kunne indrettes anderledes.

Ved et efterfølgende møde med børnehavens forældre og personale satte de store børn ord på, hvor børnehavebørnene blev overhørt af de voksne. Vi pædagoger var inden mødet indstillet på at prøve at ændre nogle ting i børnehaven, og derfor havde vi sikret os at samle et møde, som kunne træffe beslutninger; vi var parat til at tage børnenes tilbagemeldinger alvorligt.

De store børn startede med at understrege, at vi var en god børnehave, og at de voksne var søde mod børnene. Men de syntes blandt andet, det var mærkeligt, at alle børn skulle spise frokost kl. 11, selv om nogle børn var kommet i børnehave kl. 6 og andre først kl. 9. Efter frokost skulle alle børn så på legepladsen, og de skulle være ude længe. Selv om det var efterår, og det var koldt.

Diskussionerne på mødet blev livlige, det var ikke let at nå til enighed. De store børn sagde, at legen går i stykker, når den bliver afbrudt af f.eks. frokost, og så er den svær at samle op. Mødet besluttede at vise tillid til børnene, så man indtil kl. 13 selv måtte bestemme, hvornår man ville spise sin frokost; derefter skulle madkasserne tjekkes, og de sidste børn sættes til at spise.

Hvad angik legepladsen, ved enhver, at børn har godt af at komme ud i den friske luft hver dag. Men de store sagde, at børn har ikke godt af at skulle være ude, hvis de ikke har lyst og bare går og småfryser. Vi besluttede at gøre det frivilligt, om man ville på legepladsen.

Vi brugte lang tid på at forberede os, for de hermed vedtagne ændringer ville gribe totalt ind i vores hverdag. Hvordan skulle vi sikre, at der var en voksen på legepladsen fra kl. 8 om morgenen? Måtte børnene spise, hvor de havde lyst? Hvad med opvasken? Ville det få indflydelse på alle vores ture? Hvad med sovebørnene? Og eftermiddagsfrugten? Der var en million spørgsmål, som skulle besvares, og helt nye måder at strukturere dagen på, som skulle opfindes.

At eje tiden

Vi gik i gang, og fællesskaberne omkring frokosten blev en fornøjelse at følge; både børn og voksne fandt hurtigt ind i rytmer, hvor frokosten kom til at passe ind i pauser i lege og aktiviteter. Det var sværere med legepladsen. Det tog tid, inden børnene for alvor fik fordelt sig inde og ude, men også det fandt sit leje; de voksne satte gang i nogle sjove aktiviteter udendørs, og børnene gik ud.

Vi kom til at elske vores nye hverdage med børnene. Det største udbytte af projektet var en oplevelse af at eje tiden. Man kunne sætte en aktivitet i gang om morgenen, og man kunne blive ved, indtil den var færdig. Børnene kunne lege uden afbrydelser. Der kom et naturligt flow over dagene, hvor aktiviteter, måltider og praktiske gøremål vekslede ind og ud imellem hinanden, og der var masser af plads både inde og ude. Efter et stykke tid droppede vi også de faste turgrupper. Vi fastholdt vores tre turdage, hvor to voksne tog ud i verden med omkring ti børn, men det var børnene, som bestemte, at de ville med på tur.

Demokrati handler om at have mulighed for at få indflydelse på de ting, som er vigtige eller betydningsfulde for en. Man kan sige, at vi indførte demokrati i vores børnehave, i og med at børnene fik mulighed for at bestemme over det, som er vigtigt, når man er tre-fem år gammel: Hvor man vil være, hvem man vil være sammen med, hvad man vil lave, og hvor længe man vil blive ved. Vi kom til at tage børnene og deres udsagn alvorligt på en helt anden måde end før.

De sidste mange år er pladsen i langt de fleste børnehaver til børns deltagelse og medbestemmelse trist nok blevet stadigt mindre, i takt med at læringsmål og didaktik er blevet en stadigt mere omsiggribende del af forståelsen af pædagogers arbejde. Men i »Lov om styrkede læreplaner« står der, at legen skal være grundlæggende, og at der skal tages udgangspunkt i et børneperspektiv. Så nu må tidspunktet da være kommet til at indføre demokrati i børnehaverne.

Jytte Hare er pædagog og tidligere daginstitutionsleder

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Hanne Utoft
  • Viggo Okholm
  • Christian Mondrup
  • Steen K Petersen
Hanne Utoft, Viggo Okholm, Christian Mondrup og Steen K Petersen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Som gammel pædagog og leder i en periode i årene 73-2010 kan jeg genkende problematikken og ideerne her. Diskussionen igennem mange år havde sin baggrund i selv-og medbestemmelse og struktureret pædagogik. "guruerne" var Stig brostrøm og Erik Sigsgaard- Senere kom Jesper Juul og andre inspiratorer. Forældre blandede sig og selve strukturen var sørme også et "slagskib" personaler imellem, for der kan da ikke herske tvivl om at Jytte Hares pædagogik stiler langt større krav til personalet end de faste rammer.. Jo børn bør ud men ikke for at det tilpasses ind i personalets pauser. Jeg husker stadig en af mine børn-nu filosof- som flere gange udtrykte: Jeg hader luft! Håber der kommer flere indlæg her,for det er faktisk godt at få opfrisket ideerne omkring børns evner og velbefindende i selv at kunne være medbestemmende i livet.Ingen her er nok i tvivl om at jeg var til det ikke- strukturerede i store træk.

BØRNS MED-BESTEMMELSE
Ja, det er så indlysende, at jeg ikke forstår hvordan det kan være anderledes?
Jeg har børne-kolleger og voksen-kolleger. Begge 'typer' giver mig masser af inspiration, idéer, givende socialt samvær, stjerne-stunder!! Især børne-kollegerne... ;o)
Det handler om LIGEVÆRD.
Tænk at også det ord kan forvirre mange, herunder pædagoger? For ligeværd betyder vi er lige værdige som mennesker og at menneske-rettighederne gælder for alle.
Til gengæld ved vi ikke lige meget og vi har ikke ens kompetencer, livserfaring, viden, etc. Det kaldes for mere eller mindre jævnbyrdige.
Som jeg sagde i går til Emma og de andre i SFO: "Jeg kan ikke læse dine tanker, så du fortæller hele tiden mig noget om dig, som jeg ikke vidste i forvejen. Du gør mig dermed klogere."
Til hele artiklen i øvrigt kan jeg kun sige:
SÅDAN!!
Det er lige akkurat den beskrivelse efter den opskrift jeg nu i årevis har talt om og for! Når børnene tages alvorligt som samarbejdspartnere og rammerne i børnehave og SFO er, så der er masser af plads til at børnene kan agere og forfølge deres planer, idéer og drømme ;o), så er der et helt vidunderligt flow i huset. Ja, 'huset summer af liv', som vi udtrykker det og alle kender til, når det har været 'en god dag'. ;o)
Tænk at vi stadig her anno 2019 skal argumentere for, at det er efter den demokratiske model alle børnehaver og SFO'er, fritidsklubber, etc. skal indrettes og foregå? Tænk at der stadig er steder, hvor det ikke er helt naturligt og indlysende rigtigt?
Det er jo sådan, at en dårlig normering netop har gavn af at børnene tages alvorligt i arbejdet. De kan løfte en lang række opgaver, herunder at hjælpe de mindre børn og så kan de jo beskæftige sig selv en meget stor del af tiden. Vi skal i mange situationer bare være der og mulige at kontakte. Sætte os ned og være tilstede. ;o)

Jeg glemte lige at skolerne selvfølgelig kan lære en masse på dette område også!! ;o) Det er her vi pædagoger for alvor kan bidrage med noget i skolerne.

Kære Jytte Hare, som pædagog, der har demokrati for børn som centralt omdrejningspunkt igennem tyve år, oplever jeg i den grad at normeringerne spænder ben!
For mig er demokrati bl.a. at børn får erfaring med at færdes i mindre interesse- og vennfællesskaber. Dette er meget svært for mig at virkeliggøre som følge af de tunge hverdagsrutiner og de få voksne, som normeringssituationen gennemtvinger.
De steder, jeg arbejder, er der simpelthen ikke nok voksne til at det bliver til meget andet end bunkepasning, mange af dagens timer.
Og når børn giver udtryk for at ville dyrke noget, en tur ud i verden til et sted, som fascinerer dem, eller sætter noget helt specielt igang mellem dem, så må de enten vente så længe til det igen bliver deres tur, at mindet om den sjove tur er forduftet- eller de får lov at gentage besøgene, mens de øvrige børn så må vente urimeligt længe på, at det bliver deres tur, til noget spændende.

Dette ene og alene fordi 22 børn og tre ansatte, (hvoraf een ofte er fraværende som følge af andet arbejde, uvikardække sygdom mm), gør det rigtig svært at forfølge børnenes ønsker i mindre grupper.
Jeg kan blive fortvivlet over hvor ofte jeg igen og igen må sige “nej” til noget, børnene efterspørger med tændte øjne!

Jeg er enig i at børn ikke efterspørger, eller profiterer af at spise i det store gruppefællesskab, som de allerfleste daginstitutionsbørn spiser i hver dag, landet over klokken 11:00. Og at der således er langt mere demokratisk dannelse og bedre fællesskabsoplevelser i at lave spisecafeer,msom dem, du agiterer for!

Med hensyn til “gårdturen” mellem 12-14 for hele institutionens børn, som børn udsættes for hver dag, er jeg enig med dig, det er absolut ikke at lytte til børnene (!). Men som følge af personalepauser er det ifølge min erfaring meget svært at gøre andet end “smide børnene på legepladsen”. Således at de få voksne, der er til rådighed, har et vist overblik, over de mange børn, de er alene om at passe.

Alternativet er at personalet dropper deres pause. Men det synes jeg ikke er uden problemer at institutionalisere på landsplan.
Pauserne er trods alt en hårdt tilkæmpet ret, og det var vel mere rimeligt, man politisk muliggjorde den ret på en måde, hvor det ikke, som nu, er børnene som betaler prisen ved at blive bunkepasset hver dag mellem 12-14.

Jeg er enig i, at der resterer en kæmpe uløst opgave for daginstitutionerne omkring at forholde sig til, hvad medbestemmelse og demokratisk dannelse helt konkret skal munde ud i i hverdagen: hvilket samspil, hvilke relationsformer børn og voksne imellem er demokratisk dannende?
Demokratisk dannelse sker i hvert fald ikke i de samspils- og relationsformer, hvor børn gøres til objekter for læringsprojekter, de voksne har planlagt med næsen nede i læreplansparagrafferne, helt uden at skele til, hvad der rører sig i børnegrupperne.

Og for mig handler det dertil om at pædagoger overhovedet begynder at tænke over, hvordan de basisk forstår og deltager i de fællesskaber, som daginstitutionerne tilbyder, eksempelvis:
“Hvad er et måltidsfællesskab? Jeg oplever en dominans i pædagogikken til at forstå dette fællesskab som noget stabilt, som det er børnenes opgave at tilpasse sig. Det betyder, at de små spark og uenigheder, der igen og igen kommer fra børnenes side, ofte opleves som i behov for korrektion, og ikke som indspark i en demokratisk dialog om, hvordan vi spiser. De børn, som ikke bare tilpasser sig rutinerne, de stemples altså fortvivlende ofte som problembørn, når det er den forståelse af fællesskab, som dominerer.
Det ser de andre børn også, og alle lærer, at de voksnes fællesskaber er uforanderlige, og der er noget galt med det barn, som bokser med eksempelvis de rammer og rutiner, som måltidsfællesskabet udgør.

For mig magter den dygtige pædagog både at fastholde et måltidsfællesskab med en overordnet ramme af værdier, men indenfor denne, der må der altså være mere plads til at forstå børnenes eksperimenter med måder, at “gøre måltid på” som indspark i en spændende dialog om måltidets form og retning. En dialog alle kan deltage i, og som former en ønskelig demokratisk dannelse hos børnene ( en ønskelig selv- og fællesskabsoplevelse).

En spændende forsker med øje for præcis dette, bemærker hvordan mange pædagoger frygter små forandringer, og slår dem ned med henvisning til at det fører til at “alle kommer til at løbe rundt som vilde, hvis jeg giver slip!”

Hvilket betyder, at utrolig mane situationer og rutiner holdes i stram snor, i hverdagen!
Jeg ved det, jeg har prøvet at støde ind en million gange med kolleger, når jeg løsner lidt, lader børn twiste procedurer og rutiner på måder, som - i min optik - bare giver børn oplevelse af lydhøre voksne og lydhøre fællesskaber.

Summa sumarum, de dårlige normeringer tiltrækker sikkert ikke demokratiorienterede pædagoger, og gør det rigtig svært i nødvendig grad at følge i børnenes spor, nære deres fællesskaber og skaffe dem erfaring med at blive hørt os set som betydningsfulde med- og modspiller.
Daginstitutionernes tænkning om, hvad demokrati for børn i daginstitutionen betyder og skal munde ud i, lader bekymrende meget tilbage at ønske, set fra de daginstitutionsgulve, jeg bevæger mig rundt på...

Jeg kan virkelig anbefale artikler af Berit Grindland, den demokratiforsker, jeg nævnte ovenfor, og som i flere artikler beskriver hendes forskning i pædagogers demokratiopfattelser og den konkrete praksis, disse giver sig udtryk i.

Hilsen Danielle Mercier