Klumme

Klimatopmødet gav håb om forenede magthavere

Klimatopmødet viste en forandring af FN fra de Forenede Nationer til de Forenede Magthavere. Erkendelsen af, at statslederne ikke kan løse problemerne alene, giver håb om, at vi kan skabe en ny måde at føre politik på i verdenssamfundet, skriver chefredaktør Rune Lykkeberg i denne klumme.
Klimatopmødet har vist, at FN har erkendt, at de ikke kan løse problemerne alene. »De gamle institutioner skal ikke forsvares og bevares bevidstløst. De skal revolutioneres indefra, tilføres engagement og legitimitet nedefra, kapital og handlekraft,« skriver Rune Lykkeberg i denne klumme.

Klimatopmødet har vist, at FN har erkendt, at de ikke kan løse problemerne alene. »De gamle institutioner skal ikke forsvares og bevares bevidstløst. De skal revolutioneres indefra, tilføres engagement og legitimitet nedefra, kapital og handlekraft,« skriver Rune Lykkeberg i denne klumme.

Drew Angerer

Debat
28. september 2019

Klimatopmødet i New York afslørede for verden en ny måde at føre politik på. Det er en forandring af FN, der længe har været under udvikling, men som på dette topmøde blev sat i scene som en global begivenhed.

FN er grundlagt efter Anden Verdenskrig af den sejrende krigsalliance, som ville forhindre, at menneskene udslettede sig selv i nye verdenskrige. Den største trussel dengang var krigen. Og eftersom krige historisk set har været indledt af suveræne stater, skabte man et forhandlingsrum for statsledere.

FN bygger altså på, at de største trusler i verden kan håndteres af statsledere. Og vi har vænnet os til, at statsledere har ansvaret for det hele. Hvis de kan blive enige, er det i hvert fald muligt, at verdens problemer kan blive løst og truslerne håndteret.

Men de største problemer, vi har i dag, kan ikke løses af statsledere alene. Det gælder i særdeleshed klimakrisen. Greta Thunberg har jo ret i, at vi i årtier har haft topmøder mellem statsledere.

Og ikke nok med, at de ikke har formået at løse problemerne. De har heller ikke givet os anledning til at tro, at de skulle være i stand til det. De, der troede på, at statslederne var de voksne, må erkende, at børnene blev svigtet.

Det kan man bebrejde de enkelte statsledere og de befolkninger, som har valgt dem. Og det vil ikke være forkert. Set i det perspektiv kan det undre, at flere bliver vrede over, at Thunberg er vred, end at lederen af Europas stærkeste økonomi Angela Merkel ankom til topmødet med et håbløst uambitiøst klimaudspil.

Engagement nedefra

Man kan også anskue problematikken analytisk: Klimakrisen kræver kollektiv handling med en bredde og en dybde, som ingen før har præsteret. Det har statslederne hverken opbakning eller handlekraft til at udføre selv.

Derfor må man inddrage alle relevante magthavere i processen. Og det var netop, hvad FN’s generalsekretær António Guterres gjorde: Fra Danmark inviterede han fire forskellige aktører til at tale: Statsminister Mette Frederiksen er den traditionelle repræsentant i FN-regi, men også Københavns borgmester og direktører fra Ørsted og Mærsk talte.

Generelt fik statsledere fra de lande, som var klar til at demonstrere handling, tilbudt taletid sammen med virksomhedsledere, borgmestre, interesseorganisationer og græsrodsbevægelser.

Tanken er, at alle magthavere, som kan bidrage til at realisere en grøn omstilling, skal drages ind i processen med at sætte nye mål og forpligte sig på at realisere dem.

Som optakt til topmødet havde Guterres planlagt et ungdommens topmøde, som skulle skabe offentlig opmærksomhed og stille krav til de forskellige magthavere. Vi får således hele det moderne samfunds politiske mekanisme fra civilsamfundet til lokale ledere, statsledere, organisationer og store virksomheder bragt sammen for at skabe bevægelse og handlekraft.

Det er ikke så nyt igen: De globale mål for bæredygtighed blev formuleret og vedtaget efter en proces, hvor et tilsvarende repertoire af aktører havde deltaget. FN kaldte det i 2015 for »en ny transformativ udviklingsagenda«, som skaber »partnerskaber mellem erhvervslivet, ngo’ere, regeringer, FN og andre aktører«.

Den ene store fordel ved den strategi er, at man får dem, som har magt i verden, til at tage ansvar for at bidrage til fælles målsætninger, som offentligheden kan drage dem til ansvar for. Det er en demokratisering af den magt, som ikke er politisk valgt.

Den anden store fordel er, at det bidrager til at presse statsledere til hæve deres ambitionsniveau.

Man kan være skeptisk over for denne udvidelse – det er især de autoritære stater, som ønsker at kontrollere civilsamfundet, offentligheden og alle andre magthavere i deres samfund.

Men denne fornyelse af FN fra de Forenede Nationer til De Forenede Magthavere er noget af det, som demonstrerer, at vi kan udvikle en ny form for politik, som er på niveau med de trusler, vi i fællesskab står over for. Den er et eksempel på det, som skal gøres: De gamle institutioner skal ikke forsvares og bevares bevidstløst. De skal revolutioneres indefra, tilføres engagement og legitimitet nedefra, kapital og handlekraft.

Magthavere i alle lande foren jer: Så skal vi andre nok holde jer fast på, at vi sammen skaber en ny måde at føre politik på.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her