Højesterets underkendelse af premierminister Boris Johnsons forsøg på at sætte parlamentet på tvangspause gav kampmoralen et løft ved Labours landsmøde i sidste uge. Men fremfor alt var det græsrøddernes udfordring af det gamle partiapparat, der genvakte den gejst, partiet har så hårdt brug for.
Corbynismen vandt frem, fordi den lovede en mere demokratisk og medlemsstyret partikultur. Denne bestræbelse har meget for sig, men den har også mødt begrænsninger.
For eksempel er det stadig ikke lykkedes at få indført medlemsvalg af parlamentskandidater. Resultatet er, at medlemsskaren og den parlamentariske del af partiet ikke altid ligger på linje.
Kyniske manøvrer som i New Labour-æraen forekommer fortsat. Således fjernede ledelsen på de to foregående landsmøder spørgsmålet om fri bevægelighed fra dagsordenen.
Medlemmerne har valgt partiets mest indvandringsvenlige formand nogensinde. Alligevel frygter partieliten fortsat at tale den frie indvandrings sag.
Medlemmernes møde
Velgørende var derfor årets landsmøde, der mindede medlemmerne om, hvorfor de har investeret sig selv i Corbyn-projektet.
Uden græsrøddernes revolte havde drøftelsen af politiske idéudspil såsom en nettoemission på nul i 2030, forslag om opbakning til fri bevægelighed og lukning af alle migrantinterneringscentre næppe fået ledelsens velsignelse, for de udgik alle fra de menige medlemmer.
For Corbyn-projektets levedygtighed er det afgørende, at politikudvikling ikke overlades til tænketanksnørder og ikkefolkevalgte rådgivere, og at medlemmerne oplever tillid til deres politiske fantasi og viden.
Den proces kan rigtignok være fuld af kvababbelser og bitterhed, som da flere fagforeningsbosser forsøgte at udvande et forslag om en britisk Green New Deal og beskyldte en klimaaktivist for »mangel på empati« med en fagbevægelse, der kæmper for at beskytte sine medlemmers job, men sådanne kampe på de indre linjer er nu engang vilkåret i et ægte demokratisk parti.
Kan Labours demokratiske fornyelse så fuldføres?
Mange af Corbyns løjtnanter synes naget af tvivl om bæredygtigheden i projektet. De kender kun alt for godt til den stærke opposition i det parlamentariske parti, og ved, at der ikke findes et oplagt alternativ til Corbyn på formandsposten.
Mest af alt frygter de, at partiets højrefløj igen skal få kontrollen.
Konsekvensen vil kunne blive omfattende udrensninger og afvikling af partiets demokratiske strukturer med henblik på at hindre ethvert comeback for venstrefløjen.
Som en fremtrædende Labour-skikkelse lovede, da Corbyn blev valgt, ville dette blive gengældt »med en brutalitet, der kan lukke ned for venstrefløjen i 30 år«.
En radikal agenda
Kommentatorer antyder ellers efterhånden sjældent, at Labours venstreorienterede profil skulle stå i vejen for vælgersucces.
De 40 procent af stemmerne, som partiet opnåede i 2017 på sin mest venstreorienterede agenda i årtier, fik den diskussion til at forstumme.
Snarere synes konsensus at være, at den primære trussel imod Labours chancer i dag skyldes centrisme i forhold til Brexit.
At Brexit-kulturkrigen har overskygget Labours forandringsdagsorden og narrativ om de mange versus de få, har utvivlsomt skabt mismod blandt græsrødderne.
Når de delegerede kunne forlade landsmødet i bedre humør, end da de kom, skyldes det, at de frem for at diskutere spørgsmål om toldunion og adgang til EU’s indre marked, igen fik lov at diskutere de temaer, som i sin tid vakte dem politisk: et opgør med austerity-politikken, en socialt retfærdig boligpolitik, arbejdstagerrettigheder, kamp mod fattigdom og frem for alt en indsats mod klimakrisen.
Både de konservative og liberaldemokraterne håber, at et parlamentsvalg med Brexit som eneste tema vil kunne punktere Labours indenrigspolitiske forandringsagenda fuldstændigt.
Men hvis Labour kan lykkes med at skabe opmærksomhed om en radikal agenda, partiets medlemmer selv har været med til at skabe, er sejren mulig.
Owen Jones er The Guardian-klummist og Labour-aktivist.
© The Guardian og Information. Oversat af Niels Ivar Larsen
