Læserbrev

Lad europæerne vælge kommissionsformanden

​​​​​​​Kommissionsformand von der Leyen ønsker en reel samtale om det europæiske demokrati. Jeg håber, at man beslutter at give befolkningerne to stemmesedler næste gang, så vi selv kan vælge den næste kommissionsformand, skriver Victoria Brohus i dette debatindlæg
11. september 2019

Den nye kommissionsformand, Ursula von der Leyen, har mange visioner for en demokratisering af det fremtidige samarbejde i EU. Som en, der beskæftiger sig med EU-oplysning, hæfter jeg mig især ved den demokratikonference, hun ønsker at afholde.

Her skal Spitzenkandidat-processen bl.a. diskuteres. Den tvinger Det Europæiske Råd til at foreslå en kommissionsformand »under hensynstagen til valget til Europa-Parlamentet«. Siden indførelsen i 2014 har processen været en fuser, men med von der Leyens løfter har vi en unik mulighed for at ændre strukturerne i EU-maskineriet – til glæde for det europæiske demokrati og den europæiske offentlighed.

Det glæder mig, at von der Leyen faktisk ønsker en reel samtale om det europæiske demokrati. Det er vi mange europæere, der længe har hungret efter. Derfor håber jeg også, at den nye EU-ledelse vil gennemføre en traktatændring, som ene og alene lader det være op til EU’s borgere at bestemme, hvem der skal være den næste kommissionsformand.

Giv os – med andre ord – to stemmesedler til næste europaparlamentsvalg: en til at stemme på en EP-kandidat og en til at stemme på en kommissionsformandskandidat. Så undgår vi, at kommissionsformandsposten bliver pakket ind i uigennemskuelige politiske spil og interesser.

Lad os i stedet styrke den europæiske offentlighed og EU-oplysningen i medlemslandene. Lad os give den værdifulde indflydelse til borgerne, så flere europæere forhåbentlig bliver bevidste om, hvad deres stemme betyder. Måske vil det også få flere borgere til at gå ned i stemmeboksen på valgdagen næste gang.

For jeg tror på, at det er i den herredømmefri samtale med hinanden, at demokratiet virkelig trives. At det er, når vi giver vores tid til hinanden og faktisk lytter til dem, vi er uenige med, at vi virkelig kan indfri demokratiets idealer.

Jeg håber på, at von der Leyen og de europæiske statsledere vil lytte til europæerne og give dem, hvad de ønsker sig: oplevelsen af at deres stemmer bliver hørt.

Selv om EU’s ledelse dermed må overgive en del af deres egen magt til befolkningerne i EU, er det også mit håb, at de er villige til at betale prisen for vores alle sammens demokrati. For det ville i sandhed være den største demokratiske gave, de kunne give befolkningerne.

Victoria Brohus er stifter af bloggen 'EU bider ikke'

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Carsten Mortensen
Carsten Mortensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torben Lindegaard

@Victoria Brohus

Jeg så også meget gerne en folkevalgt Kommissionsformand; men ....

Det sidste stats- & regeringslederne er en Kommissionsformand med et folkeligt mandat.

Philip B. Johnsen

EU bør forberede håndtering af massive strømme af klimaflygtninge, fra et medlemsland til et andet medlemsland, EU bør generelt forberede klimakatastrofe håndtering på alle områder inden for EU.

EU burde have lært, at når klimaflygtninge sættes i bevægelse, så forsvinder problemet ikke af sig selv, når klimaflygtninges eksistensgrundlag er væk, har folk intet at vende tilbage til, klimaflygtninge kan derfor ikke sendes tilbage.

Prøv at se på Bahamas, så forstå de fleste formodentlig, hvad jeg skriver om!

Hvornår vågner EU op?

Torben Lindegaard

@Philip B. Johnsen

"Hvornår vågner EU op?" - spørger du.

Tja .... EU er jo især styret af Det europæiske Råd med stats- & regeringscheferne, og de vil gerne genvælges af hjemlandets befolkning, som slet ikke ønsker at modtage hverken klima- eller andre flygtninge.

Så det har nok lange udsigter med at få opstillet - for slet ikke at tale om implementeret - en fælles EU flygtningepolitik.

Og Danmark .... vi er helt uden for kategori.
Vi er ikke fælles med de resterende 26/27 lande om noget som helst vedrørende flygtninge på grund af vores kornfede Retsforbehold, som vi slet ikke vil undvære.

Næh .... vi henholder os til Dublin-forordningen -
og glæder os over ikke at ligge ud til Middelhavet. !!