Den nu forhenværende formand for Venstre, Lars Løkke Rasmussen, har siden fredag afvist alle anmodninger om et interview. Siden han forsvandt ud ad bagdøren fra Venstres hovedbestyrelsesmøde på den tidligere anstalt for udviklingshæmmede i Brejning, har han udelukkende kommunikeret envejs via sociale medier.
Det var på Twitter, han bittert meddelte sin afgang lørdag formiddag. På Facebook offentliggjorde han den tale, han ville have holdt i Brejning, hvis han altså ikke havde besluttet at træde tilbage, og på Instagram offentliggjorde Løkke et smilende familiebillede lørdag aften med en tekst om, at familien er vigtigere end noget andet.
I dagene helt op til Brejning-dramaet kunne man ikke åbne for sit tv, uden at Løkke var på skærmen. Han brugte ikke mindst tv’s version af de sociale medier – de bløde, hyggelige interviewprogrammer som Go’aften Danmark og Aftenshowet – til energisk at kæmpe sin overlevelseskamp. Det var lidt uklart, om han var blevet indbudt, eller han bare havde inviteret sig selv.
På Twitter nåede Løkke i sidste øjeblik en refleksion over et andet tv-program: »Sidder og ser Debatten på DR2. Helt vildt – og en gang råben og skrigen. Håber godt nok, der er mere ro og omtanke i mit eget parti. Ikke bare et håb … Jeg ved det!«
Det vidste han så ikke, men mediestrategien var næsten primitivt enkel: Når der skal kæmpes, bruges hele mediepaletten hæmningsløst. Når man ikke vil konfronteres, er de sociale medier – ikke mindst de kortfattede af slagsen som Twitter og Instagram – den perfekte arena. Jo, der er altid nogle primitive brokkehoveder eller lige så primitive fans, der reagerer, men det udvikler sig kun yderst sjældent til en kritisk dialog. Ikke for ingenting betyder twitter ’kvidren’, og Instagram er bygget op om billedtelegrammer.
Kan undgå journalister
Nu er de massive spekulationer om ledelseskrisen i Venstre afløst af lige så massive spekulationer om, hvordan den kommende ledelse af landets største oppositionsparti skal se ud.
Jakob Ellemann-Jensen er ikke nogen energisk Twitter-artist. Men han kan også kommunikere digitalt kortfattet. Oftest pænt og ufarligt, selv om man aner det ellemanske rævesmil. Sidste fredag brugte han Instagram til at offentliggøre et billede af overskriften på en artikel i Weekendavisen af den respekterede politiske journalist Arne Hardis. Den måske kommende Venstrehøvding havde indrammet rubrikken med en sort cirkel. De indrammede ord var »Jakob Ellemann er den perfekte mand« og nedenunder med store bogstaver »UD I DET BLÅ«. Siden har Ellemann ikke sagt noget andet end »nu skal vi havde tid til at tænke os om«, og da Børsen mandag anmodede ham om et interview, e-mailede han en smiley med en lynlås for munden tilbage.
Det er efterhånden blevet rutine, at en stor del af den politiske kommunikation foregår på sociale medier. Magthaverne, uanset hvilken farve de har, bruger dem til at offentliggøre vigtige beslutninger. Det foregår kun sjældent på pressemøder, fordi journalister har den irriterende vane, at de ikke kan lade være med at stille dumme eller kritiske spørgsmål.
Journalister er i forvejen ikke i vildt høj kurs derude i offentligheden, sociale medier udfordrer ikke, de følges af millioner af danskere, og selv om Twitter i den sammenhæng ikke er et så udbredt medie som Facebook, kan man være sikker på, at stort set samtlige danske journalister er på kvidderkanalen, så en kort melding fra en magthaver (eller en forhenværende af slagsen) er garanteret en øjeblikkelig viderespredning til det meste af befolkningen. Uden at den, der tweeter, bliver nævneværdigt udfordret, fordi han eller hun har scenen for sig selv i den første time eller to, som i de digitale medietider er nok til at slå selv en løgn fast som dagsordenssættende.
Eller nok til at sætte spekulationsjournalistikken op i højeste gear. Se bare Donald Trump. Han taler nærmest konsekvent ikke med journalister, men tweeter uafbrudt imod dem. Han undgår dermed omhyggeligt at blive udfordret. Set i det lys er vi stadig på begynderstadiet i Danmark.
Påfuglen der blev til en struds. Fgd
Og lad os håbe at politikerne vedbliver med at være på begynderstadiet. Den dag de ikke vil lade sig interviewe af journalister, er den dag de bør stoppe.
Befriende at læse en erfaren journalist der skærer ind til problemets kerne, en journalist der analyserer istedet for at vinkle ligegyldige hændelser som Breaking news.
Information er befriet for andre avisers redaktionelle tricks med gentagelser længere inde i avisen af artikler på forsiden blot i en lidt anden version. Glem aldrig at avisen sælges for at gøre læseren lidt klogere.
Information har i de sidste par år udviklet sig til at være en analytisk kvalitetsavis, så tilgiver jeg nemt lange indlæg om kønsidentitet og “dyr med krøller på halen”.
Har ikke noget imod, at man er kortfattet. Det er at foretrække fremfor lange jeremiader og mure af tryksværte.
Men politikere med flere, der kun udsender på egen kanal, er et uvæsen.
Er der noget at sige til det?