Læserbrev

Loft over ikke etnisk danske elever er diskriminerende

Gymnasier med mange elever, der ikke er etnisk danske, har for få ansøgere. Men i stedet for at indføre et stigmatiserende loft over elever med anden etnisk baggrund, som undervisningsministeren vil, bør man afskaffe det fri skolevalg, skriver to medlemmer af Gymnasieskolernes Lærerforening i dette debatindlæg
10. september 2019

Ti danske gymnasier har mere end 30 procent elever med anden etnisk baggrund end dansk, og de oplever samtidig et faldende antal ansøgere. Det vil undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) løse ved at indføre et loft på 30 procent ikke etnisk danske elever.

Men det vil ikke løse problemet. Tværtimod vil det skabe nye problemer.

Først og fremmest er etnicitet og etnisk baggrund problematiske begreber. Det er næppe meningen, at de unge selv skal have lov til at definere deres etnicitet som dansk eller ikkedansk, når de skal fordeles på gymnasierne. Reelt bliver det staten, der definerer etniciteten og begrænser elevernes gymnasievalg ud fra den. Det er ganske givet på kant med menneskerettighederne.

De såkaldt ikke etniske danskere bliver stigmatiseret som den slags elever, der ikke skal være for mange af, fordi det skaber problemer – uanset opførsel og faglige resultater. Det er gift for integrationen.

Problemets kerne er ikke etnicitet, men det frie skolevalg. Med selveje og taxameterstyring er der kommet konkurrence mellem gymnasierne, og nogle er mere populære end andre. Fordi de ligger centralt, har et højt karaktersnit eller holder fede fester.

Det er dem, der kan fylde klasserne op og føre ventelister, mens nabogymnasierne kører med voksende underskud og mange lærerfyringer. Det første, der vil ske, hvis der indføres et etnicitetsloft, er, at en håndfuld skoler simpelthen må lukke.

Den virkelige løsning på segregeringen i gymnasierne er et opgør med det frie skolevalg.

Vi må indføre intelligente skoledistrikter, der tager højde for en række socioøkonomiske faktorer, så elever mødes og integreres på tværs af etnicitet og socialklasse. En sådan model vil tilmed bidrage til gymnasiets rolle som samfundets vigtigste almendannende institution, der uddanner aktive samfundsborgere.

Det er positivt, at ministeren kan se problemer i den opdelte gymnasieskole, og at hun ønsker at finde løsninger. Men i stedet for at stemple en uklart defineret gruppe som problembørn, bør hun overveje, om det ikke er på tide at tage livtag med det frie skolevalg.

Helene Caprani og Kåre Blinkenberg er begge medlemmer af hovedbestyrelsen i Gymnasieskolernes Lærerforening

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Hans Larsen
  • Henning Kjær
Hans Larsen og Henning Kjær anbefalede denne artikel

Kommentarer

" Den virkelige løsning på segregeringen i gymnasierne er et opgør med det frie skolevalg."

Og hvad sker der monstro, hvis 1.G´ere lander i en klasse med et flertal af etniske elever? Det så vi jo for et par år siden i København...man kunne ikke se de ungers bagdel for bare fodsåler.