Kronik

Må man gå i krig for klimaet?

Skal vi vænne os til tanken om at føre krige mod andre stater i klimaets navn? I takt med klimaforandringernes acceleration vil sådanne spørgsmål bevæge sig ud af det filosofiske laboratorie og trænge sig på i virkeligheden, skriver Anders Theis Bollmann i dette debatindlæg.
Hvis vi nu forestiller os, at forskning viste, at afbrændingen af Amazonas var så voldsom, at den ville medføre, at dele af Sydamerika blev ubeboelig. Eller at den ligefrem ville medføre klodens og menneskehedens undergang som sådan. Hvordan skulle andre stater så forholde sig til en sådan trussel?

Hvis vi nu forestiller os, at forskning viste, at afbrændingen af Amazonas var så voldsom, at den ville medføre, at dele af Sydamerika blev ubeboelig. Eller at den ligefrem ville medføre klodens og menneskehedens undergang som sådan. Hvordan skulle andre stater så forholde sig til en sådan trussel?

Bruno Kelly

21. september 2019

Kan man forestille sig en situation, hvor det ville være retfærdigt at intervenere militært i anden stat for at forhindre potentielle klimakatastrofer?

Umiddelbart ville de fleste nok være tilbøjelige til at besvare dette spørgsmål med et nej. Der synes dog ved nærmere eftersyn at være stærke argumenter for, at det i givne alvorlige situationer kunne være retfærdigt at gå i krig for klimaet.

Tag som eksempel et fremtidigt scenarie, der minder om de kolossale skovbrande, der hærger i Amazonas. Amazonas er verdens største regnskov og omdanner store mængder C02 til ilt. Afbrændingen af Amazonas kan potentielt få store konsekvenser for hele klodens klima. For når der er mindre regnskov til at omdanne Co2 til ilt, bliver der i sagens natur mere Co2 til at fremskynde klimaforandringerne. Ifølge eksperter skyldes brandene, at det brasilianske landbrug ønsker at opdyrke den jord, som gemmer sig under træerne.

På trods af Amazonas’ store betydning for hele klodens klima, nægtede den brasilianske præsident Jair Bolsonaro i lang tid at gøre noget ved brandene og hævdede, at de var påsat af en række ngo’er. Bolsonaro valgte under stort internationalt pres at sætte militærfly ind med vandbomber mod skovbrandene og forbyde afbrændingerne, men der bliver fortsat påsat brande i regnskoven.

Hvis vi nu forestiller os, at forskning viste, at afbrændingen af Amazonas var så voldsom, at den ville medføre, at dele af Sydamerika blev ubeboelig. Eller at den ligefrem ville medføre klodens og menneskehedens undergang som sådan. Hvordan skulle andre stater så forholde sig til en sådan trussel?

Går vi videre med Amazonas-scenariet, så har EU truet Brasilien med en række sanktioner, og Frankrig og Irland har truet med ikke at ville ratificere handelsaftalen mellem EU og de sydamerikanske Mercosur-lande. Det virker relativt ukontroversielt, at lande selv skal have lov til at bestemme, hvem de handler og ikke handler med, og det virker også relativt ligetil, at hvis klodens sikkerhed var på spil, ville det være i orden at bryde en handelsaftale.

Men lad os så forestille os en situation, hvor Brasilien ikke vil ændre adfærd, uagtet hvilke politiske, økonomiske og diplomatiske sanktioner og klimamæssige konsekvenser, det stilles i udsigt. Hvad så?

Må man så gå i krig for klimaet?

Kunne det potentielt i denne situation være etisk forsvarligt at intervenere militært? Ville grov forsømmelse af klimaet uagtet intentionerne bag kunne retfærdiggøre en militær indgriben og potentiel brug af militær magt?

Retfærdig sag

Spørgsmålet om, hvornår det er etisk forsvarligt eller retfærdigt at gå i krig, er blandt filosoffer, jurister og teologer blevet diskuteret med udgangspunkt i Retfærdig krig-traditionen, der har rod hos tænkere som Cicero, Augustin og Thomas Aquinas og siden har dannet fundamentet for moderne sekulær tænkning om krig, herunder folkeretten. Retfærdig krig-tænkningen opstiller en række kriterier, der skal overholdes, før en krig kan være retfærdig. Disse kan også meningsfuldt anvendes her.

Det første og mest centrale kriterium i Retfærdig krig-tænkningen er, hvorvidt der er en retfærdig sag. En krig, der føres for et uretfærdigt formål, kan i sagens natur ikke være retfærdig, uanset hvor ’pænt’ den ellers kæmpes. Generelt syntes der at være enighed om, at beskyttelse af menneskeliv er en retfærdig sag. De fleste ville være enige i, at en stat er forpligtet til at beskytte sine egne borgere mod død og lidelse.

Mange ville også mene, at stater i nogle situationer kan have en forpligtelse til at gribe ind i andre stater, såfremt de på grund af manglende vilje eller evne ikke beskytter egne civilbefolkninger mod menneskerettighedskrænkelser af alvorlig art, såsom død og lemlæstelse. Dette talte man for eksempel meget om i 1990’erne og 00’erne i FN-regi efter folkemordene på Balkan og i Rwanda under overskriften responsibility to protect.

Der er generel enighed om, at menneskeskabte klimaforandringer er en af de største trusler mod menneskeheden. Samtidig skaber klimaforandringer på både kort og lang sigt potentielt livsfarlige trusler på nationalt, regionalt og globalt plan. Hvis det er en forpligtelse at beskytte egne borgere og en potentiel forpligtelse at beskytte andre staters borgere mod trusler på deres liv og legeme, og klimaforandringerne udgør en sådan trussel på kortere og længere sigt, og hvis en given stat grundet forsømmelse eller bevidste handlinger bidrager til denne trussel, bør det følge heraf, at det vil være retfærdigt at stoppe denne stats handlinger med militærmagt.

Proportionalitet

En retfærdig sag er dog ikke nok, der skal også være proportionalitet. Den militære intervention og de negative konsekvenser, den medfører i form af tabte menneskeliv, ressourcer osv., skal opvejes af de positive konsekvenser i form af reddede menneskeliv, fred, stabilitet osv., som interventionen medfører. Dette ville også gælde i klimakrig. At en stat ikke vil forbyde plastikposer, ville ikke kunne berettige en militær intervention.

I en klimakrig ville proportionalitetskriteriet yderligere skulle tage hensyn til klimaaftrykket af selve interventionen. En krig for klimaet er i sagens natur ikke retfærdig, hvis den er værre for klimaet end den katastrofe, man forsøger at afværge. Dette gælder både for hele krigen og for hver enkelt krigshandling.

Endelig skal en militær klimaintervention med rimelighed kunne antages at blive succesfuld – altså opnå det retfærdige mål. Såfremt en klimakatastrofe f.eks. er så fremskreden i sit forløb, at den ikke kan bremses, bør man ikke intervenere.

Sidste udvej

En militær intervention bør være sidste udvej. Er andre løsninger realistiske, bør disse anvendes. Det kunne være økonomiske, politiske og diplomatiske sanktioner. Man kunne også forestille sig noget, der var niveauet over sanktioner, men dog ikke egentlig krig. Hvis vi vender tilbage til det tænkte fremtidsscenarie i Brasilien, kunne man forestille sig, at man skabte en nofly-zone over staten og indsatte en international styrke af brandslukningsfly, der gjorde en ende på brandene uden statens tilladelse.

En militær klimaintervention må heller ikke være et skalkeskjul for andre motiver. Klimaet må ikke bruges som en undskyldning for eksempelvis at besætte landområder i andre stater. Derudover bør potentielle klimakrige også i så videst muligt omfang foregå med opbakning fra FN.

Jeg ved ikke, om jeg selv er enig i ovenstående argumenter, der jo er en utrolig reduktiv behandling af et meget komplekst problem. Den preussiske militærfilosof og generalmajor Carl von Clausewitz skrev i sit magnum opus Om Krig fra 1832, at krig altid var »et alvorligt middel til et alvorligt formål«. Klimaet og klodens overlevelse er i sagens natur et alvorligt formål.

I takt med klimaforandringernes acceleration vil krigs- og klimaetiske spørgsmål som dette bevæge sig ud af det filosofiske laboratorium og trænge sig mere og mere på i virkelighedens verden. Vi kan lige så godt begynde at forholde os til dem nu.

Anders Theis Bollmann, cand.mag. i filosofi og historie med speciale i militæretik og -teknologi.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Luna Pedersen
  • Alvin Jensen
  • Olaf Tehrani
  • Ervin Lazar
  • Benno Hansen
  • Toke Kåre Wagener
  • Ejvind Larsen
  • Torben Skov
Luna Pedersen, Alvin Jensen, Olaf Tehrani, Ervin Lazar, Benno Hansen, Toke Kåre Wagener, Ejvind Larsen og Torben Skov anbefalede denne artikel

Kommentarer

Citat: Såfremt en klimakatastrofe f.eks. er så fremskreden i sit forløb, at den ikke kan bremses, bør man ikke intervenere. Citat slut.
Såfremt en klimakatastrofe er så fremskreden har vi givetvis passeret et tipping point og katastrofen i form af et løbsk klima (a la Venus) vil være uafvendelig - militær indgriben eller ej. På trods af alle - og især ungdommens - gode bestræbelser er alle tegn dybt uheldsvarslende. Stadig lyder råbet om vækst og vækst og vækst - og intet af dette er foreneligt med klodens finitte ressourcer og økologiske kapacitet. Denne indsigt mangler fatalt i de kredse, som efter sigende leder verdens samfund. Jordens historie viser utvetydigt, at selv udviklede arter kun vanskeligt kan håndtere et klimakollaps - hvis overhovedet.

Alvin Jensen, Esben Lykke, Eva Schwanenflügel, Karsten Lundsby, Bent Gregersen og Ervin Lazar anbefalede denne kommentar

- og så lige den bemærkning, at klimakrige skal man ikke bekymre sig om at starte. De skal såmænd nok starte sig selv - over klima, vand og overbefolkning. Tænk blot på Egypten uden Nilens vand, Irak og Syrien uden vand fra Eufrat og Tigris og Indien uden jævn vandtilførsel fra Himalaya.

Alvin Jensen, Eva Schwanenflügel, Karsten Lundsby, Pia Nielsen, Hanne Utoft, Jørgen Larsen og Flemming Berger anbefalede denne kommentar
Claus Bødtcher-Hansen

21/sep/2019

Kære Venner

Der er ikke brug for generel vækst, slet
ikke. Hverken de rigeste eller de åbenlyst
overvægtige behøver blive rigere eller fe-
dere. Det er udelukkende de fattige og de
sultende, der har behov for generel vækst.

Venlig hilsen
Claus

Altså det er nok mere sandsynligt vi havner i krig som FØLGE af klimakrisen, end vi går i krig FOR klimaet. Desuden er der en ikke ringe grad af hykleri - vi har ikke ligefrem beskyttet naturen i vores del af verden. Men selvfølgelig - afrikanerne skal passe på elefanterne, mens vi selv plaffer alle vildsvin ned. Brasilien skal passe på Amazonas, men vi skal ikke selv genrejse de skove vi har fældet.

Alvin Jensen, Esben Lykke, Karsten Lundsby, Julie Jensen, Pia Nielsen, Sabine Stosiek og Hanne Utoft anbefalede denne kommentar

"Men lad os så forestille os en situation, hvor Brasilien ikke vil ændre adfærd, uagtet hvilke politiske, økonomiske og diplomatiske sanktioner og klimamæssige konsekvenser, det stilles i udsigt. Hvad så?"

Lad os forestille os en situation hvor 'vi' (der refereres til ét eller andet informeret og operant 'vi', som skal kunne træde i aktion) grundigt, vedholdende og med høj konsekvens støtter demokratiudvikling, reduktion af forbruget og udvikling af lighed i f.eks. et land som Brasilien ... eller endnu bedre; lad os forestille os at vi som nation havde gjort dette ... og dermed havde bidraget til at det nuværende, højreradikale styre ikke havde kunnet manipulere med domstole og retsvæsen og siden vinde valget? Er det ikke lidt bedre at arbejde forebyggende, med reel demokratiudvikling og høj forsigtighed som bærende princip, end at fortsætte en slingrende gang med uld i mund (e.g. Danmarks egne beslutninger om fortsat at hente fossil energi op af undergrunden) som til slut bringer os ind i en situation hvor krig bliver en slags pervers løsning på klimaproblemer?

Alvin Jensen, Eva Schwanenflügel, Pia Nielsen, Bent Gregersen og Sabine Stosiek anbefalede denne kommentar

Så skulle man vel også invadere Kina for at være den værste co2-synder i denne verden, eller USA for at være det største kvægkødsspisere?

Som det ofte er påpeget, er det vanskeligt at tænke sig en effektiv global klimapolitik uden samtidig at sørge for en rimelig fordeling af klodens ressourcer.
Det er nok bedre, at lægge vores kræfter her.
For kan man - eksempelvis - forestille sig, at man med udefrakommende militær magt kan forhindre brasilianske farmeres afbrænding af skov?
Nej vel!

Alvin Jensen, Eva Schwanenflügel og Pia Nielsen anbefalede denne kommentar

Hvad er det underliggende problem?
Kan vi anklage ledere fra andre lande for ecocide og samtidig i EU-regi underskrive handelsaftaler der fremmer samme. Det er hyklerisk.
'Det underliggende problem er den fremherskende økonomiske doktrin. Derfor må det være fortalerne for bevarelsen af denne der bør anklages for ecocide når ansvaret skal placeres og som skal nedkæmpes. Krig skaber blot flere ødelæggelser og gavner først og fremmest våbenindustrien.

Det samme med vores olie. Den kommer ikke til at blive i jorden men bliver mest sandsynligt pumpet op med henvisning til økonomien. Men behøver det at være sådan.

https://www.opendemocracy.net/en/oureconomy/why-degrowth-only-responsibl...

Alvin Jensen, Erik Nissen, Eva Schwanenflügel, Søren Bro og Hanne Utoft anbefalede denne kommentar